H.C.
Andersen - Hans Christian Andersen eventyr
Æblet
Ovre i Engeland sad en
lille Dreng og en lille Pige, de legede
med et Æble, de rystede det og hørte
hvorledes Kjærnene raslede indeni; Æblet
skar de over og fik hver sit Stykke, de
deelte Kjærnene imellem sig og spiiste
dem, paa een nær, den skulde de lægge i
Jorden, meente den lille Dreng, saa skal
Du see hvad der kommer ud af!" sagde
han, "der kommer noget Du slet ikke kan
tænke Dig! der kommer et heelt Æbletræ!
men ikke lige strax!" han var nu saa
klog. Og Kjærnen blev plantet i en
Urtepotte, begge to vare de lige ivrige
dermed; Drengen gravede Hul i Jorden med
sin Finger, den lille Pige lagde Kjærnen
ned og begge to dækkede Jorden til.
"Nu maa Du ikke imorgen tage den op
for at see om den har faaet Rod," sagde
Drengen, "det maa man ikke, det gjorde
jeg med mine Blomster ifjor, kun to
Gange, jeg ville see om de groede, da
havde jeg ikke bedre Forstand og
Blomsterne døde!"
Urtepotten blev i den lille Piges
Stue, hver Morgen hele Vinteren saa hun
til den, men der var kun den sorte Jord
at see, nu kom Foraaret, Solen skinnede
saa varmt og da pippede der frem i
Urtepotten to smaa grønne Blade, "det
var yndigt, det var mageløst," jublede
den lille Pige, "nu kommer Æbletræet!"
og for hver Dag og Uge kom det mere
frem, Planten blev større og større, den
blev et heelt lille Træ, Aar for Aar
større, men den lille Pige saae det ikke
blomstre, vor Herre kaldte hende bort
fra Jorden. Den lille Dreng levede
endnu, men hos ham stod jo Træet ikke og
han havde ogsaa ganske glemt det og den
Leeg, da de lagde Æblekjærnen ned i
Urtepotten, for at der kunde blive af
den Noget som hun slet ikke tænkte. Han
var selv kommet fra sine Forældres Huus
ud i Skole for at der kunde blive noget
af ham - det var ham en saadan Glæde at
læse, at lære, at vide, han glemte alle
sine Lege, og han tænkte naturligviis
ikke længer paa Æblekjærnen, og hvad den
kunde blive til; den var jo allerede et
lille Træ, stort nok til at plantes ud i
Haven, og der kom den - ogsaa den kom ud
i Verden for at der kunde blive noget af
den; og den stod i den friske Luft,
Duggen faldt paa den, Solen skinnede
varmt, den fik Kræfter til at staae
Vinteren imod, og efter Vinterens haarde
Tryk var det ligesom om den af Glæde i
Foraaret satte Blomster, og i Høstens
Tid havde det virkeligt et Par Æbler. Og
Aaringer kom og Aaringer, hen over den
lille Piges Grav voxede Græsset, men ud
fra Skolen, Aar for Aar fremad gik en
Mand med Tro i sit Hjerte, med stærke
Tanker i sin Pande, engang vilde han
blive nævnt blandt Verdens store
Tænkere, han tænkte slet ikke paa sit
Æbletræ, huskede ikke hvordan han som
lille med den lille Pige legede med
Æblet, deelte det og spiiste selv
Kjærnene med paa den ene nær, som de
plantede for at hun skulde see: Noget
hun slet ikke tænke paa.
Og i Aarenes Løb vare tunge Dage,
Prøvelsens Dage gaaet gjennem det Huus
hvor Børnene havde leget. Den lille
Piges Forældre bleve forarmede, Huus og
Gaard blev solgt, den nye Eier lod bygge
og grave, en ny Markvei blev lagt hen
over et Hjørne af den gamle Havegrund og
derved kom Æbletræet til at staae
udenfor paa den anden Side af Veien; men
Solen skinnede paa det, som før, og
Duggen faldt paa det som før; det bar
deiligt Blomster, det satte rigeligt
Frugt, den bøiede Grenene lige ned, og
mange af dem blev brækkede, thi kaade
Hænder kom og rev Frugten til sig, Træet
stod jo ved Alfar Vei, hvor Enhver kom
forbi, det stod der i mange Aar, Træet
ved Landeveien, man brød af det Blomster
uden at sige Tak, man stjal af Frugten
og knækkede Grenene ovenikjøbet, det var
rigtig kunde man sige ikke saaledes
sjunget for det Træes Vugge, dersom man
kan tale om et Træ, som om et Menneske;
- det begyndte sin Historie saa smukt -
og hvad kom der ud af den, forladt og
glemt et Havetræ paa Grøften ved Mark og
Landevei, der stod det uden Læ, rusket
og knækket, det visnede vel ikke hen,
men med Aarene, bar det færre Blomster
og endnu færre Æbler, det kunde godt
undværes, tilsidst et Aar hang der i
Efteraaret kun tre Æbler paa hele Træet,
de sat nær ved hinanden paa een Green,
acurat ligesom i det første Aar da det
var lille, ungt og lykkelig ved sin
første Rigdom, den Gang ogsaa kun tre
fire Æbler, men nu var det de sidste, og
det ene faldt og det andet faldt, nu
hang kun det allersidste, og naar det
faldt var Træets Historie ude. - Mon det
netop var den Tanke som opfyldte den
ældre Mand, som kom paa Veien, stod
stille grundede og fæstede stirrende
sine Øine paa det ene sidste Æble paa
Træet, det var i det mindste saa
rimeligt, thi denne Mand, var just den
samme der som lille Dreng havde plantet
Æblekjernen, men ikke havde seet den
voxe, ikke havde seet hvad der kom ud
deraf - Noget han ikke vidste, et Guds
Blik for hans Tanke der i dette Øieblik
grundede paa Skabnings Samhold, Guds
Tanker - der, som vi kalde Naturkræfter
- Verdens Gaaden vilde han løse - en
sagte Luftning, rørte Træets Blade -
Guds Aande svævede og svæver over det
Hele - Æblet faldt fra Træet - Tyngdens
Love løste et Problem, det var Newton.
|