Der var
fem Ærter i en Ærtebælg, de vare grønne
og Bælgen var grøn, og saa troede de, at
hele Verden var grøn, og det var aldeles
rigtigt! Bælgen voxte og Ærterne voxte;
de indrettede sig efter Huusleiligheden;
lige i Rad sad de. - Solen skinnede
udenfor og varmede Bælgen op, Regnen
gjorde den klar; der var luunt og godt,
lyst om Dagen og mørkt om Natten,
saaledes som det skulde være, og Ærterne
bleve større og altid mere tænkende, som
de der sad, for Noget maatte de jo
bestille.
"Skal jeg altid blive siddende her!"
sagde de, "bare jeg ikke bliver haard af
at sidde saa længe. Er det ikke for mig
ligesom om der er Noget udenfor; jeg har
en Fornemmelse af det!"
Og Uger gik; Ærterne bleve gule og
Bælgen blev guul: "Hele Verden bliver
guul!" sagde de og det havde de Lov til
at sige.
Saa forman de et Rusk i Bælgen; den
blev revet af, den kom i Menneskehænder
og ned i en Trøielomme med flere fyldte
Ærtebælge. - "Nu vil der snart blive
lukket op!" sagde de og det ventede de
paa.
"Nu gad jeg vide hvem af os der
driver det videst!" sagde den mindste
Ært. "Ja nu vil det snart give sig."
"Skee hvad der maa!" sagde den
største.
"Krask!" der revnede Bælgen og alle
frem Ærter trillede ud i det klare
Solskin; de laae i en Barnehaand, en
lille Dreng holdt paa dem og sagde at
det var ordenlige Ærter for hans
Hyldebøsse; og strax kom den ene Ært i
Bøssen og blev skudt væk.
"Nu flyver jeg ud i den vide Verden!
tag mig om Du kan!" og saa var den
borte.
"Jeg", sagde den anden, "flyver lige
ind i Solen, det er en rigtig Ærtebælg
og meget passende for mig!"
Væk var den.
"Jeg sover hvor jeg kommer," sagde de
to andre, "men vi trille nok fremad!" og
saa trillede de først paa Gulvet, før de
kom i Hyldebøssen, men de kom der. "Vi
bringe det videst!"
"Skee hvad der maa!" sagde den sidste
og blev skudt iveiret, og den fløi op
mod det gamle Bræt under
Tagkammer-Vinduet, lige ind i en Revne,
hvor der var Mos og blød Jord fløi den;
og Mosset lukkede sig om den; der laae
den gjemt, men ikke glemt af vor Herre.
"Skee hvad der maa!" sagde den.
Inde paa det lille Tagkammer boede en
fattig Kone, der om Dagen gik ud at
pudse Kakkelovne, ja save Brænde og
gjøre svært Arbeide, for Kræfter havde
hun og flittig var hun, men lige fattig
blev hun; og hjemme paa det lille Kammer
laae hendes halvvoxne eneste Datter, der
var saa fiin og spinkel; et heelt Aar
havde hun ligget tilsengs og syntes
hverken at kunne leve eller døe.
"Hun gaaer til sin lille Søster!"
sagde Konen. "Jeg havde de to Børn, det
var svært nok for mig at sørge for de
to, men saa deelte vor Herre med mig og
tog den ene til sig; nu vilde jeg nok
beholde den anden, jeg har tilbage, men
han vil nok ikke have dem skilte ad, og
hun gaaer op til sin lille Søster!"
Men den syge Pige blev; hun laae
taalmodig og stille den lange Dag,
medens Moderen var ude at fortjene
Noget.
Det var nu Foraars-Tid, og tidlig en
Morgenstund, just som Moderen vilde gaae
til sit Arbeide, skinnede Solen saa
smukt ind ad det lille Vindue hen ad
Gulvet og den syge Pige saae hen mod den
nederste Glasrude.
"Hvad er dog det Grønne, der pipper
frem ved Ruden? Det rører sig i Vinden!"
Og Moderen gik hen til Vinduet og
aabnede det paa Klem. "Ih!" sagde hun,
"det er saamæn en lille Ært, der er
skudt frem med fine grønne Blade. Hvor
er den kommen her ud i Sprækken? Der har
Du jo en lille Have at see paa!"
Og den Syges Seng blev flyttet
nærmere til Vinduet, hvor hun kunde see
den spirende Ært, og Moderen gik til sit
Arbeide.
"Moder, jeg troer jeg kommer mig!"
sagde om Aftenen den lille Pige. "Solen
har idag skinnet saa varmt ind til mig.
Den lille Ært trives saa godt! og jeg
vil ogsaa nok trives og komme op og ud i
Solskinnet!"
"Gid det var saa vel!" sagde Moderen,
men hun troede ikke at det skete; dog,
den grønne Spire, som havde givet Barnet
glade Livstanker, satte hun en lille
Pind ved, for at den ei skulde knækkes
af Vinden; hun bandt et Seglgarns Baand
fast til Brættet, og til det øverste af
Vindues-Karmen for at Ærteranken kunde
have Noget at helde sig til og snoe sig
om, naar den løb op, og det gjorde den;
man kunde for hver Dag see, at den tog
til.
"Nei, den sætter jo Blomst!" sagde
Konen en Morgen og nu fik ogsaa hun det
Haab og den Tro, at den lille, syge Pige
kom sig; det randt hende isinde, at i
den sidste Tid havde Barnet talt
livligere, de sidste Morgener havde det
selv reist sig op i Sengen og siddet der
og seet med straalende Øine paa sin
lille Ærtehave af een eneste Ært. Ugen
efter var den Syge første Gang oppe i
over en Time. Lyksalig sad hun i det
varme Solskin; Vinduet var aabnet, og
udenfor stod der fuldt udsprungen en
hvidrød Ærteblomst. Den lille Pige
bøiede sit Hoved ned og kyssede ganske
sagte de fine Blade. Det var ligesom en
Festdag den Dag.
"Vor Herre har selv plantet den og
ladet den trives for at give Haab og
Glæde til Dig, mit velsignede Barn og
til mig med!" sagde den glade Moder og
smiilte til Blomsten, som til en god
Engel fra Gud.
Men nu de andre Ærter! - ja den, som
fløi ud i den vide Verden: "Tag mig, om
Du kan!" faldt i Tagrenden og kom i
Due-Kro, og der laae den som Jonas i
Hvalfisken. De to dovne dreve det
ligesaavidt, de bleve ogsaa ædt af
Duerne, og det er at gjøre solid Nytte;
men den fjerde, som vilde op i Solen -
den faldt i Rendestenen og laae Uger og
Dage der, i det sure Vand, hvor den
rigtigt bovnede.
"Jeg bliver saa deilig tyk!" sagde
Ærten. "Jeg revner af det, og videre
troer jeg ingen Ært kan drive det, eller
har drevet det. Jeg er den mærkeligste
af de fem fra Ærtebælgen!"
Og Rendestenen gav den Medhold.
Men den unge Pige ved Tagvinduet stod
med lysende Øine, med Sundheds Skjær paa
Kinderne, og hun foldede sine fine
Hænder over Ærteblomsten og takkede vor
Herre for den.
Jeg holder paa min Ært! sagde
Rendestenen!