En lille Flod, der falder i Donau, gjør Grændsen imellem Bulgarien og Servien; hele dette Land synes een uhyre Egeskov! ja, her er Dryadernes store Forum med mægtige Minder og et Folks dybe Sange. Det grønne Træ er helligt for Folket, hvo som omhugger Træet, sige de, tager et Liv. Det grønne Træ synes at være af langt større Betydenhed for Manden, end Qvinden er ham, hun staaer i sit eget Huus ydmyg og tjenende, hun opvarter sin Mand og Gjesterne, hun staaer med korslagte Arme nederst ved Bordet og venter, for at opfylde deres Ønsker. Saaledes er det i Bondens Hytte, saaledes er det i Fyrstens Slot.

Som et charakteristisk Tegn paa Folk og Cultur viste sig strax her paa Grændsen de forskjellige Vagthuse, der ligge hinanden saa nær, at Soldaterne kunne raabe over til hinanden.

Paa Wallachiets flade Græsmark, med sin leerede Skrænt mod Donau, laae en ussel Leerhytte uden Vinduer; den havde Rørtag og en Skorsteen af Rør, men høi og rummelig, som var det et lille Taarn paa Taget; Karle i lange Skind-Kitler dannede Gruppen her; paa bulgarisk Side, hvor Naturen omtrent havde samme Characteer, som i Wallachiet, laae et sort Huus af Steen, lig vore Kartoffelkjældere; en tyk Tyrk i Trøie, med en Holdning som en Mops, der skal staae paa Bagbenene, var Grændsesoldaten. I Servien derimod skovgroede Bjerge, hvert Træ værdigt at omslutte en Dryade. Vagthuset var et venligt, hvidt Huus med rødt Tag, Alt smilte saa livligt og grønt tæt derved; Soldaten viste sig halv Kriger, halv Hyrde.

"Farvel Bulgarer-Land!" raabte vi og giede frem under Serviens Skove.

Den første By her, i hvor lille den var, flyttede os ved sine røde Tage, sit reenlige Ydre, midt ind i Tydskland; ni Storke gjorde deres Promenade i det Grønne; Africas Sol-Aander havde maaskee her nys redet Sommer i By paa dem; her var tredive Graders Varme!

Som der er Blade i disse Skove, er der Sange paa dette Folks Læber, og som de frodige, grønne Grene minde den Danske om hans grønne Øer, minde disse Sange ham om hans Folkeviser. Naar Servieren synger om Stojan, der ei kunde vinde den stolte Søster til Iwan, da troe vi at høre een af vore Kjæmpeviser, vi tænke paa Hr. Peder der kastede Runer; - den serviske Stojan skrev fire Elskovsbreve, kastede det ene i Flammerne og sagde: "du skal ikke brænde, men Iwans Søster, hendes Fornuft skal brænde!" det andet kastede han i Vandet: "Du skal ikke skylle Brevet bort, men bortskyl hendes Fornuft!" det tredie gav han til Vinden: "før ei dette paa din Vinge, men flyv med hendes Fornuft!" det fjerde lagde han om Natten under sit Hoved, idet han sagde: "ei Du skal hvile her, men Iwans Søster!" og da det blev Nat, bankede det paa hans Dør og hun stod der udenfor og raabte: "luk op! for Himlens Skyld! Flammerne fortære mig, Vandet river mig med sig! forbarm Dig, luk op! Stormen bærer mig bort!" og han aabnede Døren for Iwans stolte Søster. Og Servieren elsker sine Træer, som Schweizeren sine Bjerge, som den Danske elsker Havet. Under Træets Kroner samledes aarlig med Fyrst Milosch Byernes Afsendinger; Træerne hvælve sig til Retssal! under Træet dandser Brudgom og Brud! Træet

staaer i Kampen som en Kjæmper selv og strider mod Serviens Fjende; de duftende, grønne Træer hvælve sig over de legende Børn, det grønne, duftende Træ er den Gamles Gravmonument. Dette Skovland er den livsgrønne Green paa det osmanniske Træ, men Grenen hænger kun ved en let Sammenslyngning fast ved det næsten udgaaede Træ, Grenen har slaaet sin Rod og vil voxe dristigt, som et af Europas bedste kongelige Træer, faaer det Lov at staae! det sang Serviens Dryader, da vi seilede forbi, og da vi hvilede paa Græsteppet under Skjærmen af deres duftende, flagrende Haar.

Ovenfor Radeciwecz hvor Tartaren Hasan forlod os under de bedste Ønsker: levende og lykkelig at naae til Constantinopel, begynder med et prægtigt Skovparti Øen Ostrava, den er tolv italienske Miglier lang; paa wallachisk Side hævede sig her de første store Træpartier, vi endnu havde seet, ja, der kom dyrkede Viinhaver; det var, som Serviens Skovrigdom og Cultur kastede en glands, ikke blot over Donau-Øen, men selv til den wallachiske Kyst. Fuglene sang, som jeg kun har hørt dem synge i de danske Bøgeskove; vi beseilede en smal Arm af Donau, det var, som glede vi gjennem en herlig Skov, Sollyset bævede mellem de grønne Grene og zittrede paa den stride Strøm. En ung, servisk Pige, med røde Baand paa den hvide Halvjakke og skinnende Mønter om sin røde Hue, stod med sin Vandkrukke ved Strømmen, det var en levende Vignet til den serviske Vise: "Den unge Pige gik at hente Vand, hun bøiede sig imod det, og sagde da stille de Ord til sig selv: Stakkels Barn! o, hvor Du er smuk! Med en Krands saae Du endnu langt smukkere ud, turde elske Hyrden, den unge Hyrde, der gaaer foran Hjorden, som Maanen foran Stjernernes Hær!"

Hos et krigersk Folk, hvor Qvinden ei er Amazone, men ganske Qvinde, maa hun tie og ydmyge sig; de serviske Qvinders underordnede Stilling tillader dem ei at udtale Hjertets dybeste Stemme; det aabenbarer sig characteristisk i alle deres Elskovs-Sange.

"Da igaar vi vare i Herberg, spiste vi herlig Nadvere, og vi saae en Pige, saa ung og smuk, Perle-Tulipaner bar hun i Haaret! jeg gav hende min raske Hest, og hun sagde til den: siig mig Du Brune, er din Herre gift: og Hesten svarede med en Vrinsken: Nei, smukke Pige, han er ei gift, men til Høsten tænker han paa at føre Dig til sit Hjem! Og Pigen sagde glad til den Brune: ifald jeg vidste det var Sandhed, vilde jeg strax smelte mine Spænder, og med dem beslaae din Grime, jeg vilde smelte mit Halssmykke, for at forgylde dit rene Sølv!"

Det er Fyrst Milosch, der i de sidste Aar har ladet samle en rig Skat af disse Landets mange Sange, den Enkeltes Leven, det hele Folks Heltegjerninger. I Servierens Huus, hvor der tidt leve flere Ægtepar, men under et af dem selv valgt Overhoved, som bestyrer Formue og Huusvæsen, lyder om Aftenen lystig Musik af Violin og Sækkepibe; i hvert Huus findes Een, der kan spille og med Instrumentet ledsage deres Heltesange; saaledes lære Børnene Historien, saaledes styrkes den Ældre i Kjærlighed til sit Land. De mindes da deres kongelige Tid, Belgrads Stifter Stephan Dussan, Corbeliza og Johannes Hungades.

Aftenen var saa stille og mild, Donaufloden løber jo her i Bredegrad med Arno, Stjernerne glimrede og Serviens Skove stode høit mod den gjennemsigtige Luft; Natten var saa klar, at vi kunde seile bestandig fremad; et stort Stykke var lagt tilbage, da jeg næste Morgen kom paa Dækket, vi passerede da netop paa servisk Side den tyrkiske Fæstning Fetisland; Taget paa det store Taarn var ganske nedfaldet, kun Lægterne stode; det var en ynkelig Fæstning at see til; en Deel af Besætningen sad i Muurhullerne, røg Tobak og stirrede efter os. Klokken Otte vare vi ved Gladova. Passagerer og Gods bleve omskibede i en stor, smukt malet Baad med. Trætag. Her begynder den saakaldte "Jern-Port", der hos de fleste Reisebeskrivere omtales som et Parti af Donau, der næsten ikke er til at befare; her ere stærke Fald, her ere mægtige Hvirvler, der have opslugt Baade og sønderslaget Skibe; rundt om i den fraadende Strøm strække sorte Klipper deres knusende Fingre op i Luften; men beseile "Jern-Porten" kan man dog, jeg finder Seiladsen mellem Orsova og Drencova langt mere vild og farlig.

Vor flinke Capitain stillede sig forud i Baaden, der ved et Toug med Jernkjæde droges op mod Strømmen af et halvhundrede Serviere, der paa Landjorden gik og halede. Under Kysten laae en Mængde Flodskibe, de trækkende Serviere maatte, som Steengeder, springe fra Skib til Skib, hale og hale, derpaa springe i deres tynde Baade og med Touget om Livet roe sig og os frem.

Vi holdt os tæt ind til servisk Kyst, midt ude i Strømmen vare nogle Fald, Vandet sprøitede mod Baadens Forstavn; et Par Steder hævede sig Kysten i lave men lodrette Fjelde; i disse vare da slagne, som en Slags Gelænder, Touge, ved hvilke vore Serviere i de smag Baade holdt sig fast og saaledes arbejdede mod Strømmen, de sprang da igjen i Land, og vor lille Baad gik som et Dampfartøj mod den stærke Flod. Farligt saae det slet ikke ud, det var ejendommeligt. Gamle Træer hang ud fra Fjeldene, Nattergale sang og vort store Flag med den dobbelte Ørn viftede i Vinden. Lidt ovenfor den lille By begynder den farligste Deel af Sejladsen gjennem "Jern-Porten"; alle Passagerer steg i Land, og kun to Matroser og Capitainen blev tilbage. Det var ikke det Farlige der forjog os, men det var den grønne Skov, som indbød; her var friskt, duftende og dejligt; serviske Grændse-Soldater, der vare fulgt med fra Gladova, passede paa, at vi ikke skulde komme i nogen Slags Berørelse med Landets Beboere.

Det alene at betræde Land, efter i flere Dage, - det korte Besøg i Widdin undtagen, - kun at have vandret op og ned ad Skibets Dække, var en Vederqvægelse, og dobbelt stor her, midt i en duftende Skov paa et Græsteppe, som vrimlede af Blomster! vi plukkede os Alle en Bouquet. Bag Træerne hævede sig høie Klipper med Buske; Guldregn spættede det Grønne. Vi kom under et stort Træ, og man sagde os, at her havde den forrige Pascha af Orsova daglig taget sin Frokost, og da ikke sjelden, netop paa disse Grene, ladet ophænge nogle Christne; ikke langt herfra stod et Kors, det var det første Kors paa aaben Mark, jeg havde seet siden jeg forlod Italien, det hilsede mig som et kjært, helligt Tegn udenfor Halvmaanens Land; dette Grønne, disse Blomster og Fuglenes Sang, o det var en Festdag i Naturen, vi vandrede mellem Serviens Dryader; vor Vagt havde nok at gjøre med at holde Selskabet samlet, En vilde have en Green med Guldregnen, en anden vilde plukke Blomster, en tredie drikke af Kildevældet, og vi turde jo ikke skilles fra hinanden, vi skulde holde Skridt med Baaden, der rigtignok her kom langsommere frem, vippede lidt, ja blev endogsaa stundom besprøitet af en Bølge, som den skar igjennem. Hyrder og Qvinder, som vi traf paa, flyede og betragtede os i tilbørlig Afstand.

Vi kom forbi en Svovlkilde, en fattig Sti førte hen til den, og maaskee om ikke mange Aar ligger her et prægtigt Badested, Gjæsterne vandre under disse løvfulde Træer. Vor flinke Skipper sad ved Roret; Baaden vippede som en Spaan over Brænding og Struddel; og den Gamle nikkede til os, naar Vandet sprøitede i Vejret. Vinden susede i Træerne og Dryaderne sang om en ligesaa kjæk Skipper paa en endnu farligere Flod, Politikens; Dryaderne sang om Landets Fyrste Milosch, den ægte Servier. Træ staaer jo ved Træ i dette Land, som i Amerikas Skovstrækninger, Dryade fortæller Dryade om hvad der rører sig i de indesluttede Dale, og i den mørke Tykning; det klinger i vor Tid som et Eventyr, at op til Ungarns Sletter, tæt ved den svulmende Donau, lever et krigerisk og dog patriarchalsk Folk, hvis Fyrste som Dreng vogtede sin Faders Hjorder, hvis Fyrste reiste som Knøs Handels-Reiser gjennem Landet; da den sorte Georg brød Tyrkernes Lænker, kjæmpede han med Folket for dets Frihed, han var den modigste Kriger, den lykkeligste Seierherre. Den sorte Georg drog som Flygtning bort med de Tabende; den unge Kriger gik med sine Helte dybere ind i de mørke Fjelde. Klippehulen var da Milosch's Kongeborg, der ventede Fyrstinden ham, der stegte hun selv det Lam, der skulde sættes for ham og Vennerne; han kom, men som Flygtning, og dristig, som den vordende Drots Hustru, som Moderen til Heltens Børn, standsede hun ham og spurgte, om de skulde omkomme, om Fædrelandet skulde falde, og bød ham vende om, - og han vendte om til Seier. Europas Fyrster have erkjendt Milosch som Fyrste *),

*)  Den første Juni 1839 blev Milosch nødt til at resignere, den ældste Søn Milan fik Regjeringen til den ottende juli 1839, nu hersker den yngre Søn Michael Milosch.

de tyrkiske Soldater og Paschaer i Serviens Fæstninger ere kun en Skygge af Magt, en, Skygge, hvori Serviens Børn søge Kræfter. I Milosch's Kongeborg er det Fyrstinden og Døttrene, som opvarte Fyrsten og hans Gjæster, det gaaer til i Fyrstens Borg som i Bondens Hytte, og Sækkepibe og blanke Vaaben ere de første og vigtigste Gjenstande, vi der møde.

Stednavne og personnavne: Stefan Dušan, Gladkow,