Der
var Sorg i Huset, der var Sorg i
Hjerterne, det yngste Barn, en firaars
Dreng, den eneste Søn, Forældrenes Glæde
og Fremtids Haab, var død; to ældre
Døttre havde de vel, den ældste skulde
netop i dette Aar confirmeres,
velsignede, gode Piger begge To, men det
mistede Barn er altid det kjæreste og
dette var det yngste og en Søn. Det var
en tung Prøvelse. Søstrene sørgede som
unge Hjerter sørge, grebne især ved
Forældrenes Smerte, Faderen var nedbøiet,
men Moderen overvældet af den store
Sorg. Nat og Dag havde hun gaaet om det
syge Barn, pleiet det, løftet og baaret
det; det var en Deel af hende selv havde
hun følt og fornummet, hun kunde ikke
tænke sig at det var dødt, at det skulde
lægges i Kiste og gjemmes i Graven: Gud
kunde ikke tage dette Barn fra hende,
meente hun, og da det dog skete og var
en Vished, sagde hun i sin syge Smerte:
"Gud har ikke vidst det! han har
hjerteløse Tjenere her paa Jorden, de
handle, som de lyste, de høre ikke en
Moders Bønner."
Hun slap i sin Smerte Vor herre og da
kom mørke Tanker, Dødens Tanker, den
evige Død, at Mennesket blev Jord i
Jorden, og at da Alt var forbi. Ved
saadan Tanke havde hun Intet at klamre
sig til, men sank i Fortvivlelsens
bundløse Intet.
I de tungeste Timer kunde hun ikke
græde meer; hun tænkte ikke paa de unge
Døttre hun havde, Mandens Taarer faldt
paa hendes Pande, hun saae ikke op til
ham; hendes Tanker vare hos det døde
Barn, al hendes Liv og Leven aandede i
at tilbagekalde sig hvert Minde om
Barnet, hvert af dets uskyldige
Barne-Ord.
Begravelsesdagen kom, Nætter forud
havde hun ikke sovet, i Morgenstunden
overvældedes hun af Træthed og havde
nogen Hvile, imens blev Kisten baaren
hen i en afsides Stue og Laaget der
slaaet til, at hun ikke skulde høre
Hammerslagene.
Da hun vaagnede, kom op og vilde see
sit Barn, sagde Manden hende i Taarer:
"Vi have lukket Laaget; det maatte skee!"
"Naar Gud er haard mod mig", udbrød
hun, "hvorfor skulde saa Menneskene være
bedre!" og hun hulkede i Graad.
Kisten blev Bragt til Graven, den
trøsteløse Moder sad hos sine unge
Døttre, hun saae paa dem, uden at see
dem, hendes Tanker havde ikke mere med
Hjemmet at gjøre, hun overgav sig til
Sorgen, og den kastede hende som Søen
kaster Skibet, der har mistet Ror og
Styrer. Saaledes gik Begravelsesdagen og
flere Dage fulgte med samme eensformige,
tunge Smerte. Med vaade Øine og
bedrøvede Blik saae de Sørgende hjemme
paa hende, hun hørte ikke deres Trøst,
hvad kunde de vel ogsaa sige, de vare
for bedrøvede dertil.
Det var som om hun ikke kjendte til
Søvnen meer, og alene den vilde være
hendes bedste Ven, styrke Legemet, kalde
Ro i Sjælen; de fik hende til at lægge
sig i Sengen, hun laae ogsaa stille som
en Sovende. Een Nat, Manden lyttede
efter hendes Aandedrag og troede
forvist, at hun fandt Hvile og Lettelse,
foldede han derfor sine Hænder, bad og
sov snart sundt og fast, mærkede ikke,
at hun reiste sig, kastede sine Klæder
om sig og gik saa stille ud af Huset,
for at komme derhen hvor hendes Tanker
Nat og Dag søgte, til Graven, der gjemte
hendes Barn. Hun gik gjennem Husets
Have, ud paa Marken, hvor Stien førte
uden om Byen hen til Kirkegaarden; Ingen
saae hende, hun saae Ingen.
Det var deiligt stjerneklart, Luften
endnu saa mild, det var først i
September. Hun kom ind paa Kirkegaarden,
hen til den lille Grav, den var som en
eneste stor Bouquet af Blomster, de
duftede, hun satte sig ned, bøiede sit
Hoved imod Graven, som skulde hun
gjennem det tætte Jordlag kunde see sin
lille Dreng, hvis Smiil hun saa levende
huskede; det kjærlige Udtryk i Øinene,
selv paa Sygeleiet, var jo aldrig til at
glemme, hvor talende havde der hans Blik
været, naar hun bøiede sig over ham og
tog hans fine Haand, den han ikke selv
mægtede at løfte. Som hun havde siddet
ved hans Seng sad hun nu ved hans Grav,
men her havde Taarerne frit løb, de
faldt paa Graven.
"Du vil ned til dit Barn!" sagde en
Stemme tæt ved, den lød saa klar, saa
dyb, den klang ind i hendes Hjerte, hun
saae op, og der stod hos hende en Mand,
hyllet i en stor Sørgekappe med Hætte
ned om Hovedet, men dog saa
tillidsvækkende, hans Øine straalede som
var han i Ungdoms Aar.
"Ned til mit Barn!" gjentog hun og
der laae en Fortvivlelsens Bøn deri.
"Tør Du følge mig?" spurgte
Skikkelsen. "Jeg er Døden!"
Og hun nikkede bekræftende; da var
det med Eet, som om alle Stjerner
ovenover lyste med Fuldmaanens Glands,
hun saae den brogede Farvepragt i
Blomsterne paa Graven, Jorddækket her
gav blødt og sagte efter, som et
svævende Klæde, hun sank, og Skikkelsen
bredte sin sorte Kappe om hende, det
blev Nat, Dødens Nat, hun sank dybere
end Gravspaden trænger ned, Kirkegaarden
laae som et Tag over hendes Hoved.
Kappens Flig gled til Side, hun stod
i en mægtig Hal, der bredte sig stor og
venlig; det var Skumring rundt om, men
foran hende, og i samme Nu, tæt op til
sit Hjerte, holdt hun sit Barn, det
tilsmilede hende i en Skjønhed, større
end nogensinde før; hun udstødte et
Skrig, dog hørligt blev det ikke, thi
tæt ved, og derpaa igjen langt borte og
atter nær, lød en svulmende, deilig
Musik, aldrig før havde saa
saligstemmende Toner naaet til hendes
Øre, de klang hin Side det natsorte,
tætte Forhæng, der skilte Hallen fra det
store Evigheds-Land.
"Min søde Moder! min egen Moder!"
hørte hun sit Barn sige. Det var den
kjendte, elskede Røst; og Kys fulgte paa
Kys i uendelig Lyksalighed; og Barnet
pegede hen paa det mørke Forhæng.
"Saa deiligt er der ikke oppe paa
Jorden! seer Du, Moder! seer Du dem
Allesammen! det er Lyksalighed!"
Men Moderen saae Intet, der hvor
Barnet pegede, Intet, uden den sorte
Nat; hun saae med jordiske Øine, saae
ikke saaledes som Barnet, det Gud havde
kaldt til sig, hun hørte Klangen,
Tonerne, men hun fornam ikke Ordet, det
hun havde at troe.
"Nu kan jeg flyve, Moder!" sagde
Barnet, "flyve med alle de andre glade
Børn lige derind til Gud! jeg vil det
saa gjerne, men naar Du græder, som Du
nu græder, kan jeg ikke komme fra Dig,
og jeg vilde saa gjerne! maa jeg dog
ikke nok! Du kommer jo derind til mig om
ganske lidt, søde Moder!"
"O bliv, o bliv!" sagde hun, "kun et
Øieblik endnu! en eneste Gang endnu maa
jeg see paa Dig, kysse Dig, holde Dig
fast i mine Arme!"
Og hun kyssede og holdt fast. Da lød
hendes Navn deroven fra; saa klagende
kom disse Toner; hvad var det dog?
"Hører Du!" sagde Barnet, "det er
Fader, som kalder paa Dig!"
Og atter, efter faa Secunder, lød
dybe Suk, som fra Børn der græde.
"Det er mine Søstre!" sagde Barnet,
"Moder, Du har jo ikke glemt dem!"
Og hun huskede de Tilbageblevne, en
Angst betog hende, hun saae frem for sig
og altid svævede Skikkelser forbi, hun
troede at kjende Nogle, de svævede
gjennem Dødens Hal, hen mod det mørke
Forhæng og der forsvandt de. Om vel
hendes Mand, hendes Døttre kom tilsyne?
Nei! deres Raab, deres Suk lød endnu
deroven fra; nær havde hun ganske glemt
dem for den Døde.
"Moder, nu ringer Himmeriges
Klokker!" sagde Barnet. "Moder, nu
staaer Solen op!"
Og der strømmede et overvældende Lys
mod hende; - Barnet var borte, og hun
løftedes - det blev koldt rundt om
hende, hun hævede sit Hoved og saae, at
hun laae paa Kirkegaarden paa sit Barns
Grav; men Gud var i Drømmen bleven en
Støtte for hendes Fod, et Lys for hendes
Forstand, hun bøiede sine Knæ og bad:
"Tilgiv mig, Herre min Gud! at jeg
vilde holde en evig Sjæl fra sin Flugt,
og at jeg kunde glemme mine Pligter mod
de Levende, Du her gav mig!" Og ved
disse Ord var det som om hendes Hjerte
fandt Lettelse! Da brød Solen frem, en
lille Fugl sang over hendes Hoved, og
Kirkeklokkerne ringede til Morgensang.
Der blev saa helligt rundt om. helligt
som i hendes Hjerte! hun kjendte sin
Gud, hun kjendte sine Pligter, og i
Længsel skyndte hun sig til Hjemmet. Hun
bøiede sig over Manden, hendes varme,
inderlige Kys vækkede ham, og de talte
Hjertes Inderlighedens Ord, og hun var
stærk og mild som Hustruen kan være det,
fra hende kom Fortrøstningens Væld.
"Guds Villie er altid den bedste!"
Og
Manden spurgte hende: "hvorfra fik Du
med Eet denne Kraft, dette trøstende
Sind?"
Og hun
kyssede ham og kyssede sine Børn:
"Jeg fik det fra Gud, ved Barnet i Graven!"
