Tidt
og ofte, naar man efter et Tordenveir
gaaer forbi en Ager, hvor Boghveden
groer, seer man, at den er blevet ganske
sort og afsvedet; det er ligesom en
Ildlue var gaaet hen over den, og
Bondemanden siger da: "det har faaet af
Lynilden!" men hvorfor har den faaet
det? - Jeg skal fortælle, hvad
Graaspurven har sagt mig, og Graaspurven
har hørt det af et gammelt Piletræ, der
stod ved en Boghvede-Ager og staaer der
endnu. Det er saadant et ærværdigt stort
Piletræ, men runkent og gammelt, det er
revnet lige midt i og der voxer Græs og
Brombær-Ranker ud af Revnen; Træet
hælder for over og Grenene hænge lige
ned mod Jorden, ligesom om de kunde være
et grønt, langt Haar.
Paa alle Markerne rundt om voxte
Korn, baade Rug, Byg og Havre, ja den
deilige Havre, der seer ud, naar den er
moden, ligesom en heel Mængde smaa gule
Kanarifugle paa en Green. Kornet stod
saa velsignet, og jo tungere det var des
dybere bøiede det sig i from Ydmyghed.
Men der var ogsaa en Ager med
Boghvede, og den Ager var lige ud for
det gamle Piletræ; Boghveden bøiede sig
slet ikke, som det andet Korn, den
kneiste stolt og stiv!
"Jeg er vel saa riig, som Axet,"
sagde den, "jeg er desuden meget
smukkere; mine Blomster ere skjønne, som
Æbletræets Blomster, det er en Lyst at
see paa mig og mine! kjender Du nogen
prægtigere end os, Du gamle Piletræ!"
Og Piletræet nikkede med Hovedet,
ligesom det vilde sige: "jo det gjør jeg
rigtignok!" men Boghveden struttede af
bare Hovmod og sagde: "det dumme Træ,
det er saa gammelt at der voxer Græs i
Maven paa det!"
Nu trak der et skrækkeligt ondt Veir
op; alle Markens Blomster foldede deres
Blade, eller bøiede deres fine Hoveder,
mens Stormen foer hen over dem; men
Boghveden kneisede i sin Stolthed.
"Bøi dit Hoved, som vi!" sagde
Blomsterne.
"Det behøver jeg slet ikke!" sagde
Boghveden.
"Bøi dit Hoved, som vi!" raabte
Kornet! "nu kommer Stormens Engel
flyvende! han har Vinger, der naae oppe
fra Skyerne og lige ned til Jorden, og
han hugger Dig midt over, før Du kan
bede ham være Dig naadig!"
"Ja men jeg vil ikke bøie mig!" sagde
Boghveden.
"Luk dine Blomster og bøi dine
Blade!" sagde det gamle Piletræ, "see
ikke op mod Lynet, naar Skyen brister,
selv Menneskene tør det ikke, thi i
Lynet kan man see ind i Guds Himmel, men
det Syn kan selv gjøre Menneskene
blinde, hvad vilde der da ikke skee med
os Jordens Væxter, vovede vi det, vi,
som ere langt ringere!"
"Langt ringere!" sagde Boghveden. "Nu
vil jeg just see ind i Guds Himmel!" og
den gjorde det i Overmod og Stolthed.
Det var, som hele Verden stod i Ildslue,
saaledes lynede det.
Da det onde Veir siden var forbi,
stod Blomster og Korn i den stille rene
Luft, saa forfriskede af Regnen, men
Boghveden var brændt kulsort i Lynet,
den var nu død, unyttig Urt paa Marken.
Og det gamle Piletræ bevægede sine
Grene i Vinden og der faldt store
Vanddraaber fra de grønne Blade, ligesom
om Træet græd, og Spurvene spurgte:
"hvorfor græder Du? her er jo saa
velsignet! see hvor Solen skinner, see
hvor Skyerne gaae, kan Du mærke den Duft
fra Blomster og Buske! hvorfor græder
Du, gamle Piletræ!"
Og Piletræet fortalte om Boghvedens
Stolthed, Overmod og Straf! den følger
altid. Jeg som fortæller Historien har
hørt den af Spurvene - de fortalte mig
det en Aften, da jeg bad dem om et
Eventyr.