En
Digters Bazar af H.C. Andersen
|
- Hans Christian Andersen: En Digters Bazar
- A Poet's Bazaar 1842 |
Donau-fart:
Qvarantainen 5-06 |
At ligge i Qvarantaine, det er at øve sig i
Polyp-Faget! - Egentlig ligge vi Alle i
denne Verden i Qvarantaine, indtil vi faae
Lov til at gjøre den store Himmel-Reise.
Digtere fødes, siger man, men der fødes
bestemt ogsaa Folk for at ligge i
Qvarantaine! jeg har kjendt Reisende, der
ligge til op mod Middag, og før de da komme
i Klæderne og have nøslet og puslet, er det
Eftermiddag, saa skal de skrive Breve, eller
hvad de have oplevet den Time af Dagen
forud, de bevægede sig i Gallerierne; de bruge da
et Aar til at see, hvad andre see bedre i en
Maaned; men det kaldes at være solid, ikke
jaske af, at gjøre sig fortrolig med o. s.
v.; jeg kalder disse Folk
Qvarantaine-Mennesker. - Pückler Muskau
fortæller om sig selv i Qvarantainen paa
Malta, at han bad, om han maatte blive der
een Dag længer, for at blive færdig derinde
med sit Arbeide! - jeg har en ganske modsat
Natur; paa Reisen maa jeg tumle mig fra
Morgen til Aften, jeg maa see og atter see!
man kan jo ikke bestille Andet end pakke
hele Byer, Folkefærd, Bjerge og Have ind i
Tanken; altid tage, altid gjemme, der er
ikke Tid til at synge en eneste Sang! ja jeg
er ikke engang oplagt dertil! men det kommer
nok, veed jeg! indeni syder og gjærer det,
og naar jeg saa er i den gode Stad
Kjøbenhavn og faaer aandelige og legemlige
kolde Omslag, saa skyde Blomsterne frem! -
vel er ikke Behandlingen den ønskeligste,
men hvo spørger mig derom; tilsidst troen
jeg selv, jeg har ganske godt af det, selv
af Slambadene i det dødfødte "Tidsskrift".
Vort Indtog i Qvarantainen var Motiv for en
Maler, rundtorn skovbegroede Bjerge og foran
en flad grøn Slette, hvor han kunde
anbringe først de store med Reisetøi fyldte
Vogne, trukne af hvide Oxer, som bleve
drevne af wallachiske Bønder i hvide Kofter
og colossale Hatte, der hang dem ned om
Skuldrene; og nu det brogede Selskab af
Tyrker, Grækere og Franker; Pater Adam i sin
sorte Dragt med en Hat, som et stort Skjold,
var ikke den mindst maleriske Figur.
Soldater fulgte som Geleide! Indtrædelsen
var det lystigste! vi saae Kanoner, nøgne
Mure, store Hængelaase, Nøgler der raslede,
Qvarantaine-Betjente, som trak sig ærbødigt
til Side, for ei at komme i Berørelse med
os; Landeveien, den saakaldte Promenade,
inde mellem de høie Mure, var saa flau, at
den derved fik Nyhedens Præg, rigtignok stod
her et Par Rosenhækken, men Roserne selv
laae endnu i Qvarantaine i den grønne Knop,
hvert Blad mindede os om vort
Qvarantaine-Flag. Jeg vil ikke klage over
Leiligheden, men kun beskrive den, jeg vil
ikke jamre over Kosten, uagtet Suurkaal og
Donauvand, om man endogsaa, som her, faaer
fuldtop af fedt Flesk dertil, ikke smager
mig.
Den hele Bygning er en Slags Æske i Æske;
den inderste forestiller en Slags fiirkantet
Have, hvis Kjærne er et lille Lysthuus af
umalede, raae Lægter, som de grønne Ranker
ikke have ret Mod til at hæfte sig ved; fire
Længer, i hvilke hvert Vindue er dobbelt
tilgittret, omgiver dette Paradis, som man
tør see men ikke røre! Udenom Længerne er
igjen en stor Muur, hvert lille Kammer
indenfor har saaledes en lille Gaard; Muren
har atter en Muur om sig, og Mellemrummet er
Promenade! det er mere lysteligt at læse
derom, end at prøve det i Virkeligheden.
Engellænderen Ainsworth og jeg flyttede sammen
i to smaa Værelser; et Bord, en Stol og en
Brix var Meublementet for hver; iøvrigt
ganske nye, kalkede Vægge! Solen skinnede
saa velsignet paa Væggene, at man næsten
blev blind af den Herlighed. Til Guardian
fik vi en gammel Karl Johan, der havde været
med i Slaget ved Leipzig og der faaer en
Skramme, og han maatte faae en Skramme, naar
han kom i et Slag! han sov hver Nat i
Forstuen paa vort Spisebord.
Den første Dag i en Qvarantaine gaaer
fortræffeligt, man hviler sig efter Reisen, den anden, tredie og
fjerde Dag skriver man Breve, den femte og
sjette er man i Vane med den og læser i en god
Bog, om man har en, men den syvende Dag
gaaer man ud af Vanen igjen og finder, at
vel den syvende Dag, men ikke hele syv Dage
bør være Hviledage. Jeg begyndte da at finde
det fortvivlende, uagtet vi dagligen fik
Visiter af Svalerne, der byggede i vor
Forstue og fløi om i Værelset, idet de
fortalte Chronique scandaleuse fra den gode
Stad Orsova. I vor Gaard stod to duftende
Linde, jeg slyngede saa tids mine Arme om
dem, at jeg tilsidst sad paa en Green, og
saa kom jeg op paa den næste. Derfra kunde
jeg over Muren see et heelt Stykke Bjerg med
Skov og Agerland og midt imellem begge en
lille Hytte, o der saae ret paradisisk ud,
thi der var man fri! - jeg kunde fra min
grønne Baldakin see ned i en Række
Nabogaarde, Philippovich havde plantet en
tyrkisk Hestehale foran sin Dør,
Messingknappen paa den funklede i Solen, de
lange, hvide og røde Hestehaar flagrede om
den brogede Stang. Vore Iglehandlere vaskede
og skyllede de sorte Igler, de havde af dem
i Pose og i Sæk. Bulgariske Qvinder laae i
Kreds paa deres Tepper, omringede af Børn,
og holdt store, gule Paraplyer over sig mod
Solen; de fortalte vist Eventyr, for Børnene
jublede og Svalerne fløi uden om og
qviddrede foragteligt, thi Svalerne her gave
sig kun af med Hverdagshistorier, lige sete
og lavede fra Reden.
De første Dage i vor Qvarantaine havde vi
Musik, og smuk Musik; to unge, wallachiske
Kunstnere, en Fløitenist og En som spillede
Glas-Harmonika, gav Concert i deres lille
Fangehul, det lød over hele Haven, ved alle
Vinduer tittede Medfangerne ud, og tilsidst
applauderede de, thi det var kunstnerisk
smukt; Fløitespilleren aandede Følelse og
Smag, Tonerne vederqvægede os. En Aften
spillede han imidlertid nok saa lystigt,
"Fryd dig ved Livet", og det klang herinde
som Spot; men han kunde sagtens spille det,
han skulde ud næste Dag, vi havde endnu syv
Dage at holde ud her.
Men der kunde jo gjøres Vandringer Bygningen
rundt mellem de høie, hvide Mure, man kunde
titte gjennem Sprinkelværket ind til hver
lille Gaard, læse paa den lille, sorte
Tavle, skrevet med
Kridt, Dag og Time de Fremmede vare
indlogerede, Dag og Time de skulde ud og
hvor mange der var herinde! det var en
Læsning for Phantasien og Hjertet; hvo var
den Fremmede? Hvor kom han fra? Hvor gik han
hen? Eller var det maaskee en Hun? Her var
jo Leilighed til at føle ved den fælles
Lidelse! men man turde dog ikke paa denne
Promenade ganske overlade sig til Phantasi
og Hjerte, man maatte holde sig til
Guardianen og til sin Besindighed, vilde
man ei styrte sig i en ny Qvarantaine Tid;
stundom mødte man senere Indkomne, og man
maatte da holde sig op til Muren, for ei at
komme i Berørelse med disse, man maatte see,
om ikke Vinden bar over Muren en lille Fjer,
der kunde falde os paa Skuldrene, see til
ikke at træde paa en Trævl, Nogen havde
tabt, thi da forlængedes Qvarantainen.
Jeg gik denne Tour, alene for at Fødderne
ikke skulde komme af Vane med at gaae! Ingen
spadserede her for sin Fornøielse! Meer end
ængsteligt, næsten frygteligt var det, her
at møde et Læs Varer; kom man i Berørelse
med dette, da begyndte fyrgetyve Dages ny
Qvarantaine. Her var en Varme mellem disse
Mure og inde i vor lille Gaard, at man blev
som kogt, jeg drømte om Dagen, at jeg var i
Venedigs Blykamre, og om Natten, at jeg var
lys levende i Helvede. Den Gang vidste jeg
af Breve, at Heiberg i sin nye Satire *)
*) Digte: 1840. En Bog, som jeg i øvrigt
anseer for Heibergs fortrinligste Værk.
havde fortalt om to af mine større
dramatiske Arbeiders Opførelse der nede; det
var ikke kommet mig i Tanke, saalænge jeg
var i Guds fri Natur; men her, som sagt, i
dette Helvede drømte jeg mig lige lukt ned i
det heibergske, og der var naturligviis
ganske som han fortalte, man gav kun mine
Stykker, og det var mig meget behageligt,
ja, som christnet Menneske, særdeles
behageligt at erfare, som han ogsaa har
fortalt os, at de Fordømte, efter at have
seer mine Stykker, kunde lægge sig med god
Samvittighed. Selv der havde jeg med mine
Arbeider virket noget Godt. Jeg hørte
imidlertid dernede, at man foruden mine to
Stykker paa een Aften havde engang bestemt
at give til Slutningen Heibergs Fata Morgana,
men de Fordømte havde protesteret, man kan
ogsaa gjøre En Helvede for hedt, og der skal
være Maade med Alt! Fanden maatte da lade
det blive med mine to Stykker, men det er
hans Bestemmelse, at de skulle afløses med
den nyeste, saadan rigtig allerhelvedes
Comedie, Heiberg giver os igjen, med
tilhørende af Huusvennerne skrevet Forspil,
ved hvilket Publicum bliver stillet paa det
rette Standpunkt til at opfatte og beundre,
bag efter den sædvanlige Apotheose, ogsaa af
en af Huusvennerne. See saaledes kan man
drømme i Qvarantainen!
Vi bleve tillidst Alle syge og Lægen
forordnede en Medicin, der forekom mig
fortræffelig for wallachiske Heste, men ikke
for svage Mennesker, der lide af
Mavesmerter: først skulde drikkes et stort
Glas Brændeviin, derpaa en stærk Kop Kaffe
uden Sukker og Fløde.
Det mindst afvexlende Liv har dog sine store
Begivenheder, vort herinde havde tre. Den
ene var en Visit af Paschaen af Orsova; det
nøgne Lysthuus i Haven tjente som
Conversations-Sal; sex Soldater, med
Bandoleer over den blaa Trøie og Bajonet paa
Geværet, udgjorde tillige med Tolk, Læge og
Tjenere Følget. Den anden store Begivenhed
var, at vi hver fik en gammel Vaskerkone,
som skulde vaske vort Tøi og derpaa blive
Qvarantainen ud hos os! Vi fik Guardianens
Hustru; det gamle Ægtepar sov i Gangen paa
Spisebordet, en sammenrullet Trøie var
Hovedgjerde og en Soldaterkappe Overdyne,
Alt paa Felt-Fod! Doctoren var deres Alt,
vaagen og i Drømme! de nævnede aldrig hans
Navn, uden de fik en militair Holdning. Den
tredie Begivenhed traadte op med Musik og
Declamation. Tværs over Haven lød fra et
Vindue til et modsat den frygteligste Raaben
og Skrigen af nogle lasede Karle, som for
syv Aar siden vare løbne fra Østerrig over i
Wallachiet, havde levet der, men af Hjemvee
frivilligt vendte tilbage; de havde selv
angivet sig og maatte nu, før de
udleveredes, gjøre deres Qvarantaine.
Tidligere end Solen stod op og ud til den
mørke Aften converserede de, eller spillede
paa bulgariske Fløiter, men altid det samme
Stykke af to eller i det høiste tre Toner;
det lød, som naar man blæser i et
Tulipanblad og træder i det samme en Kat paa
Halen.
Endelig slog vor Friheds Time, men
Vedkommende havde Middags-Selskab, eller
hvad det var! en heel Time over vor
Fængselstid, en heel Time, der syntes som en
Dag, maatte vi Alle, paa een Begunstiget
nær, vente, før vi kunde drage bort, og det
skete ikke med Lystighed, som da vi kom, vi
vare matte; vi, som havde glædet os saa
meget til Friheden, vare ude af Øvelse med
at løfte Vingerne. Den, der kommer fra et
Skib, har tidt endnu en Fornemmelse af
Søsygen, saaledes havde vi Alle en Følelse
af Qvarantainen! - først lang Tid efter
afspeilede sig i min Tanke poetiske
Erindrings-Billeder, og disse viste Skuet af
det lille, fattige Huus, jeg fra Træet
øinede oppe mellem Ager og Skov, de lode mig
høre Fløitetonerne af den unge Kunstner fra
Buccharest, de lode mig gjenføle
Søndags Andagten i vort Fængsel, naar
Ainsworth sad stille og læste i sin Bibel, Pater Adam sang Messe med sine armenianske
Drenge, og jeg saae paa det grønne Viinblad
ved mit Gitter, hvor Guds Sol skinnede saa
varmt, saa at min Tanke fløi ud i Naturen,
og i den er man altid ved Guds Hjerte.
Stednavne og personnavne:
København, Østrig, Bukarest, |