Dagen gryede og endnu laae vi udenfor Semlin; den hele Egn var indhyllet i en tæt Taage, Skipperen vovede ikke at seile op ad den bugtede Flod, det luftede, Taagen blev mere gjennernsigtig, Skibet sattes i Gang, forbi grønne Enge og gule Klinter; en Mængde nye Passagerer vare om Aftenen komne ombord, den ene steg op af Kahytten efter den Anden, een med sin Kaffekop, en anden med sin Reisebog eller et Papir, hvorpaa Dagens Begivenheder skulde foreviges; et Par Embedsmænd førte Conversationen paa Latin, man mærkede herpaa, at nu var man i Ungarn; en geistlig Herre, der hørte at jeg var dansk, begyndte en Samtale med mig om Tycho Brahe, Schumacher og H.C. Ørsted; Manden havde megen Veltalenhed, var bereist, og vidste god Besked om Alt, han var Astronom, hans Navn Wartan Josephi. Der ligger en forunderlig velgjørende Klang i, langt fra sit Fædreland at høre dette eller et af dets betydende Navne, der kaster Glands over Hjemmet, blive omtalt med Beundring og Kjærlighed; de usynlige Sjælerødder, der holde os til Hjemmets Jordbund, berøres paa en forunderlig Maade, man bliver glad og veemodig. Den Fremmede udtalte sig især om Ørsted, og de varme Ord klang som Musik for Øret; den frodige grønne Eng laae saa sommerlig dansk.

Gjennem Øre og Øie blev der fortalt mit Hjerte om Fædrelandet. Foran os laae Karlowitz med Kirken Maria-Fried, den mindede i Afstand om Rosenborg Slot; jeg kjendte disse Taarne og Spire, jeg kjendte disse Marker, dette Grønne; paa de følgende Dagreiser blev det Vished, at Ungarn, i det mindste i Donaulandet, har aldeles dansk Charaeteer. Følger man Landeveien mellem Karlowitz og Pederwardein, da er Strækningen mellem begge disse Byer kun en Spadseretour, derimod paa Floden er det en lille Reise, idet Donau gjør her een af sine betydeligste Bugter.

Pederwardein, Østerrigs stærkeste Fæstning, seer ikke storartet ud, har intet af det Imposante, Ehrenbreitstein frembyder; paa vor Fart op mod Floden viste den sig som en Fæstning i et fladt Land; dens Udenværker syntes opmurede Terrasser, den ene høiere end den anden, bag hvilke laae lange, kaserneagtige Bygninger; først da vi kom paa Fæstningens modsatte Side ud mod Flekken Neusats *)

*) 1738 var Neusats et Fiskerleie, nu er det en ret anseelig By; mellem Neusats og Pederwardein er den første Donau-Bro op efter, det er en Bro paa Baade.

frembød den et noget mere storartet og malerisk Skue, Grundstykket var en Klippe; paa store Granitmasser reiste den sig her.

Alle Folk i Neusats vare ude paa Gaden under de grønne Træer, for at see Dampskibet; tre store Dynger Gods laae paa Strandbredden, Folk tog Afsked og kyssedes, og Mutter bandt Kaaben lidt bedre paa Datteren, som skulde afsted; Kavaleren holdt Knæk-Parasollen, medens to Damer omfavnedes; vi fik en betydelig Forsamling ombord.

Seiladsen gik ind mellem lave grønne, frugtbare Bjerge; vi mødte to overfyldte Baade, i hver over hundrede Mennesker, de kom, sagde man, fra et Valfarts Sted, sang og jubilerede; det hændtes ikke sjelden i mørk Aften og ondt Veir, at slige Baade forulykkes; mens vi talede derom, rullede, som Laviner mellem Bjergene, et Tordenveir; der kom en Byge; Donau svulmede, som om dens "Nixer" vare blevne fortrydelige, fordi de skulde bære de Fromme, der kom fra Valfart. Vi Skjød en rask Fart fremad. Til Venstre tittede mellem det Grønne den ene lille By frem efter den anden; hele smaa, svømmende Colonier laae paa Donau, hvert Huus var en Vandmølle, Hjulene gik, Møllersvendene hang paa Ryggen af hinanden ved den aabne Luge, for at see vort Skib og de Fremmede der. En Uglspils-Lystighed begyndte her og fortsattes lige op til Pesth; Ungarerne bruge ved hver Vandmølle, de komme forbi, at tage deres Hat under Armen og male rundt i den med den anden Haand, hvilket skal betyde, at Møllerne male for deres egen Hat, hvad vi kalde stjæle; her og overalt blev det forstaaet og besvaret, som salig Uglspil vilde besvare det. De vendte Ryggen ud, blottede en Deel af Legemet, som ikke her vil være passende at nævne; en stor Risekost blev stukket bag ud mellem Benene, og denne bevægede sig frem og tilbage, som Rævens Hale; det gjorde altid særdeles Lykke.

Vi laae en kort Tid ud for Illok, en gammel By, der næsten skjultes af en tæt kratbegroet Klint; Fæstningen er aldeles ødelagt, Fransiscanerklosteret øverst oppe strækker sig malerisk stort, det var den betydeligste Bygning, vi endnu havde seet her paa Donau-farten; et nyt Slot stod under Bygning for den fyrstelige Familie Odaskalki.

Hvilken skjøn malerisk Natur! naar om et Par Aar Donauen faaer, som Rhinen, sit Billed-Panorama, da vil Illok blive eet af de Partier, hvor Beskueren ønsker at kunne gaae mellem Krattet, op under Klosterets Epheu-smykkede Mure! men han kommer der ikke, han har kun Prospectet, dog mere fik vi heller ikke i Virkeligheden; vi bleve alle ombord og seilede saa videre.

Ved Solnedgang naaede vi Yucovar; her og ud paa Natten i Borova kom nye Passagerer, men allerflest i Morgenstunden, da vi laae ud for Dalja. Fra alle Kanter strømmede Folk til det store Medardusmarked; hver Soveplads i Fartøiet var optaget, og endnu havde vi tre Dagreiser, før vi naaede Maalet, endnu skulde vi først passere Apatin, Mohács, Baja , Tolna, Paks, Földvár og Erscény; syv Byer, hvor vi i hver kunde vente nye Gjæster, alle skulde med.

Ved Erdød, høit paa Klinten, ligger en Ruin, ligesaa malerisk, som Sagnet der knytter sig til den, er eiendommeligt *):

*) Jeg giver Sagnet som jeg mundtligt hørte det paa Stedet; det lyder derimod noget anderledes i Mednyansskys: "Erzählungen , Sagen und Legenden gus Ungarns Vorzeit".

en Junker af Huset Erdød løftede Hand mod sin Fader, slog ham i Ansigtet, og Oldingen forbandede Sønnen, et flammerødt Mærke, som hos Kain, viste sig paa Sønnens Pande, det brændte, det drev ham afsted op mod det kolde Norden, gjennem Sumpe og Skove, over Bjerge og Have, til Iis og Snee; Alle vendte sig fra ham, hvor han kom; Mærket brændte og brændte, han vendte sig mod Syd, til de muntre, livfulde Folk, men de frygtede Kain, de vendte sig fra ham; da kom Fortvivlelse i hans Hjerte; ikke vidste han, hvor han gik; - - en Flod bruste under Skrænten hvor han stod, en Ridderborg laae der, bestraalet af den synkende Sol, - han kjendte dens Taarne, dens Spiir og Gubben, som, støttet paa sin gamle Jæger, gik over Vindelbroen; han styrtede for Oldingens Fod, - og ved Faderens Velsignelse forsvandt det brændende Mærke.

Vore sidste Gjester vare høist eiendommelige, ægte ungariske Landjunkere; Alle i brogede Jakker af lyserødt eller lyseblaat, stribet Linned; Alle havde de bar Hals og stort Skjæg, det skulde nok være Uskyld og Kraft! de havde Huer med den ungariske Nationalfarve, grønt, guult og rødt, den ene lille trekantede Lap syet ved Siden af den anden. Alle bare Moustacher, der endte til hver Side som et lille Eenhjørning Horn; dog med denne Pynt udmærkede sig især en ung, marzepanagtig Jøde; han havde dem saa smaa, at de saae ud som tre Haar, særdeles klistrede med Pomade; man kunde see, at han i Familien, og hos sig selv, gjaldt for en særdeles Kavaleer, han var en rigtig ungarisk Driver!

Ud paa Eftermiddagen naaede vi Mohács, hvor vi skulde blive til næste Morgen; Sletten uden for denne By har en Slags Berømthed ved Slaget mellem Ludvig den Anden af Ungarn og Soliman den Store; det er foreviget i et Maleri, som findes i Bispegaarden, udenfor Byen; jeg var med de Andre paa Veien, men vendte om, - jeg gad ikke gaae saa langt, jeg styrede til en Barbeer, jeg var prosaisk, og det bliver man paa en Reise, dog maa jeg tilstaae, det laae mig paa Hjertet at jeg ikke saae det Billede, som de andre Passagerer talte saa meget om; men, ikke sandt, man kan ikke faae Alt at see! jeg saae et andet Billed! inde hos den fattige Barbeer hang et ægte ungarisk Stykke, af den Slags som man kjøber for fire Skilling, paa et Ark Papir, to bedende Engle svævede i Luften, og under dem foldede sig to Hænder med den Indskrift: "For Vennerne!" ved Siden af knyttede sig to stærke Næver, og her stod skrevet: "mod Fjenderne!"

Det var ogsaa et Billede, og maaskee mere characteristisk for Ungarn, end det, jeg skulde have seet i Bispegaarden, hvorhen jeg ikke gad gaaet.

Jeg var træt, led og kjed af Donaufarten; om det ikke er smukt sagt, sandt er det dog!

Stednavne og personnavne: Süleyman den Store, Peterwardein, Østrig, Neusatz, Vucovar,