Høit
oppe i den tynde, klare Luft fløi en
Engel med en Blomst fra Himlens Have, og
idet han trykkede et Kys paa Blomsten
gik der et lillebitte Blad af og det
faldt ned paa den dyndede Jord midt i
Skoven, og strax fæstede det Rod og
satte Skud midt imellem de andre Urter.
"Det er en løierlig Stikling den!"
sagde de, og Ingen vilde kjende sig ved
den, hverken Tidsel eller Brændenelde.
"Det er nok en Slags Havevæxt!" sagde
de og grinede, og saa var den til Nar,
som Have-Væxt; men den voxte og voxte,
som ingen anden, og skjød sine Grene i
lange Ranker vidt omkring.
"Hvor skal Du hen!" sagde de høie
Tidsler, der have Torn paa hvert Blad,
"Du løber noget ave om! det har
ingensteds hjemme! vi kunne ikke staae
at bære Dig!"
Vinteren kom, Sneen laae hen over
Planten, men fra den fik Sneelaget en
Glands, som blev det nedenfra
gjennemstrømmet af Sol-Lys. I Foraaret
stod der en blomstrende Væxt, deilig som
ingen anden i Skoven.
Saa kom den botaniske Professor, der
havde Skudsmaalsbog paa at han var hvad
han var, han saae paa Planten, han bed i
den, men den stod ikke i hans
Plantelære; det var ham ikke muligt at
finde ud, til hvilken Klasse den hørte.
"Det er en Afart!" sagde han. - "Jeg
kjender den ikke, den er ikke optaget i
Systemet!"
"Ikke optaget i Systemet!" sagde
Tidsler og Nelder.
De store Træer rundtenom hørte hvad
der blev sagt, og ogsaa de saae at det
ikke var et Træ af deres Slags, men de
sagde ikke Noget, hverken Ondt eller
Godt, og det er altid det sikkreste naar
man er dum.
Da kom, gjennem Skoven, en fattig,
uskyldig Pige; hendes Hjerte var reent,
hendes Forstand stor gjennem Troen, al
hendes Arvegods i denne Verden var en
gammel Bibel, men fra dens Blade talte
til hende Guds Stemme: ville Menneskene
Dig ilde, husk af Historien om Joseph:
"de tænkte ondt i deres Hjerte, men Gud
tænkte at vende det til det Bedre."
Lider Du Uret miskjendes og forhaanes,
husk ham den Reneste og Bedste, ham som
de spottede og naglede til Korsets Træ,
hvor han bad, "Fader, forlad dem, de
vide ikke hvad de gjøre!"
Hun standsede sin Gang foran den
vidunderlige Væxt, hvis grønne Blade
duftede saa sødt og vederqvægende og
hvor Blomsterne i det klare Solskin
syntes et heelt Farve-Fyrværkeri; og det
klang fra hver, som gjemte den
Melodiernes dybe Brønd der i Aartusinder
ikke tømmes. Men from Andagt saae hun
paa al den Guds Herlighed; hun bøiede
een af Grenene ned for ret at beskue
Blomsten og indaande dens Duft, og det
lyste i hendes Sind, det gjorde hendes
Hjerte saa vel; gjerne havde hun eiet en
Blomst, men hun nænte ikke at bryde den
af, den vilde jo snart visne hos hende;
og hun tog kun et eneste af de grønne
Blade, bar det hjem, lagde det i sin
Bibel og der laae det friskt, altid
friskt og uvisneligt.
Mellem Bibelens Blade laae det gjemt;
med Bibelen blev det lagt under den unge
Piges Hoved, da hun Uger efter laae i
sin Liigkiste, med Dødens hellige Alvor
paa det fromme Ansigt, som om det
afprægede sig i det jordiske Støv at hun
nu stod for sin Gud.
Men ude i Skoven blomstrede den
vidunderlige Væxt, den var snart som et
Træ at see til, og alle Trækfugle kom og
bøiede sig for den, Svalen og Storken
især.
"Det er udenlandsk Skaberi!" sagde
Tidsel og Borre, "saaledes kunne vi her
hjemme dog aldrig bære os ad!"
Og de sorte Skov-Snegle spyttede paa
Træet.
Saa kom Svinehyrden, han ruskede
Tidsler og Ranker op for at brænde Aske
af det Grønne; hele det vidunderlige
Træ, rykket op med alle Rødder, fik han
med i Bundtet; "det skal ogsaa gjøre
Gavn!" sagde han og saa var det gjort.
Men i mere end Aar og Dag led Landets
Konge af den dybeste Tungsind; han var
flittig og arbeidsom, det hjalp ikke;
der blev læst dybsindige Skrifter for
ham og der blev læst de allerletteste
man kunde finde, det hjalp ikke. - Da
kom der Bud fra en af Verdens viseste
Mænd, man havde henvendt sig til ham og
han lod dem vide, at der fandtes et
sikkert Middel til at husvale og
helbrede den Lidende. "I Kongens eget
Rige groer der i Skoven en Væxt af
himmelsk Oprindelse, saadan og saadan
seer den ud, man kan ikke tage feil," og
her fulgte en Tegning med af Væxten, den
var let at kjende! - "Den grønnes Vinter
og Sommer, tag derfor, hver Aften, et
frisk Blad deraf og læg det paa Kongens
Pande, da lysner det om hans Tanke og en
deilig Drøm til Natten vil styrke ham
for den kommende Dag!"
Det var nu tydeligt nok, og alle
Doctores og den botaniske Professor gik
ud i Skoven. - Ja, men hvor var Væxten.
"Jeg har nok faaet den med i
Bundtet!" sagde Svinehyrden, "den er
gaaet i Aske for længde siden, men jeg
vidste ikke bedre!"
"Vidste ikke bedre!" sagde de
Allesammen. "Uvidenhed! Uvidenhed! hvor
er Du stor!" og de Ord kunde Svinehyrden
lægge sig paa Hjertet, han og ingen
Anden, meente de.
Ikke et Blad var at finde, det eneste
laae i den Dødes Kiste og derom vidste
Ingen.
Og Kongen selv kom i sin Mismod ud i
Skoven til Stedet. "Her har Træet staaet!"
sagde han, "det er et helligt Sted!" -
Og Jorden her blev indhegnet med et
gyldent Gitter og der kom Skildvagt, og
det baade Nat og Dag.
Den botaniske Professor skrev en
Afhandling om den himmelske Plante, og
derfor blev han forgyldt, og det var ham
til stor Fornøielse; og Forgyldningen
klædte ham og hans Familie, og det er
det Glædeligste ved hele den Historie,
thi Væxten var borte og Kongen var
mismodig og bedrøvet - "men det var han
ogsaa i Forveien!" sagde Skildvagten.
