Hønse-Grethe
var det eneste bosiddende Menneske i det
ny stadselige Huus, der var bygget for
Hønsene og Ænderne paa Herregaarden; det
stod, hvor den gamle ridderlige Gaard
havde staaet, med Taarn, takket Gavl,
Voldgrav og Vindelbro. Tæt ved var et
Vildnis af Træer og Buske; her havde
Haven været, og strakt sig ned til en
stor Sø, som nu var Mose. Raager, Krager
og Alliker fløi med Skrig og Skraal hen
over de gamle Træer, en mylrende Mængde
Fugle; de mindskedes ikke, om man skød
imellem dem, de toge snarere til. Man
kunde høre dem lige ind i Hønsehuset,
hvor Hønse-Grethe sad og Ællingerne løb
hende over Træskoene. Hun kjendte hver
Høne, hver And fra den krøb ud af Ægget,
hun var stolt af sine Høns og sine
Ænder, stolt af det stadselige Huus, der
var bygget for dem. Reenlig og net var
hendes lille Stue, det forlangte
Herskabsfruen, hvem Hønsehuset hørte
til; hun kom her tidt med fine, fornemme
Gjester og fremviste "Hønsenes og
Ændernes Caserne", som hun kaldte det.
Der var baade Klædeskab og Lænestol,
ja der var en Commode, og paa den stod
opstillet en blank poleret Messingplade,
hvori stod indgravet Ordet "Grubbe",
hvilket netop var Navnet paa den gamle
høiadelige Slægt, som havde boet her i
Riddergaarden. Messingpladen var funden
da man gravede her, og Degnen havde sagt
at den ikke havde andet Værd, end at den
var et gammelt Minde. Degnen vidste god
Besked om Stedet og gammel Tid, han
havde Lærdommen af Bøger; der laae saa
Meget opskrevet i hans Bordskuffe. Han
havde stor Videnskab om de gamle Tider;
dog den ældste Krage vidste maaskee Mere
og skreg derom paa sit Maal, men det var
Kragemaal, det forstod Degnen ikke ihvor
klog han var.
Mosen kunde efter en varm Sommerdag
dunste, saa at der laae ligesom en heel
Sø ud for de gamle Træer, hvor Raager,
Krager og Alliker fløi; saaledes havde
her seet ud, da Ridder Grubbe levede her
og den gamle Gaard stod med røde tykke
Mure. Hundelænken naaede da heelt hen
forbi Porten; gjennem Taarnet kom man
ind i den steenlagte Gang til Stuerne;
Vinduerne vare smalle og Ruderne smaa,
selv i den store Sal, hvor Dandsen gik,
men i den sidste Grubbes Tid var ikke
dandset i Mandsminde, og dog laae der
endnu en gammel Kedeltromme, der havde
tjent ved Musiken. Her stod et konstigt
udskaaret Skab, i det gjemtes sjeldne
Blomsterløg, thi Fru Grubbe holdt af
Plantning og opelskede Træer og Urter;
hendes Husbond red heller ud at skyde
Ulve og Vildsviin, og altid fulgte ham
paa Vei hans lille Datter Marie. I en
Alder af fem Aar sad hun stolt paa sin
Hest og saae med store sorte Øine kjækt
omkring sig. Det var hendes Lyst at
slaae med Pidsken mellem Jagthundene;
Faderen saae nu heller at hun slog
mellem Bønderdrengene, som kom for at
see paa Herskabet. -
Bonden i Jordhuset, tæt ved Gaarden,
havde en Søn, Søren, i Alder med den
lille høiadelige Jomfru, han forstod at
klattre og maatte altid op at tage
Fuglereder til hende; Fuglene skreg alt
hvad de skrige kunde, og en af de
største huggede ham lige over Øiet, saa
at Blodet strømmede ud, man troede at
Øiet var gaaet med, men det havde dog
ingen Skade lidt. Marie Grubbe kaldte
ham sin Søren, det var en stor Gunst, og
den kom til Gode for Faderen, sølle Jøn;
han havde en Dag forseet sig, skulde
straffes, ride paa Træhesten. Den stod i
Gaarden med fire Pæle til Been og en
eneste smal Fjæl til Ryg; den skulde Jøn
ride skrævs over og faae nogle tunge
Muursteen om Benene for ikke at sidde
altfor let; han skar gyseligt Ansigt,
Søren græd og bønfaldt den lille Marie;
strax bød hun at Sørens Fader skulde
ned, og da man ikke lystrede hende,
trampede hun i Steenbroen og rev i
Faderens Kjoleærme, saa det revnede. Hun
vilde hvad hun vilde, og hun fik sin
Villie, Sørens Fader blev løst ned. -
Fru Grubbe, som kom til, strøg sin
lille Datter hen over Haaret og saae med
milde Øine paa hende, Marie forstod ikke
hvorfor. -
Ind til Jagthundene vilde hun og ikke
med Moderen, der gik over i Haven, ned
mod Søen hvor Aakande og Aaknap stod med
Blomst; Muskedonner og Brudelys svaiede
mellem Sivene; hun saae paa al den
Frodighed og Friskhed. "Hvor angenemt!"
sagde hun. Der stod i Haven et dengang
sjeldent Træ, hun selv havde plantet,
"Blodbøg" kaldes det, et slags Morian
mellem de andre Træer, saa sortbrune
vare Bladene; det maatte have stærkt
Solskin, ellers vilde det i stadig
Skygge blive grønt som de andre Træer og
saaledes miste sin Mærkværdighed. I de
høie Kastanier vare mange Fuglereder,
ligesaa i Buskene og i Grønsværen. Det
var som om Fuglene vidste at her vare de
fredede, her turde Ingen plaffe med
Bøsse. -
Den lille Marie kom med Søren, han
kunde kravle, veed vi, og der blev
hentet baade Æg og dunede Unger. Fuglene
fløi i Angest og Skræk, smaa og store
fløi! Viben ude fra Marken, Raager,
Krager og Alliker fra de høie Træer
skreg og skreg, det var et Skrig, som
Slægten skriger endnu i vore Dage.
"Hvad gjøre I dog, Børn!" raabte den
milde Frue, "det er jo ugudeligt Værk!"
Søren stod forknyt, den lille
høiadelige Jomfru saae ogsaa lidt til
Siden, men derpaa sagde hun kort og mut:
"Jeg maa for min Fader!"
"Herfra! herfra!" skreg de store
sorte Fugle og fløi, men kom igjen næste
Dag, for her vare de hjemme. -
Den stille, milde Frue blev derimod
ikke længe hjemme der, Vorherre kaldte
hende til sig, hos ham havde hun ogsaa
mere sit Hjem, end her paa Gaarden; og
Kirkeklokkerne ringede stadseligt da
hendes Liig kjørtes til Kirke, fattig
Mands Øine bleve vaade, for hun havde
været dem god. -
Da hun var borte, tog Ingen sig af
hendes Plantninger og Haven forfaldt. -
Hr. Grubbe var en haard Mand, sagde
man, men Datteren, ihvor ung hun var,
kunde magte ham; han maatte lee og hun
fik sin Villie. Nu var hun tolv Aar
gammel og stærklemmet af Væxt; hun saae
med sine sorte Øine lige ind i Folk, red
sin Hest som en Karl og skød sin Bøsse
som en øvet Jæger.
Da kom der i Egnen stort Besøg, det
allerfornemste, den unge Konge og hans
Halvbroder og Kammerat Hr. Ulrik
Frederik Gyldenløve; de vilde skyde
Vildsviin der og blive et Døgn paa Hr.
Grubbes Gaard. -
Gyldenløve sad ved Bordet hos Marie
Grubbe, tog hende om Hovedet og gav
hende et Kys, som om de havde været i
Familie sammen, men hun gav ham et
Munddask og sagde at hun ikke kunde
udstaae ham, og det blev der rigtigt
leet af, som om det var saa fornøieligt.
Det har det maaskee ogsaa været; thi
fem Aar efter, Marie havde fyldt sit
syttende Aar, kom der Bud med Brev; Hr.
Gyldenløve udbad sig den høiadelige
Jomfrues Haand; det var Noget!
"Han er den fornemste og galanteste
Herre udi Riget!" sagde Hr. Grubbe. "Det
er ikke at vrage."
"Stort skjøtter jeg ikke om ham!"
sagde Marie Grubbe, men hun vragede ikke
Landets fornemste Mand, der sad ved
Kongens Side. -
Sølvtøi, Uldent og Linned gik med
Fartøi til Kjøbenhavn; hun gjorde Reisen
over Land i ti Dage. Udstyret havde
contrair Vind eller ingen Vind; der gik
fire Maaneder før det kom did, og da det
kom, var Fru Gyldenløve borte. -
"Før vil jeg ligge paa Blaargarn end
i hans Silkeseng!" sagde hun. "Heller
gaaer jeg paa mine bare Been end kjører
med ham i Karosse!" -
En sildig Aften i November kom to
Qvinder ridende ind i Aarhuus By; det
var Gyldenløves Frue, Marie Grubbe og
hendes Pige; de kom fra Veile; derhen
vare de komne fra Kjøbenhavn med Fartøi.
De rede op til Hr. Grubbes steenmurede
Gaard. Han blev ikke fornøiet ved den
Visit. Hun fik knubbede Ord, men dog et
Kammer at lægge sig i; fik sit Øllebrød
tilmorgen, men ikke Øllebrøds Tale, det
Onde i Faderen kom frem mod hende, det
hun ikke var vant til; mild i Sind var
hun ikke, som man raabes til saa svarer
man; hun gav rigtignok Svar og talte med
Beeskhed og Had om sin Ægteherre, ham
hun ikke vilde leve med, dertil var hun
for høvisk og ærbar. -
Saa gik et Aar, det gik ikke
fornøieligt. Der faldt onde Ord mellem
Fader og Datter, det maa der aldrig.
Onde Ord bære ond Frugt. Hvad Ende
skulde det tage.
"Vi To kunne ikke blive under Tag!"
sagde en Dag Faderen. "Flyt herfra til
vor gamle Gaard, men bid heller din
Tunge af end sæt Løgn i Gænge!"
Saa skiltes de To; hun drog med sin
Pige ind i den gamle Gaard, hvor hun var
født og baaren, hvor den stille fromme
Frue, hendes Moder, laae i Kirkens
Gravkammer; en gammel Qvægvogter boede
paa Gaarden, det var det hele Mandskab.
I Stuerne hang Spindelvæv, sort og tungt
af Støv, Haven voxte som den vilde;
Humleranker og Snerler snoede et Net
mellem Træer og Buske; Skarntyde og
Nelde tog til i Væxt og Kræfter.
"Blodbøgen" var overgroet og i Skygge,
dens Blade vare nu grønne som de andre,
almindelige Træers, det var forbi med
dens Herlighed. Raager, Krager og
Alliker fløi, en mylrende Mængde, hen
over de høie Kastanietræer, der var et
Skraal og en Skrigen, som havde de
vigtigt Nyt at fortælle hverandre: Nu
var hun her igjen, den Smaa, som havde
ladet stjæle deres Æg og Unger; Tyven
selv, som hentede dem, klattrede ude paa
bladløst Træ, sad i den høie Mast og fik
sine gode Slag af Tampen naar han ikke
skikkede sig. -
Det fortalte Altsammen i vor Tid
Degnen; han havde samlet og sat det
sammen af Bøger og Optegnelser; det laae
med meget Mere skrevet og gjemt i
Bordskuffen.
"Op og ned er Verdens Gang!" sagde
han, "det er underligt at høre!" - Og vi
ville høre hvorledes det gik Marie
Grubbe, derfor glemme vi dog ikke
Hønse-Grethe, hun sidder i sit
Stadselige Hønsehuus i vor Tid, Marie
Grubbe sad i sin Tid, men ikke med det
Sind som gamle Hønse-Grethe.
Vinteren gik, Foraaret og Sommeren
gik, saa kom igjen den blæsende
Efteraarstid med de vaade kolde
Havgusser. Det var et eensomt Liv, et
kjedsommeligt Liv der paa Gaarden.
Saa tog Marie Grubbe sin Bøsse og gik
ud i Lyngheden, skød Harer og Ræve, skød
hvad Fugle hun kunde træffe. Derude
mødte hun mere end een Gang den adelige
Herre Palle Dyre fra Nørrebæk, han gik
ogsaa med sin Bøsse og sine Hunde. Han
var stor og stærk, det pralede han af
naar de talede sammen. Han turde have
maalt sig med den salige Hr. Brockenhuus
til Egeskov i Fyen, om hvis Styrke der
endnu gik Ry. - Palle Dyre havde, efter
hans Exempel, ladet ophænge i sin Port
en Jernlænke med et Jægerhorn, og naar
han red hjem, greb han om Lænken,
løftede sig med Hesten fra Jorden og
blæste i Hornet. -
Naar hun kom paa hans Gaard staaer
ikke opskrevet, men paa Lysestagerne i
Nørrebæk-Kirke var at læse, at de vare
givne af Palle Dyre og Marie Grubbe paa
Nørrebæk Hovedgaard. -
Krop og Kræfter havde Palle Dyre; han
drak som en Svamp, han var som en Tønde
der ikke kunde fyldes; han snorkede som
en heel Svinestald; rød og opdunstet
saae han ud.
"Svinepolidsk og drillevorn er han!"
sagde Fru Palle Dyre, Grubbes Datter.
Snart var hun kjed af det Liv, men
derved blev det dog ikke bedre.
En Dag stod Bordet dækket og Maden
blev kold; Palle Dyre var paa Rævejagt
og Fruen var ikke at finde. - Palle Dyre
kom hjem ved Midnats Tid, Fru Dyre kom
hverken til Midnat eller Morgen, hun
havde vendt sin Ryg til Nørrebæk, var
redet bort uden Hilsen og Farvel.
Det var graat, vaadt Veir; Vinden
blæste kold, der fløi en Flok sorte
skrigende Fugle hen over hende, de vare
ikke saa huusvilde som hun.
Først drog hun Sønder paa, heelt op
mod det tydske Rige, et Par Guldringe
med kostelige Stene bleve satte om i
Penge, saa gik hun mod Øst, saa vendte
hun om igjen mod Vest, hun havde ikke
Maal for Øie og var vred paa Alle, selv
paa den gode Gud, saa elendigt var
hendes Sind; snart blev hendes Legem det
med, knap kunde hun flytte sin Fod.
Viben fløi op fra sin Tue, da hun faldt
over Tuen; Fuglen skreg, som den altid
skriger: "Din Tyv! din Tyv!" aldrig
havde hun stjaalet sin Næstes Gods, men
Fugleæg og Fugleunger havde hun som
lille Pige ladet hente til sig fra Tue
og Træ; det tænkte hun nu paa.
Der hvor hun laae, kunde hun see
Klitterne, ved Stranden derhenne boede
Fiskere, men derhen kunde hun ikke naae,
saa syg var hun. De store hvide
Strandmaager kom flyvende hen over hende
og skreg som Raager, Krager og Alliker
skreg hjemme over Gaardens Have. Fuglene
fløi hende ganske nær, tilsidst syntes
hun at de bleve kulsorte, men saa blev
det ogsaa Nat for hendes Øine. -
Da hun igjen slog Øinene op, blev hun
løftet og baaren, en stor, stærk Karl
havde taget hende paa sine Arme, hun
saae ham lige ind i hans skjæggede
Ansigt, han havde et Ar over Øiet saa at
Øienbrynet var ligesom skilt i to Dele;
han bar hende, saa elendig hun var, til
Fartøiet, hvor han af Skipperen fik
knubbede Ord for sin Gjerning.
Dagen derpaa seilede Fartøiet, Marie
Grubbe kom ikke i Land; hun var altsaa
med. Men kom vel nok tilbage? ja, naar
og hvor?
Ogsaa derom vidste Degnen at
fortælle, og det var ikke en Historie,
han selv satte sammen, han havde hele
dens selsomme Gang fra en troværdig
gammel Bog, vi selv kunne tage frem og
læse. Den danske Historieskriver Ludvig
Holberg, der har skrevet saamange
læseværdige Bøger og de morsomme
Comedier, af hvilke vi ret kunne kjende
hans Tid og dens Mennesker, fortæller i
sine Breve om Marie Grubbe, hvor og
hvorledes i Verden han mødte hende; det
er nok værd at høre, derfor glemme vi
slet ikke Hønse-Grethe, hun sidder glad
og godt i det stadselige Hønsehuus.
Fartøiet seilede bort med Marie
Grubbe; der var det vi slap. -
Der gik Aar og der gik Aar. -
Pesten grasserede i Kjøbenhavn, det
var i Aaret 1711. Dronningen af Danmark
drog til sin tydske Hjemstavn, Kongen
forlod Rigets Hovedstad, hver, som
kunde, skyndte sig afsted; Studenterne,
selv om de havde frit Huus og Kosten
med, søgte ud af Byen. Een af dem, den
Sidste, der endnu var bleven paa det
saakaldte "Borchs Collegium", tæt ved
Regentsen, drog nu ogsaa afsted. Det var
Klokken to i Morgenstuden; han kom med
sin Randsel, der var fyldt mere med
Bøger og skrevne Sager, end just med
Klædningsstykker. Der hang en vaad, klam
Taage ned i Byen; ikke et Menneske var
at see i hele Gaden hvor han gik; rundt
om paa Døre og Porte vare skrevne Kors,
derinde var Soten, eller Folk vare
uddøde. Heller ingen Folk vare at see i
den bredere, bugtede "Kjødmangergade,"
som Gaden kaldtes fra det "Rundetaarn"
ned mod Kongens Slot. Nu rumlede en stor
Rustvogn forbi; Kudsken svingede med
Pidsken, Hestene foer i Galop, Vognen
var fyldt med Døde. Den unge Student
holdt sig Haanden for Ansigtet og
lugtede til en stærk Spiritus, han havde
paa en Svamp i et Messing Kridhuus. Fra
en Kippe i et af Stræderne lød
skraalende Sang og uhyggelig Latter af
Folk, der drak Natten hen for at glemme,
at Soten stod for Døren og vilde have
dem med paa Rustvognen til de andre
Døde. Studenten styrede mod Slotsbroen,
der laae et Par smaa Fartøier, eet
lettede for at komme bort fra den
befængte By. -
"Om Gud lader os leve og vi faae Vind
dertil, gaae vi til Grønsund ved
Falster!" sagde Skipperen og spurgte
Studenten, som vilde med, om hans Navn.
"Ludvig Holberg," sagde Studenten, og
det Navn lød som ethvert andet Navn, nu
lyder i det et af Danmarks stolteste
Navne; den Gang var han kun en ung,
ukjendt Student.
Skibet gled Slottet forbi. Det var
endnu ikke lys Morgen da det naaede ud i
aabent Vand. Der kom en let Brise,
Seilet bovnede, den unge Student satte
sig med Ansigtet mod den friske Vind og
faldt isøvn, og det var just ikke det
Raadeligste.
Allerede paa tredie Morgen laae
Fartøiet ud for Falster. "Kjender I
Nogen her paa Stedet, hvor jeg kan tage
ind med lidt Penge?" spurgte Holberg
Capitainen.
"Jeg troer at I gjør vel i at gaae
til Færgekonen i Borrehuset!" sagde han.
"Vil I være meget galant, da hedder hun
Mo'er Søren Sørensen Møller! Dog, det
kan hænde at hun bliver gal i Hovedet,
om I er altfor fiin mod hende! Manden er
arresteret for en Misgjerning, hun fører
selv Færgebaaden, Næver har hun!"
Studenten tog sit Tornister og gik
til Færgehuset. Stuedøren var ikke
lukket af, Klinken gik op, og han
traadte ind i en brolagt Stue, hvor
Slagbænken med en stor Skinddyne var det
Betydeligste. En hvid Høne med Kyllinger
var tøiret til Slagbænken og havde
væltet Vandfadet, saa at Vandet flød hen
over Gulvet. Ingen Folk vare her eller i
Kamret tæt ved, kun en Vugge med et Barn
i. Færgebaaden kom tilbage, der sad kun
Een i den, Mand eller Qvinde var ikke
let at sige. Personen havde en stor
Kavai om sig, og en Kabuds ligesom en
Kyse om Hovedet. Baaden lagde an. -
Det var et Qvinde-Menneske som kom og
traadte ind i Stuen. Hun saae ret
anseelig ud, i det hun rettede sin Ryg;
to stolte Øine sad under de sorte
Øienbryn. Det var Moer Søren,
Færgekonen; Raager, Krager og Alliker
vilde skrige et andet Navn, som vi bedre
kjende.
Mut saae hun ud, meget holdt hun nok
ikke af at tale, men saa Meget blev dog
talt og afgjort, at Studenten tingede
sig i Kost paa ubestemt Tid, mens det
stod saa ilde til i Kjøbenhavn.
Ud til Færgehuset kom jævnligt fra
den nærliggende Kjøbstad et og andet Par
hæderlige Borgere. Der kom Frands
Knivsmed og Sivert Posekiger; de drak et
Kruus Øl i Færgehuset og discuterede med
Studenten; han var en habil ung Mand,
der kunde sin Practica, som de kaldte
det, han læste Græsk og Latin og vidste
om lærde Sager. -
"Jo mindre man veed, desmindre
trykkes man deraf!" sagde Moer Søren.
"I har det strengt!" sagde Holberg,
en Dag hun bøgede sit Tøi i den skarpe
Lud og selv maatte hugge Træknuderne til
Brændsel.
"Lad mig om det!" svarede hun.
"Har I fra Lille af altid maattet
slide og slæbe?"
"Det kan I vel læse i Næverne!" sagde
hun og viste to rigtignok smaa men
haarde, stærke Hænder med afbidte Negle.
"I har jo Lærdom at læse."
Ved juletid begyndte stærkt Sneefog;
Kulden tog fat, Vinden blæste skarpt som
om den havde Skedevand at vaske Folk i
Ansigtet med. Mo'er Søren lod sig ikke
anfegte, smed Kavaien om sig og trak
Kysen ned om Hovedet. Mørkt var der inde
i Huset tidligt paa Eftermiddagen; Veed
og Klynetørv lagde hun paa Ildstedet;
satte sig saa og saalede sine Hoser, der
var ingen Anden til at gjøre det. Mod
Aften talte hun flere Ord til Studenten,
end det ellers var hendes Vane; hun
talte om sin Mand.
"Han har af Vaade begaaet Drab paa en
Dragør Skipper og maa derfor nu i tre
Aar arbeide i Jern paa Holmen. Han er
kun gemeen Matros, saa maa Loven have
sin Gænge." -
"Loven gjælder ogsaa den høiere
Stand!" sagde Holberg. -
"Troer I!" sagde Mo'er Søren og saae
ind i Ilden, men saa begyndte hun igjen.
"Har I hørt om Kai Lykke, der lod rive
ned en af sine Kirker, og da Præsten
Mads dundrede derover fra Prædikestolen,
lod han Hr. Mads lægge i Bolt og Jern,
nedsætte en Ret, og dømte ham selv at
have forbrudt sin Hals, den blev ogsaa
hugget over; det var ikke Vaades
Gjerning og dog blev Kai Lykke den Gang
frank og fri!" -
"Han var i sin Ret efter den Tid!"
sagde Holberg, "nu ere vi ude over den!"
Den kan I bilde Tosser ind!" sagde
Mo'er Søren, reiste sig og gik ind i
Kamret, hvor "Tøsen", det lille Barn
laae, det lettede og lagde hun, lavede
saa tilrette Studentens Slagbænk; han
havde Skinddynen, han var mere kuldskjær,
end hun, og han var dog født i Norge.
Nytaarsmorgen var det en rigtig klar
Solskinsdag, Frosten havde været og var
saa stærk at den fygende Snee laae
frossen haard, saa at man kunde gaae paa
den. Klokkerne i Byen ringede til Kirke;
Student Holberg tog sin uldne Kappe om
sig og vilde til Byen.
Hen over Borrehuset fløi med Skrig og
Skraal Raager, Krager og Alliker, man
kunde for Skraalet ikke høre
Kirkeklokkerne. Mo'er Søren stod udenfor
og fyldte en Messingkjedel med Snee, for
at sætte den over Ilden og faae
Drikkevand, hun saae op mod Fuglevrimlen
og havde sine egne Tanker derved.
Student Holberg gik til Kirke; paa
Veien derhen og hjemveis kom han forbi
Sivert Posekigers Huus ved Porten, der
blev han budt ind paa en Skaal varmt Øl
med Sirup og Ingefær; Talen faldt om
Mo'er Søren, men Posekigeren vidste ikke
stor Besked, det vidste nok ikke Mange:
hun var ikke fra Falster, sagde han,
lidt Midler havde hun vist engang eiet,
hendes Mand var en gemeen Matros, hidsig
af Temperament, en Dragør Skipper havde
han slaget ihjel, "Kjærlingen banker
han, og dog tager hun hans Forsvar." -
"Jeg taalte ikke slig Medfart!" sagde
Posekigerens Kone. "Jeg er nu ogsaa
kommen af bedre Folk! min Fader var
kongelig Strømpevæver!"
"Derfor er I ogsaa ført i Ægteskab
med en kongelig Embedsmand," sagde
Holberg og gjorde en Reverenze for hende
og Posekigeren. -
Det var Helligtrekonger Aften. Mo'er
Søren tændte for Holberg et
Helligtrekonger Lys; det vil sige tre
Tællepraase hun selv havde dyppet.
"Et Lys for hver Mand!" sagde
Holberg.
"Hver Mand?" sagde Konen og saae
stift paa ham.
"Hver af de vise Mænd fra Østerland!"
sagde Holberg.
"Paa den Led!" sagde hun og taug
længe stille. Men i den Helligtrekonger
Aften fik han dog Mere at vide end han
før havde vidst.
"I har et kjærligt Sind mod ham, I
lever i Ægteskab med," sagde Holberg;
"Folk sige dog at han daglig handler
ilde mod Eder."
"Det rager Ingen uden mig!" svarede
hun. "De Slag kunde jeg have havt godt
af som Lille; nu faaer jeg dem vel for
mine Synders Skyld! Hvad Godt han har
gjort mig, det veed jeg," og hun reiste
sig heelt op. "Da jeg laae syg paa aaben
Hede og Ingen skjøttede om at komme i
Lag med mig, uden maaskee Raager og
Krager for at hakke i mig, bar han mig
paa sine Arme, og fik knubbede Ord for
den Fangst, han bragte til Fartøiet. Jeg
er ikke skabt til at ligge syg og saa
kom jeg mig. Hver har det paa sin Led,
Søren paa sin, man skal ikke dømme Øget
efter Grimen! med ham har jeg i alt Det
levet mere fornøielig, end med ham, de
kaldte den galanteste og meest fornemme
af alle Kongens Undersaatter. Jeg har
været ud i Ægteskab med Statholderen
Gyldenløve, Kongens Halvbroder; siden
tog jeg Palle Dyre! Hip som Hap, hver
paa sin Viis og jeg paa min. Det var en
lang Snak, men nu veed I det!" Og hun
gik ud af Stuen.
Det var Marie Grubbe! saa underlig
var hende Lykkens Tumleklode. Mange
Helligtrekongeraftener til blev hun ikke
i Live; Holberg har nedskrevet at hun
døde i Juni 1716, men han har ikke
nedskrevet, for han vidste det ikke, at
da Mo'er Søren, som hun kaldtes, laae
Liig i Borrehuset, fløi en Mængde store,
sorte Fugle hen over Stedet, de skreg
ikke, som vidste de at der hører Stilhed
til Begravelse. Saasnart hun laae i
Jorden vare Fuglene ikke mere at see,
men sammen Aften blev i Jylland, ovre
ved den gamle Gaard, seet en umaadelig
Mængde Raager, Krager og Alliker, de
skreg i Munden paa hverandre, som om de
havde Noget at kundgjøre, maaskee om
ham, der som lille Dreng tog deres Æg og
dunede Unger, Bondens Søn, der fik
Hosebaand af Jern paa Kongens Holm, og
den høiadelige Jomfru, der endte som
Færgekone ved Grønsund. "Bra! bra!"
skrege de.
Og Slægten skreg, "bra! bra!" da den
gamle Gaard blev reven ned. "De skrige
det endnu og der er ikke Mere at skrige
over!" sagde Degnen, naar han fortalte:
"Slægten er uddød, Gaarden reven ned, og
hvor den stod, staaer nu det stadselige
Hønsehuus med forgyldte Fløie og med
gamle Hønse-Grethe. Hun er saa glad for
sin yndige Bolig, "var hun ikke kommen
her, skulde hun have været i
Fattighuset."
Duerne kurrede over hende, Kalkunerne
pluddrede rundt om og Ænderne snaddrede.
"Ingen kjendte hende!" sagde de,
"Slægt har hun ikke. Det er en Naadens
Gjerning at hun er her .Hun har hverken
Andefa'er eller Hønsemo'er, intet
Afkom!"
Slægt havde hun dog; hun kjendte den
ikke, Degnen ikke heller, i hvormeget
Opskrevet han havde i Bordskuffen, men
en af de gamle Krager vidste derom,
fortalte derom. Den havde af sin Mo'er
og Mormo'er hørt om Hønse-Grethes Mo'er
og om hendes Mormo'er, hvem vi ogsaa
kjende, fra hun som Barn red over
Vindelbroen og saae stolt om sig, som
hele Verden og alle dens Fuglereder vare
hendes, vi saae hende paa Heden ved
Klitterne og sidst paa "Borrehuset".
Barnebarn, den Sidste af Slægten, var
kommet hjem igjen hvor den gamle Gaard
havde staaet, hvor de sorte vilde Fugle
skreg, men hun sad mellem de tamme
Fugle, kjendt af dem og kjendt med dem.
Hønse-Grethe havde ikke Mere at ønske,
hun var glad til at døe, gammel til at
døe.
"Grav! grav!" skreg Kragerne.
Og Hønse-Grethe fik en god Grav, som
Ingen kjende, uden den gamle Krage,
dersom ikke ogsaa hun er død.
Og nu kjende vi Historien om den
gamle Gaard, den gamle Slægt og hele
Hønse-Grethes Familie.