Snart er det Vaar, Trækfuglene drage da mod Syden; jeg flyver Nord paa; Dampen er min susende Vinge! paa Dampskib og Dampbaad gager det fra Böhmens Kongestad hjemad! brogede, kjendte Billeder glide forbi, en sommerskjøn Natur, venlige Ansigter, Toner klinge, Timerne forsvinde, og før jeg veed det, er jeg i Norden.

Dog endnu seer jeg Hradschin straale i Solen, høit over blomstrende Agre og deilige Trægrupper. Du smukke Morgen, udslet Erindringen om Aftenen igaar, Vandringen i "Baumgarten", Pragernes Dyrehave; den forekom mig som en Kirkegaard, hvor Folk vilde være lystige, men ikke kunde; skikkelige men kjedelige Borgerfamilier sad og drak Øl under Træerne, hvor ikke en Fugl qviddrede; stygge Bajaderer med megen Stivelse i Kjolen gik op og ned; Marionet-Theatret selv var i trist Humeur, Ingen talte for Dukkerne, de fægtede med Armene og en Liigkiste spillede Hovedrollen.

Hvorfor hefter det Uskjønne sig saaledes fast i Tanken, Prag har saa meget eiendommeligt og smukt! Du friske, duftende Morgen, udslet alle graae og uskjønne Erindringer.

Flaget vaier paa "Bohemia"!*), som en Fisk gjennem Vandet skyder det ned

*) Dette er det første Dampskib der er gaaet mellem Prag og Dresden, det begyndte sine Toure, omtrent en Maanedstid før min Ankomst.

ad Strømmen mellem maleriske, skovgroede Fjelde; paa hver Ruin og ved hver lille By, vi flyve forbi, vaier en Fane, man hilser os med Musik, Folket svinger med Hattene, smag Kanoner knalde og Eccho svarer; det er en deilig Fart!

Vi have ombord en Kjøbenhavner med sin Datter! "det er nysseligt!" siger hun, "men Vandet er saa fælt gult! her er ikke vore Bøgeskove -!"

"Det er nogle skrækkelige Bjerge!" siger Faderen, "see hvilken Karl! jeg skal ikke op paa den! man seer den da ligesaa godt nedenfra!"

Det gjør man ikke! stig op paa Fjeldet! lad den friske Bjergluft omsuse Eder, og vær glad ved det Store ude og ved - det Smukke hjemme!"

Hirniskretschen hilser os, vi ere paa sachsisk Grændse! "Trakten är vacker! hvad som finnes og försvinner for ögat i Italien, gör nu en stor efect; små strömmar, små berg!" det er Ehrensvårds hele og træffende Skildring af det sachsiske Schweits!

Naar Naphtakilden har holdt op at strømme, skatter man just de sidste frempiblende Draaber! Farvel, I grønne, skovbegroede Fjelde, jeg ombytter Eder for den udstrakte Slette med Kløver og Bøge ved den aabne Strand.
 

Dresden ligger foran os i den tunge Luft, Nordtydsklands Firenze! hvor Madonna, den jomfruelige Moder staaer med Himmelbarnet paa den svævende Sky; Protestanten bøier sig for det Guddommelige i Kunsten! Dresden er en Ven, man ikke gjerne slipper, han har noget, hvad skal jeg kalde det, halv borgerligt, halv romantisk; hans Have er Fjeld-Naturen med Königstein og Bastei, hans Studeerkammer Galleriet med de herlige Malerier; det ny Theater er en Billedbog, saa broget og prægtig, med Guld og Snirkler, ja herinde er man selv midt i Billedbogen; man overvældes af den brogede Pragt! Digteres Portrætter prange i Loftet; Logerne ere forgyldte og svævende; den Skjønne sidder her paa Muslingeskallen, som hendes Søster Venus Anadyomene saa tids har gjort; Fortæppet giver os Parnas, hvor kjendte Skikkelser vise sig, Galdeton, Moliére, Gozzi, Schiller, Göthe og flere Aandens Stormænd. Borten danner en Arabesk af dramatiske Characterer, her er Romeo og Julie, Kong Lear, Faust, Mephistopheles og saaledes i en uendelig Række. Ja Theatret er en ægte Billedbog, Skuespil og Opera er Texten, gid den maa bringe os til at glemme Billedpragten.

Her er godt at være, men vi er paa Reiseflugt, endnu et Haandtryk af de Kjære - Dahl, Vogel, Winckler! - - og Dampmaskinen bruser afsted over Mark og Eng til Leipzig, til Magdeburg og atter med Damp til det yderste Hjørne af Tydskland, det mægtige Hamborg, det er en kort Flugt, Timerne kunne tælles; men vi standse paa Veien, standse i Dage. Melodierne have en sælsom Kraft, Venskab og Beundring er ligesaa mægtig - Mendelsohn Bartholdy boer i Leipzig.

Hvor hyggeligt og godt var der ikke i hans Hjem; en smuk og venlig Hustru, og Alt saa festligt for den Fremmede. En lille Formiddags-Concert, hvor jeg ogsaa hørte Adam *), blev givet i Mendelsohns Stue;

*) Clara Schumann, født Wieck, var da ikke i Leipzig; først i Danmark hørte jeg hende. Liszt spiller "Erlkönig" og vi see og høre: "er Du ei villig, da bruger jeg Magt", Clara Schumann spiller det samme stykke, og vi ride med Fader og Søn gjennem Skoven i den maaneklare Nat.
 

den aandrige Fru Göthe fra Weimar og jeg vare de lykkelige Gjester! I Kirken, paa det samme Orgel som Sebastian Bach spillede, gav Mendelsohn mig een af dennes Fugaer og et Par af sine Digtninger! Bjerg og Dal, Himmel og Afgrund brusede sin Hymne fra Orgelpiberne; det var Kirke-Concert! - Du har spillet for mig, jeg bringer derfor Dig min fattige Sang.

Dampvognen flyver med Svalens Flugt! vi ere i Magdeburg! vi sove her en Nat og - vi ere atter paa Elben.

Dampskibet er smudsigt og tungt, det standser strax i sin Flugt, gaaer saa et lille Stykke, løber paa Grund og gaaer igjen; den skjønne Natur rundt om aabenbarer sig i et Piletræ og en Græsmark! her er koldt og graat! Digteren maa hjælpe paa Naturen, altid hjælper den paa ham. Her læses paa Skibet, det er en heel Læsesal! hvad er det for en Bog, som To paa eengang ere saa fordybede i, det er en Bog af en Dansk. Siig ikke, Danmark har ingen Bjerge; dets Litteratur er et Bjerg høit og skovbegroet, det sees fra Nabolandene blaanende i Horizonten. Vær os velkomne, gjennemvandrer vor aandelige Bjergnatur, her strækker sig Oehlenschlägers mægtige Urskove, Grundtvigs Kjæmpegrave, hvor Stenene klinge som Memnonssøilen; her ligge Holbergs Byer med levende Mennesker, som vi kjende dem endnu, her dufter det frisk afmeiede Hø paa Christian Winthers Kløvermark, - Ingemann fører Dig ved Maaneskin gjennem de duftende Bøgeskove, hvor Nattergalen slaaer og Kilden fortæller om gamle Minder, Hertz og Heiberg ville lære Dig, at det danske Sprog har Toner, at det kan smeddes til susende Pile, til flammende Sværd. Der rører sig et Liv hos den unge Slægt. Hør ham, som sang om Venus og Amor og Psyche, ham, der fortæller en Broders Levnet! følg ham, som Du læser her paa Skibet *)

*) Det er som man seer en fragmentarisk Udsigt, betydende Navne mangle, Boye, Blicher, Hauch, Holst &c. &c.

- og hvo er han? En Pseudonym, en Carl Bernhard, den yngre Broder til Hverdagshistoriens Digter, den yngre Broder, der er i Stigen, som den ældre er i Aftagen; det unge Træ skyder hver Gang nye friske Grene, den ene kraftigere end den anden, det ældre Træ har mistet sin Livsfriskhed, dets nye Grene ere tørre og udgaaede; de falde af sig selv fra Kronen, der dufter i "de lyse Nætter" i "Drøm og Virkelighed".

Snart er Elbfarten endt; det er den sidste Aften! hvor graat, hvor koldt! Svalerne flyve tværs over Floden til deres Huller i Jordskrænten, til deres Rede under Husets Tag.

I Vaaren kommer Svalen fra de varme Lande, Instinctet driver den mod Norden; det leder den gjennem Luftens Ørk til dens Rede. Ved den gule, rullende Flod med de fattige, grønne Bredder staaer et lille Huus med en blomstrende Hyldebusk; "der maa jeg hen!" qviddrer Svalen, "der drager Længslen mig fra den høie Palme, den skyggende Platan! Hyldebusken dufter saa sødt; paa Dørtrinnet sidder den gamle Bedstemoder i det varme Solskin og seer ud paa Skibene; en lille Pige sidder paa sin Skammel og glæder sig over det blomstrede Tøi i Bedstemoders Skjørt!" Du stakkels Svale! Du kommer tilbage! den blomstrende Hyld er omhugget, den gamle Bedstemoder er i sin Grav, den lille Pige ude i Verden hos Fremmede. Huset selv, hvor Du byggede, er oppudset og pyntet, den nye Eier taaler ingen Svalereder – ak hvor forandret!

Det er Morgen! indsvøbte i kold, raa Taage ligge Hamborgs Taarne for os! vi ere i Norden! Elben vælter sine melkefarvede Bølger mod vort stygge Dampskib. Vi lande, – vi kjøre gjennem de snevre, mørke Gader! – Her er Musik, stor Musikfest. Iaften skal Alt straale med Lys, hen over Alsteren og under de grønne Alleer! – Liszt er her! jeg skal høre ham igjen i samme Sal, som da jeg reiste ud, høre igjen hans valse infernale! skulde man ikke troe min hele Reise-Flugt var en Drøm kun under Liszt's brusende Phantasier! – Ikke Maaneder men kun Minuter ere forsvundne. "Nei, Tiden er skredet fremad!" sige mine mange Landsmænd, som jeg møder paa "Jungfernstieg!" vi ere, mens De var paa Reise, gaaet meget fremad, vi have faget Omnibus i Kjøbenhavn!" – Ja, det gaaer fremad! siger jeg selv, idet jeg paa min Vandring seer Heibergs Navn bragt til Hjørnet af Altona. Jomfru Sichlau har med "Emilies Hjertebanken", ført hans Navn til Elben, der staaer det paa Placaten, som er klistret paa Gadehjørnet; en dansk, omreisende Trup giver heibergske Vaudeviller i Altona. Er hans Navn først ved Elben, let flyver det da over den, – saa kommer han i Humeur, og det er godt for ham selv og for os med!

Toner klinge! Raketter stige! Farvel -! - over det svulmende Hav til de grønne Øer!
 

Aldrig kjendte jeg Hjemvee, uden det er Hjemvee, at Hjertet opfyldes af en forunderlig Kjærlighed ved Tanken om de Kjære i Hjemmet! en uendelig Vellyst, der udmaler det Øieblik, første Gang igjen at see dem i den kjendte Omgivning! det træder saa levende frem, at Taarerne komme i Øinene, Hjertet bliver blødt og maa med Magt rive sig løs fra disse Tanker! – Er dette Hjemvee, ja, da kjender jeg den ogsaa! Hjemkomstens første Øieblik er dog Bouquetten
af den hele Reise!

Stednavne og personnavne: Herrnskretschen, Hamburg, Tyskland