Vi forlade Mohács. Vort Skib var aldeles overfyldt med Mennesker, vi vare over tre Hundrede, og der kunde endnu ventes flere, før vi naaede Pesth! Kister, Sække, Bylter og Pakker laae opdyngede, saa høit som Hjulkasserne ragede i Veiret, og rundt om paa Dækket og under Dækket søgte Folk at skaffe sig en Plads, om ikke at sidde, saa at staae; bedst havde en tyrkisk Hebræer, der var fulgt med fra Semlin, han holdt ufortrøden den Plads, han engang, havde indtaget, nok saa lystig, Bajas for hele Forsamlingen, sad han paa et udbredt Teppe og holdt mellem sine Been en stor Dunk med Viin! hvert Øieblik drak han en Skaal, nikkede og sang, galede som en Hane og sukkede som en Jomfrue; en Heiduk i røde Buxer og stor, hvid Kappe stod uforandret fra Morgen til Aften, med Ryggen op til Capitainens Kahyt, og smøgede sin Pibe; nogle gamle jøder læste for sig selv høit af hebraiske Bibler. Paa nogle opstablede Bylter sad et Par Familier og spiste Løg og Brød samt spillede et Slag Kort eller dovnede, en ung Militair gjorde idelig Cuur til et Pigebarn, mens to andre Officerer spøgte med den lille armenianske Dreng Antonio, og til stor Forfærdelse for Pater Adam sagde Drengen, at det var ikke godt at være Munk! de viste ham deres Sabel, pegede paa deres Moustacher, satte ham deres brogede Hue paa, Drengen smilte, Pater Adam rystede med Hovedet. Der var en Lystighed, en Skrigen, en Surren og Murren, baade oven og neden. "Mein Parapleem! Parapleem!" skreg en Jøde, som Paraplyen var blevet borte for. "Felix faustumque sit!" raabte en sortklædt "Oskolamestre", som mødte sin Collega! - Den stakkels jomfru, som fulgte os fra Constantinopel, svømmede i Taarer over den store Folkemasse og, som hun sagde: det skrækkelige Selskab i anden Kahyt; det var ogsaa til at lee eller græde over; Alt dernede var indhyllet i Tobaksrøg; Folk stod op paa hinanden, men der var ogsaa Mange som sad, og det ikke blot paa Bænkene, men paa Enden af Bordene; hele Dagen sad de her, for at have en Siddeplads til Natten. To unge Madammer af den mosaiske Troesbekjendelse stode midt i Trængselen, de holdt hinanden om Livet og lugtede til en Citron.

I første Kahyt var ikke meget bedre Plads, kun var man fri for Tobaksrøg. Midt imellem Damerne sad, nok saa ugeneert, Herrerne og spillede Makau, et meget høit Hazardspil; en Semliner Handlende, i grøn Kasseking og med sort Filthat, som han aldrig tog af, selv naar han sov, havde alt spillet Uhr og Penge bort. Champagnen knaldede, her duftede af Beufsteg -! og ud paa Aftenen blev det værre endnu: der maatte soves paa Borde og Bænke, ja under Bord og Bænke, selv i Kahytsvinduerne; Nogle laae paaklædte, Andre gjorde sig det mageligt og bildte sig ind, de skulde i deres egen gode Seng hjemme. Inde hos Damerne var ligesaa overfyldt; et Par af de ældste tog, som man kalder det, Mod og Mands Hjerte til sig og satte sig indenfor Døren hos os! Andre toge Plads paa Trappen, den Ene over den Anden. Hele Dækket var en stor Søster-Seng, og her gik Folk tilsengs allerede med Solen, man kunde ikke gjøre et Skridt uden man traadte paa dem! her var en Mumlen, en Bukken, en Snorken og saaledes havde vi to Nætter! Man glemte ganske Naturens Poesi for Hverdagslivets. Rige, frugtbare Landstrækninger, Viinbjerge og store Landsbyer med nye og lyse Kirker, foer vi forbi. Endelig den tredie Morgen efter Afreisen fra Mohács heisedes det ungarske Flag *),

*) Det ungarske Flag har foroven en rød, for neden en grøn og midt i en hvid Stribe. I Feltet til høire ere Floderne Drau, Sau og Theis, i Feltet til Venstre tre Bjerge: Tatra, Fatra, Matra og over Feltet en Krone, hvis Kors er bøiet som paa den virkelige ungarske Kongekrone, der er en Gave af Pave Sylvester til Stephan den Hellige. Ingen, som ei har baaret den, faaer Navn af Ungarns Konge.

i luftig Taage laae Pesth for os! Ofen skjultes af det høie St. Gerhardsbjerg *), hvor øverst oppe paa Taarnet et Flag heisedes for at hilse Dampskibet, der bragte Markedsgjæster.

*) Herfra styrtede Hedningerne den hellige Gerhard i Donau.