En
Digters Bazar af H.C. Andersen
|
- Hans Christian Andersen: En Digters Bazar
- A Poet's Bazaar 1842 |
Orienten:
Det sorte Hav 4-15 |
Saalænge vi seilede i Bosporus, havde vi kun
Øie for den deilige Landskabs-Revue, nu var
denne endt; vi syntes at svæve gjennem
Skyer, der endnu i hurtigere Flugt end vi,
foer hen over Havet; der var noget saa
nordisk hjemligt i disse Taager, det var mig
som om jeg seilede paa Kattegattet i
November Maaned. Man maatte svøbe sig ind i
alt det Vintertøi, man havde; og jo længere
vi kom ud, des koldere blev det; en halv
Time knugede os den klamme Taage, og da som
et Lyn var den forbi, Solen skinnede klart,
Luften
blev deilig blaa, dog Vandet fik ikke
Middelhavets Blaahed og Gjennemsigtighed.
Det sorte Hav har ganske Charakteren af vore
nordlige Have; her gik korte Bølger af en
tæt, glandsløs Farve, blyagtige, imod det
lette, skinnende Middelhavs.
Vort Skib, der her gjennemskar de Vande,
Argonauterne engang beseilede, var hverken
ved Størrelse eller Beqvemmelighed lig
Dampskibe af første Rang, og dog vilde det
paa Jasons Tid have gjeldt for mere end
kongeligt, ja have faaet Navn af et
Trolddoms Værk; elastiske Divaner og
magelige Køier omsluttede en stor, pyntelig
Sal med Speile, Skilderier og Bøger; paa
Bordet fremsattes friske, ægyptiske Figener,
plukkede for en Uge siden; her vare Druer
fra Smyrna, Viin fra det langtbortliggende
Gallien; dog det mest trolddomsagtige, den
mægtige Gnist, det flammende Uhyre, som
førte Skibet mod Strømninger og Vinde, laae
inde i Fartøiet og udsendte derfra sit
Aandedrag, som en kulsort Damp, en Sky, der
lagde sig hen over Havet. Sligt kunde Medea
ikke skabe, vor Tids Opfindelse staaer over
hine Aarhundreders mægtigste Trylleri;
Spillet tilhører nu ikke længer den Enkelte,
det tilhører den hele Verden.
Snart i klart Solskin, snart indhyllede i
vaade Taager, foer vi afsted. Foruden os
fire ovenfor nævnte Passagerer i første
Kahyt, var paa anden og tredie Plads endnu
et lille Selskab, der skulde med til Wien.
Den mest fremtrædende var Pater Adam, en
armeniansk Præst, i sort Habit og med en
Hat, stor som et ridderligt Skjold; i fem og
tyve Aar havde han ikke seer sine Venner i
Donaus Keiserstad og reiste nu paa et kort
Besøg derhen, som Ledsager for to
armenianske Drenge, den armenianske Biskops
Brodersønner. Den Ældste, Hieronimus, med et
rundt Pige-Ansigt, skulde studere og blive
Læge, den Yngste, Antonio Maruz, særdeles
smuk, med kloge talende Øine, høist
charakteristiske Træk og en egen Stolthed i
hver Bevægelse, skulde være Geistlig, begge
bare de Fess paa Hovedet og Tøfler paa
Støvlerne. Afskeden fra Hjemmet var allerede
glemt, den Ældste laae og strakte sig,
smøgede sin Cigar, den Yngste legede med
nogle Helgenbilleder. En ung, fed Jøde, der
blandede sig i Alt, en godmodig, ung Tjener
og en søsyg Kammerjomfru, der bestandig blev i
sin Køie, saa vi endnu ikke havde seet
hende, tre Tydskere, en ung Tyrk og to
Grækere, var Resten af Selskabet, der vilde
gjøre den hele Reise med os. De Øvrige gik
kun med til Küstendje og Silistria.
Ligesom paa Middelhavet fik vi ogsaa her en
træt, flyvende Passageer, en lille Fugl
hvilte sig hos os paa Dækket, spiste
Brødkrummer og drak Vand af en Tallerken.
Henimod Aften fløi den fra os, lige mod Øst!
jeg bad den hilse de kaukasiske Bjerge,
hilse det vilde Krat ved Floderne, hvor
Tigeren lædsker sin Tørst! hilse Staden
Tiflis og Cirkassiens dedige Qvinder! Alt
der i Østen vilde jeg gjerne see! denne Gang
idet mindste skete det ikke, vi styrede mod
Norden, den vaade, stormende Vei *)
*) Om Vinter og Efteraar er det høist
farligt, især at beseile denne Strækning af
det sorte Hav mellem Bosporus og Odessa;
mange Skibe forlise; sidste Vinter forliste
det østerrigske Dampskib Seri Pervas og et
russisk: Neva.
Stjernerne funklede, deiligt som over
Grækenland og Middelhavet, men her var
koldt. Man skulde troe vi gjorde en
Sommer-Expedition til Spitsbergen og ikke en
Seilads paa det sorte Hav i Mai Maaned.
Om Natten blev jeg vakt ved at man kastede
Anker, Taagen var saa tyk, at Capitainen,
hvem Strandingen af Stambul laae i Tanker,
ikke vovede at seile længer; i Morgenstunden
klarede det lidt, og vi tog Fart, men for
efter nogle faa Minuser igjen at ligge
stille. Det var som væltede en tyk Damp ud
af Havet, store Vanddråber stod paa Dækket
og Relingen, Tougværket var vaadt, som om
det havde været ved Havbunden.
Med eet brød Solen igjennem, Kysten reiste
sig, lav og ubeboet, ikke et Huus, ikke et Træ, ikke
et Sømærke var at see, men Capitainen læste
dog paa den flade Landcontur, at vi vare
komne næsten to Mile nordligere, end vi
skulde; snart blev Fartøiet vendt, og det
gik over de grønne, skummende Bølger mod en
lille Bugt; Ankeret faldt, og nu først
dykkede den syge Kammerpige op, med et Smiil
mod Kysten, der ikke smilte igjen. Farvel Du
Argonauternes Hav! Om ikke Poesiens gyldne
Skind, saa dog Erindringens, fører jeg fra
Orienten over dine Vande.
Stednavne og personnavne:
Kattegat, Constanta,
Silistra, |