1.
Jernebanen
i Danmark strækker sig endnu kun fra
Kjøbenhavn til Korsør, den er et Stykke
Perlesnor, dem Europa har en Rigdom af;
de kosteligste Perler der nævnes: Paris,
London, Wien, Neapel -; dog mangen Een
udpeger ikke disse store Stæder som sin
skjønneste Perle, men derimod viser hen
til en lille umærkelig Stad, der er
Hjemmets Hjem, der boe de Kjære; ja,
tidt er det kun en enkelt Gaard, et
lille Huus, skjult mellem grønne Hækker,
et Punkt, der flyver hen idet Banetoget
jager forbi.
Hvormange Perler er der paa Snoren
fra Kjøbenhavn til Korsør? Vi ville
betrage sex, som de Fleste maae lægge
Mærke til, gamle Minder og Poesien selv
give disse Perler en Glands, saa at de
straale ind i vor Tanke.
Nær ved Bakken, hvor Frederik den
Sjettes Slot ligger, Ochlenschlègers
Barndoms Hjem, skinner i Læ af
Søndermarkens Skovgrund een af Perlerne,
man kaldte den "Philemon og Baucis
Hytte," det vilde sige: to elskelige
Gamles Hjem. Her boede Rahbek med sin
Hustru Camma, her, under deres gjestfrie
Tag, samlede sig i en Menneskealder alt
Aandens Dygtige fra det travle
Kjøbenhavn, her var et Aandens Hjem, - -
og nu! siig ikke, "ak, hvor forandret!"
- nei, endnu er det Aandens Hjem,
Drivhuset for den sygnende Plante!
Blomsterknoppen, der ikke er mægtig nok
til at udfolde sig, gjemmer dog, skjult,
alle Spirer til Blad og Frø. Her skinner
Aandens Sol ind i et fredet Aandens
Hjem, opliver og levendegjør. Verden
rundt om straaler ind gjennem Øinene i
Sjælens ugranskelige Dybde: Idiotens
Hjem, omsvævet af Menneskekjærligheden,
er et helligt Sted, et Drivhuus for den
Sygnende Plante, der skal engang
omplantes og blomstre i Guds Urtegaard.
De Svageste i Aanden samles nu her, hvor
engang de Største og Kraftigste mødtes,
vexlede Tanker og løftedes opad - opad
blusser end her Sjælenes Flamme i "Philemon
og Baucis Hytte".
Kongegravenes By ved Hroars Væld, det
gamle Roeskilde, ligger for os; Kirkens
slanke Taarnspiir løfte sig over den
lave By og speile sig i Issefjorden; een
Grav kun ville vi her søge, betragte den
i Perlens Glar; det er ikke den mægtige
Uniondronning Margrethes - nei, inde paa
Kirkegaarden, hvis hvide Muur vi tæt ved
flyve forbi, er Graven, en ringe Steen
er lagt hen over den, Orgelets Drot, den
danske Romances Fornyer, hviler her;
Melodier i vor Sjæl bleve de gamle Sagn,
vi fornam hvor: "de klare Bølger rulled,"
"der boede en Konge i Leire!" -
Roeskilde, Kongegravenes By, i din Perle
ville vi see paa den ringe Grav, hvor i
Stenen er hugget Lyren og Navnet: Weyse.
Nu komme vi til Sigersted ved
Ringsted By; Aaleiet er lavt; det gule
Korn voxer, hvor Hagbarths Baad lagde
an, ikke langt fra Signes Jomfrubuur.
Hvo kjender ikke Sagnet om Hagbarth, der
hang i Egen og Signelils Buur stod i
Lue, Sagnet om den stærke Kjærlighed.
"Deilige Sorø omkrandsed af Skove!"
din stille Klosterby har faaet Udkig
mellem de mosgroede Træer; med
Ungdomsblik seer den fra Academiet ud
over Søen til Verdens-Landeveien, hører
Locomotivets Drage puste, idet den
flyver gjennem Skoven. Sorø, du
Digtningens Perle, der gjemmer Holbergs
Støv! Som en mægtig, hvid Svane ved den
dybe Skovsø ligger dit Lærdoms Slot, og
op til den, og derhen søger vort Øie,
skinner, som den hvide Stjerneblomst i
Skovgrunden, et lille Huus, fromme
Psamler klinge derfra ud gjennem Landet,
Ord mæles derinde, Bonden selv lytter
dertil og kjender svundne Tider i
Danmark. Den grønne Skov og Fuglens Sang
høre sammen, saaledes Navnene Sorø og
Ingemann.
Til Slagelse By -! hvad speiler sig
her i Perlens Glar? Forsvundet er
Antvorskov Kloster, forsvundet Slottets
rige Sale, selv dets eensom staaende
forladte Fløi; dog et gammelt Tegn
staaer endnu, fornyet og atter fornyet,
et Trækors paa Høien derhenne, hvor i
Legendens Tid Hellig-Anders, den
Slagelse Præst, vaagnede op, baaren i
een Nat herhid fra Jerusalem.
Korsør - her fødtes Du, der gav os:
- "Skjæmt med Alvor blandet
"I Viser af Knud Sjællandsfar."
Du
Mester i Ord og Vid! de synkende gamle
Volde af den forladte Befæstning er nu
her det sidste synlige Vidne om dit
Barndoms-Hjem; naar Solen gaaer ned,
pege deres Skygger hen paa den Plet,
hvor dit Fødehuus stod; fra disse Volde,
skuende mod Sprogøs Høide, saae Du, da
Du "var lille," "Maanen ned bag Øen
glide" og besang den udødeligt, som Du
siden besang Schweitses Bjerge, Du, som
drog om i Verdens Labyrinth og fandt, at
-
"- - ingensteds er Roserne saa røde,
"Og ingensteds er Tornene saa smaa,
"Og ingensteds er Dunene saa bløde
"Som de, vor Barndoms Uskyld hvilte paa!"
Lunets liflige Sanger! vi flette Dig
en Krands af Skovmærker, kaste den i
Søen, og Bølgen vil bære den til
Kielerfjord, paa hvis Kyst dit støv er
lagt; den bringer Hilsen fra den unge
Slægt, Hilsen fra Fødebyen Korsør - hvor
Perlesnoren slipper!
2.
"Det
er rigtignok et Stykke Perlesnor fra
Kjøbenhavn til Korsør," sagde
Bedstemoder, der havde hørt læse, hvad
vi nu nys læste. "Det er en Perlesnor
for mig og det blev den mig allerede for
nu over fyrretyve Aar siden!" sagde hun.
"Da havde vi ikke Dampemaskinerne, vi
brugte Dage til den Vei, hvor I nu kun
bruge Timer! Det var 1815; da var jeg
een og tyve Aar! det er en deilig Alder!
skjøndt op i de Treds, det er ogsaa en
deilig Alder, saa velsignet! - I mine
unge Dage, ja, da var det en anderledes
Sjeldenhed, end nu, at komme til
Kjøbenhavn, Byen for alle Byerne, som vi
ansaae den. Mine Forældre vilde, efter
tyve Aar, engang igjen gjøre et Besøg
der, jeg skulde med; den Reise havde vi
i Aaringer talt om og nu skulde den
virkelig gaae for sig! jeg syntes, at et
heelt nyt Liv vilde begynde, og paa en
Maade ogsaa begyndte der for mig et nyt
Liv.
Der blev syet og der blev pakket
sammen og da vi nu skulde afsted, ja,
hvor mange gode Venner kom ikke for at
sige os Lev vel! det var en stor Reise
vi havde for! Opad Formiddag kjørte vi
ud fra Odense i mine Forældres
holsteenske Vogn, Bekjendte nikkede fra
Vinduerne hele Gaden igjennem, næsten
til vi vare heelt ude af Sanct Jørgens
Port. Veiret var deiligt, Fuglene sang,
Alt var Fornøielse, man glemte, at det
var en svær, lang Vei til Nyborg; mod
Aften kom vi der; Posten indtraf først
ud paa Natten og før afgik ikke
Børt-Fartøiet; vi toge da ombord; der
laae nu ud foran os det store Vand, saa
langt vi kunde øine, saa blikstille. Vi
lagde os i vore Klæder og sov. Da jeg i
Morgenstunden vaagnede og kom op paa
Dækket, var der ikke det Mindste at see
til nogen af Siderne, saadan en Taage
havde vi. Jeg hørte Hanerne gale,
fornam, at Solen kom op, Klokkerne
klang; hvor mon vi var; Taagen lettede,
og vi laae saamænd endnu ligeudenfor
Nyborg. Opad Dagen blæste endelig en
Smule Vind, men stik imod; vi krydsede
og krydsede, og endelig vare vi saa
heldige, at vi Klokken lidt over Elleve
om Aftenen naaede Korsør, da havde vi
været to og tyve Timer om de fire Miil.
Det gjorde godt at komme i Land; men
mørkt var det, daarligt brændte Lygterne
og Alt var saa vildtfremmed for mig, der
aldrig havde været i nogen anden By end
i Odense.
"See, her blev Baggesen født!" sagde
min Fader, "og her levede Birckner!"
Da syntes mig, at den gamle By med de
smaa Huse blev med Eet lysere og større;
vi følte os dertil saa glade ved at have
Landjorden under os; sove kunde jeg ikke
den Nat over alt det Meget, jeg allerede
havde seet og oplevet, siden jeg
iforgaars tog hjemme fra.
Næste Morgen maatte vi tidligt op, vi
havde for os en slem Vei med
forfærdelige Banker og mange Huller til
vi naaede Slagelse, og videre frem paa
den anden Side var nok ikke stort bedre,
og vi vilde gjerne saa betids komme til
Krebsehuset, at vi derfra endnu ved Dag
kunde gaae ind i Sorø og besøge Møllers
Emil, som vi kaldte ham, ja, det var
Eders Bedstefader, min salig Mand,
Provsten, han var Student i Sorø og
netop færdig der med sin anden Examen.
Vi kom efter Middag til Krebsehuset,
det var et galant Sted dengang, det
bedste Vertshuus paa hele Reisen og den
yndigste Egn, ja, det maae I da Alle
indrømme, at den endnu er. Det var en
ferm Vertinde, Madam Plambek, Alt i
Huset som et glatskuret Spækbræt. Paa
Væggen hang i Glas og Ramme Baggesens
Brev til hende, det var nok værd at see!
mig var det en stor Mærkelighed. - Saa
gik vi op til Sorø og traf der Emil; I
kan troe, han blev glad ved at see os,
og vi ved at see ham, han var saa god og
opmærksom. Med ham saae vi da Kirken med
Absalons Grav og Holbergs Kiste; vi saae
de gamle Munke-Indskrifter, og vi
seilede over Søen til "Parnasset," den
deiligste Aften jeg mindes! jeg syntes
rigtignok, at skulde man nogensteds i
Verden kunde digte, maatte det være i
Sorø, i denne Naturens Fred og Deilighed.
Saa gik vi i Maaneskin af
Philosophgangen, som de kalde det, den
deilige eensomme Vei langs Søen og
Flommen ud mod Landeveien til
Krebsehuset; Emil blev og spiste med os,
Fader og Moder fandt, at han var bleven
saa klog og saae saa godt ud. Han lovede
os, at han inden fem Dage skulde være i
Kjøbenhavn hos sin Familie og sammen med
os; det var jo Pintsen. De Timer i Sorø
og ved Krebsehuset, ja, de høre til mit
Livs skjønneste Perler! -
Næste Morgen reiste vi meget tidligt,
for vi havde en lang Vei før vi naaede
Roeskilde, og der maatte vi være saa
betids at Kirken kunne sees, og ud paa
Aftenen Fader besøge en gammel
Skolekammerat; det skete ogsaa og saa
laae vi Natten over i Roeskilde og Dagen
derpaa, men først ved Middagstid, for
det var den værste, den meest opkjørte
Vei, vi havde tilbage, kom vi til
Kjøbenhavn. Det var omtrent tre Dage, vi
havde brugt fra Korsør til Kjøbenhavn,
nu gjør I den samme Vei i tre Timer.
Perlerne ere ikke blevne kosteligere,
det kunne de ikke, men Snoren er bleven
ny og vidunderlig. Jeg blev med mine
Forældre tre Uger i Kjøbenhavn, Emil
vare vi der sammen med i hele atten
Dage, og da vi saa reiste tilbage til
Fyen, fulgte han os lige fra Kjøbenhavn
til Korsør, der bleve vi forlovede før
vi skiltes ad; saa kunne I nok forstaae
mig, at ogsaa jeg kalder fra Kjøbenhavn
til Korsør et Stykke Perlesnor.
Siden, da Emil fik Kald ved Assens,
bleve vi gifte; vi talte tidt om
Kjøbenhavns-Reisen, og om at gjøre den
engang igjen, men saa kom først Eders
Moder, og saa fik hun Søskende, og der
var Meget at passe og tage vare paa, og
da nu Fader forfremmedes og blev Provst,
ja, Alt var en Velsignelse og Glæde, men
til Kjøbenhavn kom vi ikke! aldrig kom
jeg der igjen, hvor tidt vi tænkte
derpaa og talte derom, og nu er jeg
bleven for gammel, har ikke Legeme til
at fare paa Jernbane; men glad ved
Jernbanerne er jeg! det er en
Velsignelse at man har dem! saa komme I
hurtigere til mig! Nu er Odense jo ikke
stort længere fra Kjøbenhavn, end den i
min Ungdom var fra Nyborg! I kunne nu
flyve til Italien ligesaa hurtigt som vi
vare om at reise til Kjøbenhavn! ja det
er Noget! - alligevel bliver jeg
siddende, jeg lader de Andre reise!
lader dem komme til mig! men I skulle
ikke smile endda, fordi jeg sidder saa
stille, jeg har en anderledes stor Reise
for, end Eders, een, meget hurtigere,
end den paa Jernbanerne; naar Vor Herre
vil, reiser jeg op til "Bedstefader," og
naar saa I have udrettet Eders Gjerning
og glædet Eder her ved denne velsignede
Verden, saa veed jeg, at I komme op til
os, og tale vi da der om vort Jordlivs
Dage, tro mig, Børn! jeg siger ogsaa der
som nu: "fra Kjøbenhavn til Korsør, ja,
det er rigtignok et Stykke Perlesnor!"
