Langt farligere Seilads, end den gjennem "Jern-Porten", frembyder største Delen af Donaufarten mellem Orsova og Drencova; Strømmen her har vildere Kraft, Faldene ere større og hyppigere, Hvirvlerne langt mere udstrakte. Paa denne Fart var det for to Aar siden, at den Baad, som førte Dampskibs-Passagererne, kantrede, og Alle fandt deres Død i Strømmen. Det var, fortalte man, en graa, regnfuld Dag, det stormede ikke lidt, Capitainen stod ved Roret, Baaden var fuld af Reisende; det var ingen let Maneuvre, at styre den mellem de i Floden rundt om fremragende Skjær; en Flok Bønder gik paa Landjorden og trak den gjennem de stærke Hvirvler, medens Stormen løftede Flodskummet mange Alen i Veiret. Capitainen raabte til Bønderne, at de skulde trække langsommere, de hørte ham ikke, Storm og Strøm overdøvede hans Raaben; han gjentog endnu Commandoen, de misforstode den, droge endnu hurtigere, og i samme Nu stødte Baaden mod et Fjeldstykke, den væltede, og ingen Redning var mulig. Langt fra Stedet, hvor Ulykken skete, fandt man nogle af ligene, blandt andre en ung Engellænders; hans Slægtninge have opreist et Monument tæt ved Floden, hvor man fandt hans Liig, og hvor han er blevet jordet.

Fra den Tid, da hiin Ulykke skete, lader Dampskibs-Comiteen ingen af deres Passagerer gjøre Reisen. her paa Baade, man rider eller kjører; en fortræffelig Kjøre-Vei er under Arbeide, og allerede saa godt som fuldført; *)

*) Veien er blevet til under Grev Schechenyi's og Ingenieur-Director Vàsarhelys
Ledning.

paa flere Steder har man ladet Klipperne sprænge, og hvor Grunden var løs og sumpet, vidst at styrke og udfylde den. Alt Reisegodset derimod føres, Dagen før den Fremmede tager afsted, paa Baade, der trækkes af Heste.*)

*) Jerndampskibet Stephan, som nu gaar mellem Wien og Linz, havde, fjorten Dage før jeg passerede denne Vei, forsøgt at gaae med Strømmen lige ned til Orsova, det var ogsaa lykkedes; derimod havde Farten tilbage været langsom, uagtet Maskinernes Kraft, og ved Ishlas nødtes de til at lade fjorten Heste spænde for, da her Strøm og Hvirvler vare mægtigere end Dampkraften. Et nyt, større Dampskib, jeg husker ikke med hvor stor Kraft, er nu under Arbeide, og med dette, haaber Donau-Compagniet, vil kunne seiles op mod Strømmen, paa denne den voldsomste Deel af Europas største og stærkeste Flod.

Tidlig om Morgenen den fire og tyvende Mai holdt Vognen foran Hotellet, og vi rullede afsted. Det var det deiligste Sommerveir, rundtom stod Alt saa grønt og frodigt; paa servisk Side hævede sig Fjelde med Buske og Løvtræer, paa østerrigsk Side, hvor vi kjørte, syntes Alt en stor Have, med altid vexlende Partier, snart vare Bjergene os ganske nær, snart traadte de tilbage, for at omslutte skovgroede Dale. - Aldrig før har jeg seer saamange Sommerfugle, som i denne Morgen; de vare alle hvide, og over tusinde Træer saaledes besatte med dem, at man troede at see blomstrende Frugttræer. Her kunde siges med Jean Paul: "Schmetterlinge sind fliegende Blumen." Postillonen knaldede til alle Sider, og, Sommerfuglene fløi i Luften, som Sneeflokke ved Vintertid.

Her paa denne Strækning af Militair-Grændsen boe wallachiske Bønder; vi kom igjennem et Par af deres meget maleriske Landsbyer! Leervæggenc frembøde store Revner; Papir var klinet over det Hul, der skulde tjene som Vindue; en Slags Port, bundet med Barkreb fast til nogle Pæle, dannede Indgangen til en Art Gaard, der sædvanligviis vrimlede af Svinehjorde og en utrolig Mængde af saa godt som nøgne Børn, der væltede sig mellem hverandre, selv Piger paa ni til ti Aar viste sig her aldeles uden Klæder; rundt om stode prægtige Træer, især Kastanier, saa duftende og store. De enkelte Bønder, vi mødte kjørende, stode opret i deres Vogne og joge afstod, som de gamle Romere paa Rendebanen.

Egnen, fik meer og meer en romantisk Characteer! den overgaaer Rhinens i Skjønhed. Ved Plavisovicza, hvor Passet Kazan findes, løber Donau mellem lodrette Klipper; Veien her er sprængt ind i Fjeldet; som et afglattet Loft hænge Klippemasserne den Reisende ud over Hovedet. I en lang Strækning finder man her den ene store Hule ved Siden af den anden; een af disse er saa dyb, at man bruger, fortalte man mig, halvanden Time for at gjennemvandre den, og da træder man ud i en Dal paa den anden Side Bjerget. Meest bekjendt er her den saakaldte Veteranis Hule! Vi gjorde holdt udenfor den, Indgang var der ikke at see. Hele Fjeldet er overgroet med Buske og Slyngplanter; op mellem Hækkerne løber en lille Sti; den var steil, og der laae mange løse Stene, men vi havde jo de grønne Grene at holde os ved, og let kom vi de faa Favne op over Kjøreveien til en Indgang, beqvem og stor nok for enhver velvoxen Mand; et Par Skridt indenfor maatte man bøie sig lidt, men strax udvidede sig igjen Fjeldvæggen til et ret anseeligt, men dunkelt Kammer, fra dette traadte man ind i en uhyre Hule, hvor Lyset strømmede ned gjennem en stor Aabning, hvis øverste Rand var begroet med Buske og lange, nedhængende Slyngplanter, der dannede en blomstrende Ramme for den blaa Luft; Loftet formede sig iøvrigt som var det forstenede Skyer, Gulvet, vi gik paa, var ujevnt og fugtigt; hist og her laae store, nedstyrtede Stene og henne i en Krog Kul og halv forbrændte Grene fra de sidste Hyrder eller Zigeunere, som her have holdt deres Maaltid; enkelte Vanddraaber faldt eensformigt pladskende paa Jorden.

Hulen bestaaer af uendelig mange Afdelinger; vi gik til en af de nærmeste, jeg var forud, og standsede ved det overraskende Skue, som frembød sig. Midt paa Gulvet var tændt en stor Ild, en Kjædel kogte over den, rundtom laae og stode hvidklædte Mænd og Qvinder, med mulatfarvede Ansigter og lange, sorte Haar. Hurtige, som Katte, sprang to unge Knøse hen mod mig, strakte bedende deres Hænder ud og tiltalte mig i et for mig uforstaaeligt Sprog. Det var en heel Zigeuner-Familie. De vare Alle saa livlige, saa bevægelige, desmere stak de af mod to Gamle, der sad ved Ilden, deres Haar hang stridt og stort ned om de hæslige Ansigter, og deres Klædning, samt Maaden de laae paa, gjorde, at jeg ikke vidste ret, om det var to Mænd eller to Qvinder. Vort Selskab gav hver af de unge Knøse en Bagatel, eet af Børnene fik en lille Sølvmynt af mig, og strax sprang en ældre Pige til, greb min Haand, drog mig hen til Ilden, saae mig i Haanden, relede derpaa tre Gange lige ned til jorden og spaaede, men jeg forstod ikke et Ord deraf; efter den Oversættelse, som bagefter en ung Herre fra Bucharest gav mig af det han havde opfattet, syntes Spaadommen mere at have været beregnet paa en rig Engellænder, end en dansk Digter. "Dit Sølv skal blive til Guld," havde hun sagt, "og dine Eiendomme voxe Aar for Aar." Paa mit Spørgsmaal, om Pigen intet Ondt havde spaaet mig, sagde han mig, at hun havde sagt: jeg vilde faae mindst Glæde af mine Døttre! og deri havde hun truffet det Rette, hvad Digteren angik, thi Agnete og Maurerpigen havde kun skaffet mig liden Glæde, jeg man derfor altid see at lægge mig efter at faae Drenge.

Mit øvrige Selskab blev ogsaa spaaet, men jeg skal have været den heldigste af dem Alle.

Paa servisk Side findes, hele denne Strækning langs med Donau, i Klippevæggen hugget en antik Vei, der er blevet til under Romernes Herredømme; vi saae paa hiin Side Strømmen den saakaldte "Trajans Tavle", den bestaaer i en glat Klippe med Indskrift til Minde om Trajans første Felttog i Dacien.

Opad Dagen naaede vi Landsbyen Tissowiza, hvor vi i et fattigt Vertshuus skulde nyde Frokost; Verten var ikke underrettet om, at Dampskibs Passagererne indtraf denne Dag, vi kom ham aldeles uventet, og han maatte ihast gjøre Jagt paa alle Byens Kyllinger. Den underste Etage af Huset bestod af to Steenkjældere, ovenover disse svævede paa hele Husets Længde en høist skrøbelig Træ-Altan, hvorfra man traadte ind i en Forstue, hvor Skorstenen stod og Maden blev lavet; paa hver Side var et skummelt, uhyggeligt Kammer, vi foretrak derfor Alle den fri Natur og leirede os ude under høie, skyggefulde Castanier. De fleste af os vare syge endnu fra Qvarantainen, jeg især følte mig lidende.

Efter et Par Timers Ophold rullede vi igjen afsted, bestandigt langs med Donau; vi kom forbi Ruiner af tre store Taarne fra Romernes Tid, byggede tæt op til Strømmen, og nu indrettede til Vagthuse; en Bjelkebro førte fra Veien ud til dem; bevæbnede Grændse-Soldater sad der og spillede Kort eller red paa Bjælkegelænderet. Den hele Vei næsten, er her een Allee af prægtige Valdnøddetræer; i vor Fart reve vi de duftende Blade af, og med en Green som Vifte beskjærmede vi os mod den brændende Sol, naar de store Træer ikke gav os Skygge! hvor det var en Hede! vi vansmægtede af Tørst! den banede Vei holdt op, her blev ikke bredere, end at netop det ene Hjul berørte Klippevæggen og det andet var en Tomme eller to fra Skrænten ned mod den brusende Flod; vi kjørte i Fodgang, men tilsidst saae det os dog for farligt ud; vi maatte stige af, men dette skete ved at krybe ned bag af Vognen, thi paa Siderne var der ingen Plads til Fodfæste; - pludselig holdt Veien aldeles op! en Mængde Arbeidere vare i færd med at udvide og jevne den, de murede en Slags Grundlag; foran os var en Skrænt næsten to Alen lodret ned. Folkene sagde, at Ingen havde underrettet dem om, at her i Dag vilde komme Reisende, og at vi altsaa maatte gjøre Holdt, til de fik lavet en Rutschbane, Vei kunde man ikke kalde det! - Stænger og Trægrene bleve lagte paa Skraa fra Høiden, hvor vi var, Hestene spændtes fra, og Vognene foer nu ned, saaledes at Stangen brækkedes paa den ene.

Et nyt Uheld, der kunde have bragt ubehagelige Følger, forestod: den under Trajan paa servisk Side hugne Vei i Klipperne er i vor Tid ikke istand til at benyttes; Servierne maae derfor under militair Bevogtning trække deres Skibe, paa Militairgrændsen; enhver Berørelse, man kommer i med disse Folk eller med det lange Toug, hvorved de hale Skibet, har til Følge, at man kommer under Conturmats. Vi saae nu foran os henved hundrede serviske Bønder, som under eet eensformigt Hyl trak op mod Strømmen et meget stort Flodskib, det gik kun langsomt mod de stærke Strømninger, vi maatte kjøre Fod for Fod, thi intet Sted blev Veien bred nok til at vi kunde komme dem forbi. Alle Qvarantaineqvalerne vare os endnu i Blodet! jeg vidste i dette Øieblik intet frygteligere Bud, end det: vend om igjen, i Qvarantaine! - Fod for Fod kjørte vi, holdt saa stille, kjørte igjen Fod for Fod, for atter at holde! jeg havde en Følelse, som om jeg skulde gaae Verden rundt med Blylodder om Benene.

Endelig kom der et Sted, hvor Veien blev en Smule bredere end før, og hvor Soldaterne, der bevogtede Servierne, meente at vi kunde slippe forbi. Halerne paa vore Heste bleve bundne op, for at de ikke, ved at svaie ud, skulde komme i Berørelse med Touget, vort Reisetøi, selv Lædergardinerne paa Vognene trak vi vel ind til os; de stakkels serviske Bønder stillede sig saa yderligt ved Flodbredden, som de kunde, og dog vare vi neppe mere end en halv Alen fra dem; og nu kjørte vi forsigtigt og langsomt forbi hele den lange Række af vist hundrede Mennesker; om kun Pidskesnærten havde rørt Fligen af den Enes Kjortel, da havde vi maattet vende om igjen til Qvarantainen i Orsova.

O, hvor aandede vi let! hvor drev Kudsken ikke paa Hestene, da vi vare forbi! det gik i Gallop gjennem Skoven, over smaa Vadesteder og forbi rislende Kilder; de grønne Grene sloge os paa Kind og Skulder. Over Krat og Flod aabnede Udsigten sig mod den lille Stad Drencova, hvor Dampskibet Galathea ventede os.

Før Aaret 1836 var Drencova kun et Vagthues, ved Donau-Dampskibsfarten vil det snart blive en lille By; her var flere ret anseelige Bygninger, et af disse var et Vertshuus; omtrent en Dagreise herfra voxer den berømte Viin Schiller, jeg drak i den en Skaal for dens Navner; den Aandens Viin, han har givet os, taaler at forsendes til alle Verdens Lande og den kan kun begeistre, ei beruse.

Med stor Glæde betraadte vi det rummelige, smukke Dampskib, der skulde føre os til Ungarns Hovedstad, og glædede os ved de mange Beqvemmeligheder, det frembød; "men ingen kjender sin Skjæbne!" med det Omqvæd kunne vi slutte vor Dagreise. I Pesth holdes fire Gange om Aaret et særdeles stort Marked, Folk fra alle Landets fjerneste Kanter strømme da til Staden, og især blive Dampskibene benyttede ja overfyldte, og vi vilde netop indtræffe i Pesth to Dage før det store St. Medardusmarked.*)

*) Det begynder den første Mai og varer omtrent fjorten Dage.

Verten forudsagde os en høist besværlig Reise, men vi troede ham ikke og meente, han. nok vilde lokke os til at botanisere her til næste Dampskibsfart og imidlertid hos ham hver Aften drikke Schillers Skaal i Schiller.

Ved Solnedgang spadserede jeg alene ind i Skoven tæt ved, ogsaa her traf jeg Zigeunere, de havde gjort Ild paa og laae rundt om den; da jeg igjen kom ud af Skoven, stod der mellem Buskene en smuk Bondedreng, han hilste mig paa Tydsk god Aften. Jeg spurgte ham, om det var hans Modersmaal han talte; han svarede nei og fortalte, at han almindeligviis talte wallachisk, men havde i Skolen lært tydsk. Han syntes i Klæderne at være meget fattig, men Alt var saa reent hvad han havde paa, Haaret saa glat kæmmet, hans Øine straalede saa velsignet, der var noget saa klogt og godt i dette Ansigt, som jeg kun har fundet det hos faa andre Børn. Jeg spurgte ham, om han skulde være Soldat, og han svarede: ja det skulle vi her Alle være, men jeg kan ogsaa blive Officeer, og derfor vil jeg lære alt det, jeg kan faae lært!" Der var noget saa uskyldigt i hele hans Adfærd, noget saa ædelt, at jeg er vis paa mig selv, havde jeg været rig, da havde jeg taget mig af denne Dreng.

Jeg sagde ham, han maatte blive Officeer og vilde vist blive det, naar han ret ivrigt stræbte derefter og stolede paa den gode Gud.

Paa mit Spørgsmaal, om han kjendte Danmark, betænkte han sig lidt og svarede da: "jeg troer, det er langt herfra -!- ved Hamborg!"

Ham kunde jeg ikke give en Almisse, han syntes mig for ædel til at skulle modtage sligt; jeg bad ham plukke mig nogle Blomster, han sprang afsted og bragte mig snart en smuk Bouquet, jeg tog den og sagde: "disse Blomster kjøber jeg!" og saa fik han sin Betaling, han blev ganske rød i Ansigtet og takkede smukt.

Han fortalte mig, at han hed Adam Marco; jeg tog mit Kort op af Lommen, gav ham det og sagde: "naar Du nu engang bliver Officeer og da maaskee kommer til Danmark, saa spørg efter mig og jeg skal glæde mig ved din Lykke! vær flittig og stol paa Gud, hvo veed hvad der kan skee!" jeg trykkede ham i Haanden; - han stod længe og saae paa Skibet, hvor jeg steg ind.

Aldrig har ved første Møde nogen fremmed Dreng tiltalt mig, som denne; hans noble Væsen, hans kloge, uskyldige Ansigt var det bedste Adelspatent. Han maa blive Officeer! og jeg giver min Skjærv dertil - rigtignok baaret paa Tilfældets Haand - idet jeg her bøier mig for hver ædel, rig Ungarerinde, der muligt læser denne Bog og har i venlig Tanke "Improvisatoren" eller "Spillemanden", Digteren beder hende, han beder, har han, sig ubevidst, een rig Ven i Ungarn eller Wallachiet, "tænk paa Adam Marco ved Drencova og hjælp din lille Landsmand frem, hvis han fortjener det!"

Stednavne og personnavne: Bukarest,