Hvor
man dog i Papir kan klippe og klistre
nydelige Ting! der var saaledes klippet
og klistret et Slot, saa stort at det
fyldte et heelt Bord, og var malet med
Udseende, som var det bygget af røde
Steen; det havde skinnende Kobbertag,
det havde Taarn og Vindelbro, Vand i
Kanalerne, som et Speilglas, for det var
Speilglas. Der stod i det høieste Taarn
en Vægter snittet af Træ, han havde en
Trompet at blæse, men han blæste ikke!
Det Hele tilhørte en lille Dreng, som
hedte William, og han heisede selv
Vindelbroen og lod den igjen falde, lod
sine Tinsoldater marschere over, aabnede
saa Slotsporten og saae ind i den store
Riddersal, hvor der paa Væggene hang i
Ramme ligesom Billederne i de virkelige
Riddersale, alle Herrebladene fra et
Spilkort, Hjerter, Ruder, Kløer og
Spaer: Kongerne med Krone og Scepter,
Damerne med Sløer ned over Skuldrene og
Blomst eller Vifte i Haanden, Knægtene
med Hellebarde og vaiende Fjer.
En Aften laae den lille Dreng og
kigede gjennem den aabne Slotsport ind
paa Kortbillederne i Riddersalen og han
syntes at Kongerne hilsede med deres
Scepter, ja Spaerdame bevægede
Guld-Tulipanen hun holdt i Haanden og
Hjerter Dame løftede sin Vifte; alle
fire Dronninger gave naadigt Tegn paa at
de bemærkede ham. Han rykkede endnu
nærmere for bedre at see, men kom derved
med Hovedet til at støde til Slottet,
saa at det rystede. Da stak alle fire
Knægte, Kløer, Spaer, Ruder og Hjerter,
deres Hellebarde frem, for at vare ham,
at han ikke saaledes maatte trænge paa.
Den lille Dreng forstod det og
nikkede i al Venskabelighed; han nikkede
nok engang og saa sagde han: "Siig
Noget!" men Kortbladene sagde ikke et
Ord; dog da han tredie Gang nikkede til
Hjerterknægt, sprang denne ud af
Kortbladet og stillede sig midt paa
Gulvet.
"Hvad hedder Du?" spurgte han den
Lille. "Du har klare Øine og gode
Tænder, men Du vasker ikke tidt nok dine
Hænder!" og det var nu ikke fiint sagt.
"Jeg hedder William!" sagde den
Lille, "og det er mit Slot og Du er min
Hjerterknægt!"
"Jeg er min Konges og min Dronnings
Knægt, ikke Din!" sagde Hjerterknægt.
"Jeg kan gaae ud af Bladet og af Rammen
med! og det kunne de høie Herskaber
endnu bedre. Vi kunne gaae ud i den vide
Verden, men den ere vi kjede af; det er
mageligere og behageligere at sidde i
Kortblad og være sig selv!"
"Have I virkeligt Alle før været
Mennesker?" spurgte den Lille.
"Mennesker," sagde Hjerteknægt, "men
ikke saa gode, som vi burde være! tænd
et lille Voxlys foran mig, helst et
rødt, thi det er min og mit Herskabs
Couleur, saa skal jeg fortælle
Slotsherren -, for Du er jo Slotsherre,
siger Du -, hele vor Historie, men bryd
mig ikke af, skal jeg tale, maa det gaae
i een Snurre! - Seer Du ham, min Konge,
Hjerterkonge; han er den ældste af de
fire der, for han er født først, født
med Guldkrone og Guldæble. Han regjerede
ligestrax. Hans Dronning var født med
Guldvifte, den har hun endnu. De havde
det saa yndigt fra Smaa af, behøvede
ikke at gaae i Skole, kunde lege hele
Dagen, bygge Slotte og rive ned, knække
Tinsoldater og lege med Dukker;
forlangte de Smørrebrød, saa var der
Smør paa begge Sider af Brødet og
Puddersukker oven paa. Det var den gode
gamle Tid, Guldalderen, som den kaldes,
men den bleve de kjede af og jeg ogsaa.
Det var den Gang,- og saa kom
Ruderkonge."
Mere sagde Knægten ikke; den lille
Dreng lurede paa at høre mere, men der
blev ikke sagt et Ord; og saa spurgte
den Lille: "Hvad saa?" -
Hjerteknægt svarede ikke, stod strunk
og stiv med Øinene lige mod sit tændte
Voxlys. Den Lille nikkede, nikkede igjen
men fik dog ikke Svar; saa vendte han
sig til Ruderknægt, og da han nikkede
tredie Gang til ham, sprang denne ud af
Kortbladet, stillede sig op og sagde det
eneste Ord: "Voxlys!" den Lille tændte
strax et rødt Lys og satte for ham; da
præsenterede Ruderknægt med sin Landse
og sagde:
"Saa fulgte Ruderkonge! en Konge med
Glasrude paa sit Bryst; ogsaa Dronningen
kunde man see lige ind i; og de vare
skabte ligesom andre Mennesker. Det var
saa fornøieligt at man derover reiste
dem et Monument, det stod i hele syv Aar,
men det var ogsaa reist for Evigheden!"
Og saa præsenterede Ruderknægt og saae
paa sit røde Voxlys.
Og uden at den lille William nikkede,
skreed med Eet, ganske gravitetisk, som
Storken kan gaae, naar den skrider hen
over Marken, Kløverknægt. Det sorte
Kløver i Hjørnet af Kortbladet, fløi med
som en Fugl hen over ham og saa igjen
tilbage og satte sig hvor det før havde
siddet. Og Kløverknægt talte, uden først
som de Andre, at have faaet Voxlys.
"Ikke Alle erholde Smør paa begge
Sider af Brødet og Sukker ovenpaa! det
fik hverken min Konge eller Dronning; de
maatte gaae i Skole og lære hvad de
tidligere ikke havde lærdt. De gik ogsaa
med Glasrude paa Brystet, men Ingen saae
derind, uden for at bemærke om der ikke
var noget galt inde i Urværket, som der
kunde skjændes paa. Jeg veed det; jeg
har tjent mit Herskab i alle Aar,
kjender det fremdeles og lyder dets
Villie. Nu vil Herskabet at jeg ikke
skal tale mere iaften, og jeg tier og
præsenterer!"
Men William tændte ogsaa for ham et
Lys, det var skinnede hvidt.
"Huith -!" hurtigere end Lyset
tændtes stod Spaerknægt midt i
Riddersalen, han kom i en Fart og dog
humpede han, som om han havde et
daarligt Been; han hilsede ikke; det
knagede i ham, han havde været knækket
og brækket; gaaet meget igjennem; nu
talte han.
"De have hver faaet Lys og jeg faaer
det ogsaa, veed jeg; men skulle vi
Knægte have det saa maa det bringes
tredobbelt til Herskaberne. Min
Spaerkonge og Dronning-Dame, bør det sig
at have fire Lys! Deres Historie og
Prøvelse er saa sørgelig, de have Aarsag
til at gaae i Sort og have Grav-Spade i
deres Vaaben; jeg ogsaa! jeg har nu
faaet Spotnavn i Kortspillet! jeg kaldes
"sorte Peer"; ja, jeg har faaet værre
Navn, det er ikke engang passende at
sige!" og saa hviskede han: "Man kalder
mid Skridt-Mads! og engang var jeg dog
første Cavaleer hos Spaerkonge og nu er
jeg sidste. Jeg fortæller ikke mit
Herskabs Historie, det vil ikke have
det! Lille Slotsherre kan selv gjøre ud
af den hvad han vil, men sørgeligt! det
er gaaet tilbage, og gaaer ikke frem før
vi Alle ride paa den røde Hest høiere op
end der ere Skyer!"
Og den lille William tændte tre Lys
for hver af Kongerne og tre for hver af
Dronningerne, men Herskabet i Spaer fik
hver fire. Der blev saa straalende i den
hele Riddersal, saa lyst som i den
rigeste Keisers Slot; og de høie
Herskaber hilsede mildt og naadigt;
Hjerterdame lod Guldviften neie,
Spaerdame svingede med Guldtulipanen saa
at der kom Ildslue ud af den. De høie
Par stege ud af Kortblad og Ramme,
traadte i Menuet ned af Gulvet og op
igjen; de dandsede i Lue og Knægtene
med, det var som om hele Salen stod i
Flamme; det rislede og raslede, Luen
slog ud af Vinduer og Vægge, hele
Slottet stod i Glød og Flamme. William
sprang forskrækket tilside, raabte paa
Fader og Moder: "Slottet brænder!" - det
gnistrede og blussede; men i Ilden
susede og sang det:
"nu ride vi paa den røde Hest høiere
op end der ere Skyer. Det bør sig
ridderlige Mænd og Fruer, Knægtene følge
med!" -
Ja, den Ende fik det med Williams
Slot og med Herrebladene. William lever
endnu og vasker sine Hænder: hans Skyld
var det ikke at Slottet brændte.
