Slagelse 19. Aug. 1824.
 

Kjære Velgjører.

    Stolende paa Deres sædvanlige Godhed er det jeg skriver Dem til, skjønt jeg saa nylig har skrevet. Det er nu over 14 Dage siden mit Qvartal var ude hos Madam Henneberg og jeg har derfor længtes meget efter et Brev fra Dem; at De var reist bort, har jeg sagt hende, men da jeg nu formoder at De er kommen Hjem saa er det at jeg skriver, for at De skulle være vred paa mig, kan jeg ikke overtyde mig om; det sidste Brev De skrev mig til var det venligste og meest faderlige Brev
De nogensinde har sendt mig, og jeg har jo ogsaa ofte bedet Dem om strax at sige mig naar De følte Dem utilfreds med mig at jeg, maaskee, kunne rette min Feil; endnu har De aldrig ytret mindste Træk af Vrede eller Misfornøielse med mig, at Hr. Rektoren, som De jo har talt med, ikke kan have sagt Dem andet om mig, end hvad jeg selv i mine Breve har tilmeldt Dem siger Bevidstheden om mit Forhold mig og Rektorens Retfærdighed. Ikke saameget Ønsket at betale Madam Henneberg, da det er en meget billig Kone, som Frygt for at have Deres Vrede er det som bringer mig til at skrive igjen, da jeg ingen Svar har faaet paa mine sidste Breve. De kan sikkert ikke være vred paa mig, jeg har troligen meddeelt Dem alt, har nogen sagt mere da siig mig det, jeg haaber, ved Guds Hjælp, at kunne giendrive det.

    Jeg burde jo anderledes briliere i Skolen, end jeg gjør, men De har jo selv sagt: De er tilfreds, De fordrer ikke Kiæmpeskridt. — Jeg giør sandelig hvad jeg kan og dermed er De jo fornøiet? Sæt Dem ind i min Stilling, min første Opdragelse, tænk Dem mit Hovede opfyldt med Narrestræger og et Oplag af sammenrodede Digte og Romaner, de ikke gode Evner, den fæle Flygtighed hvormed jeg sværmede om; da vil De bedst kunne bedømme mig; Viljen til det Gode har jeg, og paa den haaber jeg De seer meest hen. Mangel paa Grammatik er det som giør at jeg er saa daarlig i Græsk og Latin, men paa en Maade kan det vel undskyldes, da alle de i Klassen med mig Lave læst deres igiennem i det mindste 2 Gange før i 1ste og anden Classe og Lexerne blive derfor kun anseet som repetise da de derimod ere ganske nye for mig og temmelig store, da jeg ikke kan forsømme de andre Videnskaber. løvrigt har det i den senere Tid gaaet bedre med Græsken og Latinen har De seet af mine Karagterer Hr. Qvistgaard ikke er misfomøiet med. Deres Godhed og Fader-Sind for mig er det eneste som kan styrke mig paa en mig saa kiær, men formedelst Alder og Mangel paa Forkundskaber vanskelig Bane.

Jeg venter ganske sikkert et par Linier fra Dem paa Søndag, da jeg ellers frygter at have mistet Deres Godhed.

Deres

taknemlige Andersen.

Bliv nu ikke vred fordi jeg har vovet at skrive saasnart, og skulde jeg have erholdt Deres Utilfredshed siden De sidst skrev mig til, saa siig mig Grunden og bedøm mig efter Deres sædvanlige faderlige Maade!