Det er noksom bekjendt, at Tyrkerne, det vil sige den raa Hob af Nationen, ansee alle Sindssvage for inspirerede af en guddommelig Aand. Derfor have de Vanvittige Plads i Moskeerne, de skrækkelige Isaui ere Gjenstand for Ærbødighed og Ærefrygt; i en Tilstand som disse komme Derwischerne ved deres Dands, der er en sand Selvpiinsel; en Slags berusende Rod, som de tygge paa, forhøier Vildheden.

Derwischerne, som have deres Kloster i Scutari, kaldes "Ruhanis", som betyder "de Hylende"; Derwischerne i Pera have Navnet "Mewlewis", det er "de Dreiende"; de dandse sædvanlig Torsdag og Fredag; jeg har seet disse Dandse og vil forsøge at give en Skildring af disse og det Indtryk, hele Ceremonien i deres Klostre gjorde paa mig.

En Reisende, med hvem jeg seilede over til Scutari for at see Derwischerne, stemte mig særdeles forud ved sine Fortællinger om de beslægtede Dandse af Isaui; den Reisende kom fra Tripolis, hvor der, som paa hele den africanske Kyst, i alle Moskeerne findes under en Slags Bevogtning hele Skarer af disse Skabninger; paa en vis Dag om Aaret bekjendtgøres, at Isaui ville dandse gjennem. Gaderne, og da lukker enhver sin Dør, og ingen Christen eller Jøde vover sig ud, han kunde ellers, ved at møde dette vilde Tog, der vel er under Bedækning, blive levende sønderslidt; Hunde, Katte, alt Kræ, de møde, rive de ihjel og de sluge de blodige Stykker.

"Jeg var just sidste Aar paa denne de Gales Dag i Tripolis," sagde den Fremmede, "jeg havde hos vor Consul Plads paa Husets flade Tag; i hele Gaden vare alle Porte og Døre vel tillukkede; Toget nærmede sig; en Skare velbevæbnede Soldater til Hest omringede de Rasende, der, paa et Belte nær, vare aldeles nøgne, deres lange, kulsorte Haar hang dem ned om Skuldren. De gjorde sælsomme, smaa Hop og udstødte vilde Hyl, i det de ideligt kastede Hovedet nu forover, nu tilbage, saa at de lange Haar snart skjulte Ansigtet, snart omflagrede det i skrækkelig Vildhed; de fæle Skrig bleve ledsagede med Musik af Haandtrommer og Sækkepiber, og altsom de sprang fremad, greb de stundom ned i Gaden, tog der de løse Flintestene og skar sig med dem dybe Flænger i Bryst og Arme. Udenfor Huset, hvor vi stode, havde vi for at see Isauis Vildhed, ladet en maurisk Tjener binde en levende Geed; idet Skaren kom, fik Maureren Befaling at dræbe Dyret, han jog sin Dolk i Halsen paa det og sprang saa bag Døren; Geden sprællede i sit Blod, og i samme Nu trængte de hylende Isaui frem, og een af dem jog sin Haand ind i det blodige Saar, løftede, med Hyl, Geden op i Veiret, sønderrev den og slyngede de blodige Indvolde op ad Husets Muur. Hele Skaren styrtede sig over Dyret og aad bogstavelig Kjød, Hud og Haar!"

Under denne Skildring satte vi over Bosporus; jeg gjengiver det her fortalte, som det Præludium, der stemte min Phantasi for Klosteret og Dandsene, jeg her skulde see.

Vi vare i Scutari, en By der har halvandet hundred tusind Mennesker, altsaa en halv Gang saa mange, som Kjøbenhavn, dog ansees den kun som en Forstad til Constantinopel; her er alt gammelt mahomedansk, her boe, om man saa tør kalde dem, de orthodoxe Tyrker. Et Par stærkt bevæbnede, halvnøgne Arabere drev deres belæssede Kameler fra Strandbredden, gjennem Gaden, ud mod den store Kirkegaard; en lang Reise begyndte; vi fulgte efter og standsede i Udkanten af Byen ved et fattigt, ubetydeligt Huus, saavidt jeg husker Bindingsværk, dette var Derwischernes Kloster.

Døren var endnu ikke aabnet, vi kom for tidligt, og gik derfor hen til de nærliggende tyrkiske Kaffeer, der grændse lige op til den milevidt udstrakte Cypres-Skov, hvor de Døde hvile. Udenfor Kaffeerne under de grønne Løvtræer sad en Mængde Tyrker, militaire og civile, en Deel af dem var her for at tage Deel i Derwischernes Dandse, eller som vi, at see derpaa. En hæslig, gammel Dverg sad her, han skulde være en ivrig Ruhanis, sagde man, jeg skulde snart faae ham at see mellem de Dandsende, han skulde være meget rig og have tolv smukke Koner i sit Serail, sin lille Søn havde han med i Kaffeen, en deilig Dreng, der var ligesag høi, som Faderen.

Endelig aabnedes Døren til Klosteret. Vi gik derover og kom ind i en bred Forstue, der med et halvt opheftet, uldent Tæppe var deelt i to Dele; her saae ud, som i vore Provinds-Byer Skuret foran det Baghuus, hvori fremvises vilde Dyr. Enhver maatte drage sine Sko eller Støvler af, og disse bleve da opstillede bag Gardinet.

Min Ledsager, den Reisende der havde været i Tripolis, tog et Par Saffians Tøfler op af sin Lomme, drog disse over Støvlerne og gik saaledes ind, men Tyrkerne saae vred paa ham og talte indbyrdes; jeg havde Remmer syet fast i Beenklæderne, saa det var vanskeligt at kaste Støvlerne, men da man bør følge Lands Skik eller Land flye, tog jeg ihast en Kniv, skar Remmene itu og spadserede, som Tyrkerne, paa mine Hosesokker; en gammel Mand med Turban klappede mig paa Skuldrene, nikkede mildt og sagde noget, min Tolk oversatte mig, at jeg var et godt Menneske, der agtede Religionen og fortjente at være en Tyrk! "Gud oplyse Dig!" vare hans sidste Ord.

Jeg traadte nu ind i selve Tempelet, om det kan kaldes saa; det dannede en fiirkantet Sal, foroven med veltilgittrede Gallerier for Fruentimmerne, forneden rundt om en Skranke af uhøvlede Bræder, indenfor var Dandsepladsen, der for Øieblikket laae bedækket med røde, hvide og blaafarvede Skind; hen over disse laae paa Maven, en Mængde Derwischer, klædte som Tyrkerne sædvanligviis, dog var her ogsaa mange i den nyere reglementerede Dragt, militaire Frakker og høie, store Fess; Gulvet berørte de med deres Pande; imellem hævede de Hovedet, men hurtigt, som om Noget forskrækkede dem, slog de igjen Hovedet ned; jeg stod med Hosesokker paa det kolde Steengulv og skiftede med at sætte den ene Fod paa Vristen af den anden, for at holde Varme; det var slet ikke be-
hageligt.

Henad den midterste Væg hang i Ramme store, tyrkiske Indskrifter og Billeder, som forestillede Bygninger; her hang Tamburiner, Bækkener og Jernsvøber med skarpe Pigge, til at hudflette sig med. Midt i Væggen var, som i de tyrkiske Moskeer, en Nische, der tjente som Altar, og ud for denne stod en Præst i blaa Talar, grøn Turban og med et langt, hvidt Skjæg, han svingede et Røgelse-Kar og udstødte med en forunderlig Strubelyd nogle tyrkiske Ord; nu begyndte enkelte Stemmer en Sang med Chor; jeg siger en Sang, men det er ikke det rette Ord for Sligt, det var Lyd, der dannede noget saa eiendommeligt vildt, der afvexlede i forskjellige Rythmer, en Slags Scala, et forunderligt Løb med Struben, ganske som en Vildmand med musikalsk Gehør vilde efter første Gang at have hørt en stor Bravour-Arie, paa sin Maade efterligne den kunstige Sang. Det var mere grueligt at høre, end egentlig uharmonisk.

Efterat Derwischerne flere Gange havde berørt Gulvet med deres Pande, reiste de sig, kyssede Præstens Haand og stillede sig nu i en Halvkreds langs den Skranke, udenfor hvilken Tilskuerne stode.

Dandsen begyndte; i det samme kom et Menneske, det meest gruopvækkende jeg endnu har seet; to Derwischer fra Pera, kjendelige paa deres høipullede, skyggeløss Filthatte, ledsagede ham, han var en Eremit fra Egnen om Medina, sagde min Tolk; aldrig har jeg seet noget Menneske, hos hvem Vanvid saaledes lyste ud af Øinene, som hos denne; de andre Dandsende havde lagt deres Turban og Fess foran paa Nischen, og hver taget en hvid Filt-Kalot paa; med en saadan traadte Eremiten ind, et sort, stridt Haar, hang ham langt ned over Ryg og Skulder; han bar en hvid Kappe, paa hvilken var syet med rødt Tøi to bevingede Heste; han stillede sig midt i Halvkredsen; Alle stode de, som om Fødderne vare naglede fast, men som om en Dampmaskine satte de andre Lemmer i Bevægelse; hvert Ledemod bevægede sig i samme Retning og paa samme Tid, først forover, saa tilbage, nu tilhøire, saa tilvenstre, og alt under en Sang eller en Ramse, hvad man nu vil kalde det, først langsomt og derpaa i mere og mere hurtigt Tempo, saavel Sang, som Bevægelse; de Dandsende kom i vilde, næsten uteerlige Stillinger.

To unge Tyrker sad paa. Hug udenfor Halvkredsen og ledede Sangen, der bestandig steg med en eensformig Betoning paa den tredie Stavelse, hele Mohameds Slægt gik de igjennem fra Abdallah til Mohammed og Choret svarede: "La illah! ilallah!" Det klang tilsidst som et dump Hyl, en snorken eller Dødsrallen. Nogle vare dødblege, andre saae ud som Blod, Vandet haglede dem Alle ned af Ansigtet. Eremiten kastede sin store Kappe og stod nu i en rød, ulden Bluse med lange Ærmer ud over Hænderne og med nøgne Been; snart kom han i Raseri og sønderrev den snevre Bluse, de nøgne Arme slog han mod Brystet; hans ene Haand var vissen, rimeligviis har han engang selv lemlæstet den; hans Mund var set blodigt Saar; nylig vare begge Læberne afskaarne, saa at de hvide Tænder loe, det var skrækkeligt at ses paa! hans Mund sprang op at bløde, hans Øine rullede, Aarerne i Panden svulmede. Dandsen blev meer og meer voldsom og dog rykkede Ingen en Tomme fra sin Plads. De Dandsende syntes ikke Mennesker, men Maskiner, de udtalte ikke længere Ordene, disse tabte sig i korte Hyl: Jehova, lød som Je - hú! i den øvrige Ramse klang Ja - med! o hjelp! meest tydeligt. Det var som en Dødsstønnen, det var skrækkeligt, og jo mere jeg saae paa de Dandsende, desmere følte jeg mig at være i en Daarekiste mellem Gale. "Ja - hú! ja - hú!" lød det hylende vildt.

Min Ledsager tilhviskede mig: "For Himlens Skyld, lee ikke, da ere vi ulykkelige! de myrde os!" "Lee!" svarede jeg, "o, jeg er færdig ved at græde! det er rystende, det er grueligt! jeg udholder det ikke længer!" ihast søgte jeg Udgangen, og samme Øieblik sank et Par af de Dandsende til Jorden.

Udenfor paa Gaden hørte jeg endnu det vilde Hyl: "Ja - hú! ja-hú!"
 

Hvor smukt, hvor varmt var der ikke ude i det klare Solskin. Den lette Baad, tynd som en Spaan, foer fra Asiens Kyst mod Europa over stærke Strømninger forbi Seilskibe og Baade; det mindste Stød og vi maatte kantre, men det var ikke i min Tanke, vi kom fra Skrækkens Bolig; Alt var Natur og Livslyst.

Dagen efter besøgte jeg Mewlewis, de dreiende Derwischer i Pera; disse have deres egen Dragt og et luftigt, smukt Kloster. Alt tyder paa, at de indtage en høiere Rang end Ruhanis. Ud mod Peras Hovedgade, nærved Kirkegaarden, er Indgangen til Klostret; i Gaarden stage nogle høie Cypresser. Klostret selv er afsondret fra Tempel-Bygningen, hvor de dandse.

En gammel Armenianer ledsagede mig herhen. Gaarden var opfyldt med Qvinder, Templet selv tør de ikke betræde. Gjennem de aabne Vinduer i Kloster-Bygningen saae jeg flere unge Derwischer øve sig i at dreie rundt.

Soldaterne, som holdt Vagt, vinkede ad os, da vi bleve staaende i Gaarden; men vore Støvler maatte vi tage af, og saa bleve vi førte ind i det rundt om Salen anbragte Gallerie, der var belagt med Matter; Alt herinde var reenligt og smukt; Skuet gjennem de aabne Vinduer til Scutari og de fjerne, asiatiske Bjerge bidrog vel en Deel til Skjønheden; hvert et Vindue frembød et prægtigt Diorama.

Galleriet, hvor jeg traadte ind, var ganske opfyldt med Tyrker, men da de saae mig, en Fremmed, gjorde Alle strax Plads, puffede hinanden til Side for at jeg ret kunde komme hen til Skranken. Her og overalt maa jeg rose Tyrkernes Høflighed.

Nu begyndte Festligheden. En Skare Derwischer traadte ind; de havde Alle bare Fødder, og vare indsvøbte hver i en stor, mørkegrøn Kappe; en hvid Filthat, vistnok en Alen høi og aldeles uden Skygge, bedækkede Hovedet. Een af de Ældste, med et langt, hvidt Skjæg, stillede sig i Midten af Salen, lagde Armene overkors og læste en Bøn, hvortil lød en sagte, eensformig Musik, to Toner paa Fløite og ideligt kun een og den samme Tone paa Trommerne, det lød næsten som en Kildes eensformige Pladsken; alle de andre Derwischer gik langsomt i Kreds om den Gamle.

Nu kastede de deres Kapper og stode hver i en gaben, mørkegrøn Trøie med lange, snevre Ærmer, et langt Skjørt af samme Tøi og Farve hang ned til Anklerne og faldt i store Folder omkring deres Been; de bredte Armene ud og dreiede sig rundt altid til den samme Side; deres Skjørt stod i Luften som en Tragt omkring dem.

Midt i Kredsen dreiede sig to Derwischer, bestandigt paa den samme Plet, bestandigt til den samme Side; uden om disse dreiede de Andre sig i hvirvlende Dands; den ældste med det lange Skjæg spadserede roligt mellem de yderste og de To i Midten. Dandsen skulde forestille Planeternes Gang.

Fra et lukket Gallerie over os lød en sagte, eensformig Sang, Trommen og Piben vedblev sin søvnbringende Musik, de Dandsende fortsatte uafbrudt deres Dreienrundt altid til samme Side, altid i samme Takt; de saae aldeles ud, som livløse Dukker; ikke en Mine forandrede sig, men de vare dødblege.

Ved et stærkt Slag paa Trommen stode de pludseligt stille, som ramte af et Lyn, de mumlede en kort Bøn, den eensformige Musik begyndte igjen, og atter dreiede de sig Alle til samme Side, som før, man blev svimmel af at see derpaa, de dreiede og dreiede, nu vaklede een, da lød Piben og Trommen i et hurtigere Tempo, og den Vaklende hvirvlede endnu hurtigere rundt, altid vildere, altid hurtigere, det var ei til at holde ud! en heel Time varede denne Dands; men den havde Intet grueligt! den kunde næsten kaldes graciøs; man maatte kun glemme, at det var Mennesker, troe, at det var Dukker; Dandsen i Forening med den svage, eenstonende Musik gav det Hele Characteren af en stille Vanvid, der mere rørte end rystede. Opbyggelig kunde den hele Handling neppe kaldes, den forekom mig som et Slags Ballet, hvorimod Dandsen af Derwischerne i Scutari hang i min Erindring som et Billede af en Daarekiste.
 

Stednavne og personnavne: Mevlevi, Dervisher, Üsküdar, København, Beyoğlu