Slagelse (1823).

Gode Madamme Andersen *)

 

*) Kongl. Skuespillerinde B. Andersen, født Olsen, opdraget i Rahbeks Huus.

Bliv ikke vred at jeg skriver Dem til — men maaskee at De endnu ikke veed hvem Brevet er fra; nu vel, det er fra »der kleine Declamator *)

 

*) Dette Navn havde Md. Andersen givet ham; at han kaldtes saledes almindeligt, kan jeg godt erindre blandt andet deraf, at vor Tjenestepige, som lukkede op for ham, kom ind og sagde: »Det var Klamatoren der kom.

 

— Jeg føler nu fuldkommen, at Studeringer ere nødvendige for mig, for engang i Tiden at kunne sikkert betræde min valgte Bane. Al elementæir Dannelse og Forkundskaber manglede jeg. Jeg er ogsaa flittig, uden at rose mig selv, men Grammatik -Lexer kommer jeg ikke saa godt ud af. Jeg var i Paaskeferien hjemme i Odense og besøgte min gamle Moder, som jeg ikke havde seet snart i 4 Aar. O det var mig nogle salige Timer; hun kjendte mig ikke strax og græd af Glæde ved Gjenkjendelsen. Ja alene alle Gjenstande i Byen gjorde dybt Indtryk paa mig, saa at, jeg skammer mig ikke ved at skrive det, jeg græd af barnlig Glæde. For 4 Aar siden drog jeg jo ogsaa ud af Byen, et fattigt Barn paa 14 Aar, uden Hjelp eller Leder; barnligt satte jeg min Lid til Gud og han var mig en kjærlig Fader. Jeg havde virkeligt mange Sorger i Kjøbenhavn, som De nok selv kan indsee; Tak skee Herren, at mange umilde Dage glemmes ved en glad Time. Nu er jeg jo kommen i en god Vei som kan lede mig til mit Hjertes* høie Maal. Jeg er ogsaa nu i den Alder, at jeg kan see hvor tjenlig Stræben er for mig. Mit barnagtige Væsen har jeg rigtignok endnu, men jeg føler mig saa vel ved det. Dersom nogen kan blive Digter ved de Begivenheder som hændes ham i hans Barndom, saa maa jeg blive det. Dog, ikke en lille Digter, dem er der nok af; kan jeg ikke blive en stor, vil jeg dog stræbe at vorde et nyttigt Lem i Staden. Min Fader er død og Moder meget fattig; jeg har ingen Fader uden Gud, men han kan ogsaa bedst hjelpe. Jeg underretter maanedligt Hr.
Etatsraad Collin om mine Charakterer; samvittighedsfuldt meddeler jeg ham saavel det gode som det mindre gode om mig, da han dog nu er den eneste jeg har i Verden at tye til; han har jo selv frivilligt paataget sig en Faders Plads; jeg skal ogsaa stræbe at vise mig senligt værdig. Jeg har nu været snart et halvt Aar i Skolen, jeg har ikke udmærket mig ved noget andet end ved mine Religions-Lexer, B. Historie og ved min Opførsel ; men da jeg veed at det Sidste er noget af det Bedste — , saa er jeg rolig.

Jeg skriver slet ingen Vers nu, skjønt Lysten tidt kommer over mig, men jeg har endnu stridt som en Helt. Det er ellers en kjedsommelig By og dens herskende Tone. Jeg betragter mine Studeringer her som et stort tykt Træ, indenfor hvis haarde
Bark er en herlig Saft der, naar jeg faaer den nydt, styrker og begeistrer mig til Saligflugt; men jeg maa først afgnave den haarde Bark, og det gjør i Begyndelsen ondt i Tænderne. O skriv mig til gode Madam Andersen.

Deres hengivne

Andersen