I
det tydske Land Würtemberg, hvor
Akasietræerne saa deiligt blomstre ved
Landeveien og Æble- og Pæretræerne bugne
i Høst ved den modne Velsignelse, ligger
en lille By, Marbach; den hører til de
ganske ringe Stæder, men smukt ligger
den ved Neckarfloden, der skynder sig
forbi Byer, gamle Ridderborge og grønne
Viinbjerge, for at blande sine Vande med
den stolte Rhinstrøm.
Det var seent paa Aaret, Viinløvet
hang med røde Blade, Regnbyger faldt, og
den kolde Blæst tog til; det var ikke
den fornøieligste Tid for de Fattige;
det blev mørke Dage, og mørkere endnu
var der inde i de gamle, smaa Huse. Et
af disse laae med Gavlen ud mod Gaden,
med lave Vinduer, fattigt og ringe at
see til, og det var da ogsaa Familien,
som boede der, men brav og flittig;
dertil med Gudsfrygt i Hjertets
Skatkammer. Eet Barn til vilde Vorherre
snart forunde dem; det var Timen,
Moderen laae i Smerte og Nød, da lød ind
til hende fra Kirketaarnet Klokkeklang,
saa dyb, saa festlig, det var en
Høitidsstund, og Klokkens Lyd fyldte den
Bedende med Andagt og Tro; Tankerne
løftede sig saa inderligt mod Gud, og i
samme Stund fødte hun sin lille Søn og
følte sig saa uendelig glad. Klokken i
Taarnet syntes at ringe hendes Glæde ud
over By og Land. To klare Barneøine saae
paa hende, og den Lilles Haar skinnede,
som om det var forgyldt; Barnet blev
modtaget i Verden med Klokkeklang paa
den mørke Novemberdag; Moder og Fader
kyssede det, og i deres Bibel skrev de
ind, at "den tiende November 1759 gav
Gud os en Søn," og siden blev tilføiet,
at han i Daaben fik Navnene "Johan
Christoph Friedrich".
Hvad blev der af den lille Fyr, den
fattige Dreng fra det ringe Marbach? Ja,
det vidste Ingen dengang, selv ikke den
gamle Kirkeklokke, ihvor høit den hang
og havde runget og sjunget først for
ham, der siden skulde synge den
deiligste Sang om "Klokken".
Og den Lille voxede og Verden voxede
for ham; vel flyttede Forældrene til en
anden By, men kjære Venner bleve i det
lille Marbach, og derfor kom ogsaa Moder
og Søn der i Besøg en Dag; Drengen var
endnu kun sex Aar, men han kjendte
allerede endeel til Bibelen og de fromme
Psalmer, han havde alt mangen Aften fra
sin lille Rørstol hørt Fader læse
Gellerts Fabler og Sangen om Messias;
hede Taarer havde han og den toaars
ældre Søster grædt ved Læsningen om ham,
der led Korsets Død til Frelse for os
Alle.
Ved det første Besøg i Marbach havde
Byen ikke stort forandret sig, det var
jo heller ikke saa meget længe siden, de
droge bort; Husene stode som før med
spidse Gavle, heldende Mure og lave
Vinduer; paa Kirkegaarden vare komme nye
Grave til, og der, lige op til Muren,
stod nu nede i Græsset den gamle Klokke,
den var falden ned fra sin Høide, havde
faaet en Sprække og kunde ikke ringe
meer, en ny var ogsaa kommen i dens
Sted.
Moder og Søn vare traadte ind paa
Kirkegaarden, de stode foran den gamle
Klokke, og Moderen fortalte sin lille
Dreng, hvorledes den Klokke i flere
hundrede Aar havde gjort Gavn, ringet
til Barnedaab, til Bryllupsglæde og
Begravelse; den havde mælet om Festglæde
og Ildens Rædsler; ja Klokken sang ud et
heelt Menneskeliv. Og aldrig glemte
Barnet hvad Moderen fortalte, det klang
i hans Bryst, til han som Mand maatte
synge det ud. Og Moderen fortalte ham,
hvorledes denne gamle Kirkeklokke havde
ringet Trøst og Glæde til hende i
Angestens Time, runget og sjunget, da
hendes lille Dreng blev givet hende. Og
Barnet saae næsten med Andagt paa den
store, gamle Klokke, han bøiede sig ned
og kyssede den, ihvor gammel, sprukken
og henkastet den end her stod imellem
Græs og Nelder.
I Minde blev den hos den lille Dreng,
der i Fattigdom skød op; lang og mager,
rødlig af Haar, fregnet i Ansigtet, ja
det var han, men to klare Øine, som det
dybe Vand, havde han i Eie. Hvorledes
gik det ham? Det gik ham godt,
misundelsesværdigt godt! han var i
høieste Naade taget op i den militaire
Skole i Afdelingen, hvor de finere Folks
Børn vare, og det var en Hæder, en
Lykke; han gik med Støvletter, stivt
Halsbind og puddret Paryk. Lærdommen fik
han, og den kom under "Marsch!" "Holdt!"
"Front!" Det kunde der nok komme Noget
ud af.
Den gamle Kirkeklokke, gjemt og
glemt, vilde vel engang komme i
Smelteovnen, hvad kom der saa ud af den?
Ja det var det umuligt at sige, og det
var heller ikke muligt at sige, hvad der
vilde komme af den Klokke inde i det
unge Bryst, der var en Malm derinde, den
rungede, den maatte klinge ud i den vide
Verden, og jo snevrere der blev bag
Skolens Muur og jo mere døvende der lød
"Marsch!" Holdt! Front!", des stærkere
klang det i Ungersvendens Bryst, og han
sang det for Kammeraternes Kreds, og
Klangen lød ud over Landets Grændser;
men derfor havde han ikke faaet
Skolegang, Klæder og Føde; Nummeret
havde han til den Nagle, han skulde være
i det store Uhrværk, vi Alle skulde høre
til i den haandgribelige Nytte. -
Hvorlidet forstaae vi os selv, hvorledes
skulde da de Andre, selv de Bedste,
altid forstaae os! Men det er ved
Trykket just at Ædelstenen skabes.
Trykket var her, mon i Tidens Løb Verden
skulde kjende Ædelstenen?
Der var stor Festlighed i
Landsherrens Hovedstad. Tusinde Lamper
lyste, Raketterne straalede; den Glands
mindes endnu ved ham, der da i Taarer og
Smerte uændset søgte at naae fremmed
Grund; han maatte fra Fædreland, Moder,
alle sine Kjære, eller forgaae i
Almindelighedens Strøm.
Den gamle Klokke havde det godt, den
stod i Læ ved Marbachs Kirkemuur, gjemt,
glemt! Vinden foer hen over den og kunde
have fortalt om ham, ved hvis Fødsel
Klokken ringede, fortalt, hvor koldt den
havde blæst hen over ham, nys han
udmattet af Træthed sank ned i
Nabolandets Skov, hvor hele hans Rigdom
og Fremtids Haab kun vare skrevne Blade
om "Fiesko"; Vinden kunde have fortalt
om de eneste Beskyttere, Konstnere jo
Allesammen, der snege sig bort fra
Læsningen deraf og legede ved
Keglespillet. Vinden kunde melde om den
blege Flygtning, der levede Uger,
Maaneder i det fattige Krohuus, hvor
Verten støiede og drak, hvor der var raa
Lystighed, medens han sang om Idealet.
Tunge Dage, mørke Dage! selv maa Hjertet
lide og prøve hvad det skal synge ud.
Mørke Dage, kolde Nætter gik over den
gamle Klokke; den fornam det ikke, men
Klokken i Menneskets Bryst fornemmer sin
trange Tid. Hvor gik det den unge Mand?
Hvor gik det den gamle Klokke? Ja
Klokken kom langveis bort, længere end
den fra sin Høihed i Taarnet havde
kunnet høres; den unge Mand, ja Klokken
i hans Bryst lød længere bort end hans
Fod skulde vandre og hans Øine see, den
rungede og ringer endnu ud over
Verdenshavet, Jorden rundt. Hør nu først
om Klokken! Den kom fra Marbach, solgt
blev den som gammelt Kobber og skulde i
Smelteovnen inde i det bayerske Land.
Hvorledes kom den derhen og naar? Ja,
det maa Klokken selv fortælle, om den
kan, det er ikke af stor Vigtighed; men
vist er det, den kom til Bayerns
Kongestad; mange Aar vare gaaede siden
den faldt fra Taarnet, nu skulde den
smeltes, skulde med i Støbning af et
stort Hæders-Monument, Skikkelsen af en
Storhed for det tydske Folk og Land. Hør
nu, hvorledes det traf, underligt og
deiligt gaaer det dog til i denne
Verden! Oppe i Danmark, paa en af de
grønne Øer, hvor Bøgen groer og hvor der
er de mange Kæmpegrave, var der en
ganske fattig Dreng, der havde gaaet i
Træskoe, baaret Mad i et gammelt Klæde
til sin Fader, der gik og snittede paa
Holmen; det fattige Barn var blevet sit
Lands Stolthed, han huggede i Marmor
Herligheder, saa at Verden undrede sig
derover, og ham var det just, der fik
det Hædershverv af forme i Leret en
Storheds, Skjønheds Skikkelse, der kunde
støbes i Malm, Billedet af ham, hvis
Navn Faderen havde nedskrevet i sin
Bibel: Johan Christoph Friedrich.
Og Malmet flød glødende ind i Formen,
den gamle Kirkeklokke - ja, Ingen tænkte
paa dens Hjemstavn og hendøde Klingen,
Klokken flød med i Formen og dannede
Hoved og Bryst paa Statuen, som den nu
afsløret staaer i Stuttgart foran det
gamle Slot, paa Pladsen hvor han, den
forestiller, gik lyslevende, i Kamp og
Stræben, trykket af Verden udenom, han,
Drengen fra Marbach, Eleven fra
Carls-Skolen, Flygtningen, Tydsklands
store, udødelige Digter, der sang om
Schweiz's Befrier og Frankrigs
gudbegeistrede Jomfru.
Det var en deilig Solskinsdag, Faner
vaiede fra Taarn og Tage i det kongelige
Stuttgart, Kirkeklokkerne ringede til
Fest og Glæde, kun een Klokke taug, den
lyste i det klare Solskin, lyste fra
Ansigt og Bryst i Hædersskikkelsen; det
var netop hundrede Aar fra den Dag,
Klokken i Marbachs Taarn ringede Glæde
og Trøst til den lidende Moder, der
fødte sit Barn, fattig i det fattige
Huus, engang den rige Mand, hvis Skatte
Verden velsigner; han, det ædle
Qvindehjertes Digter, det Stores og
Herliges Sanger, Johan Christoph
Friedrich Schiller.
