Andersens talenter

 

Sprogtalent

Spørger man saaledes, om han havde Talenter, da svarer jeg ja og skal nævne nogle; men først vil jeg omtale et Talent, som han ikke havde, nemlig Sprogtalent. Han har ofte følt Savnet, men han var selv den Første til at spøge dermed, dog
maaskee kun ligeoverfor os. Af de mange Anekdoter derom, som circulerede i vor Kreds, vil jeg nævne nogle enkelte. Det synes næsten, at han har søgt Anledning til Samtaler, som vilde have sat enhver Anden i Forlegenhed. Han fortæller selv, at han paa et Dampskib i Dardanellerne traf en Perser; til denne siger han: Bereschit bara, hvortil Perseren svarer: Yes. Dette var dog kun en Spøg; derimod var det ikke Spøg, naar han skulde bevæge sig mellem Tydskere, Franskmænd og Englændere uden at kunne deres Sprog.

 

Det tyske sprog

Han kom tidligt til Tydskland. Her var der ikke Tale om en Conversation som den med Perseren; her kom han ind i Familielivet, og der hed det: Da hilft kein Maulspitzen, hier muss gepfiffen werden«. At han aldrig har kunnet lære det
tydske Sprog saaledes, at han kunde skrive det, har dog gjort ham ondt; og ved hans udbredte Brevvexling med Tydskland var det jo ogsaa generende, at han maatte tye til Andres Hjelp. I Talen lærte han dog efterhaanden at udtrykke sig aldeles ugenert, men saa ugrammatikalsk som muligt. Kun eet Exempel: da han fra en tydsk Ven fik et Brev, der begyndte med: Verehrter Hr. Professor — sagde han: »Han maa jo være blevet vred paa mig, ellers skrev han altid: Theures liebe Freund.«

 

Det franske sprog

Det franske Sprog var ham selvfølgelig endnu mere fremmed. Hans udmærkede Hukommelse hjalp ham til at bevare en Mængde Gloser, men han formaaede ikke at sætte dem sammen til en Sætning; han hjalp sig ved at bruge alle Verber i Infinitiv, og de fleste Substantiver vare for ham feminine. Hvor en Glose svigtede ham, hjalp han sig hurtigt med en Omskrivning eller med pantomimiske Fagter.

 

Det engelske sprog

Med det Engelske gik det neppe bedre; idetmindste har han selv fortalt, at Dickens sagde til ham: »Tal heller Dansk, det forstaaer jeg bedre«. Man har fortalt mig følgende Anekdote om ham. I London raadede man ham til at optegne Navnet
paa den Gade, i hvilken han boede, for, hvis han gik vild, at kunne vise en Constabel dette. Han fulgte Raadet, standsede ved Gadehjørnet og opskrev de Ord: "Stick no bills" (Forbud mod at opslaae Plakater). Han gik derpaa vild, men viste sin
Opskrift til en Constabel; Følgen var, at han blev ført til en Politistation og først frigivet, da den danske Consol indfandt sig og forklarede, at han ikke var gal.

 

H.C. Andersen var god med nål og garn

Naar jeg nu skal tale om de Talenter, som han havde, vil jeg begynde med det, som vistnok var det tidligst udviklede, nemlig at kunne sye. Formodenlig er det dette, som hos hans Moder vakte de senere feilslagne Forhaabninger om, at han kunde blive Skrædder. Men det Morsomme er, at hans Sympathi for denne Gjerning vedblev at holde sig. Han reiste aldrig uden at være forsynet med Naal og Garn ; thi han syede
selv Knapper i sine Buzer og stoppede selv sine Strømper. Ordet »stoppe« er forresten ikke ganske correct; han klippede en Strømpe itu og lappede dermed de andre. Og tager jeg nu hans større Manuscripter frem, da finder jeg i mange, at For-
andringer, Udslettelser og Tilføielser ere foretagne derved, at han har syet et Blad ovenpaa det andet, rundt om paa alle Kanter, dækkende det Gamle med det Nye.

 

Sangtalentet

Det var ogsaa i en ung Alder, at han optraadte som Syngende. Det er bekjendt, at dette Talent søgtes uddannet under Siboni, og at det slog feil. Men han opgav det dog ikke ganske. I Maii 1837 skriver han i Anledning af Studenterforeningens Forestilling paa Vesterbroes Theater til Indtægt for Thorvaldsens Museum: »Jeg har et ubetydeligt Syngeparti, men det er dog en Solo, og altsaa kan jeg ikke blive borte fra Generalprøven.« Forresten havde han stor Kjærlighed for den dramatiske Musik.

 

Aviser

Naar jeg til hans Talenter regner det at kunne benytte, da mener jeg, at han havde et forunderligt Greb paa at kunne jage en heel Mængde Aviser igjennem og i disse ikke alene at eftersee, om der stod Noget om ham, men ogsaa at finde Noget,
som han kunde benytte. Ingemann skrev til ham: »De er et lykkeligt Menneske; naar De rager i en Rendesteen, finder De strax Perler.« Hvorledes han kunde opfange og benytte Træk og Yttringer fra den nærmeste Omgangskreds, har jeg tidligere omtalt.

 

Naturen og blomsterne

 

At han havde et aabent Øie for Naturen, vil neppe Nogen nægte; men ogsaa her mødte ham den Bebreidelse: han lægger Mærke til Naturen for at anbringe Beskrivelsen i sine Digte. Er nu dette ubilligt, kan det dog ikke nægtes, at Bemærkningen kan finde Anvendelse paa et andet Gebet. Han plukkede af enhver Videnskab nogle iøjnefaldende Blomster, og kunde med sin mærkelige Hukommelse ved en given Leilighed skaffe dem en piqvant Anbringelse. Dette har, især i hans modnere Alders Frembringelser, været altfor aabenbart, til at det kan forties.

Han havde Sands for smagfulde Arrangements, og i sin Ungdom blev han meget benyttet dertil. Var han ikke BlomsterElsker i den Forstand, at han havde Kyndighed i Blomstercultur, saa er det dog vist, at han med Kjærlighed syslede med at gruppere Blomster. Hvad han samlede paa Mark og i Skov, forstod han, efter Kjenderes Dom, at sætte sammen paa den smagfuldeste Maade.

 

Tegning

Jeg vil i Korthed berøre hans Talent for Tegning. Paa hans Reiser, især i tidligere Tider, da photographiske Billeder ikke fandtes, og da han ikke havde Raad til at kjøbe andre Afbildninger, kom det ham meget tilgode. Han udførte en betydelig Mængde Pennetegninger, som for ham vare en Skat, idet de, trods deres Ufuldkommenhed, fastholdt Erindringen om Steder og Gjenstande, som han havde faaet kjær. Denne Samling opbevarer jeg.

 

Udklipning - papirklip

Mere bekjendt er hans Talent for Udklipning. Der er vist endnu Mange, som med Forundring have seet, med hvilken Lethed han, alene ved Hjelp af en Sax og ved en
fortsat Ombøining, kunde af et Stykke Papiir fremkalde Mennesker, Dyr, Landskaber m. m. Hans Specialitet var de to Phantasi - Yderligheder: en Dandserinde, som staaer paa Taaspidsen, og en Tyv hængende i en Galge; disse Figurer findes ogsaa ofte anbragte i hans klippede Arabesker.

 

H.C. Andersens praktiske talent

Det Talent, som Verden mindst kjender, men som skaffede ham det største reelle Udbytte, var, at han var praktisk. Dette Talent, som udvikledes ved en smaalig nøiagtig Regnskabsførelse paa hans første Reiser, hvor Forholdene tvang ham
til den yderligste Sparsommelighed, kom ham tilgode ved hans senere Reiser og overhovedet i hele hans Liv. Før han tiltraadte en Reise, havde han lagt en fast Plan for, hvilke Steder han vilde besøge, og hvorlænge han vilde opholde sig der; Udgifterne vare beregnede i den yderste Detail, og det slog til i en mærkværdig Grad. Hans Budgetter for Opholdet hjemme toge særdeles Hensyn til den vigtige Post, som saa ofte glemmes, Reservefondets Forøgelse. — Men han var ogsaa
praktisk paa andre Maader; han forstod at stifte Bekjendtskaber, der kunde være ham, foruden til Fornøielse, ogsaa til Ære og Nytte. Johannes Oehlenschlæger havde ikke behøvet (i 1842) at opmuntre ham til at lade sig introducere hos Moltke,
idet han bemærker: « Fader veed nok hvortil en Finantsminister kan bruges. »
 

Andersens godhed

Jeg vil nu slutte med at omtale det Væsenlige hos ham, det, der angaaer hans Charakteer, den Charakteer, som saa uforbeholdent udtaler sig i de Breve til Familien, i hvilke han har sat Verden og dens Dom tilside. Jeg har seet ned i Dybden af hans Sjæl, og jeg har ikke ladet mig forvirre af hans Phantasies Udskeielser, fordi jeg har omtalt dem. Jeg veed, at han var god. Dette simple Vidnesbyrd vil ikke misforstaaes af dem, der have kjendt ham rigtigt; men
jeg vil gjerne tale udførligere om, hvori denne Godhed aabenbarede sig.

Han havde et aabent Øre for dem, der led og betroede sig til ham; han var utrættelig i at søge efter Hjep til dem. Han var godmodig; at han har været underkastet for haarde Prøver og ikke har bestaaet i dem alle, beviser Intet derimod. Hans Godmodighed blev ofte misbrugt; jeg veed hvor utroligt han blev plaget, og ikke alene for Pengebidrag. *)

 

*) En sendte ham en Sparebøsse, »for at han skulde besørge den fyldt«. Men hans værste Plage vare dog Forfattere i egen Indbildning. Han svarede taalmodigt En, som skriver, at han «vil dyrke Poesien, hvorved han troer at kunne bane sig Vei og komme i Besiddelse af Midler til et andet Foretagende. En Anden melder, at
han har forsøgt sig som Forfatter «paa Grund af et medfødt Geni, som han har tilegnet sig«. —
Kun eet Exempel endnu. En Dame, der havde sendt ham en Pakke Digte til Gjennemsyn, skriver: »Jeg beder Dem, læg det nye Testament for Dem og udarbeid en historisk Beskrivelse af hvert Menneske, der er antydet, skriv en Bog som varer i alle Evigheders Evigheder. Dog var det egenlig mit Ønske, at De vilde begynde med Skabelsen, altsaa med det gamle Testamente og ende med det nye, eller rettere altid vedblive, saalænge Gud Fader Almægtigste Dem forunder Liv og Helbred paa Jorden. De maa ikke nægte mig dette Ønske; naar De saa ikke føler Kraft meer, kan De saa ikke indsætte en Anden, i Deres Gjerning. Og med saadanne Folk indlod han sig i Forklaring.

 

Tjenstagtig

 

Han var i høi Grad tjenstagtig. Fra Læssøe fremhæver ogsaa dette, naar hum skriver til ham: « Beredvilligheden til at tjene Folk, det er den Deel af Godmodigheden, som De har beholdt ».

 

Retfærdighedsfølelse

 

En smuk Side af hans Charakteer var hans Retfærdigheds-Følelse; jeg har havt mange Beviser paa, hvorledes han bestræbte sig for at fjerne personlige Antipathier og danne sig en retfærdig Dom; ja jeg kan sige, han kæmpede derfor.

 

Sans for kunst og det skønne

Han havde en levende Sands for Kunst og alt det Skjønne; ogsaa her yttrede han sig lidenskabeligt. Naar Andre glædede sig, jublede han.

 

Fædrelandskærlighed

Han elskede sit Fædreland heit; dette vilde jeg ikke fremhæve, dersom der ikke havde været reist Tvivl derom, ene paa Grund af, at han, hvad vel Ingen kan fortænke ham i, følte sig hendraget til de Mange i Udlandet, der satte Priis paa ham, medens han følte sig tilsidesat hjemme. —

Andersen var gudsfrygtig

Han var gudfrygtig. Jeg vil ikke forklare dette med de Ord, der ere sagte om en anden samtidig dansk Digter: han var opdraget i en aabenbaret Religions Forudsætninger, som Videnskaben ikke har formaaet at befrie ham fra; men jeg vil
sige om Andersen: hans Gudsforhold ophørte aldrig at være levende; og den Tanke »at gjøre Gud bedrøvet« holdt ham oppe mod mange af Livets Fristelser. Han udtalte sig sjeldent herom. I et af hans Breve har jeg fundet følgende Udtalelse
om: Eritis sicut deus. «Det er en Bog, der viser hvorledes Videnskaben eller rettere. Philosophien kan udskeie og i sin Fornægtelse af en personlig Gud og en Bryden med Bibelens Aabenbaring, bringer Ulykke ind i dethuuslige og sociale Liv».

Hans rene Vandel, hans sædelige Bevidsthed gjorde sig ogsaa gjældende i hans Skrifter; man vil neppe finde, at han nogetsteds har søgt at gjøre sig interessant ved letfærdige eller tvetydige Bemærkninger.

 

Trofast

Han var trofast i sit Venskab; ogsaa i denne Henseende har han været udsat for Misforstaaelse. Hvad vor Kreds angaaer, da har han viist sin Trofasthed til det Sidste. Et af de seneste Indtryk deraf havde jeg, da han, skjøndt dødsyg og dødtræt lod sig kjøre ud til Din Moder for at tage den sidste Afsked med hende. Det var en høist rørende Sammenkomst, som jeg aldrig glemmer.

Og nu haaber jeg, at Du vil forstaae Andersen og min Betragtning af ham bedre ; jeg haaber ogsaa, at det vil gaae Dig og hans andre endnu levende Bekjendte, som det gik en af hans yngre men nærmeste Venner, der, efter at have læst mit Arbeide i Manuscript, sagde: »Jeg holder nu meer af Andersen, end jeg gjorde før.«

Din Onkel

Edvard.

 

Her slutter brevet fra Edvard Collin til sin niece Jonna Stampe

 

Resten fortsætter her !