Andersen har vistnok i sin første Skoletid skrevet ikke faa Digte, inden han, som i dette Brev, lover sig selv at ophøre med denne Virksomhed ; der findes saaledes nogle, daterede 4. Jan. 1823, i Reglen Udbrud af melancholske Stemninger.
 

Som Prøve meddeles her en Art Ode til Venskab:

 

Med dunkel Mos paa det hellige Hoved,
Majestætisk sørgende, skuer ned
Den med Vedbende omslyngede
Hensmuldrede Søile,
 

Pegende paa Forgængelighed.
Rosen jo visner, Lilien segner,
Stjernerne blegne for stigende Sol.
Ene kun Venskab evigen blomstrer
Følger os gjennem Grav og Død.
Hisset i Hjemmet, hist hos de Kjære
Venskabets Lilie udvikler sig.

 

Et andet samtidigt Digt indeholder følgende besynderlige Sætning :

 

Naar Boreas med sine Storme
Besøger Sjølunds skjønne Egne,
Og De en Fugleskræmme skuer,
Der eensom staaer paa nogen Mark —
Da tænk paa mig.