En
Digters Bazar af H.C. Andersen
|
- Hans Christian Andersen: En Digters Bazar
- A Poet's Bazaar 1842 |
Donau-fart:
Markeds-Gjæster
5-12 |
Vi forlade Mohács. Vort Skib var aldeles
overfyldt med Mennesker, vi vare over tre
Hundrede, og der kunde endnu ventes flere,
før vi naaede Pesth! Kister, Sække, Bylter
og Pakker laae opdyngede, saa høit som
Hjulkasserne ragede i Veiret, og rundt om
paa Dækket og under Dækket søgte Folk at
skaffe sig en Plads, om ikke at sidde, saa
at staae; bedst havde en tyrkisk
Hebræer, der var fulgt med fra Semlin, han
holdt ufortrøden den Plads, han engang,
havde indtaget, nok saa lystig, Bajas for
hele Forsamlingen, sad han paa et udbredt
Teppe og holdt mellem sine Been en stor Dunk
med Viin! hvert Øieblik drak han en Skaal,
nikkede og sang, galede som en Hane og
sukkede som en Jomfrue; en Heiduk i røde
Buxer og stor, hvid Kappe stod uforandret
fra Morgen til Aften, med Ryggen op til
Capitainens Kahyt, og smøgede sin Pibe;
nogle gamle jøder læste for sig selv høit af
hebraiske Bibler. Paa nogle opstablede
Bylter sad et Par Familier og spiste Løg og
Brød samt spillede et Slag Kort eller
dovnede, en ung Militair gjorde idelig Cuur
til et Pigebarn, mens to andre Officerer
spøgte med den lille armenianske Dreng
Antonio, og til stor Forfærdelse for Pater
Adam sagde Drengen, at det var ikke godt at
være Munk! de viste ham deres Sabel, pegede
paa deres Moustacher, satte ham deres
brogede Hue paa, Drengen smilte, Pater Adam
rystede med Hovedet. Der var en Lystighed,
en Skrigen, en Surren og Murren, baade oven
og neden. "Mein Parapleem! Parapleem!" skreg
en Jøde, som Paraplyen var blevet borte for.
"Felix faustumque sit!" raabte en sortklædt "Oskolamestre", som mødte sin Collega!
- Den stakkels jomfru, som fulgte os fra
Constantinopel, svømmede i Taarer over den
store Folkemasse og, som hun sagde: det
skrækkelige Selskab i anden Kahyt; det var
ogsaa til at lee eller græde over; Alt
dernede var indhyllet i Tobaksrøg; Folk stod
op paa hinanden, men der var ogsaa Mange som
sad, og det ikke blot paa Bænkene, men paa
Enden af Bordene; hele Dagen sad de her, for
at have en Siddeplads til Natten. To unge
Madammer af den mosaiske Troesbekjendelse
stode midt i Trængselen, de holdt hinanden
om Livet og lugtede til en Citron.
I første Kahyt var ikke meget bedre Plads,
kun var man fri for Tobaksrøg. Midt imellem
Damerne sad, nok saa ugeneert, Herrerne og
spillede Makau, et meget høit Hazardspil; en
Semliner Handlende, i grøn Kasseking og med
sort Filthat, som han aldrig tog af, selv naar han sov, havde alt spillet Uhr og Penge
bort. Champagnen knaldede, her duftede af
Beufsteg -! og ud paa Aftenen blev det værre
endnu: der maatte soves paa Borde og Bænke,
ja under Bord og Bænke, selv i
Kahytsvinduerne; Nogle laae paaklædte, Andre
gjorde sig det mageligt og bildte sig ind,
de skulde i deres egen gode Seng hjemme.
Inde hos Damerne var ligesaa overfyldt; et
Par af de ældste tog, som man kalder det,
Mod og Mands Hjerte til sig og satte sig
indenfor Døren hos os! Andre toge Plads paa
Trappen, den Ene over den Anden. Hele Dækket
var en stor Søster-Seng, og her gik Folk
tilsengs allerede med Solen, man kunde ikke
gjøre et Skridt uden man traadte paa dem!
her var en Mumlen, en Bukken, en Snorken og
saaledes havde vi to Nætter! Man glemte
ganske Naturens Poesi for Hverdagslivets.
Rige, frugtbare Landstrækninger, Viinbjerge
og store Landsbyer med nye og lyse Kirker,
foer vi forbi. Endelig den tredie Morgen
efter Afreisen fra Mohács heisedes det
ungarske Flag *),
*) Det ungarske Flag har foroven en rød, for
neden en grøn og midt i en hvid Stribe. I
Feltet til høire ere Floderne Drau, Sau og
Theis, i Feltet til Venstre tre Bjerge:
Tatra, Fatra, Matra og over Feltet en Krone,
hvis Kors er bøiet som paa
den virkelige ungarske Kongekrone, der er en
Gave af Pave Sylvester til Stephan den
Hellige. Ingen, som ei har baaret den, faaer
Navn af Ungarns Konge.
i luftig Taage laae
Pesth for os! Ofen skjultes af det høie St.
Gerhardsbjerg *), hvor øverst oppe paa
Taarnet et Flag heisedes for at hilse
Dampskibet, der bragte Markedsgjæster.
*) Herfra styrtede
Hedningerne den hellige Gerhard i Donau. |