Der var
en ung Mand, som studerede til at være
Digter, han vilde være det til Paaske,
gifte sig og leve af Digteriet, og det
er, vidste han, bare at hitte paa, men
han kunde ikke hitte paa. Han var født
forsilde, Alt var taget op før han kom
til Verden, Alt var der digtet og
skrevet om.
"De lykkelige Mennesker der fødtes
for tusinde Aar siden!" sagde han. "De
kunde sagtens blive udødelige! lykkelig
selv Den der fødtes for hundred Aar
siden, da var der dog endnu Noget at
digte om; nu er Verden digtet ud, hvad
skal jeg kunne digte ind!"
Han studerede paa det, saa at han
blev syg og daarlig, det elendige
Menneske; ingen Doctor kunde hjelpe ham,
men maaskee den kloge Kone. Hun boede i
det lille Huus ved Markledet, som hun
lukkede op for Kjørende og Ridende; hun
kunde rigtignok lukke Mere op end Ledet,
hun var klogere end Doctoren, der kjører
i egen Vogn og betaler Rangskat.
"Jeg maa ud til hende!" sagde den
unge Mand.
Huset, hun boede i, var lille og net,
men kjedeligt at see paa; der var ikke
et Træ, ikke en Blomst; der stod en
Bistade ud for Døren, meget nyttig! der
var en lille Kartoffelmark, meget
nyttig! og en Grøft med Slaaentjørne,
der havde afblomstret og sat Bær, som
rempe Munden sammen, naar man smager dem
før de have faaet Frost.
"Det er livagtig vor poesiløse Tid,
jeg her seer!" tænkte den unge Mand, og
det var altid en Tanke, et Guldkorn, han
fandt ved den kloge Kones Dør.
"Skriv det op!" sagde hun; "Smuler
ere ogsaa Brød! hvorfor Du kommer her,
veed jeg; Du kan ikke hitte paa, og dog
vil Du være Digter til Paaske!"
"Alt er skrevet op!" sagde han. "Vor
Tid er ikke gammel Tid!"
"Nei!" sagde Konen; "i gammel Tid
bleve de kloge Koner brændte, og
Poeterne gik om med slunken Tarm og Hul
paa Albuen. Tiden er just god, den er
den allerbedste! men Du har ikke rigtig
Syn paa Sagen, Du har ikke skærpet
Hørelsen og læser nok aldrig dit
"Fadervor" om Aftenen. Her er fuldt op i
alle Maader til at digte og fortælle om,
naar man kan fortælle. Du kan løse det
ud af Jordens Væxter og Grøde, øse det
op af det rindende og af det
stillestaaende Vand, men Du maa forstaae
det, forstaae at fange en Solstraale.
Prøv nu engang mine Briller, faa mit
Hørerør i Øret, bed saa til Vorherre og
lad være at tænke paa Dig selv!"
Det Sidste var nu meget svært, Mere,
end en klog Kone kan forlange.
Han fik Brillerne og Hørerøret, blev
saa stillet midt i Kartoffelmarken; hun
gav ham i Haanden en stor Kartoffel; det
klang i den; der kom en Sang med Ord,
Kartoflernes Historie, interessant, - en
Hverdagshistorie i ti Dele, ti Linier
vare nok.
Og hvad sang Kartoflen?
Den sang om sig og sin Familie:
Kartoflernes Ankomst til Europa, den
Miskjendelse, de havde prøvet og lidt,
før de, som nu, stode erkjendte som en
større Velsignelse end en Guldklump.
"Vi bleve paa kongeligt Bud uddeelte
paa Raadhuset i alle Byer; der blev
givet Kundgjørelse om vor store
Betydning, men man troede ikke paa den,
forstod ikke engang at plante os. En
gravede et Hul og kastede hele sin
Skjeppe Kartofler derned; en Anden stak
een Kartoffel her, een der, ned i Jorden
og vendtede at den skulde skyde op som
et heelt Træ, hvoraf man kunde ryste
Kartofler. Der kom ogsaa Væxt, Blomster,
vandfyldt Frugt, men det Hele visnede.
Ingen tænkte paa hvad der laae paa
Bunden, Velsignelsen: Kartoflerne. Ja vi
have prøvet og lidt, det vil sige, vore
Forfædre, de og vi, det kommer nu ud paa
Eet! hvilke Historier!"
"Ja, nu kan det være nok!" sagde
Konen. "Betragt Slaaentjørnene!"
"Vi have ogsaa," sagde Slaaentjørnene,
"nær Familie i Kartoflernes Hjemland,
høiere Nordpaa, end de groede. Der kom
Nordmænd fra Norge, de styrede Vest paa
gjennem Taage og Storme til et ukjendt
Land, hvor de, bag Iis og Snee, fandt
Urter og Grønt, Buske med Vinens
sortblaae Bær: Slaaentjørne, de frøs til
modne Druer, det gjør ogsaa vi. Og
Landet fik Navn "Viinland: Grønland:
Slaaenland!"
"Det er en heel romantisk
Fortælling!" sagde den unge Mand.
Ja kom nu med!" sagde den kloge Kone
og førte ham hen til Bistaden. Han saae
ind i den. Hvilket Liv og Røre! Der
stode Bier i alle Gange og viftede med
Vingerne for at der kunde være sundt
Lufttræk i hele den store Fabrik, det
var deres Bestilling; nu kom udefra
Bier, fødte med Kurve paa Benene, de
bragte Blomsterstøv, det blev rystet ud,
sondret og lavet til Honning og Vox; de
kom, de fløi; Bidronningen vilde ogsaa
flyve, men da maae de alle med! det var
nu ikke Tiden; flyve vilde hun dog; saa
bed de Vingerne af Hendes Majestæt, og
saa maatte hun blive.
"Stig nu op paa Grøften!" sagde den
kloge Kone, "kom og see ud over
Landeveien hvor Godtfolk ere at see!"
"Det var da en mylrende Mængde!"
sagde den unge Mand, "Historie paa
Historie! det snurrer og snurrer! det
bliver mig ganske broget! jeg gaaer
bagover!"
"Nei, gaa ligefrem!" sagde Konen, "gaa
lige ind i Menneskevrimlen, hav Syn paa
den, Øre for den og Hjerte med! saa skal
Du snart hitte paa! men før Du gaaer,
maa jeg have mine Briller og mit
Høre-Rør!" og saa tog hun begge Dele.
"Nu seer jeg ikke det Mindste!" sagde
den unge Mand, "nu hører jeg ikke meer!"
"Ja, saa kan Du ikke blive Digter til
Paaske!" sagde den kloge Kone.
"Men naar da?" spurgte han.
"Hverken til Paaske eller Pintse! Du
lærer ikke at hitte paa."
"Hvad skal jeg da gjøre for at komme
i Levebrød ved Poesien?"
"Der kan Du allerede komme til
Fastelavn! slaa Poeterne af Tønden! slaa
deres Skrifter, det er at slaae dem
selv. Lad Dig bare ikke forbløffe; slaa
raskvæk, saa faaer Du Boller, hvormed Du
kan føde baade Dig og din Kone!"
"Hvad man kan hitte paa!" sagde den
unge Mand, og saa slog han af Tønde hver
anden Poet, da han ikke selv kunde blive
Poet.
Vi have det fra den kloge Kone, hun
veed hvad man kan hitte paa.
