Der
var engang en ond og overmodig Fyrste,
hvis hele Tanke gik ud paa at vinde alle
Verdens Lande og indjage Skræk ved sit
Navn; han foer frem med Ild og Sværd;
hans Soldater nedtraadte Kornet paa
Marken, de antændte Bondens Huus, saa
den røde Lue slikkede Bladene af
Træerne, og Frugten hang stegt paa de
sorte, sviede Grene. Mangen stakkels
Moder skjulte sig med sit nøgne, diende
Barn bag ved den rygende Muur, og
Soldaterne søgte hende, og fandt de
hende og Barnet, da begyndte deres
djævelske Glæde; onde Aander kunde ikke
handle værre; men Fyrsten syntes just
det gik som det skulde; Dag for Dag
voxte hans Magt, hans Navn blev frygtet
af Alle, og Lykken fulgte ham i al hans
Gjerning. Fra de erobrede Byer førte han
Guld og store Skatte; der opdyngedes i
hans Kongestad en Rigdom, hvortil der
ikke fandtes Mage paa noget andet Sted.
Nu lod han bygge prægtige Slotte, Kirker
og Buegange, og Hver, som saae disse
Herligheder, sagde: "hvilken stor
Fyrste!" de tænkte ikke paa den Nød, han
havde bragt over andre Lande, de hørte
ikke de Suk og den Jammer, der lød fra
de afbrændte Byer.
Fyrsten saae paa sit Guld, saae paa
sine prægtige Bygninger og tænkte da,
som Mængden: "hvilken stor Fyrste! men
jeg maa have Mere! meget Mere! Ingen
Magt maa nævnes liig, end sige større,
end min!" og han gik i Krig med alle
sine Naboer og han beseirede dem Alle.
De overvundne Konger lod han, med
Guldkjæder, lænke til sin Vogn, naar han
kjørte gjennem Gaderne; og sad han til
Bords, da maatte de ligge ved hans og
Hoffolkenes Fødder og tage de Stykker
Brød, man der kastede til dem.
Nu lod Fyrsten sin Billedstøtte
opreise paa Torvene og i de kongelige
Slotte, ja han vilde at den skulde staae
i Kirkerne foran Herrens Alter; men
Præsterne sagde: "Fyrste, Du er stor,
men Gud er større, vi vove det ikke."
"Vel," sagde den onde Fyrste, "saa
overvinder jeg Gud med!" og i sit
Hjertes Overmod og Taabelighed lod han
bygge et konstigt Skib, hvormed han
kunde gjennemfare Luften; det var broget
som Paafuglens Hale og syntes besat med
tusinde Øine, men hvert Øie var en
Bøssepibe; Fyrsten sad midt i Skibet,
han behøvede kun at trykke paa en Fjer,
da fløi tusinde Kugler ud, og Bøsserne
vare igjen ladte som før. Hundrede
stærke Ørne spændtes foran Skibet, og
saaledes fløi han nu mod Solen. Jorden
laae dybt nede; først syntes den, med
sine Bjerge og Skove, kun som en
oppløiet Ager, hvor det Grønne titter
frem fra den væltede Græstørv, siden
lignede den det flade Landkort, og snart
var den ganske skjult i Taage og Skyer.
Høiere og høiere fløi Ørnene op ad; da
udsendte Gud en eneste af sine utallige
Engle, og den onde Fyrste lod tusinde
Kugler flyve imod ham, men Kuglerne
faldt som Hagl tilbage fra Englens
skinnende Vinger; en Bloddraabe, kun en
eneste, dryppede fra den hvide
Vingefjer, og denne Draabe faldt paa
Skibet, hvori Fyrsten sad; den brændte
sig fast, den tyngede som tusinde
Centner Bly og rev Skibet i styrtende
Fart ned mod Jorden; Ørnenes stærke
Vinger knækkedes, Vinden susede om
Fyrstens Hoved, og Skyerne rundt om, de
vare jo skabte af de afbrændte Byer,
formede sig i truende Skikkelser, som
milestore Krebs, der strakte deres
stærke Klo ud efter ham, som rullende
Klippestykker og ildspyende Drager; havl
død laae han i Skibet, der tilsidst blev
hængende mellem Skovens tykke Trægrene.
"Jeg vil beseire Gud!" sagde han,
"jeg har svoret det, min Villie skal
skee!" og han lod i syv Aar bygge
konstige Skibe, til at gjennemfare
Luften med, han lod smede Lynstraaler af
det haardeste Staal; thi han vilde
sprænge Himlens Befæstning. Fra alle
sine Lande samlede han store Krigshære,
de bedækkede en Omkreds af flere Mile,
da de stode opstillede Mand ved Mand. De
bestege de konstige Skibe, Kongen selv
nærmede sig sit, da udsendte Gud en
Myggesværm, en eneste lille Myggesværm,
den surrede om Kongen og stak hans
Ansigt og Hænder; han drog i Harme sit
Sværd, men slog kun i den tomme Luft,
Myggene kunde han ikke ramme. Da bød han
at der skulde bringes kostelige Tæpper,
disse maatte man vikle om ham, der kunde
ingen Myg trænge igjennem med sin Braad,
og man gjorde, som han bød; men en
eneste Myg satte sig paa det inderste
Tæppe, den krøb ind i Kongens Øre og
stak ham der; det brændte som Ild,
Giften slog op i hans Hjerne, han rev
sig løs, sled Tæpperne af sig, sønderrev
sine Klæder og dandsede nøgen for de
raae, vilde Soldater, som nu spottede
den gale Fyrste, der vilde bestorme Gud
og strax var overvunden af en eneste
lille Myg.
