Vi reise
til Udstillingen i Paris.
Nu ere vi der! det var en Flugt, en
Fart, aldeles uden Troldom; vi gik med
Damp i Fartøi og paa Landevei.
Vor Tid er Eventyrets Tid.
Vi ere midt i Paris, i et stort Hotel.
Blomster pynte heelt op af Trappen,
bløde Tæpper hen over Trinene.
Vor Stue er hyggelig, Balcondøren staaer
aaben ud til en stor Plads. Dernede boer
Foraaret, det er kjørt til Paris,
indtruffet paa samme Tid som vi, det er
kommet i Skikkelse af et stort ungt
Kastanietræ, med nys udsprungne, fine
Blade; hvor er det klædt i
Foraars-Deilighed fremfor de andre Træer
paa Pladsen! et af disse er aldeles
gaaet ud af de levende Træers Tal, og
ligger, rykket op med Rod, kastet hen
over Jorden. Der, hvor det stod, skal nu
det friske Kastanietræ plantes og groe.
Endnu har det Plads, høit stillet op,
paa den tunge Vogn, der i denne Morgen
bragte det til Paris, flere Mile borte
fra, paa Landet. Der havde det staaet i
Aaringer tæt ved en mægtig Eeg, og under
den sad tidt den gamle velsignede Præst,
der talte og fortalte for de lyttende
Børn. Det unge Kastanietræ hørte med
derpaa; Dryaden inde i det var jo Barn
endnu; hun kunde huske tilbage i Tiden,
da Træet var saa lille, at det kun
ragede lidt op over de høie Græsstraa og
Bregner. De vare da saa store de kunde
blive, men Træet voxte og tog til hvert
Aar, drak Luft og Solskin, fik Dug og
Regn og blev, som nødvendigt var, rusket
og rystet af de stærke Vinde. Det hører
til Opdragelsen.
Dryaden var glad ved sit Liv og sin
Leven, ved Solskinnet og Fuglenes Sang,
men dog gladest ved Menneskenes Stemme,
hun forstod deres Tale ligesaa godt som
hun forstod Dyrenes.
Sommerfugle, Guldsmede og Fluer, ja, Alt
hvad flyve kunde, aflagde Visit; sladdre
gjorde de Allesammen: fortalte om
Landsbyen, Viinmarken, Skoven, det gamle
Slot med Parken, hvori var Canaler og
Damme; dernede i Vandet boede ogsaa
levende Væsener, der paa deres Maade
kunde flyve fra Sted til Sted under
Vandet, Væsener med Kundskab og
Tænkning; de sagde ikke Noget, saa kloge
vare de.
Og Svalen, der havde dukket ned i
Vandet, fortalte om de smukke Guldfiske,
om den fede Brasen, de tykke Suder og de
gamle, mosgroede Karudser. Svalen gav en
meget god Beskrivelse, men man seer dog
bedre selv, sagde den; men hvor skulde
nogensinde Dryaden faae de Væsener at
see! hun maatte lade sig nøie med at
kunne see ud over det deilige Landskab
og fornemme den travle
Menneskevirksomhed.
Deiligt var det, men deiligst dog, naar
den gamle Præst stod her under Egen og
fortalte om Frankrig, om Stordaad af
Mænd og Qvinder, hvis Navne nævnedes i
Beundring gjennem alle Tider.
Dryaden hørte om Hyrdepigen Jeanne
d'Arc, om Chartotte Corday, hun hørte om
ældgammel Tid, om Henrik den Fjerdes og
Napoleon den Førstes Tid, og heelt op i
Nutid om Dygtighed og Storhed; hun hørte
Navne, i hvert var en Klang ind i
Folkets Hjerte: Frankrig er
Verdens-Landet, Smillets Jordbund med
Frihedens Krater!
Landsbybørnene hørte andægtigt til,
Dryaden ikke mindre; hun var Skolebarn
med de Andre. Hun saae i de seilende
Skyers Skikkelse Billed paa Billed af
hvad hun havde hørt fortælle.
Skyhimlen var hendes Billedbog.
Hun følte sig saa lykkelig i det skjønne
Frankrig, men havde dog en Følelse af at
Fuglene, at hvert Dyr, der kunde flyve,
vare langt mere begunstigede end hun.
Selv Fluen kunde see sig om, vidt
omkring, langt ud over Dryadens
Synskreds.
Frankrig var saa udstrakt og herligt,
men hun saae kun en lille Plet deraf;
verdensvidt strakte Landet sig med
Viinmarker, Skove og store Byer, og af
alle disse var Paris den herligste, den
mægtigste. Derhen kunde Fuglene naae,
men aldrig hun.
Der var imellem Landsbyens Børn en lille
Pige, saa pjaltet, saa fattig, men
deilig at see paa; altid sang hun og loe
hun, bandt røde Blomster i sit sorte
Haar.
"Kom ikke til Paris!" sagde den gamle
Præst. "Stakkels Barn! kommer Du der,
det bliver din Fordærv!"
Og dog gik hun derhen.
Dryaden tænkte tidt paa hende, de havde
jo Begge samme Lyst og Længsel efter den
store Stad.
Det blev Vaar, Sommer, Høst, Vinter; et
Par Aar gik hen.
Dryadens Træ bar sine første
Kanstanieblomster, Fuglene qviddrede
derom i det deilige Solskin. Da kom hen
ad Veien en stadselig Vogn med en fornem
Dame, selv kjørte hun de letspringende
smukke Heste; en pyntet lille Jockey sad
bag paa. Dryaden kjendte hende igjen,
den gamle Præst kjendte hende igjen,
rystede med Hovedet og sagde bedrøvet:
"Du kom derind! det blev din Fordærv,
stakkels Mari!"
"Hun en Stakkel!" tænkte Dryaden, "nei,
hvilken Forvandling! hun er klædt op til
Hertuginde! det blev hun i
Fortryllelsens Stad. O var jeg dog der i
al den Glands og Pragt! den lyser selv
op paa Skyerne i Natten, naar jeg seer
derhen, hvor jeg veed at Byen findes."
Ja, derhen, mod den Kant saae Dryaden
hver Aften, hver Nat. Hun saae den
straalende Taage i Synkredsen; hun
savnede den i den lyse, maaneklare Nat;
hun savnede de seilende Skyer, der viste
hende Billeder fra Stad og Historie.
Barnet griber efter sin Billedbog,
Dryaden greb efter Skyverdenen, hendes
Tankebog.
Den sommervarme, skyfrie Himmel var
hende et tomt Blad, og nu i flere Dage
havde hun kun seet et saadant.
Det var den varme Sommertid, med solhede
Dage uden Luftning; hvert Blad, hver
Blomst laae som i en Døs, Menneskene
med.
Da løftede sig Skyer, og det i den Kant,
hvor i Natten den straalende Taage
forkyndte: her er Paris.
Skyerne løftede sig, formede sig som et
heelt Bjergland, skøde sig frem gjennem
Luften, ud over det hele Landskab, saa
vidt Dryaden kunde øine.
Skyerne laae som sortblaae mægtige
Klippeblokke Lag paa Lag høit i Luften.
Lynstraalerne foer ud, "ogsaa de ere Gud
Herrens Tjenere", havde den gamle Præst
sagt. Og der kom et blaanende, blendende
Lyn, et Lysblink, som var det Solen
selv, der sprængte Klippeblokkene, Lynet
slog ned og splintrede til Roden det
gamle mægtige Egetræ; dets Krone
skiltes, Stammen skiltes, flækket faldt
det, som bredte det sig ud for at
omfavne Lysets Sendebud.
Ingen Malmkanoner mægte at runge gjennem
Luft og over Land ved et Kongebarns
Fødsel, som Tordendrønet her ved det
gamle Egetræes Bortgang. Regnen
strømmede ned, den forfriskende Vind
luftede, Uveiret var forbi, der blev saa
søndagsfestligt. Byens Folk samlede sig
om den fældede gamle Eeg; den gamle
Præst talte Hæders-Ord, en Maler tegnede
Træet selv til blivende Minde.
"Alt farer hen!" sagde Dryaden, "farer
hen, som Skyen, og kommer aldrig igjen!"
Den gamle Præst kom her ikke meer;
Skoletaget var faldet, Lærerstolen
borte. Børnene, de kom her ikke, men
Efteraaret kom her, Vinteren kom her,
men ogsaa Foraaret, og i al den vexlende
Tid saae Dryaden hen mod den Kant hvor
hver Aften og Nat, fjernt i Synskredsen,
Paris lyste som en straalende Taage. Ud
fra den fløi Locomotiv ved Locomotiv,
det ene Banetog ved det andet, efter det
andet, susende, brusende, og det paa
alle Tider; ved Aften og Midnat, ved
Morgen og hele den lyse Dag kom Togene,
og fra hver og ind i hver stimlede det
fra alle Verdens Lande med Mennesker; et
nyt Verdens-Under havde kaldt dem til
Paris.
Hvorledes aabenbarede sig dette Under?
"En Konstens og Industriens
Pragtblomst", sagde de, "er skudt frem
paa Marsmarkens planteløse Sand; en
kæmpestor Solsikke, af hvis Blade man
kan lære Geographi, Statistik, faae
Oldermands Kundskab, løftes op i Konst
og Poesi, kjende Landenes Størrelse og
Storhed." - "En Eventyrblomst", sagde
Andre, "en broget Lotusplante, der
breder ud over Sandet sine grønne Blade,
som Fløielstæpper, skudte frem i det
tidlige Foraar, Sommertiden skal see den
i al dens Pragt, Efteraarets Storme vil
veire den hen, der bliver ei Blad eller
Rod."
Udfor "Militair-Skolen" strækker sig
Krigens Arena i Fredens Tid, Marken uden
Græs og Straa, et Stykke Sandsteppe,
skaaret ud af Afrikas Ørken, hvor Fata
Morgana viser sine sælsomme Luftslotte
og hængende Haver; paa Marsmarken stode
de nu prægtigere, mere vidunderlige, thi
de vare Virkelighed ved Snillet.
"Nutidens Aladdins Slot er reist!" lød
det, "Dag for Dag, Time for Time
udfolder det meer og meer sin rige
Herlighed. Med Marmor og Farver prange
de uendelige Haller. Mester "blodtøs"
rører her sine Staal- og Jern-Lemmer i
Maskinernes store Ring-Sal. Konstværker
i Metal, i Steen, i Vævning forkynde det
Aandens Liv, der rører sig i Verdens
Lande; Billedsale, Blomsterpragt, Alt
hvad Aand og Haand kan skabe i
Haandværkerens Værksted er her stillet
til Skue; selv Oldtids Minder fra gamle
Slotte og Tørvemoser have givet Møde.
Det overvældende store, brogede Skue maa
gjøres smaat, trænges sammen til et
Legetøi, for at kunne gjengives,
opfattes og sees i Heelhed.
Marsmarken bar som et stort Julebord et
Industriens og Konstens Aladdins Slot,
og rundt om dette var stillet Nips fra
alle Lande: Storheds Nips; hver Nation
fik en Erindring om sit Hjem.
Her stod Ægyptens Kongeslot, her
Ørkenlandets karavanserai; Beduinen paa
sin Kameel, kommende fra sit Solland,
jog forbi; her bredte sig russiske
Stalde med ildfulde, prægtige Heste fra
Stepperne; det lille straatækkede danske
Bondehuus stod med sit Danebrogs Flag
nær Gustav Vasas prægtigt i Træ skaarne
Huus fra Dalarne; amerkanske Hytter,
engelske Cottager, franske Pavilloner,
Kiosker, Kirker og Theatre laae
forunderligt strøede omkring, og mellem
alt Dette, det friske grønne Græssvær,
det klare, rindende Vand, blomstrende
Buske, sjeldne Træer, Glashuse, hvor man
maatte troe sig i de tropiske Skove;
hele Rosenhaver, som hentede fra
Damascus, prangede under Tag; hvilke
Farver, hvilken Duft!
Drypsteenshuler, konstigt gjorte,
omsluttende ferske og salte Vande,
frembød Skuet af Fiskenes Rige; man stod
nede paa Havsens Bund mellem Fiske og
Polyper.
Alt dette, sagde de, bærer og frembyder
nu Marsmarken, og hen over dette store
rigtdækkede Festbord bevæger sig som
travle Myresværme den hele
Menneskevrimmel, tilfods eller trukket i
smaa Vogne, alle Been udholde ikke en
saa trættende Vandring.
Herud, fra den tidlige Morgen til den
sildige Aften, komme de. Dampskib ved
Dampskib, overfyldt af Mennesker, glider
ned ad Seinen, Vognmængden er ideligt i
Tiltagende, Folkeskaren tilfods og
tilhest er i Tiltagende, Sporvogne og
Omnibusser ere proppede, stoppede og
garnerede med Mennesker, alle disse
Strømninger bevæge sig mod eet Maal: "Pariser-Udstillingen!"
Alle Indgangene prange med Frankrigs
Flag, rundt om Landenes Basar-Bygning
vifte alle Nationers Faner; det suser og
summer fra Maskinernes Hal, Klokkespil
klinge i Melodi ned fra Taarnene,
Orgelet spiller derinde i Kirkerne;
hæse, snøvlende Sange blande sig deri
fra Østerlændernes Cafeer. Det er som et
babelsk Rige, et babelsk Tungemaal, et
Verdens Under."
Tilvisse saaledes var det, saaledes lød
Efterretninger derom, hvo hørte det
ikke? Dryaden vidste Alt, hvad her er
sagt om "det nye Under" i Byernes By.
"Flyv, I Fugle! flyv hen at see, kom
igjen og fortæl!" var Dryadens Bøn.
Længselen svulmede til Ønske, blev
Livstanke - og da: i den stille, tause
Nat, Fuldmaanen skinnede, da fløi ud fra
dens Skive, saa Dryaden, en Gnist, der
faldt, lyste som et Stjerneskud, og
foran Træet, hvis Grene bævede som ved
et Stormkast, stod en mægtig, lysende
Skikkelse; den talte i Toner saa bløde
og stærke som Dommerdags-Basunen, der
kysser til Liv og kalder til Dom.
"Du skal komme derind i Fortryllelsens
Stad, Du skal der fæste Rod, fornemme de
susende Strømninger, Luften og
Solskinnet der. Men din Levetid vil da
forkortes, den Række af Aaringer, som
ventede Dig her ude i det Frie, tæres
sammen derinde til en ringe Sum af Aar.
Stakkels Dryade, det bliver din Fordærv!
din Længsel vil voxe, din Higen, dit
Forlangende blive stærkere! Træet selv
vil være Dig et Fængsel, Du vil forlade
dit Hylster, forlade din Natur, flyve ud
og blande Dig mellem Menneskene, og da
ere dine Aar svundne ind til Døgnfluens
halve Levetid, en eneste Nat kun; dit
Liv pustes ud, Træets Blade visne og
veire hen, komme aldrig igjen."
Saa klang det, saa sang det, og
Lysningen svandt, men ikke Dryadens
Længsel og Lyst; hun bævede i
Forventning, i vild Fornemmelses Feber.
"Jeg kommer derhen til Byernes By!"
jublede hun, "Livet begynder, svulmer
som Skyen, Ingen veed hvor den farer
hen."
I Daggry,
da Maanen blev bleg og Skyerne røde,
slog Opfyldelsens Time, Løftets Ord
bleve løste.
Der kom Folk med Spade og Stænger; de
gravede rundt om Træets Rod, dybt ned,
ind under det; der kjørte frem en Vogn,
trukket af Heste, Træet med Rødder og
den Jordklump, de holdt om, blev løftet,
omsvøbt med Sivmaatter, en heel varm
Fodpose, og saa blev det sat paa Vognen,
bundet fast, det skulde paa Reise, til
Paris, groe og blive der i Frankrigs
Storheds Stad, Byernes By.
Kastanietræets Grene og Blade bævede i
Bevægelsens første Øieblik, Dryaden
bævede i Forventningens Vellyst.
"Afsted! afsted!" klang i hvert
Pulsslag. "Afsted! afsted!" klang det i
bævende, hensvævende Ord. Dryaden glemte
at sige Levvel til sin Hjemstavns Egn,
til de svaiende Græsstraa og de
uskyldige Gaaseurter, der havde seet op
til hende som til en stor Dame i
Vorherres Urtegaard, en ung Prindsesse,
der legede Hyrdinde herude i det Frie.
Kastanietræet var paa Vognen, det
nikkede med sine Grene, "lev vel" eller
"afsted", Dryaden vidste det ikke, hun
tænkte paa, hun drømte om det
vidunderlige Nye, og dog saa Kjendte,
der skulde rulle op. Intet Barnehjerte i
uskyldig Glæde, intet Sandselighedens
Blod har mere tankeopfyldt end som hun
begyndt Reisen til Paris.
"Lev vel!" blev "afsted! afsted!"
Vognhjulene dreiede, det Fjerne blev
nær, lagt bagved; Egnen vexlede som
Skyerne vexle; nye Viinmarker, Skove,
Landsbyer, Villaer og Haver skøde op,
kom frem, rullede ud. Kastanietræet
bevægede sig fremad, Dryaden fremad med
det. Locomotiv ved Locomotiv bruste tæt
forbi hinanden, krydsede hinanden;
Locomotiverne sendte Skyer, der formede
Skikkelser, som fortalte om Paris, de
kom fra, derhen hvor Dryaden skulde.
Alt rundt om vidste og maatte jo
forstaae, hvorhen hendes Vei gik; hun
syntes, at hvert Træ, hun kom forbi,
strakte sine Grene ud mod hende og bad:
"Tag mig med! tag mig med!" I hvert Træ
var jo ogsaa en længselsfyldt Dryade.
Hvilken Vexel! hvilken Flugt! Det var
som Husene skøde op af Jorden, flere og
flere, tættere og tættere. Skorstenene
løftede sig som Blomsterpotter, stillede
paa hinanden og Side om Side hen ad
Tagene; store Indskrifter med alenlange
Bogstaver, malede Skikkelser op ad
Væggene fra Grundstykket til Gesimsen
skinnede frem.
"Hvor begyndte Paris, og naar er jeg
derinde?" spurgte Dryaden sig selv.
Menneskevrimlen voxede, Tummel og
Travlhed tog til, Vogn fulgte Vogn,
Gaaende Ridende, og rundt om Boutik ved
Boutik, Musik, Sang, Skrig, Tale.
Dryaden i sit Træ var midt inde i Paris.
Den store, tunge Vogn holdt stille paa
en lille Plads beplantet med Træer,
omgivet af høie Huse, hvor hvert Vindue
havde sin Balcon; Folk saae deroppe fra
ned paa det unge, friske Kastanietræ,
som kom tilkjørende og nu skulde plantes
her istedetfor det udgaaende, oprykkede
Træ, der laae hen over Jorden. Folk
stode stille paa Pladsen og saae med
Smiil og Fornøielse paa det
Foraarsgrønne; de ældre Træer, endnu kun
i Knop, hilsede med susende Grene
"velkommen! velkommen!" og Springvandet,
der kastede sine Straaler iveiret og lod
dem pladske i den brede Kumme, lod
Vinden bære Draaber over paa det nys
komne Træ, som vilde det byde det en
Velkomstdrik.
Dryaden fornam, at dens Træ løftedes fra
Vognen og at det blev stillet paa dets
Fremtids Plads. Træets Rødder skjultes i
Jorden, frisk Grønsvær blev lagt
ovenover; blomstrende Buske og
Urtepotter med Blomster bleve som Træet
plantede; her blev en heel Haveplet,
midt paa Pladsen. Det udgaaede,
oprykkede Træ, dræbt herinde af Gasluft,
Madluft og hele den planteqvælende
Byluft, blev lagt paa Vognen og kjørt
bort. Folkestimlen saae derpaa, Børn og
Gamle sad paa Bænken i det Grønne og
saae op imellem Træets Blade. Og vi, som
fortælle derom, stod paa Altanen, saae
ned i det unge Foraar ude fra den friske
Landluft, og sagde som den gamle Præst
vilde have sagt: "Stakkels Dryade!"
Lyksalig er jeg, lyksalig!" sagde
Dryaden, "og dog, jeg kan ikke ret gribe
det, ikke udsige, hvad jeg fornemmer;
Alt er som jeg tænkte det! og dog ikke
som jeg tænkte det!
Husene stode saa høie, saa nær paa;
Solen skinnede kun ret paa een Væg, og
den var beklistret med Opslag og
Placater, hvor Folk stode stille og
gjorde Trængsel. Vogne joge forbi, lette
og tunge; Omnibusser, disse overfyldte,
kjørende Huse, toge Fart, Ridende joge
afsted, Karrer og Lystvogne forlangte
samme Ret. Vilde dog, tænkte Dryaden,
ikke ogsaa snart de høitgroede Huse, der
stode saa nær, flytte sig afsted,
forandre Skikkelse som Himlens Skyer
kunne, glide tilside, at hun kunde see
ind i Paris, ud over den. Notre-Dame
maatte vise sig, Vendome-Søilen og
Underværket, det, som havde kaldt og
kaldte de mange Fremmede herhid.
Husene rørte sig ikke af Stedet.
Det var Dag endnu da Lygterne tændtes,
Gasstraalerne lyste ud fra Boutikerne,
lyste op imellem Træets Grene; det var
som et Sommersolskin. Stjernerne oven
over kom frem, de samme, Dryaden havde
seet i sin Hjemstavn; hun troede at
fornemme en Luftning derfra, saa reen og
mild. Hun følte sig løftet, styrket,
fornam en Seekraft heelt ud igjennem
hvert af Træets Blade, Fornemmelse i
Røddernes yderste Spidse. Hun følte sig
i den levende Menneske-Verden, seet paa
af milde Øine; rundt om var Tummel og
Toner, Farver og Lys.
Fra Sidegaden klang blæsende
Instrumenter og Lirekassers
dandsevækkende Melodier. Ja, til Dands,
til Dands! til Glæde og Livsnyden lød
det.
Det var en Musik, saa Mennesker, Heste,
Vogne, Træer og Huse maatte dandse
derved om de kunde dandse. Der løftede
sig en Beruselses Glæde i Dryadens
Bryst.
"Hvor livsaligt og deiligt!" jublede
hun. "Jeg er i Paris!"
Den Dag
som kom, den Nat som fulgte, og atter
det næste Døgn frembød samme Skue, samme
Færdsel, samme Liv, vexlende og dog
altid det Samme.
"Nu kjender jeg hvert Træ, hver Blomst
herinde paa Pladsen! jeg kjender hvert
Huus, Balcon og Boutik her hvor jeg er
stillet i den lille indknebne Krog, der
skjuler for mig den mægtige store Stad.
Hvor er Triumphbuerne, Boulevarderne og
Verdens-Underværket? Intet af alt Dette
seer jeg? stænget som i et Buur staaer
jeg mellem de høie Huse, som jeg nu kan
udenad med deres Indskrifter, Placater,
Skilte, alt det Oversmørelses Mundgodt
som ikke smager mig meer. Hvor er dog
alt Det, jeg hørte om, veed om, længtes
efter og hvorfor jeg vilde hertil? Hvad
har jeg grebet, vundet, fundet! jeg
længes som før, jeg fornemmer et Liv,
jeg maa gribe og leve i! jeg maa i de
Levendes Række! tumle mig der, flyve som
Fuglene, see og fornemme, blive heelt
Menneske, gribe et halvt Livsdøgn for
Aaringers Leven i Hverdags Træthed og
Kjedsommelighed, hvor jeg sygner,
synker, falder som Engens Taage og
forsvinder. Skinne vil jeg som Skyen,
skinne i Livsens Sol, see ud over det
Hele som Skyen, fare hen som den, Ingen
veed hvorhen!"
Det var Dryadens Suk, det løftede sig i
Bøn:
"Tag mine Leveaar, giv mig Halvparten af
Døgnfluens Liv! løs mig af mit Fængsel,
giv mig Menneskeliv, Menneskelykke en
kort Stund, kun denne eneste Nat om det
saa maa være, og straf mig saa kun for
mit dristige Livsmod, min Livsens
Længsel! slet mig ud, lad mit Hylster,
det friske unge Træ da visne, fældes,
blive Aske, veire hen i Vinden!"
Det susede i Træets Grene, der kom en
kildrende Fornemmelse, en Skjælven i
hvert Blad, som rislede en Ild igjennem
det eller ud derfra, der gik et
Stormkast gjennem Træets Krone, og midt
i denne løftede sig en Qvindeskikkelse,
Dryaden selv. I samme Nu sad hun under
de gasbestraalede, bladfulde Grene, ung
og deilig, som stakkels Mari, til hvem
der blev sagt: "den store Stad bliver
din Fordærv!"
Dryaden
sad ved Træets Fod, ved sin Huusdør, den
hun havde lukket og bortkastet Nøglen
til. Saa ung, saa deilig! Stjernerne
saae hende, Stjernerne blinkede,
Gaslamperne saae hende, straalede,
vinkede! hvor var hun slank og dog saa
fast, et Barn og dog fuldvoxen Jomfru.
Hendes Klædning var silkefiin, grøn som
de udfoldede friske Blade i Træets
Krone; i hendes nødbrune Haar hang en
halvudsprungen Kastanieblomst; Foraarets
Gudinde lignede hun.
Kun eet kort Minut sad hun ubevægelig
stille, saa sprang hun op, og med en
Flugt som Gazellens foer hun fra Stedet,
var om Hjørnet; hun løb, hun sprang, som
Blinket fra et Speil, der bæres i
Solskinnet, Blinket der ved hver
Bevægelse kastes snart her, snart der;
og havde man seet nøie til og kunnet see
hvad der var at see, hvor vidunderligt;
paa hvert Sted hvor hun dvælede et
Øieblik, forvandledes hendes Klædning,
hendes Skikkelse, efter det Steds
Egenhed, det Huus, hvis Lampe belyste
hende.
Hun naaede Boulevarden; her strømmede et
Lyshav fra Gasflammer i Lanterner,
Boutiker og Cafeer. Her stode i Række
Træer, unge og slanke, hver gjemte sin
Dryade for Straalerne af det konstige
Sollys. Det hele uendeligt lange Fortog
var som en eneste stor Selskabssal; her
stode dækkede Borde med alle Slags
Forfriskninger, Champagne, Chartreuse,
ned til Kaffe og Øl. Her var Udstilling
af Blomster, af Billeder, Statuer, Bøger
og brogede Stoffer.
Fra Stimlen under de høie Huse saae hun
ud over den skrækindjagende Strøm midt
udenfor Træernes Række; der bølgede en
Flod af rullende Vogne, Cabrioletter,
Karreeter, Omnibusser, Droschker,
ridende Herrer og opmarscherende
Regimenter. Det gjaldt Liv og Lemmer at
krydse over til den modsatte Bred. Nu
lyste Blaalys, nu var Gaslyset det
Raadende, pludselig steg en Raket,
hvorfra, hvorhen?
Tilvisse, det var Verdensbyens store
Landevei!
Her klang italienske bløde Melodier, der
spanske Sange, ledsagede af
Castagnetternes Slag, men stærkest,
overbrusende det Hele, lød Minutets
Spilledaase-Melodier, den kildrende
Cancan-Musik, som Orpheus ikke kjendte
og som aldrig var hørt af den skjønne
Helene, selv Hjulbøren maatte dandse paa
sit ene Hjul, om den mægtede at dandse.
Dryaden dandsede, svævede, fløi,
vexlende i Farver som Colibrien i
Sollys, hvert Huus og dets Verden
derinde gav Reflexen.
Som den straalende Lotusblomst, reven
løs fra sin Rod, føres af Strømmen og
paa dens Hvirvler, drev hun afsted, og
hvor hun standsede, var hun atter en ny
Skikkelse, derfor mægtede Ingen at
følge, gjenkjende og beskue hende.
Som Skybilleder fløi Alt hende forbi,
Ansigt ved Ansigt, men ikke et eneste
kjendte hun, ikke saae hun en Skikkelse
fra sin Hjemstavn. Der lyste i hendes
Tanke to straalende Øine: hun tænkte paa
Mari, stakkels Mari! det pjaltede, glade
Barn med den røde Blomst i det sorte
Haar. Hun var jo i Verdens-Byen, rig,
straalende, som da hun kjørte forbi
Præstens Huus, Dryadens Træ og den gamle
Eeg.
Her var hun tilvisse i den døvende Larm,
maaskee nys steget ud af den tøvende
pragtfulde Karm; prægtige Vogne holdt
her med galonerede Kudske og
silkestrømpede Tjenere. Herskabet, som
steg ud, vare alle Qvinder, rigtklædte
Damer. De gik gjennem de aabne
Gitterporte op ad den høie, brede
Trappe, der førte til en Bygning med
marmorhvide Søiler. Var dette maaskee "Verdens-Underværket".
Der var vist Mari!
"Sancta Maria!" sang de derinde,
Røgelseduft bølgede frem under de høie,
malede og forgyldte Buer, hvor Halvmørke
hvilede.
Det var Magdalenekirke.
Sortklædte, i de kosteligste Stoffer,
syede efter sidste og høieste Mode,
skred her hen over det blanke Gulv den
fornemme Qvindelige Verden. Vaabenet
stod i Sølvspænderne paa den i Fløiel
indbundne Bønnebog og paa det stærkt
parfumerede fine Lommertørklæde med de
kostbare Brüsseler Kniplinger. Nogle af
Qvinderne knælede i stille Bøn foran
Altrene, Andre søgte Skriftstolene.
Dryaden følte en Uro en Angest, som var
hun traadt ind et Sted, hun ikke turde
betræde. Her var Taushedens Hjem,
Hemmelighedernes Storhal; Alt blev
hvisket og lydløst betroet.
Dryaden saae sig selv fornummet i Silke
og Slør, lignende i Skikkelse de andre
Rigdoms- og Høibyrds-Qvinder; mon hver
af dem var et Længselens Barn som hun?
Der lød et Suk, saa smerteligt dybt; kom
det fra Skriftestolens Krog eller fra
Dryadens Bryst? Hun drog Sløret tættere
om sig, Hun aandede Kirkerøgelse og ikke
den friske Luft. Her var ikke Stedet for
hendes Længsel.
Afsted! afsted, i Flugt uden Hvile!
Døgnfluen har ikke Hvile, dens Flyven er
Liv.
Hun var
igjen derude under straalende
Gascandelabrer ved pragtfulde
Vandspring. "Alle Vandstrømmene mægte
dog ikke af afskylle det uskyldige Blod,
som her er udgydt."
De Ord bleve sagt.
Her stod fremmede Folk, de talte høit og
levende, som Ingen vovede det i
Hemmelighedernes store Høisal, hvorfra
Dryaden kom.
En stor Steenplade blev dreiet, løftet;
hun forstod det ikke; hun saae den aabne
Nedgang til Jorddybet; der stege de ned
fra den stjerneklare Luft, fra de
solstraalende Gasflammer, fra alt det
levende Liv.
"Jeg har Angest for det!" sagde en af
Qvinderne, her stod; "jeg tør ikke stige
ned! bryder mig heller ikke om at see
den Herlighed der! bliv hos mig!"
"Og reise hjem," sagde Manden, "tage fra
Paris uden at have seet det Mærkeligste,
det egenlige Nutids Underværk, blevet
til ved en eneste Mands Kløgt og Villie!"
"Jeg gaaer ikke derned," var Svaret.
"Nutids Underværk," blev der sagt.
Dryaden hørte det, forstod det; Maalet
for hendes største Længsel var naaet, og
her var Indgangen, ned i Dybet, under
Paris; det havde hun ikke tænkt sig, men
nu hørte hun det, saae de Fremmede stige
ned, og hun fulgte med.
Trappen var af støbt Jern, skrueformet,
bred og beqvem. Een Lampe lyste dernede
og dybere atter een.
De stode i en Labyrinth af uendelig
lange krydsende Haller og Buegange: alle
Parises Gader og Stræder vare her at see,
som i et mat Speilbilled, Navnene vare
at læse, hvert Huus ovenover havde her
sit Nummer, sin Rod, der skød ned under
de folketomme, macadamiserede Fortoge,
som klemmede sig om en bred Canal med et
fremad væltende Dynd. Høiere førtes hen
ad Buer det friske, rindende Vand, og
øverst hang, som et Net, Gasrør,
Telegraphtraade. Lamper lyste i Afstand,
som Gjenskins Billeder fra Verdensbyen
derovenover. Af og til hørtes en
buldrende Rumlen deroppe, det var tunge
Vogne, som kjørte over Nedgangs-Broerne.
Hvor var Dryaden?
Du har hørt om Katakomberne; de ere kun
forsvindende Strøg i denne nye
underjordiske Verden, Nutids-Underet:
Kloakerne under Paris. Her stod Dryaden
og ikke ude i Verdens-udstillingen paa
Marsmarken.
Udraab af Forundring, Beundring og
Erkjendelse hørte hun.
"Hernede fra," blev der sagt, "groer nu
Sundhed og Leveaar op til Tusinder og
Tusinder deroppe! vor Tid er
Fremskridtets Tid med al dens
Velsignelse."
Det var Menneskers Mening, Menneskers
Tale, men ikke de Skabningers, som
byggede, boede og vare fødte her,
Rotterne; de pebe fra Revnen i et Stykke
gammelt Muur, saa lydeligt, tydeligt og
forstaaeligt for Dryaden.
En stor gammel Han-Rotte, med afbidt
Hale, peb gjennemtrængelig sin
Fornemmelse, Beklemmelse og eneste
rigtige Mening, og Familien gav den
Medhold i hvert et Ord.
"Mig qvalmer det Miau, det Menneske-Miau,
den Uvidenhedens Tale! Jo nu er her
deiligt, med Gas og Petroleum! jeg æder
ikke det Slags. Her er blevet saa fiint
og saa lyst, at man sidder og skammer
sig over sig selv og veed ikke hvorfor
man skammer sig. Gid at vi levede i
Tællelysenes Tid! den ligger da ikke saa
langt tilbage! Det var en romantisk Tid,
som man kalder det."
"Hvad er det Du fortæller!" spurgte
Dryaden. "Jeg saae Dig ikke før. Hvad
taler Du om?"
"De deilige gamle Dage!" sagde Rotten,
"Oldefader- og Oldemoder-Rottes yndelige
Tid! i den var det en Storsag at komme
herned. Det var en Rotterede anderledes
end hele Paris! Pestmoder boede hernede;
hun dræbte Mennesker, men aldrig Rotter.
Røvere og Smuglere trak frit deres Veir
hernede. Her var Tilflugtssted for de
interessanteste Personlligheder, som nu
kun sees paa Melodram-Theatrene oven
over. Romantikens Tid er forbi ogsaa i
vor Rotterede; vi har faaet frisk Luft
hernede og Petroleum."
Saaledes peb Rotten! peb ad den nye Tid,
til Ære for den gamle med Pestmoder.
Der holdt en Vogn, et Slags aaben
Omnibus, med smaa raske Heste for;
Selskabet satte sig op, foer afsted ad
Boulevard Sebastopol, den under Jorden,
lige oven over strakte sig den kjendte
menneskefyldte oppe i Paris.
Vognen forsvandt i Halvmørket, Dryaden
forsvandt, løftet op i Gasflammernes
Lysning i det friske Frie; der, og ikke
nede i de krydsende Hvælvinger og deres
dæmpede Luft, kunde Underet findes,
Verdens-Underet, det, hun søgte i sin
korte Levenat; det maatte straale
stærkere end alle Gasflammerne heroppe,
stærkere end Maanen, som nu gled frem.
Ja, tilvisse! og hun saae det hist
henne, det straalede foran hende, det
blinkede, vinkede, som Venusstjernen paa
Himlen.
Hun saae
en Straaleport aaben ind til en lille
Have, fyldt med Lys og Dandsemelodier.
Gasblus skinnede der som Rabat om smaa
stille Søer og Damme, hvor Vandplanter,
konstigtgjorte, klippede af Blikplader,
bøiede og malede, prangede i al den
Lysning og kastede alenhøit Vandstraalen
ud af deres Bæger. Skjønne Grædepile,
virkelige Foraarets Grædepile sænkede
deres friske Grene som et grønt
gjennemsigtigt og dog skjulende Slør.
Her mellem Buskene brændte et Baal, dets
røde Skin lyste hen over smaa
halvdunkle, tause Løvhytter,
gjennembrusede af Toner, en Musik,
kildrende i Øret, daarende, lokkende,
jagende Blodet gjennem Menneskenes
Lemmer.
Unge Qvinder saae hun, smukke,
festklædte, med Troskyldighedens Smiil,
Ungdommens lette, leende Sind, en
"Mari", med Rose i Haaret, men uden Vogn
og Jockey. Hvor bølgede de om, hvor
svang de sig i vilde Dandse! hvad var
op, hvad var ned? Som bidt af Tarantelen
sprang de, loe de, smilede de, lyksaligt
glade til at omfavne hele Verden.
Dryaden følte sig reven med i Dandsen.
Om hendes lille, fine Fod sluttede sig
Silkestøvlen, kastaniebruun som Baandet,
der fra hendes Haar flagrede ned over
den ubedækkede Skulder. Den silkegrønne
Kjole bølgede i store Folder, men
skjulte ikke det smukt formede Been med
den nydelige Fod, der syntes at ville
skrive Trylle-Cirkel i Luften foran den
dandsende Ungersvends Hoved.
Var hun i Armidas Tryllehave? Hvad
kaldtes Stedet?
Navnet lyste udenfor i Gasflammer:
"Mabile".
Toner og Haandklap, Raketter og rislende
Vande knaldede med Champagnen herinde,
Dandsen var bacchantisk vild, og over
det Hele seilede Maanen, lidt skjev i
Ansigtet vel. Himlen var uden Skyer,
klar og reen, man troede at see ind i
Himlen fra Mabile.
En fortærende kildrende Livslyst
gjennembævede Dryaden, det var som en
Opiums-Ruus.
Hendes Øine talte, Læberne talte, men
Ordene hørtes ikke for Klangen af
Fløiter og Violiner. Hendes Dandser
hviskede hende Ord i Øret, de bølgede i
Tact af Cancanen; hun forstod dem ikke,
vi forstaae dem ikke. Han strakte sine
Arme ud mod hende, om hende, og
omslyngede kun den gjennemsigtige,
gasfyldte Luft.
Dryaden blev baaren af Luftstrømmen, som
Vinden bærer et Rosenblad. I Høiden
foran sig saae hun en Flamme, et
blinkende Blus, høit paa et Taarn. Fyret
skinnede fra hendes Længslers Maal,
skinnede fra det røde Fyrtaarn paa
Marsmarkens "Fata Morgana", derhen blev
hun baaren af Foraars-Vinden. Taarnet
omkredsede hun; Arbeiderne troede, det
var en Sommerfugl de saae dale ned, for
at døe i sin altfor tidlige Ankomst.
Maanen
lyste, Gasblus og Lanterner lyste i de
store Haller og i de omstrøede
"Alverdens Bygninger", lyste hen over de
Grønsværs Høider og de ved Menneskekløgt
lavede Klippestykker, hvor Vandfald
styrtede ved "Mester Blodløs'" Kraft.
Havdybets Huler og Ferskvandets Dybder,
Fiskenes Rige aabnede sig her, man var
paa Bunden i det dybe Kjær, man var nede
i Havet, i Glas-Dykkerklokke. Vandet
trykkede mod de tykke Glasvægge uden om
og oven over. Polyperne, favnelange,
smidige, aalebugtende, bævende, levende
Tarme, Arme, grebe fat, løftede sig,
groede fast til Havbunden.
En stor Flynder laae betænksom nærved,
bredte sig forresten magelig, behagelig;
Krabben kravlede som en uhyre Edderkop
hen over den, mens Reierne svang sig med
en Flugt, en Hast, som vare de Havets
Møl og Sommerfugle.
I det ferske Vand voxte Aakander, Siv og
Brudelys. Guldfiskene havde stillet sig
i Geled som røde Køer paa Marken, alle
med Hovederne i samme Retning for at
faae Strømmen ind i Gabet. Tykke, fede
Suder gloede med dumme Øine mod
Glasvæggene; de vidste, at de vare paa
Pariser-Udstillingen; de vidste, at de i
Tønder, fyldte med Vand, havde gjort den
temmelig besværlige Reise herhen, vare
paa Jernbanen blevne landsyge, som
Menneskene blive søsyge paa Havet. De
vare komne for at see Udstillingen, og
saae den fra deres egen Ferskvands-
eller Saltvands-Loge, saae
Menneskevrimlen, der bevægede sig forbi
fra Morgen til Aften. Alle Verdens Lande
havde sendt og udstillet deres
Mennesker, for at de gamle Suder og
Brasener, de vevre Aborrer og mosgroede
Karper skulle see disse Skabninger og
give deres Menings-Betænkning over det
Slags.
"Det er et Skældyr!" sagde en muddret
lille Skalle. "De skifte Skæl to, tre
Gange om Dagen, og give Mundlyd, Tale
kaldes det. Vi skifte ikke, og gjøre os
forstaaelige paa en lettere Maade:
Bevægelse i Mundvigerne og Gloen med
Øinene! Vi have Meget forud for
Menneskene!"
"Svømme have de dog lært," sagde en
lille Ferskvandsfisk; "jeg er fra den
store Indsø; der gaae i den hede Tid
Menneskene i Vandet, men først lægge de
Skællene, saa svømme de. Frøerne have
lært dem det, Bagbeens Stød og Forbeens
Roening, de holde det ikke længe ud. De
ville ligne os, men det naaes ikke!
Stakkels Menneske!"
Og Fiskene gloede; de troede, at hele
Menneskevrimlen, de havde seet i det
stærke Dagslys, bevægede sig her endnu;
ja, de vare forvissede om at see endnu
de samme Skikkelser, af hvem de saa at
sige først vare slaaede paa
Opfattelses-Nerverne.
En lille Aborre, med smukt tigret Skind
og misundelsesværdig Rundryg,
forsikkrede, at "Mennskemudderet" var
der endnu, han saae det.
"Jeg seer det ogsaa, seer det saa
tydeligt!" sagde en guulsotgylden Suder,
"jeg seer tydeligt den smukke velskabte
Menneskeskikkelse, "høibenet Frue",
eller hvad det nu var, de kaldte hende,
hun havde vor Mundvig og Gloe-Øine, to
Balloner bagpaa og nedslaaet Paraply
fortil, stort Andemads-Paahæng, Dingel
og Dangel. Hun skulde lægge det Hele af,
gaae som vi, efter Skabelsens Givelse,
og hun vilde see ud som en hæderlig
Suder, saavidt Mennskene kunne det."
"Hvor blev han af, han i Snøren,
Han-Mennesket, de trak?"
"Han kjørte i Stolevogn, sad med Papir,
Blæk og Pen, skrev Alting op, skrev
Alting ned. Hvad betød han? de kaldte
ham Skribent!"
"han kjører der endnu!" sagde en
mosgroet jomfruelig Karudse med Verdens
Prøvelse i Qværken, saa at hun var hæs
deraf; hun havde engang slugt en
Fiskekrog og svømmede endnu taalmodig om
med den i Halsen.
"Skribent," sagde hun, "det er fiskeligt,
forstaaeligt talt, et Slags Blæksprutte
mellem Menneskene."
Saa talte Fiskene paa deres Maade. Men
midt i den konstreiste, vandbærende
Grotte løde Hammerslag og Sang af
Arbeidsfolkene, de maatte tage Natten
med for at Alt snart kunde være
fuldført. De sang i Dryadens
Sommernats-Drøm, selv stod hun herinde
for igjen at flyve og forsvinde.
"Det er Guldfiskene!" sagde hun og
nikkede til dem. "Saa fik jeg Eder dog
at see! ja, jeg kjender Eder! Jeg har
kjendt Eder længe! Svalen har fortalt
mig om Eder i vor Hjemstavns Egn, Hvor
ere I smukke, skinnende, yndige! jeg
kunde kysse Eder Hver og Een! jeg
kjender ogsaa de Andre! det er vist den
fede Karudse, denne der den lækkre
Brasen og her de gamle mosgroede Karper!
Jeg kjender Eder! I kjende ikke mig."
Fiskene gloede, forstode ikke et eneste
Ord, de saae ud i det dæmrende Lys.
Dryaden var der ikke mere, hun stod i
det Frie, hvor Verdens-"Underblomsten"
gav sin Duft fra de forskjellige Lande,
fra Rugbrøds-Landet, Klipfisk-Kysten,
Ruslæderets Rige, Eau de Clognens
Flodbred og Rosenoliens Østerland.
Naar
efter en Balnat vi halv vaagne kjøre
hjem, klinger endnu tydeligt gjennem
vort Øre Melodierne, vi hørte, vi kunne
synge dem hver og een. Og som i den
Dræbtes Øie det sidste Blik af hvad Øiet
saae, endnu photographisk bliver der en
Tid, saaledes var endnu her i Natten
Dagslivets Tummel og Skin, det var ikke
hensuset, ikke slukket; Dryaden fornam
det, og vidste: saaledes bruser det
fort, den Dag i Morgen.
Dryaden
stod mellem de duftende Roser, troede at
kjende dem fra sin Hjemstavns Egn. Roser
fra slotsparken og fra Præstens Have.
Ogsaa den røde Granatblomst saae hun
her; en saadan havde Mari baaret i sit
kulsorte Haar.
Minder fra Barndoms-Hjemmet ude paa
Landet blinkede ind i hendes Tanker;
Skuet rundt om drak hun ind med Øinenes
Begjer, medens Feber-Uro fyldte hende,
førte hende gjennem de vidunderlige
Sale.
Hun følte
sig træt og denne Træthed tog til. Hun
havde en Trang efter at udhvile sig paa
de bløde, udbredte, østerlandske Hynder
og Tæpper herinde, eller helde sig med
Grædepilen ned mod det klare Vand og
dukke sig deri.
Men Døgnfluen har ikke Hvile, Døgnet var
om Minuter tilende.
Hendes Tanker skjælvede, hendes Lemmer
skjælvede, hun segnede ned i Græsset ved
det rislende Vand.
"Du springer fra Jorden med varigt Liv!"
sagde hun, "lædsk min Tunge, giv mig
Vederqvægelse!"
"Jeg er ikke det levende Væld!" svarede
Vandet. "Jeg springer ved Maskine."
"Giv mig af din Friskhed, du grønne
Græs," bad Dryaden. "Giv mig en af de
duftende Blomster!"
"Vi døe naar vi rive løs!" svarede Straa
og Blomster.
"Kys mig, du friske Luftstrøm! Kun et
eneste Livs-Kys!"
"Snart kysser Solen Skyerne røde!" sagde
Vinden, "og da er Du blandt de Døde,
faret hen, som al Herligheden her farer
hen før Aaret er omme, og jeg kan igjen
lege med det lette, løse Sand paa
Pladsen her, blæse Støv hen over Jorden,
Støv i Luften, Støv! Alt kun Støv!"
Dryaden følte en Angest, som Qvinden,
der i Badet har overskaaret Pulsaaren og
forbløder, men i sin Forbløden ønsker
endnu at leve. Hun løftede sig, kom
nogle Skridt frem og segnede igjen ned
foran en lille Kirke. Porten stod aaben,
Lys brændte paa Alteret, Orgelet klang.
Hvilken Musik! saadanne Toner havde
Dryaden aldrig hørt, og dog syntes hun i
dem at høre kjendte Stemmer. De kom fra
Hjertedybet af den hele Skabning. Hun
troede at fornemme det gamle Egetræes
Susen, hun troede at høre den gamle
Præst tale om Stordaad, om berømmelige
Navne, om hvad Guds Skabning kunde mægte
at give i Gave en kommende Tid, maatte
give den, for selv derved at vinde
blivende Liv.
Orgelets Toner svulmede og klang, talte
i Sang:
"Din Længsel og Lyst rev Dig op med Rod
fra din gudgivne Plads. Det blev din
Fordærv, stakkels Dryade!"
Orgeltoner, bløde, blide, klang som i
Graad, døde hen som i Graad.
Paa Himlen skinnede Skyerne røde. Vinden
susede og sang: "Farer hen, I Døde, nu
staaer Solen op!"
Den første Straale faldt paa Dryaden.
Hendes Skikkelse skinnede vexlende i
Farver, som Sæbeboblen, idet den
brister, forsvinder og bliver en Draabe,
en Taare, der falder til Jorden og
forsvinder.
Stakkels Dryade! en Dugdraabe, kun en
Taare, rundet, forsvundet!
Solen
skinnede over Marsmarkens "Fata-Morgana",
skinnede over det store Paris, over den
lille Plads med Træer og det pladskende
Springvand, mellem de høie Huse, hvor
Kastanietræet stod, men med bøiede
Grene, visne Blade, Træet, som endnu
igaar løftede sig saa livsfriskt som
Foraaret selv. Nu var det gaaet ud,
sagde man, Dryaden var gaaet ud, faret
hen som Skyen, Ingen veed hvorhen.
Der laae paa Jorden en henvisnet,
knækket Kastanieblomst, Kirkens Vievand
mægtede ikke at kalde den tillive.
Menneskefod traadte den snart i Gruset.
Det er
Altsammen skeet og oplevet.
Vi saae det selv, i Udstillings-Tiden i
Paris 1867, i vor Tid, i Eventyrets
store vidunderlige Tid.
