H.C. Andersen anmoder om hjælp til dagligdagen i København

Andersens første faste Bopæl i Kjøbenhavn var i Ulkegaden, i «Hukken»* No. 108 hos Overstyrmand Henckel *) .

*) Af hans senere Bopæle mindes jeg følgende: (i 1827) Viingaardstræde 131 3die Sal, store Kongensgade 33 3die Sal, Amaliegade 141, Kvisten i Hotel du Nord, Nyhavn B. S. 67, Garnisonsplads 22 i Stuen, Kongens Nytorv (Hj. af lille Kongensgade 1), Tordenskjoldsgade 17 og endelig Nyhavn Charl. Side 18. — Han havde aldrig nogen særlig Tilbøielighed til at skaffe sig et fast hyggeligt Hjem. Hans
omflakkende Liv paa de mange Reiser, hans Aar for Aar gjentagne Besøg paa en eller anden af Landets Herregaarde og paa "Rolighed" — hvor han var fri for at skulle tænke paa selv at sørge for sin Bekvemmelighed og hvor han havde — hvad han meget satte Pris paa — god Opvartning — havde saa aldeles vænnet ham fra den Tanke at danne sig et Hjem, at det først i hans seneste Leveaar lykkedes at imponere ham til at anskaffe sig en egen Seng.

Fra det Tidsrum, som nu følger og som han saa omstændeligt har beskrevet, denne sørgeligste Periode af hans Liv, som han selv har kaldt sin Fornedrelsestid, foreligge to omtrent ligelydende af ham selv skrevne Bønskrifter om Hjelp. De
ere daterede 2. Junii og 3. Julii 1820. Det første lyder saaledes:

« For en Tid tvinger min Trang mig til at anbefale min Skjebne i ædelmodige Menneskevenners Hænder, da jeg nærer den inderligste Tilbøjelighed for Skuespillerkunsten og føler mig ene født til Thalias Tjeneste. Da jeg nu har havd den Lykke (efter over et Aars Ophold i Kjøbenhavn, som er gjort mig muligt ved de Herrer Professor Weise, Directeur Siboni og andre ædelmodige Menneskers Understøttelse) at er blevet antaget ved Theateret ved Dandsen og vis jeg ikke formeddels min Alder, som er noget over 15 Aar, skulde kunde gjøre Fremgang til engang i Tiden at blive Solodandser, jeg dog bliver ved Dandsen til jeg kan blive engageret til Skuespiller. Min Gage jeg for det første for bliver meget lidet og det
eneste jeg foruden bekommer er Skoe og Strømper. Men da jeg ved dette ikke seer mig mulig at skaffe mig Livets Nødtørftighed og mine Forældre formedelst derres Fatigdom ikke kan give nogen Understøttelse fra deres Opholdssted i Odense, nødes jeg til at henvænde mig til ædelmodige Menneskevenner om at skjenke mig Maanlig en liden Skjerv til min Underholdning til jeg ser mig selv i Stand at ernære mig ved min Gage. Jeg skal med Flid søge at forkorte Tiden snarts mulig, da naar jeg kan naae ved Theatret en Gage af 160 Rdl, jeg nok kan underholdig mig.
Det er min indstændigste Ben til alle ædeltænkende Mennesker at tage i gunstigs Overveielse hvor nær jeg er mit Ønske og det alene beroer paa dem om at gjøre mig til et lykkelig Menneske ved at give mig en liden Understøttelse. Jeg har intet at gjengjelde med uden en evig Taknemlighed. »

Hans Christian Andersen.

I det andet Benskrift beder han om «en liden enten Maanlig eller Qvartalis Understøttelse» idet han haaber «at blive instruxert til Skuespiller i denne Saison» *)

*) I sin senere Skoletid fik han alt imellem fra sine Venner i Kjøbenhavn tilsendt nogle, rigtignok tarvelige Bidrag. I flere Breve hedder det »hermed 1 Rdl « . —
 

Weyse, der formodenlig havde sat Sagen igang, er den første af de paategnede Bidragydende (med 1 Rdl. maanedlig); derpaa følge lignende Bidrag, dog kun faa i Forhold til den Tid, i hvilken Circulationen fandt Sted, nemlig til Maii 1821. Professor Guldberg paatog sig for endeel af de Bidragydende at sørge for Pengenes rette Anvendelse. »Jeg har saaledes«, skriver han paa Planen, »ialt modtaget til Andersen og gjemmer for ham 73 Rdl. Sedler. Desuden har jeg forpligtet mig til at lære ham saavel Modersmaalet som det tydske Sprog, Alt i den Overbeviisning at han har Naturgaver, der fortjene at uddyrkes og høre til den Bane, han har valgt. Saameget heller anbefaler jeg ham til mine Medborgeres ham endnu nødvendige Godhed, som jeg troer at mærke, at hans Charakteer er ufordærvet«.

Man forsøgte nu at skaffe A. en virksommere Hjælp ved at lade ham henvende sig umiddelbart til Kongen med følgende Ansøgning:

Til Kongen.
 

En ubegrændset Lyst til Theaterfaget, hvorfor jeg ene føler mig bestemt, har drevet mig til Hovedstaden for, om muligt at blive ansat ved det Kongl. Theater. Kun udrustet med min heftige Lyst og Haab til ædle Mennesker traadte jeg ud i den store Verden, thi min Fader, en fattig Skomager i Odense, kunde Intet give mig. Professor Weyse samt ogsaa Hr. Siboni ere de Ædle, hvem jeg skylder mit Underhold i de 3/4 Aar jeg har været her i Staden. Men da jeg kun med Smerte
kan modtage Velgjerninger af Professor Weyse, der maae falde ham tunge under de trykkende Tider, og jeg, uagtet jeg nu er ansat ved Dandseskolen, indtil jeg kan erholde Plads som Sanger og Skuespiller, ikke saasnart kan haabe et selvstændigt Udkomme, saa anraaber jeg all. Deres Majestæt om en Understøttelse for mit Ophold ; en Naade, jeg skal søge at gjøre mig værdig til, ved tro at uddanne det Talent, som jeg efter Mænds Dom, hvilke jeg ærer og elsker, smigrer mig med at besidde.