Der
var en Mand, som havde skrevet nogle nye
Vers til "abc-Bogen"; saadan to Linier
til hver Bogstav, ligesom i den gamle
Abc; han syntes, at man skulde have
noget Nyt, de gamle Vers vare saa
forslidte, og han syntes nu altid saa
godt om sine egne. Den nye Abc laae
endnu kun skrevet, og den var ved Siden
af den gamle trykte stillet hen i det
store bogskab, hvori der stode saa mange
lærde Bøger og moersomme Bøger, men den
gamle Abc vilde nok ikke være Nabo til
den nye og var derfor sprunget fra
Hylden og havde i det samme givet et
Skub til den nye, saa den ogsaa laae paa
Gulvet og det med alle sine løse Blade
spredte rundtom. Den gamle Abc vendte
opad den første Side, og det er den
vigtigste i den, der staae alle
Bogstaverne, de store og smaa. Det Blad
har nu Alt, hvad alle de andre Bøger
leve af, Alphabetet, Bogstaverne, dem
der dog regjere i Verden; en forfærdelig
Magt har de! det kommer alene an paa,
hvorledes de kommanderes til at staae;
de kunne give Liv, slaae ihjel, glæde pg
bedrøve. Enkelte opstillede betyde de
Ingenting, men stillede i Geled, - ja,
da vor Herre lod dem lægge under sine
Tanker, fornam vi mere, end vi mægtede
at bære, vi bøiede os dybt, men
Bogstaverne mægtede at bære det.
Der laae de nu og vendte opad! og
Hanen i det store A straalede med røde,
blaae og grønne Fjer; han brystede sig,
for han vidste hvad Bogstaverne betød og
at han var den eneste Levende i dem.
Da gamle Abc-Bog faldt paa Gulvet
slog han med Vingerne, fløi ud og satte
sig paa en Kant af Bogskabet, glattede
sig med Næbet, og galede, saa det
skingrede efter. Hver Bog i Skabet, som
ellers Nat og Dag stod ligesom i en Døs,
naar den ikke var i Brug, fornam det
Trompetstød - og saa talede Hanen høit
og lydeligt om den Uret, der var gjort
den værdige gamle Abc-Bog.
"Alting skal nu være nyt, være
anderledes!" sagde den, "Alt skal være
saa fremad, Børn ere saa kloge, at de nu
kunne læse før de kjende bogstaver. "De
skulle have lidt Nyt!" sagde han, der
skrev de nye Abc-Vers, som ligge der
spredte paa Gulvet. Jeg kjender dem!
meer end ti Gange har jeg hørt ham læse
dem op for sig selv, det var ham saadan
en Fornøielse, nei, maa jeg bede om mine
egne, de gode gamle med Xanthus, og de
Billeder, der høre til; dem vil jeg
kjæmpe for, dem vil jeg gale for! enhver
Bog i Skabet kjender dem vel! nu skal
jeg læse de skrevne nye! læse dem med al
Rolighed! lad os saa være enige om, at
de ikke due!"
A. Amme.
En Amme gaaer i Søndagsklæder,
Og Andres Børn er hendes Hæder.
B. Bonde.
En Bonde før leed stor Fortræd,
Nu er han tidt for meget med!
"Det Vers finder jeg
nu inderligt flaut!" sagde Hanen, " men
jeg læser videre!"
C. Columbus.
Columbus over Havet foer,
Og Jorden den blev dobbelt stor!
D. Danmark.
Om Danmarks Rige Sagnet gaaer,
Gud ei sin Haand af Danmark slaaer!
"Det vil nu Mange
finde saa kjønt!" sagde Hanen, "men det
gjør jeg ikke! jeg finder nu Ingenting
kjønt her! - videre!"
E. Elephant.
En Elephant gaaer altid tungt,
Om ogsaa Hjertet det er ungt!
F. Formørkelse.
Formørkelse gjør Maanen godt,
Den gaaer saa længe med Kalot!
G. Galten.
Om Galten end faaer Ring i Næsen,
Han lærer ei det fine Væsen.
H. Hurra.
Tidt er et Hurra paa vor Jord
Et meget ubesindigt Ord!
"Hvor skal nu et Barn
forstaae det!" sagde Hanen, "der staaer
rigtignok paa Titelbladet: "Abc-Bog for
Store og Smaa", men de Store have Andet
at bestille end læse Abc-Vers og de Smaa
kunne ikke forstaae det! Der er en
Grændse med Alt! Videre!"
J. Jord
Vor Jord er vor Moder saa rund og saa stor,
Og vi gaae tilsidst igjen i vor Moer!
"Det er nu raat!"
sagde Hanen.
K. Ko. Kalv.
En Ko er Tyrens Madamme,
Og Kalven kan blive det samme!
"Hvor skal man nu
kunne forklare for Børn det
Familieskab?"
L. Løve. Lorgnet.
Den vilde Løve har ei Lorgnet,
Det har den tamme i Nummer-Parquet.
M. Morgensol.
Op staaer den gyldne Morgensol,
Men ei fordi Gaardhanen goel.
"Nu faaer jeg
Grovheder!" sagde Hanen; "men jeg er da
i godt Selskab, i Selskab med Solen!
videre!"
N. Neger.
Sort er en Neger al sin Tid,
Ham kan man ikke vaske hvid.
O. Olieblad.
Det bedste Blad - ja veed Du hvad?
Det var dog Duens Olieblad.
P. Pande.
Tidt rummes i Menneskets Pande,
Hvad knap kan rummes i Tider og Lande.
Q Qvæg.
At eie Qvæg er stort og godt,
Selv være Qvæg, det er kun smaat.
R. Rundetaarn.
Skjøndt man er skabt som Rundetaarn,
Er man derfor ei høivelbaar'n.
S. Sviin.
Lad det Dig ikke gjøre hoven,
At Du har mange Sviin paa Skoven.
"Tillader De nu, jeg
galer!" sagde Hanen, "det tager paa
Kræfterne at læse saa meget! man maa
trække Veiret!" - og saa galede den, saa
at det skingrede som Messing-Trompet, og
det var en stor Fornøielse at høre paa -
for Hanen. "Videre!"
T. Theekedel. Theemaskine.
Theekedlen fik kun Skortsteens-Rang,
Og har dog Theemaskinens Sang.
U. Uhret.
Skjønt uhret stadigt slaaer og gaaer,
Midt i en Evighed man staaer!
"Det skal nu være saa
dybt," sagde Hanen, "men jeg kan ikke
hitte det paa Bunden!"
V. Vaskebjørn.
En Vaskebjørn kan vaske Tingen
Saa længe, at den bliver ingen!
X. - -
"Her har han ikke kunnet
finde paa noget Nyt!"
I Ægteskabs-Sø skal der findes en Klippe,
Af Socrates blev den betegnet Xanthippe.
"Han maatte dog tage
Xanthippe. Xanthus er nu bedre!"
Y. Ygdrasil.
Under Ygdrasil-Træ var Gudernes Sted, -
Træet er dødt og Guderne med!
"Nu er vi snart ude!"
sagde Hanen, "det er altid en Trøst.
Videre frem."
Æ. Æsel.
Et Æsel er et Æsel dog,
Om selv det gaaer med gyldent Skrog.
Ø. Østers.
En Østers har ikke til Verden Fiduns,
Den veed, man kan æde den ud af sit Huus!
"Der
slap det! men det er ikke overstaaet! nu
skal det trykkes! og saa skal det læses!
det skal bydes istedetfor de værdige
gamle Bogstav-Vers i min Bog! Hvad siger
Forsamlingen, Lærde og Ulærde, enkelte
og samlede Skrifter? hvad siger
Bogskabet? Jeg har talt - nu kunne de
Andre handle!"
Og Bøgerne stode og Skabet stod, men
Hanen fløi ned igjen i sit store A og
saae sig stolt om. "Jeg talede godt, jeg
galede godt -! det gjør den nye Abc-Bog
mig ikke efter! den døer bestemt! den er
død! den har ingen Hane!"