Nær
ved Flekken Neuenkirch ligger der, midt
i den dunkle Skov, en eensom Eng med en
lille Sø; Stedet her er kun lidet
besøgt, ja kun Faa kjende det. Den sorte
Granskov rundt om har noget Melancholsk,
noget, der vækker Gysen, i det den
ligesom kaster et hemmelighedsfuldt Slør
over dette Sted, hvor ingen Fugl
qviddrer, ingen Solstraale ret finder
Vei. Søen selv er uendelig dyb, og det
er en Grund mere, hvorfor man frygter
den.
For mange Aarhundreder siden stod her
et Nonnekloster, med høie Taarne og
udhugne Steenbilleder i den røde Muur.
En mørk, stormende Vinternat, kom der
engang en gammel, fattig Mand; syg og
afkræftet vilde han her bede om Ly og
Natleie; han bankede paa Porten, men
Portnersken var en magelig, haardhjertet
Qvinde; det var hende for koldt og for
megen Uleilighed, at gaae ned og aabne
de mange Laase og Skodder; hun raabte
derfor kort og vred til ham, at han
maatte gaae og søge andet Natleie, men
det var den Gamle, for Udmattelse og
Kulde umueligt at gaae længer; han bad
endnu engang, jamrede og græd, men
forgjæves; selv Priorinden og alle de
andre Nonner lode sig ikke røre ved hans
Nød. Kun en eneste, der endnu ikke havde
aflagt Ordenens Løfte, blev rørt derved,
og bad for ham; men de loe ad hende,
spottede hendes gode Følelse og lode den
Gamle blive udenfor.
Da steeg Uveiret meer og meer; den
gamle Mand berørte Muren med sin Stav,
og i samme Nu sank det stolte Kloster
ned i Dybet. Røg og Ild bølgede op af
det frygtelige Svælg, som derpaa fyldtes
med Vand. Da Uveiret lagde sig om
Morgenen, saae man en Sø paa det Sted,
hvor Dagen forud det gyldne Kors havde
funklet i Sollyset paa de høie
Klokketaarne.
Hiin godmodige Søster, der ene følte
Medlidenhed for den Gamle, nærede en
oprigtig, levende Kjærlighed til en af
Egnens mest ædle Riddere; Klostret var
hende derfor et Fængsel. Men i mangen
natlig Time sneg Ridderen sig gjennem
Skoven til det eensomme Kloster. Naar da
Alt slumrede rundt om, talede de gjennem
Gittret til Cellen, og ofte stod
allerede Daggryet paa Himlen før de
skildtes ad.
Ogsaa i denne stormende Nat kom han.
Men, hvor bævede ikke hans Hjerte af
Angest og Smerte, da han ikke længer
saae Klostret der, men kun hørte, hvor
Vandet brusede og kogte i den tykke Røg.
Han vred sine Hænder, jamrede og raabte
den Elskedes Navn, saa det kunde høres
gjennem Stormen vidt omkring.
"Kun een Gang, kun een eneste Gang,"
sukkede han, "kom tilbage i mine Arme!"
Da hørte han en Stemme fra Dybet,
hvor Søen reiste sine skummende Bølger.
"Kom imorgen Nat ved den ellevte
Time, her paa dette Sted! Paa Vandfladen
her vil Du da see en blodrød Silketraad,
tag den og træk op!"
Stemmen taug. Fuld af Sorg og Smerte
vandrede Ridderen hjem, uvis om, hvad
hans Skjæbne vilde blive. Men paa den
fastsatte Tid kom han igjen og gjorde
hvad Stemmen havde befalet ham.
Skjælvende greb han den blodrøde
Traad, trak den op og - da stod hans
Elskede for ham.
"Den uudgrundelige Skjæbne," sagde
hun, "der lod mig Uskyldige synke i
Dybet med de Skyldige, har forundt mig,
at jeg hver Nat, fra elleve til tolv,
tør tale med Dig; men aldrig tør jeg
overskride denne bestemte Tid; gjorde
jeg det, da saae Du mig aldrig mere;
heller ikke tør nogen anden Mand, uden
Dig, faae mig at see, ellers vil en
usynlig Haand overskjære min Livstraad."
Længe, længe, fortsatte Ridderen sine
natlige Besøg, og altid steeg den
Elskede op af de blaae Bølger, naar han
trak i den blodrøde Traad. De vare begge
saa lykkelige ved disse
hemmelighedsfulde Sammenkomster, og
frygtede heller ikke for at blive
overraskede her paa dette eensomme,
frygtede Sted. Men Nid og Ondskab
belurede Ridderens Fjed og en fremmed
Mand saae de Elskende vandre Arm i Arm
ved Søens Bred. Da Ridderen nu den
følgende Nat i det klare Maaneskin,
nærmede sig den kjære Sø, da var Vandet
blodrødt, skjælvende greb han Traaden,
men - den var bleget hvid og skaaren
over.
Jamrende løb han rundt om Søen, vred
sine Hænder og raabte den Elskedes Navn.
Men Alt blev stille. Da styrtede den
trøstesløse Yngling sig i Søen og Vandet
lukkede sig over ham.
