H.C. Andersen lover bod og bedring overfor rektor Meisling

 

 

Til Hr. Rektor Meisling.

Slagelse 25. Marts 1824.

Jeg haaber, at De vil giennemlæse mit Brev, da jeg lover Dem ikke oftere at uleilige Dem med Sligt. De er vred paa mig, og især fordi jeg skal have smilet, da jeg var uheldig at faae en slet Characteer, men det forsikkrer jeg Dem ved Gud (og jeg troer at De ei for har fundet nogen Usandhed hos mig) at jeg aldrig, hverken paa Skolen eller da jeg gik hjem, yttrede noget Tegn paa Selvtilfredshed, det er en Opførsel som ligger ganske udenfor mit Væsen. Jeg har i mine Breve til Hr. Etatsraad Collin stedse yttret min Mismod, fordi at De ikke kunde være tilfreds med mig i Græsk, og selv sagt ham, at De ikke fandt Spor af de Evner hos mig man havde ventet; han har selv svaret mig, at jeg ikke maatte være mismodig, da han var ret tilfreds med de andre Charakterer, kun stræbe saa godt jeg kunde med Græsken. Al Grammatik, naar jeg undtager den danske, falder mig tung; og naar jeg dertil er ængstelig, stiger Blodet mig til Hovedet og jeg giver da de slette Svar som er Skyld i Deres Utilfredshed med mig; iøvrigt som De formoder at jeg læser Morskabsbøger og ikke mine Lexer da feiler De sandelig, kun nogle faa Timer og det neppe hver anden Søndag har jeg brugt, og da De ikke vil det skal jeg heller ikke dem engang.

Jeg kom ind i Skolen med for store Begreber om mig selv, den uvante Virkekreds, Mangel paa al Elementardannelse gjorde mig det mere trykkende; ene mine Foresattes Velvillighed kunde give mig Mod til at stræbe.

Hav Overbærelse med mig endnu i nogen Tid, og skulde jeg da ikke i næste Qvartal vise nogen Fremgang, da lover jeg Dem selv at trække mig bort fra en Stilling, hvor jeg kun opvækker Utilfredshed. Nu kommer de lange Morgener, de hjalp mig i Fior, og da tilstod De jo at jeg havde været flittig, de vil ogsaa hjelpe mig iaar.

Smilet har jeg ved Gud aldrig af den daarlige Charakteer, jeg tør kalde Classen til Vidne derpaa, ei heller nogentid yttret noget om Dem eller de andre Lærere; jeg haaber De seer hen paa min Opførsel i den Tid jeg har været her. Som sagt overbær endnu nogentid med mig, med Guds Hjelp vil det blive bedre, og hvis ikke skal jeg gjerne gaae bort; — og skulde jeg have fornærmet Dem paa nogen anden Maade, o da sig mig det, og tillad at jeg forsvarer mig, jeg veed mig ganske rolig i denne Henseende.

Tilgiv mig nu denne Gang og jeg skal vise Dem, at jeg ikke vil misbruge Deres Godhed.

Deres taknemlige

Andersen.