At Guldberg ikke havde nogen blivende Glæde af den ovenfor omtalte Underviisning, bemærker A. selv (M. L. E. 47). At han flere Aar efter, da A. var kommet ind i en alvorlig Vei, atter viste sig som hans sande virksomme Ven, er bekjendt; men hans Fortrydelse over det planløse Liv i den her omhandlede Periode sees endnu af følgende Brev fra ham af 15de Julii 1822:

»Hvis De troer at skylde mig nogen Forbindlighed, vil De ene kunne vise mig den ved aldeles at opgive det Forsæt, De har, at tilegne mig et Arbeide, De skal have isinde at lade trykke. Al saadan offenlig Pegen paa mig er mig saa haardt
imod, at De ikke let kan vise mig en større Ærgrelse, end den, paa nogen Maade, hvilkensomhelst, at nævne mig som den, der har gjort Noget for Dem. Den første
Leilighed til at vise Dem taknemmelig mod mig, den store, at benytte de Anledninger til at lære Noget, jeg aabnede for Dem, den lod De gaae over; den mindre, den ganske lille, at nævne mig for en Snees Læsere, den lade De fare! Hvad jeg har gjort for Dem veed den Eneste det vedkommer, veed Gud i Himmelen; ham ene være det, der dømmer os imellem!«

F. Höegh Guldberg.

Dette maa sigte til den i Mit Livs Eventyr. 56 omtalte Bog: »Gjenfærdet ved Palnatokes Grav og Alfsol«. Tre Dage tidligere stod nemlig i Bladet Dagen Nr. 165 for 1822:

I Slutningen af næste Maaned vil udkomme en Samling af Digtninger under Titel af: Ungdoms Forsøg, 1ste Deel, indeholdende Prolog, Gjenfærdet ved Palnatokes Grav, en original Fortælling, og Alfsol, original Tragedie. Blottet for al Understøttelse til at fuldende sine Studeringer, nødsages Forfatteren, der kun er 17 Aar gammel, men har flere udmærkede Forfatteres Anbefaling, til at udgive sit første literaire Arbeide i det Haab, ved Subscription idetmindste at see sig skadesløs.
—  Anmelderen, der har seet Prøver af den unge Forfatters Forsøg, har deri sporet et ualmindeligt Talent, især med Hensyn til det Dannelsestrin, hvorpaa han staaer, og som udentvivl fortjener al Opmuntring og Understøttelse til at fuldende den høiere Udvikling, uden hvilken selv det eminenteste Genie ei formaaer at hæve sig til et værdigt Standpunkt. De som ville fremme dette Foretagende ved Subscription paa ovennævnte Samling, behage at tegne sig hos Cohens Enke i Pilestrædet Nr. 105.  Enhver, der samler 5 Subscribenter, feaer det 6te Explr. frit. —

Bogen er blevet trykt i 1822, men uden Afsætning, hvorefter Oplaget er solgt til Schovelin, som lod den udgaae i 1827 med et om trykt Titelblad, og som derefter, »da ikke et eneste Expl. blev afsat«, solgte den som Maculatur *)

 

*) See Trykte Samling af Breve til A. Nr. 284.
 

Naar A. siger (M. L. E. 52), at han skrev Alfsol efter en Fortælling af Samsøe, da er dette en Feiltagelse. Fortællingen findes hos P. F. Suhm. (Samlede Skrifter IV). Han har saaledes glemt, at han selv i nogle Forord til Tragedien oplyser dette og tilføier, at han ikke har udeladt nogen af de handlende Personer, men kun forandret Præstinden til en Vala. Han kunde have tilføiet, at han ogsaa trofast har fulgt Sproget
hos Suhm; exempelvis findes hos Begge Følgende: Da Alfsol seer, at Alf er dødelig saaret, siger hun: »End Harald da«. Hvorpaa Alf svarer: »Alting vigede for ham, men han faldt — Alting er forloret.« »Intet er forloret«, skreg hun. — Paa denne Maade lader det sig forklare, at Andersen kunde love P. Wulff (M. L. E. 52) at have en ny Tragedie færdig om c. 14 Dage.

Vende vi nu tilbage til Aaret 1821, da sees det, at A. i dette Aar skrev sit første fuldt færdige dramatiske Arbeide, som dog ikke blev indleveret (M. L. E. 50 — 51). Det er opbevaret i min Haandskriftsamling; Titelen er: Skovkapellet, Sørgespil i fem Acter af Hans Christian Andersen, Elev ved det Kgl. Theater 1821. Af dette rædselsfulde Stykke vil jeg meddele Slutningen:

Verner:

 

Hu! Timeglasset er udrandet! Hu!
Tolv dybe Slag — Han kommer Dødningen.
(betragter alt omkring sig med Skræk).
Hvor er jeg? Hu, i Graven? Luften er
Saa kold og tung og lummer. Se der stiger
De blege Skygger op! de myrde mig!
Vee, vee, jeg maa afsted! ned! ned!
(iler hen til Pillen, som forhen vaklede
og holder sig i Dødskampen fast ved den.
Den styrter over ham og han begraves
under dens Ruiner).
 

Greven, Beatrex, Svende (med Fakler)
 

sees i det Øieblik, Verner knuses af Pillen,
i Baggrunden; de standse forfærdede og
udbryde) :
O Himmel!
 

Ende.

Andersen var dengang Dandse-Elev; i Maii 1821 meldte han sig paa Syngeskolen som Chorist; men »om ham kan endnu intet bestemt siges«, bemærker Syngemester Krossing. Imidlertid blev han senere antaget som Chorsanger.
Han havde allerede tidligere bedt om at faae Leilighed til at fremtræde paa Scenen i Skuespillet, en Anmodning som for- blev upaaagtet; men han opgav det ikke, og skrev:

Til Theater-Directionen.

27. Sept. 1821.
 

Jeg vover her, skriftligt at anmode den høie Theaterdirektion om at opfylde mit inderligste Ønske! nemlig at faae Jaquinots Rolle i de 2 Grenadere, og da jeg har havd den Ære, som ellers kun faae tillades, at recitere den for Directionen og Hr.
Lindgreen siger, at den ikke anderledes kan spilles en jeg spiller den, nærer jeg det Haab at faae den i denne Saison og vis muligt, ogsaa Claus i Viinhesten, den sidste har H. E. Herr Kammerherre Holstein alt forrige Aar lovet mig, men sagde dengang, det ikke kunde skee før jeg kunde Musik o. desl. Nu, da jeg som Elev ved Syngeskolen er antagen, er fra denne Side intet i Veien. —
Forsømme mine Studier kan jeg ikke for at spille 1 eller 2 smaa Roller. Det vil snarere opflamme mig mere. To skjønne Søstere, som Minerva og Thalia, kan gjerne vandre Haand i Haand. Som Skuespiller, forlanger jeg aldeles ikke
at træde frem, kun som Elev! Da, som jeg ved af de Hrr. Directører selv, at de Alle Interessere Dem for mig, haaber Jeg De vil tage i gunstigst Overveielse, hvad jeg har anmodet Dem om. Man kan jo give mig den, og see hvorledes jeg seer ud paa Theatret. Jeg nærer det Haab at see mit Ønske opfyldt, da ellers den høie Direction ikke har vilde seet mig prøve for den.

 

Underdanigst
Hans Christian Andersen.
Elev ved det Kgl. Theater.

Directionen svarede 3 October 1821:

«Dir. finder sig foranlediget til at tilkjendegive Dem, at der for det Første i indeværende Saison ikke vil gives Leilighed for Dem til at udføre nogen Rolle paa det Kgl. Theater. »

Han havde ogsaa anden Modgang paa dette Sted, som følgende Skrivelse viser:

Til den høie Direction for den Kongelige Skueplads.

14. Novbr. 1821.
 

Jeg seer mig, skjøndt ugjerne, nødsaget til at bebyrdige Dem med Klage over Hr. Chorist Brandt! men da alle tilstedeværende paa Syngeskolen veed Hr. Brandts Fornærmelser imod mig, og Hr. Krossing som min Syngelærer har paa det
eftertrykkeligste ønsket, jeg skulde underrette de Hr. Directeure derom. Jeg ønsker ikke at Hr. Brandt skal komme i nogen Ubehageliglied for min Skyld, kun han vil lade mig i Ro for Fremtiden. For at kunne gjøre de Hr. Directeure deelagtig i Sagen, maa jeg i Korthed fortælle hele Sagen.
I hele sidste Maanede har Hr. Brandt saavel paa Prøver samt Syngeovelser bestandigt opvartet mig med Snuustobak saavel i Næse som Mund, samt viist mig andre Uartighed. Onsdagen den sidste (forrige Uge) ved Prøven paa Zuraime
og Zulnar begyndte Hr. Brandt som sædvanlig med Uartigheder, og spurgte «om jeg havde anklaget ham for Directionen (som jeg Dagen iforud havde truet ham med, hvis han ei lod mig være) og da jeg svarede Nei, at jeg meget nødigt vilde føre Klage o. dsl., begyndte han da atter paa sit sædvanlige Spøg med knæpsend paa min Næse og truede at knuse mig, hvis jeg sladdrede, og begyndte herpaa med sine Uartighed temmeligt eftertrykkelig, hvorfor jeg sagde disse Ord: »Jeg har aldrig kjendt saa uartig Mosjø som Dem«. Og næppe havde jeg sagt dette før han gav mig et stærk Ørefigen, som jeg rolig tog imod for det jeg havde sagt. Derpaa begyndte han atter paa sit Spøg og tilføiede idet han gav mig nok eet Ørefigen »saaledes skulde jeg faae, hvis jeg anklagede ham for Directionen« og skjælte mig derpaa Huden fuld. —
Dette er hele Sagen. Jeg ønsker ham ingen Ubehage ligheder kun han vil lade mig i Ro, for Fremtiden. —
Jeg beder den høie Direction naadigst undskylde, hvis dette er ikke skrevet saaledes som det burde, da dette er min første Klage i mit Liv, og jeg vil haabe ogsaa den sidste, da jeg ikke skriver den med bedste Villie.

underdanigst

H. C. ANDERSEN.
Elev ved Syngeskolen.

(Brandt maatte offentligt paa Syngeskolen gjøre Afbigt.)