I
en af de smaa Kjøbsteder, hos en Mand,
der havde sin egen Gaard, sad hele
Familien i Kreds sammen om Aftenen, paa
den Aarstid, da man siger "Aftenen
længes;" det var endnu mildt og varmt;
Lampen var tændt, de lange Gardiner hang
ned for Vinduerne, hvor der stode
Blomsterpotter, og udenfor var det et
deiligt Maaneskin; men det talte de nu
ikke om, de talte om en gammel, stor
Steen, der laae nede i Gaarden, tæt ved
Kjøkkendøren, hvor Pigerne tidt
opstillede det skurede Kobbertøi, for at
det skulde tørres i Solen, og hvor
Børnene gjerne legede, - det var
egentlig en gammel Gravsteen.
"Ja," sagde Manden i Huset, "jeg
troer den er fra den gamle nedbrudte
Klosterkirke; der blev jo solgt baade
Prædikestol, Epitaphier og Gravstene!
min salig Fader kjøbte flere af disse,
de bleve slaaede itu til Brolægning, men
denne Steen blev tilovers og er siden
bleven liggende i Gaarden."
"Man kan godt see, at det er en
Gravsteen," sagde den ældste af Børnene,
"der er endnu at see paa den et Timeglas
og et Stykke af en Engel, men
Indskriften der stod, er næsten reent
slettet ud, undtagen det Navn Preben og
et stort "S", der staaer lige bag efter
og lidt længer nede "Marthe;" men mere
kan man ikke faae ud og det er da kun,
naar det har regnet eller vi have vasket
den, at det staaer tydeligt."
"Herre Gud, det er Preben Svanes og
hans Hustrues Gravsteen!" sagde en
gammel Mand derinde, der kunde, i sin
Alder, godt være Bedstefader til dem
Allesammen i Stuen. "Ja, det Ægtepar var
et af de sidste som bleve jordede paa
den gamle Klosterkirkegaard! det var et
gammelt, hæderligt Par fra mine
Drenge-Aar! Alle kjendte dem, og Alle
holdt af dem, de vare Alders-Kongeparret
her i Byen! Folk sagde om dem at de
eiede over en Tønde Guld, og dog gik de
simpelt klædt, i det groveste Tøi, men
deres Linned var saa skinnende hvidt.
Det var et deiligt gammelt Par, Preben
og Marthe! - Naar de sad paa Bænken, der
var oppe paa Husets høie Steentrappe,
som det gamle Lindetræ heldede sine
Grene over, og de nikkede venligt og
mildt, saa blev man ordenlig glad
derved. De vare saa mageløse gode mod de
Fattige! de bespiste dem, de klædte dem,
og der var Fornuft og sand Christendom i
al deres Godgjørenhed. Først døde Konen!
jeg husker den Dag saa godt! jeg var en
lille Dreng og med min Fader inde hos
gamle Preben, lige idet at hun var
hensovet; den gamle Mand var saa
bevæget, græd, som et Barn.
- Liget laae endnu i Sovekammeret,
tæt ved, hvor vi sad, - han talte til
min Fader og et Par Naboer, om hvor
eensomt der nu vilde blive, hvor
velsignet hun havde været, hvormange Aar
de havde levet sammen, og hvorledes det
gik til at de bleve kjendte med hinanden
og fik hinanden kjær; jeg var som sagt,
lille, og stod og hørte til, men det
opfyldte mig forunderligt at høre paa
den gamle Mand, og see, hvorledes han
mere og mere blev livlig, fik røde
Kinder, idet han talte om Forlovelses
Dagene, hvor yndig hun havde været,
hvormange smaa uskyldige Omveie han
havde gaaet for at træffes med hende, og
han talte om Bryllups-Dagen, hans Øine
lyste derved, han levede ligesom tilbage
igjen i den Glædes-Tid, og saa laae hun
nu inde i Kammeret tæt ved død, en
gammel Kone, og han var en gammel Mand
og talte om Haabets Tid! - - ja, ja,
saaledes gaaer det! Da var jeg et Barn
kuns og nu er jeg gammel, gammel, som
Preben Svane. Tiden gaaer og Alting
skifter! - Jeg husker saa godt hendes
Begravelses-Dag, gamle Preben gik lige
bag efter Liigkisten. Et Par Aar forud
havde Ægteparret ladet deres Gravsteen
hugge med Indskrift og Navne, paa
Dødsaaret nær; Stenen blev om Aftenen
kjørt hen og lagt paa Graven, - og Aaret
eftre løftedes den igjen og gamle Preben
kom ned til sin Hustru. - Der var ikke
den Rigdom efter dem, som Folk havde
troet og sagt, det der var, kom til
Familien, langt ude, den man aldrig før
havde vidst om. Det Bindingsværks Huus,
med Bænken paa den høie Steentrappe
udner Lindetræet, blev revet ned af
Magistraten, thi det var altfor
brøstfældigt til at de turde lade det
staae. Siden, da det gik med
Klosterkirken ligesaadan og Kirkegaarden
blev hævet, saa kom Prebens og Marthes
Gravsteen, som Alt derfra, til hvem, der
vilde kjøbe det, og nu er det truffet
saa, at den ikke er bleven slaaet i
Stykker og brugt, men ligger endnu i
Gaarden til Legested for de Smaa, og til
Hylde for Pigens skurede Kjøkkentøi. -
Den brolagte Gade gaaer nu hen over
gamle Prebens og hans Hustrues
Hvilested; Ingen husker dem mere!"
Og den gamle Mand, som fortalte alt
dette, rystede veemodig med Hovedet.
"Glemmes!" - "Alt skal glemmes!" sagde
han.
Og saa talte de i Stuen om andre
Ting; men den mindste Dreng derinde, et
Barn med store, alvorlige Øine, krøb op
paa Stolen bag Gardinerne, og saae ned i
Gaarden, hvor Maanen skinnede klart paa
den store Steen, der altid før havde
syntes ham tom og flad, men nu laae der,
som et heelt stort Blad af en
Historiebog. Alt hvad Drengen havde hørt
om Preben og hans Hustru havde Stenen
inde; og han saae paa den, og han saae
op mod den klare, lyse Maane, i den
rene, høie Luft og det var ligesom et
Guds Ansigt, der skinnede ud over
Jorden.
"Glemmes! - Alt skal glemmes!" lød
det inde i Stuen, og i det Øieblik
kyssede en usynlig Engel Drengens Bryst
og Pande og hviskede stille: "Gjem det
givne Frøkorn vel, gjem det til
Modenhedens Tid! - Ved Dig, du Barn,
skal den udslettede Indskrift, den
smuldrende Gravsteen, med lyse gyldne
Træk staae for kommende Slægter! Det
gamle Ægtepar skulle igjen Arm i Arm,
vandre did gjennem de gamle Gader, og
smilende med friske, røde Kinder, sidde
paa Steentrappen under Lindetræet, og
nikke til Fattig og Rig. Frøkornet fra
denne Time vil, gjennem Aaringer, voxe
til et blomstrende Digterværk. Det Gode
og Skjønne glemmes ikke, det lever i
Sagn og Sange."
