I
Haven vare alle Æbletræerne sprungne ud,
de havde skyndt sig med at faae Blomster
før de fik grønne Blade, og i Gaarden
vare alle Ællingerne ude og Katten med,
han slikkede rigtignok Solskin, slikkede
den af sin egen Pote; og saae man hen ad
Marken, da stod Kornet saa mageløst
grønt, og der var en Qviddren og
Qvinkeleren af alle de smaa Fugle,
ligesom om det var en stor Fest, og det
kunde man da ogsaa sige at det var, for
det var Søndag. Klokkerne ringede, og
Folk i deres bedste Klæder gik til Kirke
og saae saa fornøiede ud; ja ved Alting
var der noget saa fornøieligt; det var
tilvisse en Dag saa varm og velsignet,
saa at man nok kunde sige: "Vor Herre er
rigtignok mageløs god mod os Mennesker!"
Men inde i Kirken stod Præsten paa
Prædikestolen og talte saa høit og saa
vredt; han sagde, at Menneskene vare saa
ugudelige, og at Gud vilde straffe dem
derfor, og at naar de døde, kom de Onde
ned i Helvede, hvor de skulde evigt
brænde, og han sagde, at deres Orm døde
ikke, og at deres Ild aldrig
udslukkedes; aldrig fik de Hvile eller
Ro. Det var grueligt at høre, og han
sagde det saa vist; han beskrev dem
Helvede som en stinkende Hule, hvor
Alverdens Uhumskheder fløde sammen, der
var ingen Luftning uden den hede
Svovlflamme, der var ingen Bund, de sank
og sank i en evig Taushed. Det var
grueligt alene at høre derom, men
Præsten sagde det lige ud af sit Hjerte,
og alle Folk i Kirken vare ganske
forfærdede.
Men udenfor sang alle de smaa Fugle
saa fornøiede, og Solen skinnede saa
varmt, det var som om hver lille Blomst
sagde: Gud er saa mageløs god mod os
Allesammen. Ja, derude var det slet ikke
som Præsten prædikede.
Om Aftenen ved Sengetid saae Præsten
sin Kone sidde stille og tankefuld.
"Hvad feiler Dig?" sagde han til
hende.
"Ja hvad jeg feiler," sagde hun, "jeg
feiler, at jeg ikke rigtig kan samle
mine Tanker, at jeg ikke rigtig kan faae
det, Du sagde, til at gaae op, at der
var saa mange Ugudelige, og at de skulde
brænde evigt; evigt, ak hvor langt! -
Jeg er kun et syndigt Menneske, men jeg
kunde ikke bære det over mit Hjerte at
lade selv den værste Synder brænde evig,
hvorledes skulde da Vor Herre kunne det,
han, som er saa uendelig god, og som
veed, hvorledes det Onde kommer udenfra
og indenfra. Nei, jeg kan ikke tænke
det, skjøndt Du sige det."
Det
var Efteraar, Løvet faldt af Træerne;
den alvorlige strenge Præst sad ved en
Døendes Seng, en from Troende lukkede
sine Øine; det var Præstekonen.
"Faaer Nogen Fred i Graven og Naade
hos sin Gud, da er det Dig!" sagde
Præsten, og han foldede hendes Hænder og
læste en Psalme over den Døde.
Og hun blev ført til Graven; to tunge
Taarer trillede ned over den alvorlige
Mands Kinder; og i Præstegaarden var det
stille og tomt, Solskinnet derinde var
slukket, hun var gaaet bort.
Det var Nat, en kold Vind blæste hen
over Præstens Hoved, han slog Øinene op,
og det var ligesom om Maanen skinnede
ind i hans Stue, men Maanen skinnede
ikke; en Skikkelse var det, der stod
foran hans Seng; han saae sin afdøde
Kones Gjenfærd, hun saae paa ham saa
inderligt bedrøvet, det var som vilde
hun sige Noget.
Og Manden reiste sig halvt op,
strakte Armene ud imod hende: "Du ikke
heller forundt den evige Ro? Du lide?
Du, den Bedste, den Frommeste!"
Og den Døde bøiede sit Hoved til et
Ja og lagde Haanden paa Brystet.
"Og kan jeg skaffe Dig Ro i Graven?"
"Ja!" lød det til ham.
"Og hvorledes?"
"Giv mig et Haar, kun et eneste Haar
af Hovedet paa den Synder, hvis Ild
aldrig vil slukkes, den Synder, som Gud
vil nedstøbe i Helvede til evig Pine."
"Ja saa let maa Du kunne løses, du
Rene, du Fromme!" sagde han.
"Saa følg mig!" sagde den Døde. "Det
er os saa forundt. Ved min Side svæver
Du hvorhen dine Tanker vil; usynligt for
Menneskene staae vi i deres hemmeligste
Vraa, men med sikker Haand maa Du pege
paa den til evig Qval Indviede, og før
Hanegal maa han være funden."
Og hurtig, som baarne af Tanken, vare
de i den store Stad; og fra Husenes Væg
lyste med Ildbogstaver Dødsyndernes
Navne: Hovmod, Gjerrighed, Drukkenskab,
Vellyst, kort, hele Syndens syvfarvede
Bue.
"Ja derinde, som jeg troede det, som
jeg vidste det," sagde Præsten, "huse de
den evige Ilds Indviede." Og de stode
foran den prægtig oplyste Portal, hvor
den brede Trappe prangede med Tæpper og
Blomster, og gjennem de festlige Sale
klang Balmusiken. Schweizeren stod i
Silke og Fløiel med stor sølvbeslagen
Stok.
"Vort Bal kan maale sig med Kongens!"
sagde han, og vendte sig mod
Gadestimlen; fra Top og til Taa lyste
den Tanke ud af ham: "fattige Pak, der
gloer ind ad Porten, I ere imod mig
Karnailler Allesammen!"
"Hovmod!" sagde den Døde, "seer Du
ham?"
"Ham!" gjentog Præsten. "Ja, men han
er en Taabe, kun en Nar, og vil ikke
dømmes til evig Ild og Pine!"
"Kun en Nar!" lød det gjennem det
hele Hovmodens Huus, det vare de Alle
der.
Og de fløi indenfor den Gjerriges
nøgne fire Vægge, hvor, skindmager,
klapprende af Kulde, sulten og tørsig,
Oldingen klamrede sig med al sin Tanke
til sit Guld; de saae hvor han, som i
Feber, sprang fra det elendige Leie og
tog en løs Steen ud af Muren, der laae
Guldpenge i et Strømpeskaft, han befølte
sin lasede Kjortel, hvori Guldstykker
vare syede ind, og de fugtige Fingre
zittrede.
"Han er syg, det er Vanvid, et
glædeløst Vanvid, omspændt af Angest og
onde Drømme!"
Og de fjernede sig i Hast og stode
ved Forbrydernes Brix, hvor de i lang
Række sov Side ved Side. Som et vildt
Dyr foer En op af Søvne, udstødende et
fælt Skrig; han slog med sine spidse
Albuer til Kammeraten, og Denne vendte
sig søvnig:
"Hold Kjæft, du Qvæg, og sov! - det
er hver Nat -!"
"Hver Nat!" gjentog han, "ja hver Nat
kommer han, hyler og qvæler mig. I
Hidsighed har jeg gjort Eet og Andet,
vredt Sind er jeg født med, det har
bragt mig anden Gang herind; men har jeg
gjort galt, saa har jeg jo min Straf.
Kun Eet har jeg ikke bekjendt. Da jeg
sidst kom ud herfra og forbi min
Huusbonds Gaard, saa kogte der op i mig
Eet og Andet - jeg strøg en Svovelstikke
hen ad Muren, den løb lidt nær
Straataget, Alting brændte, der kom
Hidsighed over det, ligesom den kommer
over mig. Jeg hjalp med at redde Qvæg og
Indbo. Ingen Levende brændte uden en
Flok Duer, der fløi ind i Ilden, og saa
Lænkehunden. Den havde jeg ikke tænkt
paa. Man kunde høre den hyle - og dette
Hyl hører jeg altid endnu, naar jeg vil
sove, og falder jeg isøvn, saa kommer
ogsaa Hunden, saa stor og laadden; han
lægger sig paa mig, hyler, trykker mig,
qvæler mig. - Saa hør dog hvad jeg
fortæller, snue kan Du, snue den hele
Nat, og jeg ikke et kort Qvarteer." Og
Blodet skinnede den Hidsige frem i
Øinene, han kastede sig over Kammeraten,
og slog ham med knyttet Haand i
Ansigtet.
"Vrede Mads er bleven gal igjen!" hed
det rundt om, og de andre Kjeltringer
grebe fat i ham, brødes med ham,
krumbøiede ham, saa Hovedet sad ned
imellem Benene, der bandt de det fast,
Blodet var ved at springe ham ud af Øine
og alle Porer.
"I dræbe ham," raabte Præsten, "den
Ulykkelige!" og idet han forhindrende
udstrakte Haanden over Synderen, han,
som alt her led for haardt, vexlede
Scenen om; de fløi gjennem rige Sale og
gjennem fattige Stuer; Vellyst,
Misundelse, alle Dødssynder skrede dem
forbi, en Dommens Engel læste deres
Synd, deres Forsvar; dette var vel ringe
for Gud, men Gud læser Hjerterne, han
kjender Alt tilhobe, det Onde, der
kommer indenfra og udenfra, han, Naaden,
Alkjærligheden. Præstens Haand skjælvede,
han vovede ikke at udstrække den, at
rive et Haar af Synderens Hoved. Og
Taarerne strømmede fra hans Øine, som
Naadens og Kjærlighedens Vande, der
slukke Helvedes evige Ild.
Da galede Hanen.
"Forbarmende Gud! Du vil give hende
den Ro i Graven, som jeg ikke har kunnet
indløse."
"Den har jeg nu!" sagde den Døde,
"det var dit haarde Ord, din mørke
Mennesketro om Gud og hans Skabninger,
der drev mig til Dig! kjend Menneskene,
selv i de Onde er der en Deel af Gud, en
Deel, der vil seire og slukke Helvedes
Ild."
Og et
Kys blev trykket paa Præstens Mund, det
lyste omkring ham; Guds klare Sol
skinnede ind i Kamret, hvor hans Hustru,
levende, mild og kjærlig, vakte ham af
en Drøm, sendt fra Gud.
