En
Digters Bazar af H.C. Andersen
|
- Hans Christian Andersen: En Digters Bazar
- A Poet's Bazaar 1842 |
Donau-fart
fra Pesth til Wien
5-14 |
Dampskibet Maria Anna seiler i
den tidlige Morgen til Wien, vi stige
ombord, det lille Fartøl er overfyldt med
Mennesker; i rask Flugt gaaer det mod
Strømmen hen forbi Badehusene, hvor
Plankeværket bugner under Vægten af
halvnøgne Krigere, Een drapperet med et
Lagen, Andre i Skjorte; - men nu ere vi
forbi!
Langs disse Bredder strakte sig engang øde
Urskove; en eensom Hytte af Jord og Grene
laae ved den svulmende Flod, Waiz hed dens
fromme Eneboer, Erindringen om ham lever nu
ene i Navnet paa Byen, der nu hilser os med
Kirker og Promenader. Det er Waizen.
Legenden fortæller, at kort før Slaget ved
Mogyrrod rede Fyrsterne Geisa og Ladislaus
gjennem Urskoven her, de talte om at ordne
Hæren; pludselig raabte Ladislaus: "saae Du
Intet! - mens vi talte sammen, kom fra
Himlen en Engel, han holdt en Krone over dit
Hoved! nu veed jeg, Du seirer!" og Geisa
svor: "er Gud for os, og dit Syn opfyldes,
da bygger jeg en Kirke paa dette Sted!" - -
Fjenderne flygtede -! og her ved Eneboerens
Hytte, i den mørke Skov, reiste sig
pludselig en Hjort med brændende Gevierer,
Krigerne skjød paa den, Hjorten sprang i
Donau og forsvandt. Ved Waiz's Hytte
byggedes Kirken; en Stad reiste sig omkring
den, og fik Navnet Waizen.
Sagn og Minder knytte sig til disse Bredder;
her vexler med Skov-og Fjeldnatur, med
grønne Marker og folkerige Byer. Vi nærme os
en Ruin, engang i dens Velmagtsdage eet af
Europas meest feeagtige Slotte. Mathias
Corvinus elskede dette Sted; paa hans Bud
strakte sig Gulvene her af Marmor, Loftet
prangede med Guld, Væggene med Billeder og
rige Tapeter. Hvert Vindue fortalte en
Legende eller et hedensk Sagn, brogede Fugle
fløi ved Vintertid herinde mellem Sydens
Palmer og Oranger. Alt er forsvundet, Ræven
graver sin Hule, hvor stolte Riddersmænd
dandsede i Rad. Hyrden driver sin Hjord over
den smalle Sti mellem Buskene, hvor kunstige
Vandspring pladskede paa de høie Terrasser.
Hine Tiders Digtere fandt her i Skuet Stof
for deres Tanke om Armidas fortryllende
Have. I den maaneklare Sommeraften løsnedes
her, ved den med Marmor inddæmmede Bred,
Baaden, som var smykket paa østerlandsk Viis,
Musiken klang, livsglade Qvinder, kjække
Mænd gjorde en lystig Seiltour og glædede
sig ved Aftenen og det prægtige Eccho, der
svarede og atter svarede fra det sex Etager
høie Salomons Taarn nede ved Floden. Alt dette er
forsvundet, Alt er forbi, kun Eccho sidder
her endnu paa Ruinen og svarer med sin
Ungdoms friske Stemme; dog eet Navn, siger
Almuen, gjentager det ikke, og det er
Forræderen Vetéz, som forraadte sin Konge.
Vi nærme os Gran, hvor Stephan den Hellige
er født og nu hviler i sin Kiste. Oppe paa
Klinten midt i den forfaldne Fæstning staaer
en Kirke under Bygning, Byen selv ligger
flad, nede mellem grønne Træer *)
*) Den led meget ved Oversvømmelsen 1838.
fra disse
hen over Donau flagre en Mængde Sommerfugle,
som var det en Skare Sylphider, af hvilke vi
kun saae Vingerne. Tanken om Sylphider og
Byens Navn leder Tanken paa Nordens Sylphide,
der fløi fra den danske Scene til
Verdensbyen Paris og henrev selv den kritisk
fornemme Jules Janin - og i samme Nu - gik
paa Krykker ved et af Pyrenæernes Bade, sank
fra Beundring og Navnkundighed ned til
Lidelse og Glemsel -! jeg glemmer Stephan
den Helliges By for Lucile, glemmer Gran for
Grahn.
Mod Aften naaede vi Comorn; nye Passagerer
strømmede til vort Dampskib, der var nu saa
overfyldt, at Hver af os maatte være glad
ved til Natten at erholde en siddende
Plads; det at udstrække sine trætte Lemmer,
var for meget at vente. Side ved Side sad
vi; da her i Donau Sandbankerne ere
bevægelige og snart ligge her snart der, saa
løb vi naturligviis flere Gange paa; den ene
Passageer stødte Panden mod den anden, et
Par gamle Herrer sank i Knæ paa Gulvet og
Spisebordene dandsede Mazurka.
Seiladsen næste Formiddag frembød kun Skuet
af flade, skovgroede Kyster, hist og her en
Vandmølle, hist og her en Landsby med en
Kirke; nu laae vi ud for Presburg; idet vi
lagde ind mod Broen, kastede en "Kellner" et
Spilkort ud i Donau, Himlen maa vide
hvorfor; Kortene gik dybt ned, som vilde de
søge Bund, eet især, men det kom tilveirs
igjen, det var Hjerter-Dame; hun neiede tre
Gange meget dybt og saa sank hun. Det var
Modtagelsen i Presburg. Tæt ved, hvor vi
steg i Land, hævede sig med et muret Gelænder en lille Høi, som har stor Betydning,
det er "Krönungs Berg", rundt om den samler
sig ved Kongekroningen det glade Folk, og
Ungarerne ere smukke, meget smukke! fra alle
Flodskibene vaie da de trefarvede Flag;
Kanonerne tordne og Ungarns Konge, i samme
Dragt og med samme Krone, som Stephan den
Hellige har baaret, rider op paa denne Høi
og, med Sværdet hævet mod Verdens fire
Hjørner, sværger at værne om og hævde sit
Land. Kirkeklokker og Basuner, Folkemunde og
Kanoner juble deres "Leve" for den af Herren
salvede!
Jeg lider denne Stad, den er livlig og
broget! Boutikerne synes hentede fra Wien!
"ja, her er Meget at see," siger
Borgermanden, "følg med til Slotsruinen høit
paa Fjeldet ved Donau. Det er en Udsigt,
over den svømmende Bro, over By og Kornland!
hen ad Fjeldet hænger en Gade med brogede
Huse, med duftende Træer, Børnene dandse
deroppe i den varme Sol! vi gjennemvandre
Staden, her er gamle Minder, her er sælsomme
Sagn!" - her er ogsaa deilige Roser og endnu
smukkere Børn; - jeg mødte saaledes en
ganske lille Pige med en stor Bouquet, hun
smiilte til mig, den Fremmede, standsede i sin
raske Fart, tog een af de smukkeste Roser,
gav mig den, nikkede og var borte. - Rosen
skal ikke visne, den skal blomstre i et
Digt, og naar den Lille om nogle Aar selv er
en udsprungen Rose, bringer Tilfældet hende
dette Digt - mon hun da husker den Fremmede,
som hun gav Blomsten.
Vi staae paa Pladsen foran Raadhuset, over
Porten paa Muren pranger et Billede malet al
fresco; det viser en gammel Mand i sort
Kjortel og med langt Skjæg, han bøier sig
hen over en opslaget Bog, hvad betyder
dette. Hvad siger Sagnet. Det er en
gruopvækkende Historie. Denne Skikkelse var
engang een af Stadens mægtigste Raadsherrer,
han var Alchymist og Astrolog, frygtet og
forhadt. Alt vidste han at tilegne sig,
endogsaa den fattige Kones lille Ager; og
den arme Qvinde trængte ind i Raadhuset,
hvor han sad med Stadens Mægtige; hun
jamrede i Fortvivlelse og opfordrede ham til
at aflægge Eed paa, at han havde handlet
efter Ret og Samvittighed, - og han tog
Bogen, bøiede sig over den, læste med huul
Stemme Eden, hævede sin Haand og svor. - Da brusede en
Hvirvelvind gjennem Salen og Alle sank til
Jorden; - da det blev stille igjen, da de
atter reiste sig, var Meenederen forsvundet,
Vinduet knust, og udenfor paa Muren stod
uudsletteligt, levende i hvert Træk, som vi
see det endnu, Billedet af Raadsherren i
Presburg. Som en Farveskygge havde Djævelen
blæst ham ind i den glatte Muur.
Vort Dampskib var igjen i Flugt, vi mødte et
andet Dampskib: Arpad, det kom fra Wien og
var overlæsset med Passagerer, som vort;
Hattene svingede, Lommetørklæderne viftede;
vi afspeilede os i hinandens Øine, og
Billedet forsvandt igjen, ikke een af de
mange Figurer er blevet tilbage i Tanken,
uden en Dame i Nankinskaabe og med grøn
Knæk-Parasol; hun har slaaet sig til Ro i
mit Hjerte, jeg vil haabe hun er et
skikkeligt Fruentimmer!
Hele Morgenstunden, alt længe før vi havde
nærmet os Presburg, saae vi en tyk, stærk
Røg hæve sig i Horizonten, det var Ildløs,
det halve Theben afbrændte denne Dag; vi
nærmede os ved Solnedgang dette Sted, eet af
de meest maleriske paa den hele Fart. Høit
paa Bjerget laae en Ruin, den skjønneste
vistnok ved hele Donau; den røde Aftensol
skinnede paa de vaade Møllehjul, der, idet
de gik rundt, syntes at være hamrede af
Guld. Alt var grønt og duftende rundt om!
hvilken Skjønhed, hvilken Storhed i den hele
Natur! Ungarns Theben er en lille Plet,
faldet fra Himlen! og her i al den Deilighed
var Jammer og Nød, den halve By laae i Gruus
og Aske, en tyk Røg dampede fra Brandstedet;
søileagtige ragede de smalle Skorstene op i
Luften; Taget var revet af Kirken, de
sortrøgede Mure bleve slikkede af den røde
Lue! - Hvilken Elendighed! mange Mødre søgte
endnu deres Børn; en Kone stod ved
Strandbredden og vred sine Hænder; en
forbrændt Hest humpede hen over Broen! - -
Vi foer forbi -! vi vare i Østerrig! næste
Morgen skulde vi see Wien!*)
*) Reisen fra Constantinopel til Wien varer
saaledes, Qvarantainen fraregnet, hele 21
Dage og er høist trættende; man betaler paa
første Plads 100 Gylden, paa anden 75, paa
Dækket 50. Fra Wien
med Strømmen til Constantinopel er den hele
Reise endt paa 11 Dage, Betalingen ombord er
derfor noget dyrere, første Plads koster 125
Gylden, anden Plads 85, Dæksplads 56.
Magre Skove i det Uendelige laae for os!
Luften var alt i den tidlige Morgen tyk og
hed, den skinnede ikke, som over Middelhavet
og Bosporus. Jeg syntes at være i Hjemmet
paa en trykkende varm Sommerdag! min Reise
var nu forbi. En Forstemthed knugede mit
Hjerte, en Forudfølelse af noget ret Ondt! -
I det lille Danmark staaer hvert Talent saa
nær ved det andet, at der puffes og trædes,
da de Alle ville have Plads. - Hvad mig angaaer, da har man kun Øine for mine Feil!
min Vei i Hjemmet gaaer gjennem en stærk
Søgang! jeg veed, mangen Bølge vil endnu
tungt vælte over mit Hoved, før jeg naaer
Havn! - Dog det har jeg for mig, at min
Eftertid ei kan være mig strængere, end min
Omgivning er det.
Over Praterens blaanende Træer stod i den
tykke, varme Luft Stephans-Taarnet.
Stednavne og personnavne:
Østrig,
|