Der
var et rigt Huus, et lykkeligt Huus; Alt
derinde, Herskab og Tyende, Vennerne med
vare lyksalige og glade, der var i Dag
født en Arving, en Søn; og Moder og Barn
befandt sig vel.
Lampen i det hyggelige Sovekammer var
halv dækket til, svære Silkegardiner af
kostbare Stoffer hang tæt trukne til for
Vinduerne. Gulvtæppet var tykt og blødt,
som et Mos. Alt var til at blunde, sove,
deiligt udhvile sig paa og det gjorde
ogsaa Vaagekonen, hun sov, og det kunde
hun, Alt var godt og velsignet her.
Husets Skytsaand stod ved Sengens
Hovedgjerde; hen over Barnet, ved
Moderens Bryst, bredte sig, som et Net
af funklende Stjerner, saa rige, hver
var en Lykkens Perle. Livets gode Feer,
alle havde de bragt deres Gave til den
Nyfødte; her funklede Sundhed, Rigdom,
Lykke, Kjærlighed, kort Alt, hvad
Menneskene kunne ønske sig paa Jorden.
"Alt er her bragt og givet!" sagde
Skytsaanden.
"Nei!" lød en Stemme tæt ved, det var
Barnets gode Engel. "Een Fee har endnu
ikke bragt sin Gave, men hun bringer
den, bringer den engang, om endogsaa Aar
gaae hen. Den sidste Perle mangler!"
"Mangler! her tør Intet mangle og var
det virkeligt saa, da lad os søge hende,
den mægtige Fee, lad os gaae til hende!"
"Hun kommer, hun kommer engang!
hendes Perle maa til, for at krandsen
kan bindes sammen!"
"Hvor boer hun? Hvor er hendes Hjem!
siig mig det, jeg gaaer og henter
Perlen!"
"Du vil det!" sagde Barnets gode
Engel, "jeg fører Dig til hende, hvor
hun endogsaa maa søges! hun har intet
blivende Sted, hun kommer til Keiserens
Slot og til den fattigste Bonde, intet
Menneske gaaer hun sporløs forbi, dem
Alle bringer hun sin Gave, den være en
Verden eller et Legetøi! ogsaa dette
Barn maa hun møde. Du tænker, Tiden er
lige lang, men ikke lige nyttig, nu vel,
vi gaae at hente Perlen, den sidste
Perle i denne Rigdom!"
Og Haand i Haand svævede de hen til
det Sted, som for denne Stund var Feens
Hjem.
Det var et stort Huus med mørke
Gange, tomme Stuer, og forunderligt
stille; en Række Vinduer stode aabne,
saa at ret den raa Luft kunde trænge
ind; de lange hvide, nedhængende
Gardiner bevægede sig ved Lufttrækket.
Midt paa Gulvet stod en aaben
Liigkiste og i denne hvilede Liget af en
Qvinde, endnu i sine bedste Aar; de
deiligste friske Roser laae hen over
hende, saa at kun de foldede, fine
Hænder vare synlige og det i Døden
forklarede, ædle Ansigt med Indvielsens
høie, ædle Alvor i Gud.
Ved Kisten stode Mand og Børn, en
heel Flok var det; den Mindste sad paa
Faderens Arm, det sidste Farvel bragte
de; og Manden kyssede hendes Haand, den,
der nu var som et vissent Løv, og før
med Kraft og Kjærlighed havde hygget om
dem. Salte, tunge Taarer faldt i store
Draaber paa Gulvet; men ikke et Ord blev
sagt. Tausheden her rummede en Verden af
Smerte. Og stille, hulkende gik de bort.
Der stod et Lys, Flammen vred sig for
Vinden og skjød op sin lange, røde
Tande. Fremmede Folk traadte ind, de
lagde Laaget over den Døde, de slog
Sømmene fast, stærkt lød Hammerslagene
gjennem Husets Stuer og Gange, de lød
til Hjerterne, der blødte.
"Hvorhen fører Du mig!" spurgte
Skytsaanden, "her boer ingen Fee, hvis
Perle hører med til Livets bedste
Gaver!"
"Paa dette Sted boer hun, her i denne
hellige Time," sagde Skytsengelen, og
pegede hen i Krogen, og der, hvor i
Livets Dage Moderen havde siddet mellem
Blomster og Billeder, hvor hun, som
Husets velsignende Fee, nikkede kjærligt
til Mand, Børn og Venner, hvor hun, som
Husets Solstraale, udbredte Glæde og var
det Heles Sammenhold og Hjerte, der sad
nu en fremmed Qvinde, iført lange, side
Klæder, Sorgen var det, Herskerinden
her, Moder nu i den Dødes Sted. Der
trillede en brændende Taare ned paa
hendes Skjød, den blev en Perle; den
funklede med alle Regnbuens Farver, og
Engelen greb den, og Perlen lyste, som
en Stjerne med syvfarvet Glands.
"Sorgens Perle, den sidste, som ikke
kan savnes! ved den forhøies de andres
Glands og Magt. Seer Du Skjæret her af
Regnbuen, den, der forbinder Jorden med
Himlen. For hver af vore Kjære, der døe
fra os, have vi een Ven meer i Himlen at
længes efter. I Jordens Nat see vi opad
mod Stjernerne, ud mod Fuldendelsen!
betragt Sorgens Perle, i den ligge
Psyche-Vingerne, de bære os bort
herfra!"
