Trommeslagerens
Kone gik i Kirke; hun saae det nye Alter
med malede Billeder og udskaarne Engle;
de vare saa smukke, baade de paa
Lærredet i Farver og Glorie og de, der
vare udskaarne i Træ, dertil malede og
forgyldte. Haaret straalede som Guld og
Solskin, deiligt at see; men Guds
Solskin var dog endnu mere deiligt; det
skinnede klarere, rødere, mellem de
mørke Træer, naar Solen gik ned. Deiligt
at see ind i Guds Aasyn! og hun saae ind
i den røde Sol, og hun tænkte saa
inderligt derved, tænkte paa den Lille,
Storken skulde bringe, og
Trommeslagerens Kone var saa glad
derved, hun saae og hun saae og hun
ønskede at Barnet maatte faae Glands
herfra, idetmindste ligne en af de
straalende Engle paa Altertavlen.
Og da hun nu virkelig holdt i sine
Arme sit lille Barn og løftede det op
mod Faderen, da var det at see som en af
Englene i Kirken, Haaret som Guld;
Skjæret af den synkende Sol var lagt
deri.
"Mit Guldskat, min Rigdom, mit
Solskinsveir!" sagde Moderen og kyssede
de straalende Lokker; og det klang som
Musik og Sang i Trommeslagerens Stue;
der var Glæde, Liv og Røre.
Trommeslageren slog en Hvirvel, en
Glædes-Hvirvel. Trommen gik,
Brandtrommen gik:
"Røde Haar! Ungen har røde Haar! tro
Trommeskindet og ikke hvad din Moder
siger! trommelom! trommelom!"
Og Byen talte, som Brandtrommen
talte.
Drengen kom i Kirke, Drengen blev
døbt. Der var ikke Noget at sige paa
Navnet; Peter blev han kaldt. Hele Byen,
Trommen med, kaldte ham: Peter,
Trommeslagerens Dreng med de røde Haar;
men hans Moder kyssede ham paa hans røde
Haar og kaldte ham Guldskat.
I Huulveien ind i den lerede Skrænt,
havde saa mangen En ridset sit Navn for
at mindes.
"Berømmelse!" sagde Trommeslageren,
"det er altid Noget!" og saa ridsede han
ogsaa sit Navn og sin lille Søns.
Og Svalerne kom; de havde paa deres
lange Reiser seet varigere Skrift hugget
i Klippens Side, i Templets Væg i
Hindostan: store Bedrifter af mægtige
Konger, udødelige Navne, saa gamle, at
nu Ingen kunde læse eller nævne dem.
Navneværdi! Berømmelighed!
I Huulveien byggede Jordsvalerne; de
borede sig Huller i Skrænten, Regn og
Rusk smuldrede og skyllede bort Navnene,
ogsaa Trommeslagerens og hans lille
Søns.
"Peters blev dog staaende halvandet
Aar!" sagde Faderen.
"Narre!" tænkte Brandtrommen, men den
sagde kun: "Dum, dum, dum! dummelom!"
Det var en Dreng fuld af Liv og Lyst:
"Trommeslagerens Søn med de røde Haar."
En deilig Røst havde han; synge kunde
han og synge gjorde han, som Fuglen i
Skoven: Der var Melodi og dog ingen
Melodi.
"Han bør blive Chordreng!" sagde
Moderen; "synge i Kirken, staae der
under de deilige, forgyldte Engle, som
han ligner!"
"Ildkat!" sagde de vittige Hoveder i
Byen. Trommen hørte det af Nabokonerne.
"Gaa ikke hjem, Peter!" raabte
Gadedrengene. "Sover Du paa Qvisten, saa
er der Ild i øverste Etage, og saa gaaer
Brandtrommen!"
"Tag Eder iagt for Trommestikkerne!"
sagde Peter; og ihvor lille han var, gik
han freidig paa, og drev sin Næve lige
ind i Maven paa den Nærmeste, saa Benene
gik fra samme og de Andre toge Benene
med sig: deres egne Been.
Stadsmusikanten var saa fornem og
fiin, han var Søn af en kongelig Sølvpop;
han syntes om Peter, tog ham timeviis
hjem, gav ham Violin og lærte ham at
spille; det var som det laae Drengen i
Fingrene, han vilde blive meer end
Trommeslager, han vilde blive
Stadsmusikant.
"Soldat vil jeg være!" sagde Peter;
for han var endnu en ganske lille Fyr,
og syntes, at det var det Yndigste i
Verden at bære Gevær og at kunne gaae
saaledes "Een, to! een, to!" og at bære
Uniform og Sabel.
"Du skal lære at lystre
Trommeskindet! trommelom! kom, kom!"
sagde Trommen.
"Ja, naar han kunde marschere op til
General!" sagde Faderen; "men saa maa
der være Krig!"
"Gud frie os fra den!" sagde Moder.
"Vi have ikke Noget at miste!" sagde
Fader.
"Ja, vi have da min Dreng!" sagde
hun.
"Men naar han nu kommer hjem som
General!" sagde Fader.
"Uden Arme og Been!" sagde Moder; "nei,
maa jeg beholde min Guldskat heel!"
"Trom! trom! trom!" Brandtrommen gik,
alle Trommerne gik. Der var Krig.
Soldaterne droge afsted og
Trommeslagerens Dreng fulgte med:
"Rødtop! Guldskat!" Moderen græd;
Faderen saae ham i Tankerne
"berømmelig", Stadsmusikanten meente,
han burde ikke gaae i Krigen, men blive
ved Hjemme-Musiken.
"Rødtop!" sagde Soldaterne, og Peter
loe; men sagde Een og Anden: "Rævepels!"
da bed han Munden sammen, saae frem i
den vide Verden; det Skjældsord kom ham
ikke ved.
Flink var Drengen; Sindet freidigt,
Humeuret godt og det er den bedste
Feltflaske, sagde de gamle Kammerater.
I Regn og Rusk, gjennemblødt til
Skindet, maatte han, under aaben Himmel,
ligge ude mangen Nat, men Humeuret blev
hos ham,.Trommestikkerne sloge: "Trommelom!
Alle Mand op!" Jo han var tilvisse født
Trommeslager.
Det var en Slagdag; Solen var endnu
ikke oppe, men Morgen var det: Luften
kold, Kampen hed; der var Taage i
Luften, men mere Damp af Krudtet.
Kuglerne og Granaterne fløi hen over
Hovederne og ind i Hovederne, i Krop og
Lemmer; men fremad gik det. Een og Anden
sank i Knæ, blodig i Tindingen, kridhvid
i Ansigtet. Den lille Trommeslager havde
endnu sin sunde Couleur; ham var ingen
Meen skeet; han saae med nok saa
fornøiet et Ansigt paa Regimentshunden,
der sprang foran ham, rigtig glad, som
var det Løier det Hele, som sloge
Kuglerne ned kun for at lege med den.
"Marsch! fremad, marsch!" vare
Commando-Ordene, satte ud for Tromme; og
de Ord vare ikke at tage tilbage; men de
kunne tages tilbage og der kan være stor
Forstand deri; og nu blev der sagt:
"tilbage!" og saa slog den lille
Trommeslager: "Marsch! fremad!" han
forstod, at det var Ordren, og
Soldaterne løde Trommeskindet. Det var
gode Trommeslag, de gave Seiersslag for
dem, som vare ifærd med at vige.
Liv og Lemmer gik i det Slag.
Granaten river Kjødet af i blodige
Stykker; Granaten tænder Ild i
Halmbunken, hvor den Saarede har slæbt
sig hen, for at ligge forladt i mange
Timer, forladt maaskee i dette Liv. Det
hjelper ikke at tænke derpaa! og dog
tænker man derpaa, selv langt derfra i
den fredsomme By; der tænkte
Trommeslageren og hans Kone derpaa:
Peter var jo i Krigen.
"Nu er jeg kjed af det Klynk!" sagde
Brandtrommen.
Det var Slagdag; Solen var endnu ikke
oppe, men Morgen var det. Trommeslageren
og hans Kone sov, det havde de ikke
næsten hele Natten; Sønnen havde de talt
om; han var jo derude - "under Guds
Haand". Og Fader drømte, at Krigen var
endt, at Soldaterne kom hjem, og Peter
havde Sølvkorset paa Brystet; men Moder
drømte, at hun traadte ind i Kirken,
saae paa de malede Billeder og de
udskaarne Engle med de forgyldte Haar;
og hendes egen kjære Dreng, hendes
Hjertes Guldskat, stod i hvide Klæder
midt imellem Englene og sang saa deiligt,
som vist kun Englene kunne synge, og med
dem løftede han sig i Solskinnet og
nikkede saa kjærligt til sin Moder.
"Min Guldskat!" raabte hun og
vaagnede idetsamme. "Nu har Vorherre
taget ham!" sagde hun, foldede sine
Hænder, heldede Hovedet hen imod det
Kattuns Sengeomhæng og græd. "Hvor
hviler han nu, mellem de Mange i den
store Grav, de grave for de Døde?
Maaskee i det dybe Mosevand! Ingen veed
hans Grav! intet Gudsord læses over
den!" Og Fader vor gik lydløst over
hendes Læber; Hovedet bøiede sig, hun
var saa træt, fik et Blund.
Dagene fare hen, i Livet og i
Drømmene!
Det var mod Aften; en Regnbue løftede
sig hen over Valpladsen, den berørte
Skovens Side og den dybe Mose. Der er
sagt og gjemt i Folketro: hvor Regnbuen
rører Jorden, ligger en Skat begravet,
en Guldskat; ogsaa her laae en; Ingen
tænkte paa den lille Trommeslager uden
hans Moder, og derfor drømte hun det.
Og Dagene fare hen, i Livet og i
Drømmene!
Ikke et Haar var krummet paa hans
Hoved, ikke et Guldhaar. "Trammeram,
trammeram, det er ham! det er ham!"
kunde Trommen have sagt og hans Moder
sjunget, havde hun seet eller drømt det.
Med Sang og Hurra, med Seirens Grønt
gik det hjemad, da Krig var endt, da
Fred var sluttet. Regimentshunden sprang
foran i store Kredse, ligesom for at
gjøre sig Veien tre Gange saa lang som
den var.
Og Uger gik og Dage med, og Peter
traadte ind i Forældrenes Stue; han var
saa bruun som en Vildmand, hans Øine saa
klare, hans Ansigt straalede som Solens
Skin. Og Moderen holdt ham i sine Arme,
kyssede hans Mund, hans Øine, hans røde
Haar. Hun havde igjen sin Dreng; han
havde ikke Sølvkors paa Brystet, som
Fader havde drømt, men han havde hele
Lemmer, som Moder ikke havde drømt. Og
der var en Glæde; de loe og de græd. Og
Peter omfavnede den gamle Brandtromme:
"Der staaer endnu det gamle Skrog!"
sagde han. Og Fader slog en Hvirvel paa
den.
"Det er ligesom her var stor
Ildebrand!" sagde Brandtrommen. "Ild i
Taget, Ild i Hjerterne, Guldskat! skrat,
skrat, skrat!"
Og saa?
Ja hvad saa? Spørg kun Stadsmusikanten.
"Peter groer heelt ud over Trommen,"
sagde han; "Peter bliver større, end
jeg!" og han var dog Søn af en kongelig
Sølvpop; men Alt hvad han havde lært i
et heelt Liv, lærte Peter i et halvt Aar.
Der var Noget ved ham, saa freidigt,
saa inderligt godt. Øinene skinnede og
Haaret skinnede, - det kan ikke negtes.
"Han skulde lade sit Haar farve!"
sagde Nabomoer. "Det lykkedes deiligt
for Politibetjentens Datter! og hun blev
forlovet."
"Men Haaret blev jo strax efter grønt
som et Andemad, og maa altid farves op!"
"Det har hun Raad til!" sagde
Nabomoer, "og det har ogsaa Peter. Han
kommer i de fornemste Huse, selv til
Borgemesterens, lærer Frøken Lotte
Claveerspil!"
Spille kunde han! ja spille lige ud
af sit Hjerte det deiligste Stykke, der
endnu ikke havde været skrevet paa noget
Nodeblad. Han spillede i de lyse Nætter
og i de mørke med. Det var ikke til at
holde ud, sagde Naboerne og
Brandtrommen.
Han spillede saa Tankerne løftede sig
og der boblede store Fremtidsplaner:
Berømmelighed!
Og Borgemesterens Lotte sad ved
Claveret; hendes fine Fingre dandsede
hen over Tangenterne, saa det klang lige
ind i Peters Hjerte; det var, som om det
blev ham altfor stort, og ikke hændede
det een Gang, men mange Gange, og saa
greb han en Dag om de fine Fingre og den
smukt formede Haand, og han kyssede paa
den og saae hende ind i hendes store,
brune Øine; Vorherre veed hvad han
sagde; vi Andre have Lov til at gjette
det. Lotte blev rød over Hals og
Skulder, ikke et Ord svarede hun; - der
kom just Fremmede i Stuen. Etatsraadens
Søn, der havde høi, blank Pande, heelt
bagover, om i Nakken. Og Peter sad længe
hos dem, og Lotte saae mildest til ham.
Om Aftenen, hjemme, talte han om den
vide Verden og om den Guldskat, der for
ham laae i Violinen.
Berømmelighed!
"Tummelum, tummelum, tummelumsk!"
sagde Brandtrommen. "Nu er det reent
galt med Peter! der er Huusild, troer
jeg."
Moder gik paa Torvet næste Dag.
"Veed Du Nyt, Peter!" sagde hun, da
hun kom tilbage, "deiligt Nyt!
Borgemesterens Lotte er bleven forlovet
med Etatsraadens Søn; det skete iaftes!"
"Nei!" sagde Peter og sprang op fra
Stolen. Men Moder sagde Jo; hun havde
det fra Barberens Kone, og hendes Mand
havde det igjen lige ud af
Borgemesterens egen Mund.
Og Peter blev bleg som et Liig, og
han satte sig ned igjen.
"Herre Gud, hvordan har Du det!"
sagde Moderen.
"Godt! godt! lad mig bare være!"
sagde han, og Taarerne løb ham ned over
Kinderne.
"Mit søde Barn! min Guldskat!" sagde
Moderen og græd; men Brandtrommen sang,
ind ad, ikke ud ad:
"Lotte ist todt! Lotte ist todt!" ja
nu er den Vise ude!"
Visen
var ikke ude, den havde endnu tilbage
mange Vers, lange Vers, de
allerdeiligste, en Livsens Guldskat.
"Hun fjanter om og skaber sig!" sagde
Nabomoer. "Alverden skal læse Brevene,
hun faaer fra hendes Guldskat, høre hvad
Aviserne sige om ham og hans Violin.
Penge sender han hende, det kan hun
trænge til, nu hun sidder Enke!"
"Han spiller for Keisere og Konger!"
sagde Stadsmusikanten. "Det faldt ikke i
min Lod; men han er min Elev og glemmer
ikke sin gamle Lærer!"
"Fader drømte saamænd," sagde Moder,
"at Peter kom hjem fra Krigen med
Sølvkors paa Brystet, han fik det ikke i
Krigen, der er det nok sværere at faae!
Nu har han Ridderkors. Det skulde Fader
have oplevet!"
"Berømt!" sagde Brandtrommen, og
Fødebyen sagde det med: Trommeslagerens
Søn, Peter med det røde Haar, Peter, de
havde seet som Lille med Træskoe paa,
seet som Trommeslager og spille op til
Dands, berømt!
"Han spillede for os før han spillede
for Kongerne!" sagde Borgemesterens
Frue. "Han var den Gang reent henne i
Lotte! han saae altid høit op! den Gang
var det næsviist og fabelagtigt! Min
egen Mand loe, da han hørte om det
Pjank! Nu er Lotte Etatsraadinde!"
Der var lagt en Guldskat i Hjerte og
Sjæl hos det fattige Barn, der som lille
Trommeslager slog "Marsch, fremad!"
Seiersslag for dem, der vare ifærd med
at vige. Der laae i hans Bryst en
Guldskat, Tonernes Væld; det brusede fra
Violinen, som var der et heelt Orgel
derinde, som dandsede hen ad Strængene
alle en Sommernats Alfer; man hørte
Droslens Slag og Menneskets fuldklare
Stemme; derfor rungede det til
Henrivelse gjennem Hjerterne, og bar
hans Navn gjennem Landene. Der var stor
Ildebrand, Begeistringens Ildebrand.
"Og saa er han saa deilig!" sagde de
unge Damer, de gamle med; ja den ældste
anskaffede sig et Album for berømte
Haarlokker, bare for at kunne udbede sig
en Lok af den unge Violinspillers rige,
deilige Haarvæxt, en Skat, en Guldskat.
Og ind i Trommeslagerens fattige Stue
traadte Sønnen, fiin som en Prinds,
lykkeligere end en Konge. Øinene vare
saa klare, Ansigtet som Solskin. Og han
holdt sin Moder i sine Arme, og hun
kyssede hans varme Mund og græd saa
lyksalig som man græder i Glæde; og han
nikkede til hvert gammelt Meubel i
Stuen, til Dragkisten med dens
Theekopper og Blomsterglas; han nikkede
til Slagbænken, hvori han havde sovet
som Lille; men den gamle Brandtromme tog
han frem midt paa Gulvet, og han sagde
baade til Moder og til Trommen:
"Fader vilde i Dag have slaaet en
Hvirvel! nu maa jeg gjøre det!" Og han
slog paa Trommen et heelt Tordenveir, og
den følte sig saa beæret derved, at den
revnede i Trommeskindet.
"Han slaaer en deilig Næve!" sagde
Trommen. "Nu har jeg da, for altid, en
Erindring om ham! jeg venter, at ogsaa
Mutter revner af Glæde over sin
Guldskat!"
Det er
Historien om Guldskat.
