|
H.C.
Andersen - Hans Christian Andersen eventyr
Den
gamle Gadeløgte
1847
Har Du hørt Historien
om den gamle Gadeløgte? Den er slet ikke
saa overordentlig morsom, men man kan
altid høre den een Gang. Det var saadan
en skikkelig gammel Gadeløgte, som i
mange, mange Aar havde gjort Tjeneste,
men nu skulde kasseres. Det var den
sidste Aften, den sad paa Pælen og lyste
der i Gaden, og den var tilmode ligesom
en gammel Balletfigurantinde, som
dandser den sidste Aften og veed at
imorgen skal hun paa Loftet. Løgten
havde saadan en Skræk for den Dag
imorgen, thi da vidste den, at den
skulde paa Raadstuen for første Gang og
synes af Stadens "sex og tredive Mænd",
om den var brugelig eller ikke brugelig.
Da vilde det blive bestemt om den skulde
sendes ud paa en af Broerne og lyse der,
eller paa Landet i en Fabrik, maaskee
gik den lige til en Jernstøber og blev
smeltet om, da kunde den jo rigtignok
blive til Alting, men det pinte den, at
den ikke vidste om den da beholdt
Erindringen om, at den havde været
Gadeløgte. - Hvorledes det gik eller
ikke, den vilde blive skilt fra Vægteren
og hans Kone, hvem den betragtede ganske
som sin Familie. Den blev Løgte da han
blev Vægter. Konen var den Gang fiin paa
det, kun om Aftenen naar hun gik forbi
Løgten saae hun til den, men aldrig om
Dagen. Nu derimod, i de sidste Aar, da
de alle tre vare blevne gamle, Vægteren,
Konen og Løgten, havde Konen ogsaa
pleiet den, pudset Lampen af og skjænket
Tran i den. Ærlige Folk var det Ægtepar,
de havde ikke bedraget Løgten for een
Draabe. Det var den sidste Aften i Gaden
og imorgen skulde den paa Raadstuen, det
var to mørke Tanker for Løgten, og saa
kan man nok vide hvorledes den brændte.
Men der gik ogsaa andre Tanker igjennem
den; der var saameget, den havde seet,
saameget, den havde lyst til, maaskee
ligesaa meget som "de sex og tredive
Mænd," men det sagde den ikke, for det
var en skikkelig gammel Løgte, den vilde
Ingen fornærme, allermindst sin
Øvrighed. Den huskede saa meget, og
imellem blussede Flammen op inde i den,
det var som havde den en Følelse af:
"ja, man husker ogsaa mig! der var nu
den smukke unge Mand, - ja, det er mange
Aar siden! han kom med et Brev, det var
paa rosenrødt Papiir, saa fiint, saa
fiint og med Guld-Kant, det var saa
nydeligt skrevet, det var en Damehaand;
han læste det to Gange og han kyssede
det og han saae op til mig med sine to
Øine, de sagde "jeg er det lykkeligste
Menneske!" - Ja kun han og jeg vidste
hvad der stod i det første Brev fra
Kjæresten. - Jeg husker ogsaa to andre
Øine, det er underligt hvor man kan
springe med Tankerne! her i Gaden var en
prægtig Begravelse, den unge smukke Frue
laa i Ligkisten paa den Fløiels-Ligvogn,
der vare saa mange Blomster og Krandse,
der lyste saa mange Fakler, at jeg blev
reent borte ved det; hele Fortouget var
fuldt med Mennesker, de fulgte alle med
Ligtoget, men da Faklerne var af Syne og
jeg saae mig omkring, stod her endnu En
ved Pælen og græd, jeg glemmer aldrig de
to Sorgens Øine, der saae ind i mig!" -
Saadan gik der mange Tanker gjennem den
gamle Gadeløgte, som iaften lyste for
sidste Gang. Skildvagten, som løses af,
veed dog sin Efterfølger, og kan sige
ham et Par Ord, men Løgten vidste ikke
sin og den kunde dog givet ham et og
andet Vink, om Regn og Rusk, om hvorvidt
Maaneskinnet gik paa Fortouget og fra
hvad Kant Vinden blæste.
Paa Rendesteensbrættet stode tre, som
havde fremstillet sig for Løgten, idet
de troede at det var den, som gav
Embedet bort; den ene af disse var et
Sildehoved, for det lyser i Mørke, og
det meente at det kunde jo være en sand
Tranbesparelse, om det kom paa
Løgtepælen. Den anden var et Stykke
Trøske, der ogsaa skinner, og altid meer
end en Klipfisk, det sagde den selv,
desuden var den det sidste Stykke af et
Træ, som engang havde været en Pragt for
Skoven. Den tredie var en Sankt Hans
Orm; hvor den var kommet fra, begreb
Løgten ikke, men Ormen var der og lyste
gjorde den ogsaa, men Trøsken og
Sildehovedet gave Eed paa, at det var
kun til visse Tider, den lyste, og at
den derfor aldrig kunde tages i
Betragtning.
Den gamle Løgte sagde at Ingen af dem
lyste nok til at være Gadeløgte, men det
troede nu ingen af dem, og da de hørte
at Løgten selv ikke gav Embedet bort,
sagde de, at det var meget glædeligt,
thi den var da ogsaa altfor affældig til
at den kunde vælge.
I det samme kom Vinden fra
Gadehjørnet, den susede gjennem
Røghætten paa den gamle Løgte, og sagde
til den: "Hvad er det for noget, jeg
hører, vil Du bort imorgen? Er det den
sidste Aften jeg skal træffe Dig her? Ja
saa skal Du have en Present! nu lufter
jeg op i din Hjernekasse, saa at Du
klart og tydeligt ikke alene skal kunne
huske hvad Du har hørt og seet, men naar
der fortælles eller læses Noget i din
Nærværelse, skal Du være saa
klarhovedet, at Du ogsaa seer det!"
"Ja det er grumme meget!" sagde den
gamle Gadeløgte, "mange Tak! bliver jeg
bare ikke støbt om!"
"Det skeer ikke endnu!" sagde Vinden,
"og nu blæser jeg din Hukommelse op; kan
Du faae flere Presenter som den, saa kan
Du have en ganske fornøielig Alderdom!"
"Bliver jeg kun ikke støbt om!" sagde
Løgten, "eller kan Du da ogsaa sikkre
mig Hukommelsen?" -
"Gamle Løgte, vær fornuftig!" sagde
Vinden, og saa blæste den. - I det samme
kom Maanen frem. "Hvad giver De?"
spurgte Vinden.
"Jeg giver ingen Ting!" sagde den,
"jeg er jo i Aftagende, og Løgterne have
aldrig lyst for mig, men jeg har lyst
for Løgterne." Og saa gik Maanen bag ved
Skyerne igjen, for den vilde ikke
plages. Da faldt lige paa Røghætten en
Vanddraabe, den var som et Tagdryp, men
Draaben sagde, den kom fra de graae
Skyer og var ogsaa en Present, og
maaskee den allerbedste. Jeg trænger ind
i Dig, saa at Du faaer den Evne, at Du i
een Nat, naar Du ønsker Dig det, kan
gaae over i Rust, saa Du falder heelt
sammen og bliver til et Støv. Men det
syntes Løgten var en daarlig Present og
Vinden syntes det samme; "Er der ingen
bedre, er der ingen bedre?" blæste den
saa høit den kunde; da faldt et
skinnende Stjerneskud, det lyste i en
lang Stribe.
"Hvad var det?" raabte Sildehovedet,
"faldt der ikke en Stjerne lige ned? jeg
troer den gik i Løgten! - Naa, søges
Embedet ogsaa af saa Høitstaaende, saa
kunne vi gaae at lægge os!" og det
gjorde det, og de Andre med; men den
gamle Løgte lyste med eet saa
forunderligt stærkt: "Det var en deilig
Present!" sagde den. "De klare Stjerner,
som jeg altid har fornøiet mig saa meget
over, og som skinne saa deilige, som jeg
egentlig aldrig har kunnet skinne,
skjøndt det var min hele Stræben og
Tragten, de have lagt Mærke til mig
fattige gamle Løgte og sendt En ned med
en Present til mig, der bestaaer i den
Evne, at Alt hvad jeg selv husker og
seer rigtig tydeligt, skal ogsaa kunne
sees af dem, jeg holder af! og det er
først den sande Fornøielse, for naar man
ikke kan dele den med Andre, saa er den
kun en halv Glæde!"
"Det er meget agtværdigt tænkt!"
sagde Vinden, "men Du veed nok ikke at
der hører Voxlys til. Uden at der bliver
tændt et Voxlys inden i Dig, er der
ingen af de Andre, der kunne see noget
ved Dig. Det har Stjernerne ikke
betænkt, de troe nu at Alt hvad der
skinner, har i det mindste et Voxlys i
sig. Men nu er jeg træt"! sagde Vinden,
"nu vil jeg lægge mig!" og saa lagde den
sig.
Næste Dag - - ja næste Dag kunne vi
springe over; næste Aften saa laa Løgten
i Lænestol, og hvor -? Hos den gamle
Vægter. Han havde af "de sex og tredive
Mænd" udbedet sig for sin lange tro
Tjeneste, at maatte beholde den gamle
Løgte; de loe af ham da han bad og saa
gav de ham den, og nu laa Løgten i
Lænestol tæt ved den varme Kakkelovn, og
det var ordentligt ligesom den var
blevet større derved, den fyldte næsten
hele Stolen. Og de gamle Folk sad alt
ved Aftensmaden og kastede milde Øine
hen til den gamle Løgte, som de gjerne
havde givet Plads ved Bordet med. Det
var jo rigtignok i en Kjælder de boede,
to Alen nede i Jorden; man maatte
gjennem en brolagt Forstue for at komme
ind i Stuen, men luunt var her, for der
var Klædeslister for Døren; reent og net
saae her ud; Gardiner om Sengestedet, og
over de smaa Vinduer, hvor der oppe paa
Karmene stode to underlige Urtepotter;
Matros Christian havde bragt dem hjem
fra Ostindien eller Vestindien, det var
af Leertøi to Elephanter, hvis Ryg
manglede, men i dennes Sted blomstrede
der ud af Jorden, som var lagt deri, i
den ene af den deiligste Purløg, det var
de gamle Folks Kjøkkenhave, og i den
anden en stor blomstrende Geranium, der
var deres Blomsterhave. Paa Væggen hang
et stort kouleurt Billed, med
"Kongressen i Wien," der havde de alle
Konger og Keisere paa engang! - Et
bornholmsk Uhr med tunge Blylodder gik
"tik! tak!" og altid for gesvindt, men
det var bedre end at det skulde gaae for
langsomt, sagde de gamle Folk. De spiste
deres Aftensmad, og den gamle Gadeløgte
laa som sagt i Lænestolen tæt ved den
varme Kakkelovn. Det var for Løgten, som
om der var vendt op og ned paa hele
Verden. - Men da den gamle Vægter saae
paa den og talte om hvad de to havde
oplevet med hinanden, i Regn og i Rusk,
i de klare, korte Sommernætter og naar
Sneen fygede saa det var godt at komme i
Kjælderskuret, da var Alt igjen i Orden
for den gamle Løgte, den saae det, som
om det var endnu, jo, Vinden havde
rigtignok godt lyst op inde i den. -
De vare saa flittige og saa flinke,
de gamle Folk, ingen Time blev reent
døset hen; Søndag Eftermiddag kom der en
eller anden Bog frem, helst en
Reisebeskrivelse, og den gamle Mand
læste høit om Afrika, om de store Skove
og Elephanterne, som der gik vilde
omkring, og den gamle Kone hørte saadan
efter og skottede saa hen til
Leer-Elephanterne der vare Urtepotter! -
"Jeg kan næsten tænke mig det!" sagde
hun. Og Løgten ønskede saa inderligt at
der var et Voxlys at tænde og sætte
inden i den, saa skulde hun grangivelig
see Alt, saaledes som Løgten saae det,
de høie Træer, de tætte Grene slyngede i
hverandre, de nøgne sorte Mennesker til
Hest og hele Skarer af Elephanter, som
med deres brede Fødder knuste Rør og
Buske.
"Hvad kan alle mine Evner hjelpe,
naar der ingen Voxlys er!" sukkede
Løgten, "de har kun Tran og Tællelys, og
det er ikke nok!" -
En Dag kom der et heelt Bundt
Voxlysstumper i Kjælderen, de største
Stykker bleve brændte og de mindre
brugte den gamle Kone til at voxe sin
Traad med naar hun syede; Voxlys var
der, men de faldt ikke paa at sætte et
lille Stykke i Løgten.
"Her staaer jeg med mine sjældne
Evner!" sagde Løgten, "jeg har Alt
indeni mig, men jeg kan ikke dele med
Dem! De veed ikke, at jeg kan forvandle
de hvide Vægge til de deiligste Tapeter,
til rige Skove, til Alt hvad De ville
ønske sig! - De veed det ikke!"
Løgten stod iøvrigt skuret og net i
en Krog hvor den altid faldt i Øinene;
Folk sagde rigtig nok at den var et
Skrumpel, men det brød de Gamle sig ikke
om, de holdt af Løgten.
En Dag, det var den gamle Vægters
Geburtsdag, kom den gamle Kone hen til
Løgten, smilede saa smaat og sagde: "Jeg
vil illuminere for ham!" og Løgten
knagede i Blikhætten, thi den tænkte:
"nu gaaer Lyset op for dem!" men der kom
Tran og ingen Voxlys, den brændte hele
Aftenen, men vidste nu at den Gave,
Stjernerne havde givet den, den bedste
Gave af Alle, blev en død Skat for dette
Liv. Da drømte den, - og naar man har
slige Evner, kan man nok drømme, - at de
gamle Folk vare døde, og at den selv var
kommen til en Jernstøber og skulde
smeltes om, den var ligesaa angest som
da den skulde paa Raadstuen og synes af
de "sex og tredive Mænd," men skjøndt
den havde Evnen at kunne falde sammen i
Rust og Støv, naar den ønskede sig det,
saa gjorde den det dog ikke, og saa kom
den i Smeltovnen, og blev til den
deiligste Jernlysestage, hvori Nogen
vilde sætte et Voxlys; den havde Form af
en Engel, der bar en Bouquet og midt i
Bouquetten blev Voxlyset sat og Stagen
fik Plads paa et grønt Skrivebord, og
Værelset var saa hyggeligt, der stode
mange Bøger, der hang deilige Billeder,
det var hos en Digter, og Alt hvad han
tænkte og skrev, det rullede op rundt
omkring, Stuen blev til dybe mørke
Skove, til solbelyste Enge, hvor Storken
gik og spankede, og til Skibsdækket høit
paa det svulmende Hav! -
"Hvilke Evner jeg har!" sagde den
gamle Løgte idet den vaagnede. "Næsten
kunde jeg længes efter at smeltes om! -
dog nei, det maa ikke skee saalænge de
gamle Folk leve! De holde af mig for min
Persons Skyld! Jeg er dem jo, som i
Barns Sted og de have skuret mig og de
have givet mig Tran! og jeg har det
ligesaa godt, som "Kongressen", der er
saadant noget fornemt noget!"
Og fra den Tid havde den mere
indvortes Ro, og det fortjente den
skikkelige gamle Gadeløgte.
|
