|
Fra " Mit Livs Eventyr " af H.C.
Andersen 1857.
" I April skrev jeg Ingemann til:
" »- Fra Charles Dickens har jeg nylig
faaet et velsignet. Han skriver, at han
mod denne Maaneds Slutning ender Roman »Little
Dorrit« og er da en »fri Mand«, Han har
en Villa mellem Rochester og London; der
flytter han ud sin Familie i Begyndelsen
af af Juni og venter mig; jeg faae en
smuk Udsigt og kjærlige Venner.
Jeg er
lykkelig Tilbudet om at komme der. Jeg
vil see, om jeg kan lægge Udreisen over
Sorø sidst i Mai for at være hos Dem paa
Deres Fødselsdag d. 28de Mai. En Uges
Tid tidligere vil min Roman, »At være
eller ikke være«, udkomme. Jeg har
tilladt mig at dedicere den til
»Digteren Ingemann og Philosophen
Sibbern « ;
De vil forstaae min Tanke
dermed.« En af de Første, jeg forelæste
min nye Bog, idet den udkom, var Hds.
Majestæt Enkedronningen, Caroline
Amalie. Altid havde hun og hendes
kongelige Gemal været mig naadige og
gode. Jeg tilbragte denne Gang flere
Dage paa det skjønne, skovrige
Sorgenfri. Skovene sprang netop ud i de
Dage, jeg var der.........
Det var i dette Foraar netop ti Aar
siden, jeg havde været i England. I den
Mellemtid havde Dickens oftere glædet
mig med Brev; nu fulgte jeg hans venlige
Indbydelse.
Jeg var lyksalig! Opholdet hos Dickens
maatte blive og blev en Glandspunkt i
mit Liv. Over Holland naaede jeg
Frankrig og gik om Natten til den 11te
Mai med Dampskibet fra Calais til Dover.
I mine »samlede Skrifter« findes en
udførlig Skildring af dette mig saa
dyrebare Ophold, hvor Mennesket Dickens
blev mig lige saa uendelig kjær som
Digteren Dickens var og er mig. Her
følger et kort Uddrag af det Givne: I
Morgenstunden naaede jeg med Banetoget
London og søgte strax Nordbanen for at
naae Stationen Higham. Her var ingen
Vogn at erholde; til fods, ledsaget af
Banebetjenten, som bar mit Tøj, naaede
jeg Gadshill,
Charles Dickens bolig
Gad's Hill Place,
som var Dickens sidste
bolig inden han døde i 1870.
Akvarel af Marcus
Stone ( 1840-1921)
hvor Dickens havde sin
smukke Villa. Dickens traadte mig imøde
saa glad, saa hjertelig, lidt ældre at
see til, end da vi sidst mødtes, men
dette Ældre laae for en Deel i Skjægget,
han havde lagt sig til. øinene lyste som
før, det samme Smiil om Munden, den
samme kjærlige Røst lød saa hjertelig,
ja, om det var muligt, endnu
hjerteligere end før. Dickens var nu i
sin Manddoms bedste Alder, i sit fem og
fyrgetyvende Aar, saa ungdommelig,
livfuld, veltalende og riig paa Humor,
der gjennemstraaledes af den varmeste
Hjertelighed. Jeg veed ikke noget mere
Betegnende at sige om ham end de Ord,
jeg i et af de første Breve derfra skrev
om ham: »Tag det Bedste ud af alle
Dickens's Skrifter, dan Dig deraf
Billedet af en Mand, og Du har Charles
Dickens«. Og saaledes som han i den
første Time stod for mig, var og blev
han uforandret alle de Uger, jeg blev
der, altid livssund, glad og deeltagende.
Nogle Dage før min
Ankomst var en Ven af Dickens,
Lystspildigteren Douglas Jerrold, død.
For at samle et Par Tusinde Pund til
Enken var Dickens traadt sammen med
Bulwer, Thackeray og Skuespilleren
Macready; en dramatisk ForestiIling og
flere Oplæsninger hørte med til
Programmet. Al den Virksomhed og
Travlhed forvoldte, at han, oftere end
det eIlers vilde have været Tilfældet,
maatte tage til London og blive der hele
Dagen. Et Par Gange fulgte jeg med og
blev hos ham i hans velindrettede
Vinterbolig i Hovedstaden. Med ham og
hans Familie var jeg tilstede ved Händels-Festen
i Glaspaladset.
Vi saae begge for første
Gang den uopnaaelige tragiske
Skuespillerinde Ristori, saae hende
udføre Titelrollen i en italiensk
Tragedie »Kamma«, og som Lady Macbeth;
især i denne sidste Rolle greb hun os
mægtigt; der var i hele hendes
FremstiIling en psychologisk rystende
Sandhed, forfærdelig og dog indenfor
Skjønhedslinien. Det er umuligt, at der
nogensinde kan gives et mere sandt og
gribende Billede af den i Sjæl og Legeme
gjennemrystede Kvinde jeg saae den
storartede og phantastiske Pragt, med
hvilken Direkteuren Kean, Søn af den
berømte Skuespiller, bragte Shakspeares
Stykker paa Scenen, saae første
Forestilling af »Stormen«, hvor det at
sætte i Scene var løftet til
Overdrivelse. Den dristige Digtning
forstenedes i Illustratjonen, det
levende Ord fordunstede, man fik ikke
den aandelige Ret, man glemte den for
Guldfadet, den blev baaren frem paa.
Et Værk af Shakspeare, kunstnerisk
fremstiIlet, om end kun mellem tre
Skjærmbrædder, er for mig en større
Nydelse end her, hvor den forsvandt i
Skjønheds Staffage.
Af de Forestillinger, der bleve givne til
Indtægt for Jerrolds Enke, stod som
Glandspunktet den, hvori Dickens med
Nogle af sin Familie optraadte, et nyt
romantisk Drama, »The frozen deep« af
Digteren Wilkie Collins. Forfatteren
selv udførte den ene Elskers Rolle,
Dickens den andens.
I Dickens's Huus blev der jevnlig givet
dramatiske Forestillinger for gode
Venner. Dronningen havde længe ønsket at
see en af disse og vilde nu overvære
OpføreIsen af en saadari
Privatforestilling i det lille Theater »the
galery of illustration« ; Som Tilskuere
var, foruden Dronningen, Prinds Albert,
de kongelige Børn, den unge Prinds af
Preussen og Kongen af Belgien kun et
Udvalg af de Spillendes Allernærmeste
tilstede. Fra Dickens's Huus kom kun
hans Hustru, Svigermoder og jeg.
Dickens udførte sin Rolle i Dramaet med
gribende Sandhed og stor dramatisk
Genialitet. Den lille Farce: »Two
o'clocck in the morning« blev givet med
mageløs Livlighed af Charles Dickens og
Udgiveren af Punch, Mr. Mark Lemon, der,
efter Sigende, i den senere Tid er
optraadt offentlig med stort Held som »Falstaff«
.
Efter Forestillingen tilbragte jeg
Timerne indtil langt paa Natten sammen
med alle de Spillende og Medvirkende.
var i Houshold words office arrangeret
en munter lille Fest som senere
fornyedes idet Grønne hos Albert Smith,
Bestigeren af Montblanc.
Paa Landet hos Dickens saae jeg Englands
rigeste Dame Miss Burdett Coutts, der af
Alle omtaltes som en af de ædlw og meest
velgjørende Kvinder. Det er ikke nok, at
hun har bygget flere Kirker, men hun
sørger fornuftigt og christeligt for
Fattige og Syge. Hun indbød mig til at
boe i hendes Huus i London. Jeg
tog imod Indbydelsen og saae der et i al
Riigdom indrettet engelsk Huus, hvor den
ædle, kvindelige, høist
værdige Miss Coutts selv blev mig det
meest Uforglemmelige.
Dining room - spisestue
på
Gads Hill's Place
i
Rochester
Hvor afvexlende og rigt
Livet end var inde i London, var jeg dog
altid glad ved at naae ud igjen til det
egentlige Hjem i Gadshill. Der var saa
hyggeligt i den lille Stue, hvor Dickens
sad med Hustru og Gjæster. Det var
lykkelige Timer, men dog kom der ogsaa i
disse tunge, mørke Øieblikke, ikke
indenfra, men udenfra; særligt erindrer
jeg fra denne Tid en Kritik over min
sidste Bog, »At være eller ikke være«.
Den satte mig i daarligt Humeur, hvad
den ikke skulde have gjort. Dog just i
denne min Sorg og Forstemthed maatte jeg
erkjende, hvorledes selv denne PrøveIse
skulde føde Glæde, forunde mig en
Udtalelse af Dickens's uendelige
Hjertelighed. Da han af sin Familie
hørte, hvor forstemt jeg var, lod han et
heelt Fyrværkeri af Spøg og Lune lyse,
og da det endnu ikke trængte heelt ind i
mit Humeurs mørke Krog, kom der Alvor i
al Hjertelighedens Glands, en saa varm
Anerkjendelse, at jeg følte mig løftet,
styrket og fyldt af Lyst og Trang til at
fortjene den. Jeg saae ind i Vennens
milde, straalende Øine og følte, at jeg
burde takke »en stræng Kritik« for, at
jeg havde vundet et af de deiligste
Øieblikke i mit Liv.
Altfor snart henfløi de lykkelige Dage hos
Dickens. Afskeds-Morgenen kom. Jeg
skulde, før jeg endnu naaede Danmark,
see Apotheosen for Tydsklands digteriske
Storhed. Jeg var indbudt til Festen i
Weimar ved Afsløringen af Goethes,
Schillers og Wielands Statuer.
I den tidlige Morgen lod Dickens spænde
for sin lille Vogn, satte sig selv op
som Kudsk og kjørte mig til Maidstone,
hvorfra jeg skulde tage med Banetoget
til Falkestone. Han tegnede til mig et
ledende Kort over alle Stationerne; han
var saa livlig, saa hjertelig den hele
Vei, men jeg sad næsten taus, forstemt
over, at Afskeds-Øieblikket nærmede sig.
Paa Banegaarden omfavnede vi hinanden:
jeg saae ind i hans sjælfulde Øine, saae
- maaskee for sidste Gang -ham, i hvem
jeg beundrer Digteren og elsker
Mennesket. Et Haandtryk endnu, og han
kjørte bort. Toget brusede afsted med
mig.
»Forbi, forbi, og det blive alle
Historier!«
Fra Maxen ved Dresden
sendte jeg Brev til Charles Dickens:
»Kjære bedste Ven!
Endelig kan jeg skrive! Det har da ogsaa
varet længe nok, altfor længe! Men alle
Dage, næsten hver Time, var De i min
Tanke. De og Deres Hjem er blevet som et
Stykke af mit sjælelige Liv, og
hvorledes kunde det være anderledes. I
Aaringer
elskede og beundrede jeg Dem; det var
gjennem Deres Skrifter, men nu kjender
jeg Dem selv. Ingen af Deres Venner kan,
inderligere hænge fast ved Dem end jeg.
Dette Besøg i England, Opholdet hos Dem
er et Glandspunkt i mit Liv; derfor:
blev jeg saa længe, derfor var det mig
saa tungt at sige Farvel. Tilvisse, da
vi kjørte sammen fra Gadshill til
Maidstone, havde; jeg det saa tungt, det
var mig næsten ikke muligt at føre en
Samtale; jeg var ved at græde. Siden,
naar jeg tænker paa, Afskeden, føler jeg
ret levende, hvor haardt det har maattet;
være for Dem nogle Dage derefter at
følge Deres Søn Walter ombord og vide,
at De ikke skulde see ham igjen før om
syv Aar. Jeg har ikke Udtryk, selvom jeg
kunde skrive mit Brev paa Dansk, til at
sige Dem hvor lykkelig jeg var hos Dem;
hvor taknemlig jeg er. Jeg forstod hvert
Minut, at De var] mig god, at De gjerne
saae mig og var mig en Ven. De kan troe,
jeg skatter hvad det vil sige. Ogsaa
Deres Hustru modtog mig saa hjertensgod,
mig den Fremmede. Jeg indseer, at det
kan slet ikke have været saa behageligt
for den hele Kreds at have i Uger om sig
en Saadan, der talte Engelsk saa
daarligt som jeg, En, der syntes faldet
ned fra Skyerne. Dog hvor lid lod man
mig: føle dette. Bring min Tak til dem
Alle! Baby sagde til mig den første Dag
jeg kom: »I will put you out of the
window,« men senere sagde han, at han
vilde »put« mig »in of the window«, og
jeg gjør hans sidste Ord til hele
Kredsens. Efter at have levet i et
saadant Hjem og været saa glad og
opfyldt af det som jeg var, kunde Paris
naturligviis intet Opholdssted være for
mig. Jeg følte mig som i en heed Bikube
, hvor der ingen Honning fandtes. Varmen
var trykkende, jeg maatte afsted, men i
korte Dagsreiser. Hele fem Dage hen før
jeg naaede Frankfurt; først den 27de var
jeg i Dresden hvor Familien Serre
ventede mig. Dagen derpaa var det
Huusherrens Fødselsdag, og denne skulde
feires hos en af Vennerne, den berømte
Pianist og Komponist Henselt, der lever
den 1ste Tid af Aaret i Petersborg, men
i Sommertiden opholder sig paa sit Gods
i Schlesien. Derhen kom vi til Glæde og
Festlighed. Først igaar kom vi her
tilbage til Serres Eiendom i Maxen., I
den tidlige Morgen skriver jeg dette
Brev. Det er, som om jeg selv bragte
det. Jeg staaer i Deres Stue paa
Gadshill, seer, som første Dag jeg kom,
Roserne blomstre om Vinduerne, de grønne
Marker løfte sig hen mod Rockester. Jeg
fornemmer Æbleduften af de vilde
Rosenhække ud mod Marken, hvor Sønnerne
spille Criquet. O, hvormeget vil der
ligge imellem, før jeg igjen fornemmer
og seer det i Virkeligheden, om det
nogensinde skeer! Men hvad end Tiden
opruller, mit Hjerte vil fast, kjærligt
og taknemligt hænge ved Dem, min store,
herlige Ven! Glæd mig snart med et Brev;
siig mig saa, naar De har læst »To be or
not to be«, hvad De dømmer om den. Glem
kjærligt de Skyggesider, som Samlivet
maaskee har viist Dem hos mig. Jeg vil
saa gjerne leve i god Erindring hos den,
jeg elsker som en Ven og Broder.
Deres trofaste
Hans Christian Andersen.
Snart efter modtog jeg et rigt,
hjerteligt Brev fra den ældre, herlige
Dickens med Hilsener fra Hver især, selv
fra det gamle Monument og
Hyrdehunden deroppe.
Senere kom der sjeldnere Breve, i de
sidste Aar slet ingen. »Forbi, forbi, og
det blive alle Historier!............"
Bemærkninger:
Denne afbrydelsen af korrespondancen
mellem Dickens og Andersen medførte
megen sorg og forstemthed hos H.C.
Andersen. Andersen skrev flere gange til
Charles Dickens uden at få svar retur og
derfor ophørte korrespondancen mellem de
to. Andersen betragtede dog Dickens som
sin ven til det sidste og de seneste år
før H.C. Andersens død omtalte han
Dickens med beundring og stor kærlighed,
dog uden at blive bitter på Dickens. Der
var ikke tvivl om at Charles Dickens
familie ikke brød sig om dette venskab
på baggrund af Andersen pågåenhed og
store kærlighed til Charles Dickens.
Forholdet mellem
Charles Dickens og H.C. Andersen blev
ikke bedre da Andersen i 1860 udgav en
rejseskitse, der gik tæt på Charles
Dickens og hans familie i opløsningens
periode i 1857. Efter Dickens skilsmisse
forelskede han sig i Nelly Ternan.
Charles Dickens døde den 9. juli 1870 og
Andersen skrev i sin dagbog: " Den 9de
om Aftenen er Charles Dickens død læser
jeg iaften i Avisen; altså ses vi aldrig
mere på Jorden, udtale os ikke for
hinanden, jeg faar ikke forklaring af
ham, hvorfor han han ikke besvarede mine
senere breve".
Lars Bjørnsten
Blade fra Charles
Dickens have plukket af
H.C. Andersen under hans besøg
på Charles Dickens landsted Gads
Hill under det andet
Englandsbesøg, der varede fra
den 11 juni til den 15 juli
1857. |
Foto: Lars
Bjørnsten Odense
|
