Saalænge vi seilede i Bosporus, havde vi kun Øie for den deilige Landskabs-Revue, nu var denne endt; vi syntes at svæve gjennem Skyer, der endnu i hurtigere Flugt end vi, foer hen over Havet; der var noget saa nordisk hjemligt i disse Taager, det var mig som om jeg seilede paa Kattegattet i November Maaned. Man maatte svøbe sig ind i alt det Vintertøi, man havde; og jo længere vi kom ud, des koldere blev det; en halv Time knugede os den klamme Taage, og da som et Lyn var den forbi, Solen skinnede klart, Luften blev deilig blaa, dog Vandet fik ikke Middelhavets Blaahed og Gjennemsigtighed. Det sorte Hav har ganske Charakteren af vore nordlige Have; her gik korte Bølger af en tæt, glandsløs Farve, blyagtige, imod det lette, skinnende Middelhavs.

Vort Skib, der her gjennemskar de Vande, Argonauterne engang beseilede, var hverken ved Størrelse eller Beqvemmelighed lig Dampskibe af første Rang, og dog vilde det paa Jasons Tid have gjeldt for mere end kongeligt, ja have faaet Navn af et Trolddoms Værk; elastiske Divaner og magelige Køier omsluttede en stor, pyntelig Sal med Speile, Skilderier og Bøger; paa Bordet fremsattes friske, ægyptiske Figener, plukkede for en Uge siden; her vare Druer fra Smyrna, Viin fra det langtbortliggende Gallien; dog det mest trolddomsagtige, den mægtige Gnist, det flammende Uhyre, som førte Skibet mod Strømninger og Vinde, laae inde i Fartøiet og udsendte derfra sit Aandedrag, som en kulsort Damp, en Sky, der lagde sig hen over Havet. Sligt kunde Medea ikke skabe, vor Tids Opfindelse staaer over hine Aarhundreders mægtigste Trylleri; Spillet tilhører nu ikke længer den Enkelte, det tilhører den hele Verden.

Snart i klart Solskin, snart indhyllede i vaade Taager, foer vi afsted. Foruden os fire ovenfor nævnte Passagerer i første Kahyt, var paa anden og tredie Plads endnu et lille Selskab, der skulde med til Wien. Den mest fremtrædende var Pater Adam, en armeniansk Præst, i sort Habit og med en Hat, stor som et ridderligt Skjold; i fem og tyve Aar havde han ikke seer sine Venner i Donaus Keiserstad og reiste nu paa et kort Besøg derhen, som Ledsager for to armenianske Drenge, den armenianske Biskops Brodersønner. Den Ældste, Hieronimus, med et rundt Pige-Ansigt, skulde studere og blive Læge, den Yngste, Antonio Maruz, særdeles smuk, med kloge talende Øine, høist charakteristiske Træk og en egen Stolthed i hver Bevægelse, skulde være Geistlig, begge bare de Fess paa Hovedet og Tøfler paa Støvlerne. Afskeden fra Hjemmet var allerede glemt, den Ældste laae og strakte sig, smøgede sin Cigar, den Yngste legede med nogle Helgenbilleder. En ung, fed Jøde, der blandede sig i Alt, en godmodig, ung Tjener og en søsyg Kammerjomfru, der bestandig blev i sin Køie, saa vi endnu ikke havde seet hende, tre Tydskere, en ung Tyrk og to Grækere, var Resten af Selskabet, der vilde gjøre den hele Reise med os. De Øvrige gik kun med til Küstendje og Silistria. Ligesom paa Middelhavet fik vi ogsaa her en træt, flyvende Passageer, en lille Fugl hvilte sig hos os paa Dækket, spiste Brødkrummer og drak Vand af en Tallerken. Henimod Aften fløi den fra os, lige mod Øst! jeg bad den hilse de kaukasiske Bjerge, hilse det vilde Krat ved Floderne, hvor Tigeren lædsker sin Tørst! hilse Staden Tiflis og Cirkassiens dedige Qvinder! Alt der i Østen vilde jeg gjerne see! denne Gang idet mindste skete det ikke, vi styrede mod Norden, den vaade, stormende Vei *)

*) Om Vinter og Efteraar er det høist farligt, især at beseile denne Strækning af det sorte Hav mellem Bosporus og Odessa; mange Skibe forlise; sidste Vinter forliste det østerrigske Dampskib Seri Pervas og et russisk: Neva.

Stjernerne funklede, deiligt som over Grækenland og Middelhavet, men her var koldt. Man skulde troe vi gjorde en Sommer-Expedition til Spitsbergen og ikke en Seilads paa det sorte Hav i Mai Maaned.

Om Natten blev jeg vakt ved at man kastede Anker, Taagen var saa tyk, at Capitainen, hvem Strandingen af Stambul laae i Tanker, ikke vovede at seile længer; i Morgenstunden klarede det lidt, og vi tog Fart, men for efter nogle faa Minuser igjen at ligge stille. Det var som væltede en tyk Damp ud af Havet, store Vanddråber stod paa Dækket og Relingen, Tougværket var vaadt, som om det havde været ved Havbunden.

Med eet brød Solen igjennem, Kysten reiste sig, lav og ubeboet, ikke et Huus, ikke et Træ, ikke et Sømærke var at see, men Capitainen læste dog paa den flade Landcontur, at vi vare komne næsten to Mile nordligere, end vi skulde; snart blev Fartøiet vendt, og det gik over de grønne, skummende Bølger mod en lille Bugt; Ankeret faldt, og nu først dykkede den syge Kammerpige op, med et Smiil mod Kysten, der ikke smilte igjen. Farvel Du Argonauternes Hav! Om ikke Poesiens gyldne Skind, saa dog Erindringens, fører jeg fra Orienten over dine Vande.
 

Stednavne og personnavne: Kattegat, Constanta, Silistra,