Der
laae en gammel Gaard med muddrede Grave
og Vindebro; den var mere oppe end nede:
ikke alle Gjester, som komme, ere gode.
Under Tagskjægget var Huller til at
skyde ud af og til at helde kogende
Vand, ja smeltet Bly ned over Fjenden,
kom han for nær paa. Indenfor var høit
til Bjælkeloftet, og det var godt for
den megen Røg, der kom fra kamin-Ilden,
hvor de store vaade Brændeknuder laae.
Der hang paa Væggen Billeder af
harniskklædte Mænd og stolte Fruer i
svære Klæder; den Strunkeste af dem Alle
gik levende om herinde, hun kaldtes
Mette Mogens; hun var Gaardens Frue.
Ved Aftenstid kom der Røvere; de
sloge tre af hendes Folk ihjel,
Lænkehunden med, og saa bandt de Fru
Mette i Hundlænke ved Hundehuset og
satte sig selv op i Salen og drak Vinen
fra hendes Kjælder og alt det gode Øl.
Fru Mette stod i Hundelænke; hun
kunde ikke engang gjøe.
Da kom Røverens Dreng; han listede
sig saa stille, det maatte ikke mærkes,
for ellers havde de slaaet ham ihjel.
"Fru Mette Mogens!" sagde Drengen;
"kan Du huske, da min Fader red paa
Træhesten i din Huusbonds Tid; da bad Du
for ham, men det hjalp ikke; han skulde
sidde sig til Krøbling; men Du listede
Dig ned, som jeg nu lister mig; selv
lagde Du en lille Steen under hver af
hans Fødder, at han kunde finde Hvile.
Ingen saae det, eller de lode, som de
ikke saae det, Du var den unge, naadige
Frue. Det har min Fader fortalt, og det
har jeg gjemt, men ikke glemt! nu løser
jeg Dig, Fru Mette Mogens!"
Og saa toge de Heste paa Stalden og
rede i Regn og i Blæst og fik Vennehjelp.
"Det var vel betalt for den Smule
Gjerning mod den Gamle!" sagde Mette
Mogens.
"Gjemt er ikke glemt!" sagde Drengen.
Røverne bleve hængte.
Der
laae en gammel Gaard, den ligger der
endnu; det var ikke Fru Mette Mogens's;
den tilhører en anden høiadelig Slægt.
Det er i vor Tid. Solen skinner paa
Taarnets forgyldte Spiir, smaa Skov-Øer
ligge som Bouquetter paa Vandet, og
rundt om dem svømme de vilde Svaner. I
Haven groe Roser; Gaardens Frue er selv
det fineste Rosenblad, det skinner i
Glæde, god Gjernings Glæde, ikke ud i
den vide Verden, men inde i Hjerterne,
der er det gjemt, men ikke glemt.
Nu gaaer hun fra Gaarden hen til det
lille Udflytter-Huus paa Marken. Derinde
boer en stakkels værkbrudden Pige;
Vinduet i den lille Stue vender mod
Nord; Solen kommer der ikke; hun har kun
at see hen over et Stykke Mark, som
lukkes ved den høie Grøft. Men idag er
der Solskin, Vorherres varme, deilige
Sol er derinde; den kommer fra Syd
gjennem det nye Vindue, hvor før kun var
Muur.
Den Værkbrudne sidder i det varme
Solskin, seer Skov og Strand, Verden er
bleven saa stor og saa deilig, og det
ved et eneste Ord af Gaardens venlige
Frue.
"Det Ord var saa let, den Gjerning
saa lille!" siger hun; "Glæden, jeg fik,
var uendelig stor og velsignet!"
Og derfor øver hun saa mangen god
Gjerning, tænker paa dem Alle i de
fattige Huse og i de rige Huse, hvor der
ogsaa ere Bedrøvede. Det er skjult og
gjemt, men det er ikke glemt af
Vorherre!
Der
var en gammel Gaard, det var inde i den
store, travle By. I Gaarden var Stuer og
Sale; i dem gaae vi ikke ind; vi blive i
Kjøkkenet; og der er luunt og lyst, der
er reent og nydeligt; Kobbertøiet
skinner, Bordet er som bonet, Vasken er
som et nys skuret Spekkebræt; det har
Altsammen Enepigen udrettet, og dog
faaet Tid til at sætte Tøiet paa sig,
som om hun skulde i Kirke. Hun har
Sløife paa Kappen, sort Sløife; det
tyder Sorg. Hun har jo Ingen at sørge
for, hverken Fader eller Moder, hverken
Slægt eller Kjæreste; hun er en fattig
Pige. Engang var hun forlovet, det var
med en fattig Karl; de holdt inderligt
af hinanden. En Dag kom han til hende.
"Vi To have Ingenting!" sagde han;
"den rige Enke henne i Kjælderen har
sagt mig varme Ord; hun vil sætte mig i
Velstand; men Du er i mit Hjerte. Hvad
raader Du mig til?"
"Det Du troer der er din Lykke!"
sagde Pigen. "Vær god og kjærlig imod
hende, men husk paa, at fra den Stund vi
skilles, kunne vi To ikke oftere sees!"
- Og saa gik et Par Aar; da mødte hun
paa Gaden sin fordums Ven og Kjæreste;
han saae syg og elendig ud; da kunde hun
ikke lade være, hun maatte spørge:
"Hvordan har Du det dog?"
"Rigt og godt i alle Maader!" sagde
han; "Konen er brav og god, men Du er i
mit Hjerte. Jeg har stridt min Strid,
snart er den forbi! Vi sees nu ikke før
hos Vorherre."
En Uge er gaaet; imorges stod i
Avisen, at han var død; derfor bærer
Pigen Sorg. Kjæresten er død fra Kone og
tre Stedbørn, som der staaer at læse;
det klinger sprukket, og dog er Malmen
reen.
Den sorte Sløife tyder Sorg, Pigens
Ansigt tyder den end mere; i Hjertet er
den gjemt, bliver aldrig glemt!
Ja,
see det er tre Historier, tre Blade paa
een Stilk. Ønsker Du flere Kløverblade?
Der ere mange i Hjertebogen gjemt men
ikke glemt.
