I Athen var jeg blevet forsynet med flere Breve, der gjorde mig Opholdet i Pera saare behageligt! den østerrigske Internuntius, Baron Stürmer, den græske Minister Chrystides, og vor danske Consul, Italieneren Romani, maa jeg især nævne.

Omsluttet af Mure og med en stor, smuk Have, hvor man mellem Roser og Cypresser har Udsigt over den lavere liggende Stad, Bosporus og Marmorhavet, ligger den østerrigske Minister-Residents, der bestaaer af flere Bygninger. Herinde i de oplyste Værelser, der frembyde al europæisk Beqvemmelighed og Luxus, følte man sig hjemme. Tydske, franske og engelske Aviser og Journaler laae fremlagte; der blev sjunget og musiceret, en stor Deel af den diplomatiske Verden og flere interessante Familier lærte jeg her at kjende; og Timerne fløi hen. - Naar vi imidlertid ud paa Natten brød op, havde Hjemtouren noget Eget! I Corridoren ventede Tjenere med Portechaiser for Damerne, Herrerne ledsagedes gjennem Gaderne med Fakler, eller hver bar sin Lygte med Lys.

Hos Ali Effendi og den keiserlige Tolk Saphet, der begge boe i den Bygning, som fører Navn af: den høie Port, saae jeg for første Gang et tyrkisk Huus indvendig. Paa Trapperne og i de lange Gange, der vare bedækkede med Siv-Maatter, vrimlede af europæiske og asiatiske Muselmænd samt fattige Qvinder med Bønskrifter i Hænderne, rundt om gik Soldater med korte, tunge Sabler. Enhver, som kom, maatte først drage sine Sko eller Støvler af og iføre sig Tøfler.

Foran Indgangene, der vare beklædte med lange Tepper, holdt bevæbnede Tjenere Vagt; inde i Værelset var en Divan langs med Væggene, den var det dominerende Meublement. Ali Effendi underholdt sig med mig om Lamartines Reise i Orienten og spurgte mig, om jeg vilde beskrive mit Ophold her og Indtrykket, Skuet af Constantinopel havde gjort paa mig. jeg sagde ham, at jeg fandt Beliggenheden at være den skjønneste i Verden, at Skuet langt overgik Neapels, men at vi i Norden havde en Stad, der frembød noget meget beslægtet med Constantinopel. Og jeg beskrev ham Stockholm, der seet fra Mosebakken, har noget af det Skue, Constantinopel frembyder fra Peras Taarn ud mod de søde Vande. Den Deel af Stockholm, som kaldes Sødermalmen, viser os rødmalede Træhuse, Kupler paa Kirkerne, Grantræer og Hængebirke, Alt er tyrkisk, kun Minareterne mangle! - Under Samtalens Løb spurgte han mig, hvor mange Dagreiser Stockholm laae fra mit Fædrelands Hovedstad, om Forskjelligheden imellem Sprogene i disse to Stæder. Saphet Effendi var mindre talende, men høist opmærksom og ganske, som det syntes, europæiseret. - Tyk Kaffe og Piber med god Tobak blev præsenteret; jeg, der aldrig røg Tobak, maatte af Høflighed tage en Pibe i Munden, det var det eneste Ubehagelige i: "den høie Port!"

Romani fortalte mig, at jeg i Pera havde en Landsmand, en Skomager fra Kjøbenhavn; han var gift og bosat og hed Hr. Langsch, et aldeles dansk Navn, som han sagde; jeg benægtede dette sidste, men bad ham føre mig derhen; vi kom i en af de meest besøgte Gader i Pera, der hang over en Dør et ægte dansk Skildt med en stor Støvle,. og neden under stod skrevet Navnet "Lange". Vi kom ind i Værkstedet. "God Dag! jeg har nok her en Landsmand!" sagde jeg, og strax sprang Manden op fra sin Stol med et af Glæde straalende Ansigt; jeg trykkede hans Haand, og snart vare vi dybt inde i en dansk Passiar, han fortalte mig, at det var ni Aar siden han forlod Danmark, han havde gjennemvandret Ungarn og Wallachiet, havde arbeidet længe i Galatz og der giftet sig med en wallachisk Pige; de vare for et Par Aar siden flyttet her til Pera, hvor de levede godt og havde deres gode Udkomme, han holdt Svende, kunde endogsaa lægge en lille Skilling tilside, for engang at reise hjem til Danmark, og saa komme igjen til Tyrkiet, hvor det gik ham saa godt. Han bad mig hilse hans Fader, Brødre og Søstre, Faderen var Skomager i Kjøbenhavn, sagde han.

Vor danske Minister, Kammerherre Hübsch, der er født i Constantinopel og altid har været her, har sin Bolig i Bujukdere, der ligger ikke langt fra det sorte Hav; et Besøg hos ham bliver fra Pera altid en lille Reise, men den kan gjøres meget beqvemt paa en Baad ned ad Bosporus *).

*) Under mit ophold i Constantinopel, sluttedes Handelstractaten mellem Hans Majestæt Kongen af Danmark og den Ottomaniske Port, den 9de i Maaneden Rebi-ul-ewel 1257, det vil sige den 1ste Mai 1841.
 

Hübsch var saa opmærksom at ville afhente mig, for at jeg kunde tilbringe nogle Dage hos ham; men samme Dag havde den græske Minister Chrystides indbudt mig til en Diner, hvor jeg vilde træffe sammen med flere Grækere, som interesserede mig; senere at gjøre denne Udflugt, tillod ikke Tid og Omstændigheder; det østerrigske Dampskib, der fra Constantinopel over det sorte Hav stod i Forbindelse med Dampskibene paa Donau, afgik just i disse Dage; denne Fart interesserede mig i høi Grad; jeg vilde derved faae Leilighed til at see en stor Deel af Bulgarien, Wallachiet, Servien og Ungarn. Men i Rumelien var der Oprør, i man frygtede, at Bevægelserne strakte sig til de tilgrændsende Lande. I hele tre Uger var den østerrigske Post, der gaaer over Belgrad til Constantinopel, ikke indtruffet, man var forvisset om at den maatte være myrdet eller fanget. Ingen her vidste ret Besked, ingen Forholdsregler bleve tagne; den østerrigske og russiske Minister sendte Stafetter til Adrianopel og Balkan; Efterretningerne, de fik, vare høist ufuldstændige, men vist var det, at de tyrkiske Skatte-Indkræveres Haardhed og Uretfærdighed havde bragt de christne Familier til Opstand, i de to Stæder Nissa og Sophia. Under Grækernes Paaske skulde Tyrkerne være trængt ind i Kirkerne og der have skjændet Qvinder og Drenge; over 2000 skulde være myrdede.

Hver 10de Dag kan man fra Constantinopel gjøre Reisen over det sorte Hav og op ad Donauen til Wien, men saaledes, som Omstændighederne nu stod, var det at befrygte, at jo længere Reisen opsattes, desto mere usikkert blev det, om den kunde gjøres og om jeg ikke blev nødt til at gaae tilbage over Grækenland og Italien. I Hotellet, hvor jeg boede, var to Franskmænd og en Engellænder, med hvem jeg havde aftalt, at vi sammen skulde gaae Donauveien til Wien, men de opgave det nu ganske og valgte Hjemveien over Italien; de ansaae Donau-Reisen nu for et aldeles taabeligt Foretagende og vare af Autoriteter, som de sagde, blevne bestyrkede heri, de oprørske Bulgarer vilde neppe, meente de, respectere det østerrigske Flag, og om man ikke blev dræbt, vilde man dog udsætte sig for hundrede Ubehageligheder.

Jeg tilstaaer det, jeg havde en høist urolig, pinlig Nat, før jeg kunde bestemme mig; alt næste Dags Aften skulde jeg ombord, hvis jeg vilde med Skibet. Frygt for de mange Farer, der efter Alles Sigende forestod, men paa den anden Side min brændende Lyst efter at see noget Nyt og Interessant, satte Feber i mit Blod. Tidlig om Morgenen gik jeg til Baron Stürmer, udtalte mig for ham og bad om hans Raad. Han sagde, at Aftenen forud var indtruffet en russisk Coureer, der havde passeret netop den Deel af Landet, vi  skulde igjennem, for fra det sorte Hav at naae Donau, men at der endnu ingen Uroligheder viste sig, samt at to østerrigske Officerer, Oberst Philippovich og Major Tratner, der begge vendte hjem fra Felttogene i Syrien, og hvem jeg alt kjendte fra Dineerne her i Huset, netop gjorde Donau-Reisen hjem med det Skib, der gik imorgen tidlig. Alle Depescher og Breve samt en betydelig Sum Penge var, da Posten ikke kunde gaae, overdraget Philippovich, under de værste Omstændigheder kunde han forlange al Beskyttelse; til disse Herrer kunde jeg slutte mig.

Reisen var altsaa nu bestemt! og fra dette Øieblik var ogsaa al Frygt borte. Samme Time indtraf i Pera en Efterretning, der øieblikkelig fortrængte den megen Tale om Opstanden inde i Landet, den sørgelige Efterretning, at Dampskibet Stambul, det største, det østerrigske Compagnie eiede, var i denne Morgen, under de stærke Taager som svæve over det sorte Hav, stødt mod en Klippe, tolv Mile østlig for Amastra, og aldeles forliist, men alle Passagerer reddede.

Henimod Aften forlod jeg Pera; fra Kirkegaarden under dens høie, runde Taarn inddrak mit Øie endnu eengang det store, underdeilige Panorama af Constantinopel, Marmorhavet og det sneedækkede Olymp.

Det var Dampskibet Ferdinando 1., der skulde bære mig over Pontus Euxinus; her var hyggeligt og godt ombord og i første Kahyt var, foruden Philippovich, Tratner og jeg, kun een Passageer til, nemlig Engellænderen Ainsworth *),

*) En nærbeslægtet af den bekjendte engelske Digter Ainsworth.
 

der havde været udsendt til en Expedition i Kurdistan og nu senest kom fra Babylon.

Ombord fandt jeg alt en heel Skare Dæks-Passagerer, Tyrker, Jøder, Bulgarer og Wallacher, som gjorde sig det mageligt, kogte deres Kaffe og strakte sig for at sove; Baade krydsede rundt om vort Fartøi, Skibe kom og gik! der var et Liv paa Vandet, en Susen og Summen inde i Pera og Constantinopel, som om et Oprør brusede gjennem Gaderne! Nei, Sligt kan kun det levende Neapel give et Begreb om!

Lige over Seraillets mørke Cypresser stod Maanen rund og stor, men ganske bleg i den lysende blaa Luft; Solen gik ned, og dens røde Straaler faldt paa Vinduerne ovre i Scutari, det saae aldeles ud, som der var tændt Blus ved Blus, det blændede Øiet, i et Nu vare de slukkede, og Aftenen gjød sig ud over den klare Vandflade, over Kupler og Minareter; tæt ved vort Skib væltede sig store Delphiner; fra Seraillets Side foer piilsnart hen over Bugten store Gondoler, roede af tolv til tyve Roerkarle, Alle med flors-agtige Ærmer, der hang ned fra de nøgne, kraftige Arme, afmaalt fulgte de raske Aareslag, Gondolen fløi som en Piil, og agter ude sad paa ophøiede, brogede Hynder og rige Tepper, der hang lige ud i Vandet, den gravitetiske Tyrk, med korslagte Arme; - det var som et Drømmesyn! en Scene i et Eventyr! Stjernerne funklede, Muezzinen raabte i hule, eensformige Toner ned fra Minareterne hvilken Time det var.
 

Stednavne og personnavne: Kjøbenhavn, Buyukdere, Sortehavet, Serbien, Rumænien, Beograd, Edirne, Sofia, Donau,