Nu ere vi
oppe i Jylland, helt ovenfor Vildmosen;
vi kunne høre "Vestervovvov", høre, hvor
det ruller, det er ganske nærved; men
foran os løfter sig en stor Sandhøide,
den har vi længe seet, og vi kjøre endnu
henimod den, langsommelig kjøre vi i det
dybe Sand. Oppe paa Sandhøiden ligger en
stor, gammel Gaard, det er Børglum
Kloster, den største Fløi er endnu
Kirken; derop komme vi nu i den sildige
Aften, men Veiret er klart, det er lyse
Nætter; man seer saa langt, saa langt
vidt omkring, over Mark og Mose ned til
Aalborg Fjord, over Hede og Eng, lige ud
over det mørkeblaae Hav.
Nu ere vi deroppe, nu rumle vi ind
mellem Lo og Lade, og svinge om, ind ad
Porten til den gamle Borggaard, hvor
Lindetræerne staae i Række langs Muren;
der have de Ly for Vind og Veir, derfor
groe de, saa Grenene næsten skjule
Vinduerne.
Vi gaae op ad den steenlagte
Vindeltrappe, vi gaae hen ad de lange
Gange under det Bjælkeværks Loft, Vinden
suser her saa underlig, ude eller inde,
man veed ikke rigtig, hvor det er, og
saa fortæller man - ja man fortæller saa
Meget, man seer saa Meget, naar man er
bange eller vil gjøre Andre bange. De
gamle, afdøde Kanniker, siger man, glide
stille forbi os ind i Kirken, hvor
Messen synges, man kan høre det i
Vindens Suus; man bliver saa underlig
stemt derved, man tænker paa de gamle
Tider - tænker, saa at man er i den
gamle Tid.
- Der
er en Stranding paa Kysten, Bispens Folk
ere dernede, de skaanede ikke dem, Havet
skaanede; Søen skyller bort det røde
Blod, som flød fra de knuste Pander. Det
strandede Gods er Bispens, og der er
meget Gods. Søen ruller op Anker og
Tønde, fyldt med kostelig Viin til
Klostrets Kjælder, og i den er allerede
fuldt op af Øl og Mjød; der er fuldt op
i Kjøkkenet af fældede Dyr, af Pølse og
Skinke; i Dammene derude svømmer den
fede Brasen og den lækkre Karudse.
Bispen paa Børglum er en mægtig Mand,
han har Land i Eie, og mere vil han
vinde; Alt maa bøie sig for Oluf Glob. I
Thy er død hans rige Frænde. "Frænde er
Frænde værst," det maa Enken dernede
sande. Hendes Huusbond raadede der over
det hele Land, kun ikke over det
geistlige Gods; Sønnen er i fremmed
Land; alt som Dreng sendtes han derud at
lære fremmed Skik, som hans Hu stod til;
i Aaringer hørtes ikke fra ham, maaskee
er han lagt i sin Grav, og kommer altsaa
aldrig hjem at raade, hvor nu hans Moder
raader.
"Hvad, skal Kvinde raade?" siger
Bispen. Han sender hende Stævning og
lader hende kalde til Thinge; men hvad
hjelper ham det? Hun veg aldrig af fra
Loven, og hun har Styrke i sin
retfærdige Sag.
Bisp Oluf til Børglum, hvad pønser Du
paa? Hvad skriver Du ned paa det blanke
Pergament? Hvad gjemmer det under Segl
og Baand, idet Du giver det til Rytter
og Svend, der ride med det afsted ud af
Landet, langveis bort, til Pavens By.
Det er Løvfaldstid, Strandingstid; nu
kommer den iisnende Vinter.
Tvende Gange kom den, nu sidst kommer
den heroppe med Velkomst til Rytter og
Svend, der med paveligt Brev vende hjem
fra Rom, Bandbrev over Enken, der turde
krænke den fromme Bisp. "Forbandelse
være over hende og Alt, hvad hendes er!
Udstødt være hun af Kirke og Menighed!
Ingen yde hende hjelpsom Haand; Frænder
og Venner skye hende som Pest og
Spedalskhed!"
"Det skal knækkes, som ikke vil bøies!"
siger Bispen paa Børglum.
De slippe hende Allesammen; men hun
slipper ikke sin Gud, han er hende Værn
og Værge.
Et eneste Tyende, en gammel Pige,
bliver hende tro; med hende gaaer hun
bag Ploven, og Kornet groer, skjøndt
Jorden er forbandet af Pave og Bisp.
"Du Helveds Barn! Jeg skal dog faae
min Villie!" siger Børglums Bisp, "nu
rører jeg Dig med Pavens Haand, til
Stævning og Dom!"
Da spænder hun for Vognen de to
sidste Oxer, hun eier, sætter sig op med
sin Pige og kjører hen over Heden, ud af
det danske Land; hun kommer som Fremmed
til fremmed Folk, hvor fremmed Tungemaal
tales, fremmed Skik bliver øvet; langt
bort, hvor de grønne Høie løfte sig til
Bjerge og Vinen groer. Der kommer
reisende Kjøbmænd, de speide angest fra
deres varebelæssede Vogne, frygte for
Overfald af Røverriddernes Svende. De to
fattige Kvinder paa det uselige Kjøretøi,
trukket af to sorte Oxer, kjøre trygt i
den usikkre Huulvei og i de tætte Skove.
Det er i Franken, her møder hun en
stadselig Ridder, ham følge tolv
stridsklædte Svende; han standser og
seer paa det underlige Tog, og spørger
de to Kvinder om deres Reises Maal, og
fra hvilket Land de komme; da nævner den
yngste Thy i Danmark, melder sin Sorg og
Elende, og snart faaer det Ende,
Vorherre har ledet det saa. Den fremmede
Ridder er hendes Søn. Han rækker hende
Haanden, han tager hende i Favn; og
Moderen græder, det kunde hun ikke i
Aaringer, men vel bide sig i Læben, saa
de varme Blodsdraaber piblede frem.
Det er Løvfaldstid, det er
Strandingstid, Havet ruller Viinfade i
Land til Bispens Kjælder og Kjøkken; der
braser over Flammen det spiddede Vildt;
deroppe er luunt inden Døre, nu da
Vinteren bider paa. Der høres Nyt: Jens
Glob til Thy er vendt hjem med sin
Moder; Jens Glob gjør Stævning, han
stævner Bispen for geistlig Ret og Lands
Lov og Ret.
"Det skal hjelpe ham stort!" siger
Bispen. "Lad bare din Trætte fare,
Ridder Jens!"
Det er Løvfaldstid, i det næste Aar,
det er Strandingstid, nu kommer den
iisnende Vinter; de hvide Bier sværme,
de stikke i Ansigtet, til de selv
smelte.
Det er frisk Veir idag, sige Folk,
naar de have været udenfor Døren. Jens
Glob staaer i Tanker, saa han svier sin
side Kjole, ja brænder Hul i den
"Du Børglums Bisp! jeg magter Dig
dog! Under Pavens Kappe kan Loven ikke
naae Dig, men Jens Glob skal naae Dig!"
Saa skriver han et Brev til sin
Svoger, Herr Oluf Hase i Salling,
stævner ham til at komme Juleaften til
Ottesang i Hvidberg Kirke; derovre skal
Bispen læse Messe, derfor reiser han fra
Børglum til Thyland, det kjender og veed
Jens Glob.
Eng og Mose ligge med Iis og Snee, de
bære baade Hest og Rytter, det hele Tog,
Bispen med Klerke og Svende; de ride den
korteste Vei mellem de skjøre Rør, hvor
Vinden suser sørgeligt.
Blæs i din Messingtrompet, du
ræveskindsklædte Spillemand! det klinger
godt i den klare Luft. Saa ride de over
Hede og Mose, Fata Morganas Enghave i
den varme Sommerdag, Syd paa, de ville
til Hvidberg Kirke.
Vinden blæser stærkere i sin Trompet,
den blæser en Storm, et Guds Veir, det
voxer i voldelig Vælde. Til Guds Huus i
det Guds Veir gaaer det afsted. Guds
Huus staaer fast, men det Guds Veir
farer hen over Mark og Mose, over Fjord
og Hav. Børglum Bisp naaer til Kirke,
det magter nok neppe Herr Oluf Hase,
ihvor skrapt han rider. Han kommer med
sine Mænd hinsides Fjorden Jens Glob til
Hjelp, nu Bispen skal stævnes for den
Høiestes Dom.
Guds Huus er Retssalen, Alterbordet
Rettergangsbord; Lysene ere alt tændte i
de svære Messingstager. Stormen læser op
Klage og Dom. Det suser i Luften, over
Mose og Hede, over de rullende Vande.
Ingen Færge sætter over Fjorden i sligt
Guds Veir.
Oluf Hase staaer ved Ottesund; der
afskediger han sine Mænd, skjenker dem
Hest og Harnisk, giver dem Orlov at
drage hjem og Hilsen til sin Hustru;
alene vil han friste sit Liv i det
brusende Vand; men de skulle vidne for
ham, at det ikke er hans Skyld, Jens
Glob staaer uden Undsætning i Hvidberg
Kirke. De trofaste Svende slippe ham
ikke, de følge ham ud i det dybe Vand.
De ti skylles bort; Oluf Hase selv og to
af hans Smaadrenge naae den anden Bred;
endnu have de fire Miil at ride.
Det er Midnat forbi, det er Julenat.
Vinden har lagt sig; Kirken er oplyst;
det straalende Skjær skinner gjennem
Ruderne ud over Eng og Hede. Ottesangen
er endt forlængst; i Guds Huus er der
stille, man kan høre Voxet dryppe fra
Lyset paa Gulvets Sten. Nu kommer Oluf
Hase.
I Vaabenhuset byder Jens Glob ham
"Goddag! nu har jeg forligt mig med
Bispen!"
"Det har Du gjort?" siger Oluf, "da
skal hverken Du eller Bispen komme med
Livet fra Kirken!"
Og Sværdet farer af Skeden, og Oluf
Hase slaaer til, saa Planken splintres i
Kirkens Dør, den, Jens Glob slaaer i
mellem ham og sig.
"Hold inde, kjære Svoger, see først
paa Forliget! Jeg har slaget Bispen og
alle hans Mænd. De sige ikke et Muk meer
i den hele Sag, og jeg ikke heller om al
den Uret, der er skeet min Moder!"
Tanderne i Lysene paa Alteret skinne
saa røde, men rødere skinner det fra
Gulvet; der ligger i Blod Bispen med
kløvet Pande, og dræbte ligge alle hans
Svende; der er lydløst og stille i den
hellige Julenat.
Men tredie Juledags Aften ringe i
Børglum Kloster Klokkerne til Lig; den
dræbte Bisp og de slagne Svende blive
stillede til Skue under en sort Baldakin
med floromsvøbte Candelabrer. I
Sølvmors-Kaabe, med Krumstav i de
magtløse Hænder, ligger den Døde, den
engang mægtige Herre. Røgelsen dufter,
Munkene synge; det klinger som Klage,
det klinger som en Vredens og
Fordømmelsens Dom, som maa den høres
vidt over Land, baaren af Vinden,
sjungen med af Vinden; den lægger sig
vel til Hvile, men aldrig døer den,
altid hæver den sig igjen og synger sine
Sange, synger dem ind i vor Tid, synger
heroppe om Bispen paa Børglum og hans
haarde Frænde; det høres i den mørke
Nat, høres af den frygtsomme Bonde, som
paa den tunge Sandvei kjører forbi
Børglum Kloster; høres af den lyttende
Søvnløse i Børglums tykmurede Stuer, og
derfor pusler det i de lange,
lydskingrende Gange, der føre hen til
Kirken, hvis tilmurede Indgang længst er
tillukket, men ikke for Overtroens Øine;
de see endnu Døren der, og den aabner
sig, Lysene fra Kirkens Messingkroner
skinne, Røgelsen dufter, Kirken straaler
i Fortids Pragt, Munkene synge Messe
over den dræbte Bisp, der ligger i
Sølvmors-Kaabe, med Bispestav i sin
magtløse Haand, og fra hans blege,
stolte Pande skinner den blodige Vunde,
den skinner som Ild; det er Verdens Sind
og onde Lyster, som brænde ud.
Synk i Graven, synk i Nat og Glemsel,
uhyggelige Minder fra gamle Dage!
Hør
Vindens Kast, den døver det rullende
Hav. Det er en Storm derude, der vil
koste Menneskers Liv! Havet har ikke
skiftet Sind med den nye Tid. Det er
inat bare Mund til at sluge, imorgen
maaskee klart Øie til at speile sig i,
som i gammel Tid, den vi nu have
begravet. Sov blidelig, om Du mægter
det!
Nu er det Morgen.
Den nye Tid skinner med Solskin ind i
Stuen! Vinden tager Tag endnu. Der
meldes om Stranding, som i gammel Tid.
Inat, dernede ved Løkken, den lille
Fiskerby med de røde Tage, vi see den
fra Vinduerne heroppe, er strandet et
Skib. Det stødte paa noget ude, men
Redningsraketten bandt Bro mellem Vraget
og det faste Land, frelste bleve Alle,
der vare ombord, de kom i Land og
tilsengs; idag ere de indbudne paa
Børglum Kloster. I de hyggelige Stuer
ville de finde Gjestfrihed og møde milde
Øine, kunne hilses i deres eget Lands
Sprog; fra Claveret klinger Hjemlandets
Melodier, og før disse ere endte, bruser
en anden Stræng, lydløs og dog saa
klangfuld og sikker: Tanke-Budstikken
naaer til de Skibbrudnes Hjem i fremmed
Land, og melder om deres Frelse; da
føler Sindet sig let, da kan der trædes
en Dands ved Gildet iaften i Børglums
Borgestue. Vals og Langtur ville vi
træde, og Sange skulle synges om Danmark
og "den tappre Landsoldat" i den nye
Tid.
Velsignet være Du! Nye Tid, rid paa
den rensede Luftstrøm Sommer i By! lad
dine Solstraaler lyse ind i Hjerter og
Tanker! paa din straalende Grund svæve
forbi de mørke Sagn fra de haarde, de
strenge Tider!