Anne
Lisbeth var som Melk og Blod, ung og
fornøiet, deilig at see paa, Tænderne
skinnede saa hvide, Øinene saa klare;
Foden var let i Dandsen og Sindet endnu
mere let! hvad kom der ud af det? - "Den
lede Unge!" - ja, deilig var han ikke!
han blev sat ud til Grøftegraverens
Kone, Anne Lisbeth kom paa det grevelige
Slot, sad i stadselig Stue med Klæder af
Silke og Fløiel; ikke en Vind turde
blæse paa hende, Ingen sige hende et
haardt Ord, for det havde hun Skade af
og det turde hun ikke taale. Hun ammede
det grevelige Barn, det var fiint som en
Prinds, deiligt som en Engel, hvor
elskede hun dette Barn; hendes eget, ja
det var i Grøftegraverens Huus, hvor
ikke Gryden kogte over, men Munden kogte
over, og oftest var der Ingen hjemme,
Drengen græd, men hvad Ingen hører det
Ingen rører, han græd sig isøvn og i
Søvnen føler man ikke til Sult og Tørst,
Søvnen er saadan en god Opfindelse; i
Aaringer - ja, som Tiden gaaer, skyder
Ukrud op, siger man, Anne Lisbeths Dreng
skød op, og dog var han sat i Væxten,
sagde de; men heelt var han voxet ind i
Familien her, de havde faaet Penge
derfor, Anne Lisbeth var ham aldeles
qvit, hun var Kjøbstadmadame, havde det
luunt og godt inde og Hat paa, gik hun
ud, men hun gik aldrig til
Grøftegraverens, det var saa langt fra
Staden og hun havde der heller ikke
Noget at gjøre, Drengen var deres og
tære sin Kost kunde han, sagde de, Gavn
for Føden skulde han gjøre, og saa
passede han Mads Jensens røde Ko, han
kunde nok røgte og tage sig Noget for. -
Lænkehunden paa Herregaardens Blegdam
sidder i Solskinet stolt oven paa sit
Huus og gjøer af hver, der kommer forbi,
i Regnveiret kryber den indenfor, ligger
tørt og luunt. Anne Lisbeths Dreng sad
paa Grøften i Solskin, snittede paa en
Tøirepæl, i Foraaret vidste han tre
Jordbærplanter i Blomster, de vilde nok
sætte Bær, det var hans gladeste Tanke,
men der kom ingen Bær. Han sad i Regn og
Rusk, blev vaad til Skindet, den skarpe
Vind tørrede siden Tøiet paa Kroppen;
kom han til Gaarden blev han puffet og
stødt, han var led og grim, sagde Piger
og Karle, det var han vandt til - aldrig
elsket!
Hvordan gik det Anne Lisbeths Dreng?
Hvorledes skulde det gaae ham? det var
hans Lod: "aldrig elsket."
Fra Landjorden blev han kastet
overbord, gik tilsøes paa en ussel
Skude, sad ved Roret, mens Skipperen
drak; skiden og led var han, forfrossen
og graadig, man skulde troe, at han
aldrig havde været mæt og det havde han
heller ikke.
Det var seent paa Aaret, raat, vaadt,
blæsende Veir, Vinden skar koldt gjennem
de tykke Klæder, især til Søes, og der
gik for eet Seil en ussel Skude med kun
to Mand ombord, ja kun een og en halv
kan man ogsaa sige, det var Skipperen og
hans Dreng. Tusmørke havde det været den
hele Dag, nu blev det sortere, det var
en bidende Kulde. Skipperen tog sig en
Dram det kunde varme indvendig! Flasken
var fremme og Glasset med, det var heelt
for oven, men Foden knækket af, og havde
istedetfor den en tilsnittet blaamalet
Træklods at staae paa. - En Dram gjorde
godt, to gjorde bedre, meente Skipperen.
Drengen sad ved Roret, det, han holdt
paa med sine haarde, tjærede Hænder,
grim var han, Haaret stridt, forkuet og
forkrympet var han, det var
Grøftegraverens Dreng, i Kirkebogen hed
han Anne Lisbeths.
Vinden skar paa sin Viis, Skuden paa
sin! Seilet bovnede, Vinden havde fat,
der var flyvende Fart - raat, vaadt
rundt omkring, men mere endnu kunde der
komme - Stop! - hvad var det! hvad
stødte, hvad sprang, hvad greb i Skuden?
den dreiede sig om! kom der et Skybrud,
løftede sig en Braadsø? - Drengen ved
Roret skreg høit: "I Jesu Navn!" Skuden
var stødt paa en mægtig Steen i
Havbunden og sank som en gammel Sko i
Gadekjæret; sank med Mand og Muus som
man siger; og der var Muus, men kun
halvanden Mand: Skipperen og
Grøftegraverens Dreng. Ingen saae det,
uden de skrigende Maager og Fiskene
dernede, ja og de saae det ikke endda
saa rigtigt, thi de fore forskrækkede
tilside, da Vandet buldrede ind i
Skuden, der sank; knap en Favn under
Vandet stod den; gjemte vare de to;
gjemte, glemte! kun Glasset med den
blaamalede Træklods til Fod sank ikke,
Træklodsen holdt det oppe; Glasset drev
for at knækkes over og skylles op paa
Stranden, - hvor og naar? ja det var jo
ikke noget videre! nu havde det tjent ud
og det havde været elsket; det havde
ikke Anne Lisbeths Dreng! dog i
Himmeriges Rige vil ingen Sjæl kunde
sige meer: "aldrig elsket!"
Anne
Lisbeth var i Kjøbstaden og det allerede
i mange Aar, blev kaldt Madam og
kneisede især op, naar hun talte om
gamle Minder, den grevelige Tid, da hun
kjørte i Karreet og kunde talte med
Grevinder og Baronesser. Hendes søde
Grevebarn var den yndigste Guds Engel,
den kjærligste Sjæl, han havde holdt af
hende og hun havde holdt af ham. De
havde kysset hinanden og klappet
hinanden, han var hendes Glæde, hendes
halve Liv. Nu var han stor, var fjorten
Aar, havde Lærdom og Deilighed; hun
havde ikke seet ham siden hun bar ham
paa sine Arme; ikke havde hun i mange
Aaringer været paa det grevelige Slot,
det var en heel Reise derhen.
"Jeg maa tage det overtvært engang!"
sagde Anne Lisbeth, "jeg maa til min
Herlighed, til mit søde Grevebarn! ja,
han længes vist ogsaa efter mig, tænker
paa mig, holder af mig, som da han hang
med sine Engle-Arme om min Hals og
sagde: "An-Lis!" det var ligesom en
Violin! ja jeg maa tage det overtvært og
see ham igjen!"
Hun kjørte med Kalvevogn, hun gik paa
sin Fod, hun kom til det grevelige Slot,
det var stort og skinnende som altid
før, Haven som før derudenfra, men
Folkene i Huset vare alle Fremmede, ikke
Een af dem kjendte Noget til Anne
Lisbeth, de vidste ikke hvad hun havde
betydet her engang, det vilde nok
Grevinden sige dem, ogsaa hendes egen
Dreng! hvor længtes hun efter ham.
Nu var Anne Lisbeth her; længe maatte
hun vente og Ventetid er lang! Før
Herskabet gik til Bords blev hun kaldt
ind til Greveinden, og meget godt
tiltalt. Sin søde Dreng skulde hun see
efter Bordet, saa blev hun kaldt ind
igjen!
Hvor var han bleven stor, lang og
tynd, men de yndige Øine havde han og
den Engle-Mund! han saae paa hende, men
han sagde ikke et Ord. Han kjendte hende
vist ikke. Han vendte sig om, vilde gaae
igjen, men da tog hun hans Haand,
trykkede den op til sin Mund! "Naa, det
er godt!" sagde han, og saa gik han ud
af Stuen, han, hendes Kjærligheds Tanke,
han, som hun havde elsket og elskede
høiest, han, hendes jordiske Stolthed.
Anne Lisbeth gik udenfor Slottet paa
den aabne Landevei, hun var saa trist;
han havde været saa fremmed imod hende,
ikke havt Tanke for hende, ikke Ord,
han, som hun engang ved Nat og Dag havde
baaret, og altid bar i Tanken.
Der fløi en stor sort Ravn ned paa
Veien foran hende, skreg, skreg igjen, "Eia!"
sagde hun, "hvad er Du for en
Ulykkensfugl!"
Hun kom forbi Grøftegraverens Huus,
der stod Konen i Døren og saa talte de
sammen.
"Du er vel ved Magt!" sagde
Grøftegraverens Kone, "Du er tyk og fed!
Dig gaaer det godt!"
"Saamænd!" sagde Anne Lisbeth.
"Fartøiet med dem er da forgaaet!"
sagde Grøftegraverens Kone. "Lars
Skipper og Drengen ere druknede begge
To. Nu har de Ende paa det. Jeg havde
dog troet, at Drengen engang skulde
kunne have hjulpet mig med en Skilling,
Dig kostede han nu ikke meer, Anne
Lisbeth!"
"Ere de druknede!" sagde Anne
Lisbeth, og saa talte de ikke mere om
den Ting. Anne Lisbeth var saa bedrøvet,
fordi hendes Grevebarn ikke gad tale til
hende, hun, som elskede ham og havde
taget den lange Vei for at komme her,
det havde ogsaa kostet Penge,
Fornøielsen, hun havde faaet, var ikke
stor, men det sagde hun her ikke et Ord
om, hun vilde ikke lette sit Sind ved at
tale om det til Grøftegraverens Kone,
hun kunde jo troe, at hun ikke meer var
anseet hos Grevens. Da skreg igjen
Ravnen hen over hende.
"Det sorte Spectakel," sagde Anne
Lisbeth, "gjør mig nok forskrækket i
Dag!"
Hun havde bragt med kaffebønner og
Cichorie, det vilde være en Velgjerning
mod Grøftegraverens Kone at give hende
det til at lave en Skaal Kaffe, Anne
Lisbeth kunde faae sig en kop med, og
Grøftegraverens Kone gik hen at koge
den, og Anne Lisbeth satte sig paa en
Stol og der faldt hun i Søvn; da drømte
hun om Den, hun aldrig før havde drømt
om, det var underligt nok: hun drømte om
sit eget Barn, der her i Huset havde
sultet og skraalet, drevet for Lud og
koldt Vand, og nu laae i det dybe Hav,
Vor Herre vidste hvor. hun drømte, at
hun sad hvor hun sad, og at
Grøftegraverens Kone var ude at lave
kaffe, hun kunde lugte Bønnerne, og der
stod i Døren saadan en deilig Een, han
var ligesaa kjøn som Grevebarnet, og den
Lille sagde:
"Nu forgaaer Verden! hold Dig fast
ved mig, for Du er dog min Moder! Du har
en Engel i Himmeriges Rige! hold fast
ved mig!"
Og saa greb han efter hende, men der
lød saadan et Rabalder, det var nok
Verden der gik fra hinanden, og Englen
løftede sig og holdt hende fast i hendes
Særkeærme, saa fast, syntes hun, at hun
lettedes fra Jorden, men der hang sig
Noget saa tungt ved hendes Been, det
laae hen over hendes Ryg, det var
ligesom om hundrede Qvinder klyngede sig
fast, og de sagde: "Skal Du frelses,
maae vi ogsaa! hæng paa! hæng paa!" og
saa hang de Allesammen paa; det var for
Meget, "Ritsch-ratsch!" sagde det, Ærmet
flængedes og Anne Lisbeth faldt
forfærdeligt, saa at hun vaagnede ved
det - og var lige ved at styrte om med
Stolen, hun sad paa, hun var saa
fortumlet i Hovedet, at hun slet ikke
kunde huske hvad hun havde drømt, men
noget Ilde havde det været.
Saa blev Kaffen drukken, saa blev der
talt, og saa gik Anne Lisbeth til den
nærmeste By, hvor hun skulde træffe
Fragtmanden og endnu denne Aften og Nat
kjøre med ham til sit Hjemsted; men da
hun kom til Fragtmanden, sagde han, at
de ikke kunde komme afsted før den næste
Dags Aften, hun tænkte da over, hvad det
vilde koste hende at blive, tænkte over
Veilængden og betænkte, at gik hun langs
Stranden og ikke af Kjøreveien, da var
det næsten to Miil kortere; det var jo
høit Veir og nok Fuldmaane, og saa vilde
Anne Lisbeth gaae, næste Dag kunde hun
være hjemme
Solen var nede, Aftenklokkerne klang
endnu, - nei, det var ikke Klokkerne,
det var Peder Oxes Frøer, der koaxede i
Kærene. Nu taug de, Alt var stille, ikke
en Fugl hørte man, hver af dem var til
Ro, og Uglen var nok ikke hjemme;
lydløst var der ved Skov og Strand, hvor
hun gik, hun hørte sine egne Fodtrin i
Sandet, Havet havde ikke Skvulpen, Alt
derude i det dybe Vand var lydløst;
stumme vare de Alle dernede, de Levende
og de Døde.
Anne Lisbeth gik og tænkte ikke paa
nogen Ting, som man siger, hun var borte
fra sine Tanker, men Tankerne vare ikke
borte fra hende, de ere aldrig borte fra
os, de ligge bare i en Døs, baade de
levendegjorte Tanker, der havde lagt
sig, og de, som endnu ikke have rørt
sig. Men Tankerne kommer nok frem, de
kunne røre sig i Hjertet, røre sig i
vort Hoved eller falde ned over os!
"God Gjerning har sin Velsignelsens
Frugt!" staaer der skrevet; "i Synden er
Død!" staaer der ogsaa skrevet! Meget
staaer skrevet, Meget er sagt, man veed
det ikke, man husker ikke, saadan gik
det Anne Lisbeth; men det kan gaae op
for Een, det kan komme!
Alle Laster, alle Dyder ligge i vort
Hjerte! i dit, i mit! de ligge som smaa
ikke synlige Korn; saa kommer der
udenfra en Solstraale, en ond Haands
Berørelse, Du dreier om Hjørnet, til
Høire eller Venstre, ja, det kan afgjøre
det, og det lille Frøkorn rystes, det
svulmer derved, det sprænges, og gyder
sine Safer i alt dit Blod og saa er Du
paa Farten. Det er ængstende Tanker; dem
har man ikke naar man gaaer i en Døs,
men de ere i Røre: Anne Lisbeth gik i en
Døs, Tankerne vare i Røre! Fra
Kyndelmisse til Kyndelmisse har Hjertet
Meget paa sit Regnebræt, det har Aars
Regnskab, Meget er glemt, Synd i Ord og
Tanker mod Gud, vor Næste og mod vor
egen Samvittighed; vi tænke ikke
derover, det gjorde heller ikke Anne
Lisbeth, hun havde intet Ondt gjort mod
Lands Lov og Ret, hun var meget godt
anseet, skikkelig og hæderlig, vidste
hun. Og som hun nu gik ved Stranden, -
hvad var det der laae? Hun standsede;
hvad var der skyllet op? en gammel
Mandshat laae der. Hvor mon den var
gaaet overbord. Hun gik nærmere, blev
staaende og saae paa den, - eia! hvad
laae der! hun blev ganske forskrækket;
men der var ikke Noget at blive
forskrækket over, det var Tang og Siv,
der laae snoet hen over en stor aflang
Steen, det saae ud som et heelt
Menneske, det var kun Siv og Tang, men
forskrækket blev hun og idet hun gik
videre, kom hende i Tanke saa Meget, hun
havde hørt som Barn, al den Overtro om
"Strandvarslet", Spøgelset af den
Ubegravne, der laae skyllet op paa den
øde Strandbred. "Strandvaskeren": den
døde Krop, den gjorde Intet, men dens
Spøgelse, Strandvarslet fulgte den
eensomme Vandrer, hang sig fast og
forlangte at bæres til Kirkegaarden, for
at begraves i christen Jord. "Hæng paa!
hæng paa!" sagde det; og som Anne
Lisbeth gjentog for sig selv disse Ord,
gik med Eet op for hende hele hendes
Drøm, saa lyslevende, hvorledes Mødrene
havde klyget sig til hende med dette
Udraab: "hæng paa! hæng paa!" hvorledes
Verden sank, hendes Særkeærme revnede og
hun faldt fra sit Barn, der i Dommens
Stund vilde have holdt hende oppe.
Hendes Barn, hendes eget kjødelige Barn,
det, hun aldrig havde elsket, ja, ikke
engang tænkt paa, dette Barn var nu paa
Havsens Bund, det kunde som Strandvarsel
komme og raabe: "hæng paa! hæng paa!
bring mig i christen Jord!" og idet hun
tænkte det, prikkede Angesten hende i
Hælene, saa at hun gik raskere; Frygten
kom som en kold klam Haand og lagde sig
i hendes Hjertekule, saa hun var lige
ved at faae ondt, og i det hun nu saae
ud over Havet, blev der tykkere og
tættere; en tung Taage skød sig frem,
lagde sig om Busk og Træer, de fik et
underligt Udseende derved. Hun vendte
sig for at see efter Maanen, der stod
bagved hende, den var som en bleg Skive
uden Straaler, det var som Noget havde
lagt sig tungt paa alle hendes Lemmer:
hæng paa! hæng paa! tænkte hun, og da
hun igjen vendte sig om og saae paa
Maanen, syntes hun, at dens hvide Ansigt
var lige tæt ved hende, og Taagen hang
som et Lin ned over hendes Skuldre:
"hæng paa! bring mig i christen Jord!"
vilde hun høre og hørte ogsaa en Lyd,
saa huul, saa sær, den kom ikke fra
Frøerne i Kæret, ikke fra Ravne eller
Krager, for dem saae hun jo ikke,
"begrav mig! begrav mig!" klang det
lydeligt! ja, det var Strandvarslet af
hendes Barn, der laae paa Havsens Bund,
det fik ikke Fred før det blev baaret
til Kirkegaarden og Graven gravet i
christen Jord. Derhen vilde hun gaae,
der vilde hun grave, hun gik i den
Retning hvor Kirken laae, og da syntes
hun at Byrden blev lettere, den
forsvandt, og hun vilde saa igjen vende
om og naae ad den korteste Vei hjem, men
da knugede det hende igjen: hæng paa!
hæng paa! - det lød som Frøernes Qvæk,
det lød som en klynkende Fugl, det lød
saa grangiveligt "begrav mig! begrav
mig!"
Taagen var kold og klam, hendes Haand
og Ansigt var koldt og klamt af Rædsel!
udenom hende klemte det, indeni hende
blev der et uendeligt Rum for Tanker,
hun før aldrig havde fornummet.
I een Foraarsnat her i Norden kan
Bøgeskoven springe ud, staae i sin unge,
lyse Pragt ved Dagens Solskin, i eet
eneste Secund kan indeni os hæve og
udfolde sig den Sæd af Synd i Tanke, Ord
og Gjerning, der i vort første Liv er
nedlagt; den løfter og udfolder sig i
eet eneste Secund, naar Samvittigheden
vaagner; og Vor Herre vækker den, naar
vi mindst vente det; da er det Intet at
undskylde, Gjerningen staaer og vidner,
Tankerne faae Ord og Ordene klinge
lydeligt ud over Verden. Vi forfærdes
over, hvad vi have baaret i os og ikke
qvalt, forfærdes over, hvad vi i Overmod
og Tankeløshed have strøet ud. Hjertet
har i Gjemme alle Dyder, men ogsaa alle
Laster, og de kunne trives selv i den
goldeste Grund.
Anne Lisbeth rummede i Tankerne, hvad
vi her have sagt i Ord, hun var
overvældet deraf, hun sank til Jorden,
krøb henad den et Stykke, "Begrav mig!
begrav mig!" sagde det, og helst havde
hun begravet sig selv, dersom Graven var
en evig Forglemmelse af Alt. - Det var
Alvorens Vækkelses-Stund med Gru og
Angest. Overtroen kom Hedt og Koldt i
hendes Blod, saa Meget, hun aldrig gad
tale om, kom i Tanke. Lydløs, som Skyens
Skygge i det klare Maaneskin, foer forbi
hende et Syn, hun havde hørt om det før.
Tæt forbi hende joge fire fnysende
Heste, Ilden skinnede dem ud af Øine og
Næsebor, de trak en gloende Karreet, i
den sad den onde Herremand, der for meer
end et hundred Aar siden havde huseret
her i Egnen. Hver Midnat, hed det, foer
han ind i sin Gaard og vendte strax
igjen, han var ikke hvid som man siger
den Døde er, nei, han var sort som et
Kul, et udbrændt Kul. Han nikkede til
Anne Lisbeth og vinkede: "hæng paa! hæng
paa! saa kan Du igjen kjøre i grevelig
Vogn og glemme dit Barn!"
Mere iilsom skyndte hun sig afsted og
hun naaede Kirkegaarden; men de sorte
Kors og de sorte Ravne blandede sig for
hendes Øine, Ravnene Skreg som Ravnen i
Dag havde skreget, dog nu forstod hun
hvad det var, den sagde: "jeg er
Ravnemoder! jeg er Ravnemoder!" sagde
hver af dem, og Anne Lisbeth vidste, at
Navnet ogsaa gjaldt hende, hun vilde
maaskee blive forvandlet til saadan en
sort Fugl og ideligt maatte skrige, hvad
den skreg, fik hun ikke Graven gravet.
Og hun kastede sig ned paa Jorden, og
hun gravede med sine Hænder en Grav i
den haarde Jord, saa at Blodet sprang
hende ud af Fingrene.
"Begrav mig! begrav mig!" lød det
ideligt, hun frygtede for Hanegal og den
første røde Stribe i Øst, thi kom de før
hendes Arbeide var endt, da var hun
fortabt. Og Hanen galede og i Øst lyste
det - - Graven var kun halv gravet, en
isnende Haand gled hen over hendes Hoved
og Ansigt ned til Hjertestedet. "Halv
Grav kun!" sukkede det og svævede bort,
ned paa Havsens Bund, ja, det var
Strandvarslet; Anne Lisbeth sank
overvældet og betagen til Jorden, hun
havde ikke Tanke eller Fornemmelse.
Det var lys Dag, da hun kom til sig
selv, to Karle løftede hende i Veiret;
hun laae ikke paa Kirkegaarden, men nede
paa Strandbredden, og der havde hun
gravet foran sig et dybt Hul i Sandet og
skaaret sine Fingre tilblods paa et
sønderbrudt Glas, hvis skarpe Stilk stak
i en blaamalet Træfod. Anne Lisbeth var
syge; Samvittigheden havde blandet
Overtroens Kort, lagt dem op og faaet ud
deraf, at nu havde hun kun en halv Sjæl,
den anden Halvdel havde hendes Barn
taget med sig ned paa Havsens Bund;
aldrig vilde hun kunne flyve op mod
Himmeriges Naade, før hun havde igjen
den anden halve Deel, der holdtes paa i
det dybe Vand; Anne Lisbeth kom til sit
Hjem, hun var ikke det Menneske meer,
hun før havde været; hendes Tanker vare
spegede som Garnet, der speges, een
Traad kun havde hun red, den, at bære
Strandvarslet til Kirkegaarden, grave
det en Grav og derved vinde sin hele
Sjæl tilbage.
Mangen Nat blev hun savnet i sit Hjem
og altid fandt man hende da ved
Stranden, hvor hun ventede paa
Strandvarslet; saaledes hengik et heelt
Aar, da forsvandt hun igjen en Nat, men
var ikke at finde; hele den følgende Dag
gik hen med forgjæves Søgen.
Henimod Aften, da Degnen kom ind i
Kirken for at ringe til Solnedgang, saae
han foran Altret laae Anne Lisbeth; her
havde hun været fra den tidlige
Morgenstund, hendes Kræfter vare næsten
borte, men hendes Øine lyste, hendes
Ansigt havde en rødmende Glands; de
sidste Solstraaler skinnede ind paa
hende, straalede hen over Alterbordet
paa de blanke Spænder af Bibelen, der
laae opslaaet, med de Ord af Propheten
Joel: "Sønderriver Eders Hjerter og ikke
Eders Klæder, vender om til Herren!" -
"det var nu saaledes tilfældigt!" sagde
man, som saa Meget er tilfældigt!
I Anne Lisbeths Ansigt, som Solen
belyste, var der at læse om Fred og
Naade. Hun var saa vel! sagde hun. Nu
havde hun forvundet Sit! i Nat havde
Strandvarslet, hendes eget Barn, været
hos hende, det havde sagt: Du gravede
kun halv Grav - for mig, men Du har nu
Aar og Dag begravet mig heelt i dit
Hjerte, og der gjemmer en Moder sit Barn
bedst! og saa havde det givet hende
igjen hendes tabte halve Sjæl og ledet
hende herind i Kirken.
"Nu er jeg i Guds huus!" sagde hun,
"og i det er man salig!"
Da Solen var heelt nede, var Anne
Lisbeths Sjæl heelt oppe, hvor der er
ingen Frygt, naar den her udstridt, og
udskridt havde Anne Lisbeth.
