1858
(Et Jule-Eventyr)
Der
stod i Skoven, høit paa Skrænten, ved
den aabne strand, saadan et rigtig
gammelt Egetræ, det var netop tre
hundrede og fem og tredsindstyve Aar,
men den lange Tid var for Træet ikke
mere end ligesaa mange Døgn for os
Mennesker; vi vaage om Dagen, sove om
Natten, og have da vore Drømme; med
Træet er det anderledes, Træet er
vaagent i de tre Aarstider, først mod
Vinteren har det sin Søvn, Vinteren er
dets Sovetid, den er dets Nat efter den
lange Dag, som kaldes Foraar, Sommer og
Høst.
Mangen varm Sommerdag havde Døgnfluen
dandset rundt om dets Krone, levet,
svævet og følt sig lykkelig, og hvilede
da, et Øieblik i stille Lyksalighed, den
lille Skabning paa et af de store friske
Egeblade, saa sagde Træet altid: "Lille
Stakkel! kun en eneste Dag er hele dit
Liv! hvor kort dog! det er saa
sørgeligt!"
"Sørgeligt!" svarede da altid
Døgnfluen, "hvad mener Du dermed? Alt er
jo saa mageløst lyst, saa varmt og
deiligt, og jeg er saa glad!"
"Men kun een Dag, og saa er Alt
forbi!"
"Forbi!" sagde Døgnfluen. "Hvad er
forbi! er ogsaa Du forbi?"
"Nei, jeg lver maaske Tusinder af
dine Dage, og min Dag er hele Aarstider!
Det er Noget saa langt, Du slet ikke kan
udregne det!"
"Nei, for jeg forstaaer Dig ikke! Du
har Tusinder af mine Dage, men jeg har
Tusinder af Øieblikke til at være glad
og lykkelig i! Holder al denne Verdens
Deilighed op, naar Du døer?"
"Nei," sagde Træet, "den bliver vist
ved længer, uendeligt længer, end jeg
kan tænke det!"
"Men saa have vi jo lige Meget, kun
at vi regne forskjelligt!"
Og Døgnfluen dandsede og svang sig i
Luften, glædede sig ved sine fine,
kunstige Vinger, deres Flor og Fløiel,
glædede sig i den varme Luft, der var
saa krydret med Duft fra Kløvermarken og
fra Gjerdets vilde Roser, Hyld og
Kaprifolier, ikke at tale om skovmærker,
Kodriver og vilde krusemynter; der var
en Duft saa stærk, at Døgnfluen troede
at have en lille Ruus af den. Dagen var
lang og deilig, fuld af Glæde og sød
Fornemmelse, og naar saa Solen sank,
følte altid den lille Flue sig saa
behagelig træt af al den Lystighed.
Vingen vilde ikke længer bære den og
ganske sagte gled den ned paa det bløde,
gyngende Græsstraa, nikkede med Hovedet,
som den kan nikke, og sov ind saa
gladelig, det var Døden.
"Stakkels lille Døgnflue!" sagde
Egetræet, "det var dog altfor kort et
Liv!"
Og hver Sommerdag gjentog sig samme
Dands, samme Tale, Svar og Hensoven; det
gjentog sig i hele Slægter af Døgnfluer,
og alle vare de lige lykkelige, lige
glade. Egetræet stod vaagen sin
Foraarsmorgen, Sommermiddag og
Efteraarsaften, nu var det snart mod
Sovetid, dets Nat, Vinteren vilde komme.
Allerede sang Stormene: "God Nat, god
Nat! der faldt et Blad, der faldt et
Blad! vi plukke, vi plukke! see til at
Du kan sove! vi synge Dig isøvn, vi
ruske Dig isøvn, men ikke sandt, det
gjør godt i de gamle Grene! de knage
derved af bare Fornøielse! sov sødt, sov
sødt! det er din tre hundrede og fem og
tredsindstyvende Nat, egentligt er Du
kun en Aars-Unge! sov sødt! Skyen
drysser Snee, det bliver et heelt Lagen,
et luunt Sengetæppe om dine Fødder! sov
sødt og drøm behageligt!"
Og Egetræet stod afklædt alt sin Løv
for at gaae til Ro hele den lange Vinter
og i den at drømme mangen Drøm, altid
noget Oplevet, ligesom i Menneskenes
Drømme.
Det havde ogsaa engang været lille,
ja, et Agern havde været dets Vugge;
efter Menneske-Regning levede det nu i
et fjerde Aarhundred; det var det
største og ypperste Træ i Skoven, med
sin Krone ragede det høit over alle de
andre Træer og blev seet langt ude fra
Søen, var Skibsmærke; det tænkte slet
ikke paa, hvormange Øine, der søgte det.
Høit oppe o dets grønne Krone byggede
Skovduerne, og Gjøgen kukkede der, og i
Efteraaret, naar Bladene saae ud som
hamrede Kobberplader, kom Trækfuglene og
hvilede der, før de fløi hen over Søen;
men nu var det Vinter, Træet stod
bladløs, man kunde ret see, hvor bugtede
og krogede Grenene strakte sig; Krager
og Alliker kom og satte sig skifteviis
der og talte om de strenge Tider, som
begyndte, og hvor svært det var at faae
Føden om Vinteren.
Det var just den hellige Juletid, da
drømte Træet sin deiligste Drøm; den
skal vi høre.
Træet havde tydeligt en Fornemmelse
af at det var en festlig Tid, det syntes
at høre rundt om alle Kirke-Klokker
ringe, og dertil var det som paa en
deilig Sommerdag, mildt og varmt; det
bredte ud saa frisk og grøn sin mægtige
Krone, Solstraalerne spillede mellem
Blade og Grene, Luften var fyldt med
Duft af Urter og Buske; brogede
Sommerfugle legede "Tagfat" og
Døgnfluerne dandsede, som var Alt kun
til for at de skulde dandse og fornøie
sig. Alt, hvad Træet igjennem Aaringer
havde oplevet og seet omkring sig, drog
forbi, som i et heelt Fest-Optog. Det
saae fra gammel Tid Riddere og Fruer til
Hest, med Fjer i Hatten og med Falk paa
Haand, ride gjennem Skoven; Jagthornet
lød og Hundene halsede; det saae
fjendtlige Soldater i blanke Vaaben og
brogede Klæder, med Spyd og Hellebarder,
slaae Telt op og atter tage det ned;
Vagtilden blussede og der blev sjunget
og sovet under Træets udstrakte Grene;
det saae Kjærestefolk i stille Lykke
mødes her i Maaneskin og skære deres
Navne, det første Bogstav, ind i den
graagrønne Bark. Cither og Æolsharpe
vare engang, ja der laae Aaringer
imellem, hængte op i Egens Grene af
reisende, muntre Svende, nu hang de der
igjen, nu klang de der igjen saa
yndelig. Skovduerne kurrede, som vilde
de fortælle, hvad Træet følte derved, og
Gjøgen kukkede, hvormangen Sommerdag det
skulde leve.
DA var det, som om en ny
Livs-Strømning rislede det lige ned i de
mindste Rødder og op i de høiestragende
Grene, lige ud i Bladene; Træet følte at
det strakte sig derved, ja det fornam
med Rødderne, hvorledes der ogsaa nede i
Jorden var Liv og Varme; det fornam sin
Styrke tage til, det voxede høiere og
høiere; Stammen skjød op, der var ingen
Stillestaaen, den voxede meer og altid
meer, Kronen blev fyldigere, bredte sig,
løftede sig, - og altsom Træet voxede,
voxede ogsaa dets Velværen, dets
lyksaliggjørende Længsel efter altid at
naae høiere, lige op til den lysende,
varme Sol.
Allerede var det voxet høit op over
Skyerne, der som mørke Trækfugle-Skarer,
eller store hvide Svaneflokke droge hen
under det.
Og hvert af Træets Blade kunde see,
som havde det Øine at see med;
Stjernerne bleve synlige ved Dagen, saa
store og blanke; hver af dem blinkede
som et Par Øine, saa milde, saa klare;
de mindede om kjendte,kjærlige Øine,
Barne-Øine, Kjærestefolks-Øine, naar de
mødtes under Træet.
Det var et livsaligt Øieblik, saa
frydefuldt! og dog, i al den Fryd,
fornam det en Længsel og Lyst efter, at
alle de andre Skovens Træer dernede,
alle Buske, Urter og Blomster maatte
kunne løfte sig med, føle og fornemme
denne Glands og Glæde. Det mægtige
Egetræ i al sin Herligheds Drøm, var
ikke fuldt lykkeligt, uden at have dem
med Alle, Smaa og Store, og denne
Følelse bævede igjennem Grene og Blade,
saa inderligt, saa stærkt som i et
Menneskes Bryst.
Træets Krone bevægede sig som om det
søgte og savnede, saae tilbage. Da
fornam det Duft af Skovmærker og snart
endnu stærkere Duft af Kaprifolier og
Violer, det troede at kunne høre Gjøgen
svare sig.
Ja, gjennem Skyerne pippede frem
Skovens grønne Toppe, det saae under sig
de andre Træer voxede og løftede sig som
det; Buske og Urter skjøde høit i Veiret;
enkelte reve sig løs med Rod og fløi
hurtigere. Birken var snarest; som en
hvid Lynstraale knittrede dens slanke
Stamme opad, Grenene bølgede som grønne
Flor og Faner; den hele Skov-Natur, selv
det brunfjedrede Rør, voxede med, og
Fuglene fulgte med og sang, og paa
Straaet, der som et langt, grønt
Silkebaand løst flagrede og fløi, sad
Græshoppen og spillede med Vingen paa
sit Skinnebeen; Oldenborrerne brummede
og Bierne summede, hver Fugl sang med
sit Næb, Alt var Sang og Glæde lige ind
i Himlen.
"Men den lille blaa Blomst ved
Vandet, den skulde ogsaa med!" sagde
Egetræet; "og den røde Klokkeblomst! og
den lille Gaaseurt!" - ja Egen vilde
have dem Allesammen med!
"Vi er med! vi er med!" sang og klang
det.
"Men de smukke Skovmærker fra forrige
Sommer - og Aaret forud var her et Flor
af Lilieconvaller -! og det vilde
Æbletræ, hvor stod det deiligt - og al
den Skovpragt i Aaringer, i mange
Aaringer -! havde den dog levet og
blevet til nu, saa havde den dog ogsaa
kunnet være med!"
"Vi er med! vi er med!" sang og klang
det endnu høiere oppe, det syntes, som
om de vare fløine foran.
"Nei, det er altfor utroligt deiligt!"
jublede den gamle Eeg. "Jeg har dem
Allesammen! Smaa og Store! ikke Een er
glemt! hvor er dog al den Lysalighed
mulig og tænkelig!"
"I Guds Himmel er den mulig og
tænkelig!" klang det.
Og Træet, der altid voxede, fornam at
dets Rødder løsnede sig fra Jorden.
"Det er nu det Allerbedste!" sagde
Træet, "nu holder mig ingen Baand! jeg
kan flyve op til det Allerhøieste i Lys
og Glands! og alle Kjære har jeg med!
Smaa og Store! Alle med!"
"Alle!"
Det var Egetræets Drøm, og medens det
drømte gik en voldsom Storm hen over Hav
og Land i den hellige Julenat; Søen
væltede tunge Bølger mod Stranden, Træet
knagede, bragede og rykkedes op med Rod,
netop idet det drømte, at dets Rødder
løsnede sig. Det faldt. Dets tre
hundrede og fem og tredsindstyve Aar var
nu som en Dag for Døgnfluen.
Julemorgen, da Solen kom frem, havde
Stormen lagt sig; alle Kirkeklokker
ringede festlig, og fra hver Skorsteen,
selv den mindste paa Huusmandens Tag,
løftede sig røgen blaalig som fra
Alteret ved Druidens Fest, Takkens
Offerrøg. Søen blev mere og mere stille,
og paa et stort Fartøi derude, der i
Natten havde vel overstaaet det haarde
Veir, heisedes nu alle Flag,
julefestligt og smukt.
"Træet er borte! Det gamle Egetræ,
vort Mærke paa Landet!" sagde Søfolkene.
"Det er faldet i denne Storm-Nat! Hvo
skal kunne erstatte det; det kan Ingen!"
Saadan Ligtale, kort, men velmeent,
fik Træet, der laae udstrakt paa
Sneetæppet ved Stranden; og hen over det
klang Psamlesang fra Skibet, Sangen om
Julens Glæde og Menneskenes Sjæls Frelse
i Christo og det evige Liv:
"Syng høit i Sky, Guds Kirkeflok!
Halleluja, nu har vi nok,
Den Fryd er uden Lige!
Halleluja, Halleluja!"
saa lød
den gamle Psamle, og hver derude paa
Skibet løftedes paa sin Viis ved den og
Bønnen, ret som det gamle Træ løftede
sig i sin sidste, sin deiligste Drøm
Julenat.
