H.C.Andersen Information

HOME-START

OP

 

 

En Digters Bazar af H.C. Andersen  
- Hans Christian Andersen: En Digters Bazar - A Poet's Bazaar 1842
Donau-fart fra Pesth til Wien 5-14

 

Dampskibet Maria Anna seiler i den tidlige Morgen til Wien, vi stige ombord, det lille Fartøl er overfyldt med Mennesker; i rask Flugt gaaer det mod Strømmen hen forbi Badehusene, hvor Plankeværket bugner under Vægten af halvnøgne Krigere, Een drapperet med et Lagen, Andre i Skjorte; - men nu ere vi forbi!


Langs disse Bredder strakte sig engang øde Urskove; en eensom Hytte af Jord og Grene laae ved den svulmende Flod, Waiz hed dens fromme Eneboer, Erindringen om ham lever nu ene i Navnet paa Byen, der nu hilser os med Kirker og Promenader. Det er Waizen. Legenden fortæller, at kort før Slaget ved Mogyrrod rede Fyrsterne Geisa og Ladislaus gjennem Urskoven her, de talte om at ordne Hæren; pludselig raabte Ladislaus: "saae Du Intet! - mens vi talte sammen, kom fra Himlen en Engel, han holdt en Krone over dit Hoved! nu veed jeg, Du seirer!" og Geisa svor: "er Gud for os, og dit Syn opfyldes, da bygger jeg en Kirke paa dette Sted!" - - Fjenderne flygtede -! og her ved Eneboerens Hytte, i den mørke Skov, reiste sig pludselig en Hjort med brændende Gevierer, Krigerne skjød paa den, Hjorten sprang i Donau og forsvandt. Ved Waiz's Hytte byggedes Kirken; en Stad reiste sig omkring den, og fik Navnet Waizen.


Sagn og Minder knytte sig til disse Bredder; her vexler med Skov-og Fjeldnatur, med grønne Marker og folkerige Byer. Vi nærme os en Ruin, engang i dens Velmagtsdage eet af Europas meest feeagtige Slotte. Mathias Corvinus elskede dette Sted; paa hans Bud strakte sig Gulvene her af Marmor, Loftet prangede med Guld, Væggene med Billeder og rige Tapeter. Hvert Vindue fortalte en Legende eller et hedensk Sagn, brogede Fugle fløi ved Vintertid herinde mellem Sydens Palmer og Oranger. Alt er forsvundet, Ræven graver sin Hule, hvor stolte Riddersmænd dandsede i Rad. Hyrden driver sin Hjord over den smalle Sti mellem Buskene, hvor kunstige Vandspring pladskede paa de høie Terrasser. Hine Tiders Digtere fandt her i Skuet Stof for deres Tanke om Armidas fortryllende Have. I den maaneklare Sommeraften løsnedes her, ved den med Marmor inddæmmede Bred, Baaden, som var smykket paa østerlandsk Viis, Musiken klang, livsglade Qvinder, kjække Mænd gjorde en lystig Seiltour og glædede sig ved Aftenen og det prægtige Eccho, der svarede og atter svarede fra det sex Etager høie Salomons Taarn nede ved Floden. Alt dette er forsvundet, Alt er forbi, kun Eccho sidder her endnu paa Ruinen og svarer med sin Ungdoms friske Stemme; dog eet Navn, siger Almuen, gjentager det ikke, og det er Forræderen Vetéz, som forraadte sin Konge.


Vi nærme os Gran, hvor Stephan den Hellige er født og nu hviler i sin Kiste. Oppe paa Klinten midt i den forfaldne Fæstning staaer en Kirke under Bygning, Byen selv ligger flad, nede mellem grønne Træer *)

 

*) Den led meget ved Oversvømmelsen 1838.

 

fra disse hen over Donau flagre en Mængde Sommerfugle, som var det en Skare Sylphider, af hvilke vi kun saae Vingerne. Tanken om Sylphider og Byens Navn leder Tanken paa Nordens Sylphide, der fløi fra den danske Scene til Verdensbyen Paris og henrev selv den kritisk fornemme Jules Janin - og i samme Nu - gik paa Krykker ved et af Pyrenæernes Bade, sank fra Beundring og Navnkundighed ned til Lidelse og Glemsel -! jeg glemmer Stephan den Helliges By for Lucile, glemmer Gran for Grahn.

 


 

Mod Aften naaede vi Comorn; nye Passagerer strømmede til vort Dampskib, der var nu saa overfyldt, at Hver af os maatte være glad ved til Natten at erholde en siddende Plads; det at udstrække sine trætte Lemmer, var for meget at vente. Side ved Side sad vi; da her i Donau Sandbankerne ere bevægelige og snart ligge her snart der, saa løb vi naturligviis flere Gange paa; den ene Passageer stødte Panden mod den anden, et Par gamle Herrer sank i Knæ paa Gulvet og Spisebordene dandsede Mazurka.


Seiladsen næste Formiddag frembød kun Skuet af flade, skovgroede Kyster, hist og her en Vandmølle, hist og her en Landsby med en Kirke; nu laae vi ud for Presburg; idet vi lagde ind mod Broen, kastede en "Kellner" et Spilkort ud i Donau, Himlen maa vide hvorfor; Kortene gik dybt ned, som vilde de søge Bund, eet især, men det kom tilveirs igjen, det var Hjerter-Dame; hun neiede tre Gange meget dybt og saa sank hun. Det var Modtagelsen i Presburg. Tæt ved, hvor vi steg i Land, hævede sig med et muret Gelænder en lille Høi, som har stor Betydning, det er "Krönungs Berg", rundt om den samler sig ved Kongekroningen det glade Folk, og Ungarerne ere smukke, meget smukke! fra alle Flodskibene vaie da de trefarvede Flag; Kanonerne tordne og Ungarns Konge, i samme Dragt og med samme Krone, som Stephan den Hellige har baaret, rider op paa denne Høi og, med Sværdet hævet mod Verdens fire Hjørner, sværger at værne om og hævde sit Land. Kirkeklokker og Basuner, Folkemunde og Kanoner juble deres "Leve" for den af Herren salvede!


Jeg lider denne Stad, den er livlig og broget! Boutikerne synes hentede fra Wien! "ja, her er Meget at see," siger Borgermanden, "følg med til Slotsruinen høit paa Fjeldet ved Donau. Det er en Udsigt, over den svømmende Bro, over By og Kornland! hen ad Fjeldet hænger en Gade med brogede Huse, med duftende Træer, Børnene dandse deroppe i den varme Sol! vi gjennemvandre Staden, her er gamle Minder, her er sælsomme Sagn!" - her er ogsaa deilige Roser og endnu smukkere Børn; - jeg mødte saaledes en ganske lille Pige med en stor Bouquet, hun smiilte til mig, den Fremmede, standsede i sin raske Fart, tog een af de smukkeste Roser, gav mig den, nikkede og var borte. - Rosen skal ikke visne, den skal blomstre i et Digt, og naar den Lille om nogle Aar selv er en udsprungen Rose, bringer Tilfældet hende dette Digt - mon hun da husker den Fremmede, som hun gav Blomsten.


Vi staae paa Pladsen foran Raadhuset, over Porten paa Muren pranger et Billede malet al fresco; det viser en gammel Mand i sort Kjortel og med langt Skjæg, han bøier sig hen over en opslaget Bog, hvad betyder dette. Hvad siger Sagnet. Det er en gruopvækkende Historie. Denne Skikkelse var engang een af Stadens mægtigste Raadsherrer, han var Alchymist og Astrolog, frygtet og forhadt. Alt vidste han at tilegne sig, endogsaa den fattige Kones lille Ager; og den arme Qvinde trængte ind i Raadhuset, hvor han sad med Stadens Mægtige; hun jamrede i Fortvivlelse og opfordrede ham til at aflægge Eed paa, at han havde handlet efter Ret og Samvittighed, - og han tog Bogen, bøiede sig over den, læste med huul Stemme Eden, hævede sin Haand og svor. - Da brusede en Hvirvelvind gjennem Salen og Alle sank til Jorden; - da det blev stille igjen, da de atter reiste sig, var Meenederen forsvundet, Vinduet knust, og udenfor paa Muren stod uudsletteligt, levende i hvert Træk, som vi see det endnu, Billedet af Raadsherren i Presburg. Som en Farveskygge havde Djævelen blæst ham ind i den glatte Muur.


Vort Dampskib var igjen i Flugt, vi mødte et andet Dampskib: Arpad, det kom fra Wien og var overlæsset med Passagerer, som vort; Hattene svingede, Lommetørklæderne viftede; vi afspeilede os i hinandens Øine, og Billedet forsvandt igjen, ikke een af de mange Figurer er blevet tilbage i Tanken, uden en Dame i Nankinskaabe og med grøn Knæk-Parasol; hun har slaaet sig til Ro i mit Hjerte, jeg vil haabe hun er et skikkeligt Fruentimmer!


Hele Morgenstunden, alt længe før vi havde nærmet os Presburg, saae vi en tyk, stærk Røg hæve sig i Horizonten, det var Ildløs, det halve Theben afbrændte denne Dag; vi nærmede os ved Solnedgang dette Sted, eet af de meest maleriske paa den hele Fart. Høit paa Bjerget laae en Ruin, den skjønneste vistnok ved hele Donau; den røde Aftensol skinnede paa de vaade Møllehjul, der, idet de gik rundt, syntes at være hamrede af Guld. Alt var grønt og duftende rundt om! hvilken Skjønhed, hvilken Storhed i den hele Natur! Ungarns Theben er en lille Plet, faldet fra Himlen! og her i al den Deilighed var Jammer og Nød, den halve By laae i Gruus og Aske, en tyk Røg dampede fra Brandstedet; søileagtige ragede de smalle Skorstene op i Luften; Taget var revet af Kirken, de sortrøgede Mure bleve slikkede af den røde Lue! - Hvilken Elendighed! mange Mødre søgte endnu deres Børn; en Kone stod ved Strandbredden og vred sine Hænder; en forbrændt Hest humpede hen over Broen! - -


Vi foer forbi -! vi vare i Østerrig! næste Morgen skulde vi see Wien!*)

 

*) Reisen fra Constantinopel til Wien varer saaledes, Qvarantainen fraregnet, hele 21 Dage og er høist trættende; man betaler paa første Plads 100 Gylden, paa anden 75, paa Dækket 50. Fra Wien med Strømmen til Constantinopel er den hele Reise endt paa 11 Dage, Betalingen ombord er derfor noget dyrere, første Plads koster 125 Gylden, anden Plads 85, Dæksplads 56.

 

Magre Skove i det Uendelige laae for os! Luften var alt i den tidlige Morgen tyk og hed, den skinnede ikke, som over Middelhavet og Bosporus. Jeg syntes at være i Hjemmet paa en trykkende varm Sommerdag! min Reise var nu forbi. En Forstemthed knugede mit Hjerte, en Forudfølelse af noget ret Ondt! - I det lille Danmark staaer hvert Talent saa nær ved det andet, at der puffes og trædes, da de Alle ville have Plads. - Hvad mig angaaer, da har man kun Øine for mine Feil! min Vei i Hjemmet gaaer gjennem en stærk Søgang! jeg veed, mangen Bølge vil endnu tungt vælte over mit Hoved, før jeg naaer Havn! - Dog det har jeg for mig, at min Eftertid ei kan være mig strængere, end min Omgivning er det.


Over Praterens blaanende Træer stod i den tykke, varme Luft Stephans-Taarnet.

Stednavne og personnavne: Østrig,

 

 

 


Copyright © 2002-2014     www.visithcandersen.dk