I Morgenstunden seilede vi ind i Dardanellerne, de Gamles Hellespont; paa europæisk Side laae en By, der syntes at have kun set Tempel for Gud, men derimod flerefor Bugen, her stode eet Minaret og fem Veirmøller, op til Byen laae en smuk og, som det syntes, pyntelig Fæstning; paa asiatisk Side en lignende, Afstanden mellem begge forekom mig at være omtrent mellem en halv og en heel Sø-Miil. Begge Kyster frembøde Gruus-Skrænter og flade, grønne Marker; paa europæisk Side laae, i nogen Afstand fra hinanden, usle Steenhytter, hvor Vindue og Dør kun vare Huller i Muren; hist og her voxte en Piniebusk, og paa den eensomme Sti langs Stranden vandrede et Par Tyrker; paa asiatisk Side saae det mere venligt og sommerligt ud; her strakte sig grønne Marker med bladfulde Træer.

Foran os laae i Asien Abydos, i Europa Sestos, mellem hvilke Leander svømmede over den stride Strøm der skilte ham fra Hero. I Stormen slukkedes den bræn, dende Lampe, som Kjærlighed holdt, i Stormen blev et brændende Hjerte isnende koldt. Byron gjorde som Kunststykke her den samme Svømmetour*).

*) Xerxes slog her to Broer; Afstanden mellem Dardanelslottene angives til 750 Favne.

Afstanden her mellem Kysterne af de to Verdensdele forekommer mig ikke stor, jeg saae i det mindste med blotte Øine hver enkelt Busk og hvert Menneske, dog Luftens Gjennemsigtighed gjorde meget; begge Smaabyerne havde brune Tage, høie, spinkle Minareter og foran hvert Huus en grøn, blomstrende Have.

Strømmen var vort Dampskib imod, men med henved 200 Hestes Kraft kommer man nok frem i Verden.

Vi styrede over mod Asiens Kyst hen mod den store Dardanel-By, paa hvis Fæstning den ene Kanon laae ved Siden af den anden, uden at hilse os. Europæisk klædte Soldater, dog med røde, høipullede Fess, kiggede frem mellem Kanonportene. Rundt om vort Dampskib krydsede Baade med Tyrker og Tyrkinder. Alle Skibe rundt om førte Flag med Halvmaanen paa, selv Dampskibet, som foer forbi, var tyrkisk. Dækket der, var opfyldt af Musselmænd og deres tilhyllede Qvinder. Vind og Strøm var dem gunstig, Stor-Seilet var heiset, Røgen hvirvlede tyk og sort ud af Skorstenen og Skibet med sine brogede Passagerer Skjød en flyvende Fart mellem de grønne Kyster. En Deel af vort Selskab forlod os her, men nye Gjæster kom istedet, over Hundrede, Alle Tyrker med Fess eller Turban, bevæbnede med Pistoler og Geværer. En Officeer, maaskee nogle og tyve Aar gammel, havde hele sit Serail med, Konerne og deres Tyende fyldte en heel Baad, da de kom. Jeg stillede mig ved Trappen hvor de steg op til os; tre Koner, tre sorte Slavinder, to Børn og en Opvarter udgjorde hele Familien. Qvinderne trak strax Sløret for deres Ansigt, selv de sorte Slavinder skjulte deres begsorte Skjønhed. Deres Opvarter, klædt som Herren selv, i militair Frakke, Fess paa Hovedet og Tøfler paa Støvlerne, udbredte ved Relingen brogede Hynder; paa disse lagde Fruentimmerne sig med Ryggen ud mod os og Ansigtet ind mod Rækværket; Alle havde de gule Saffians-Støvler og over disse røde Tøfler, de bare rummelige Silkebeenklæder, et kort, broget Skjørt og en kegleformet Kappe med sort Bræmme; et stort, hvidt Mousselins Slør, der bedækkede Bryst, Hals, Hage og Mund, hang derpaa frem over Hovedet til Øienbrynene. Næse og Øine vare saaledes frie; de lange, mørke Øienhaar hævede Glandsen af de sorte Øine; det Hvide i disse var her blaaligt, Mousselinet sad saa fast og gjennemsigtigt, at man tydeligt fik Begreb om Ansigtsformen; det er kun naar de ere gamle og stygge, lærte jeg senere i Constantinopel, at Sløret er af et tættere Stof; man seer Form, Farve, de røde Læber og de skinnende hvide Tænder, naar de lee; den yngste af Qvinderne her var meget smuk.

Før vi seilede maatte alle Tyrkerne, vi fik ombord, først skyde deres Pistoler og Geværer af; det knaldede lystigt og gav Eccho fra Abydos og Sestos. Alle Vaaben bleve lagte i Hobe midt paa Skibet, der i nogle faa Minuter fra Bugsprydet til Roret, det hele Dække over, var blevet belagt med brogede Hynder og Tepper, paa hvilke de mange asiatiske Gjester strakte sig; nogle røg Tobak, Andre drak Kaffe, og atter Andre aabnede Skaftet paa deres Dolke, i hvilket var Blækhuus og Røret til at skrive med; de opsatte nu lange, tyrkiske Notitser, men om disse vare paa Vers eller Prosa, skal jeg ikke kunne sige.

Der laae endnu tæt ved Maskineriets Skorsteen fire Sække med Kul, paa en af disse sad en ung, lystig Tyrk, klædt i en mørkeblaa skindbræmmet Pels og med en prægtig Schawls Turban; han improviserede Vers, og fortalte Historier for en heel Skare, der havde sat sig paa Hug rundt om ham, de loe og tilraabte ham Bifald; her var en Lystighed, ganske forskjellig fra hvad jeg havde tænkt mig hos den gravitetiske Tyrk. - Capitainen og et Par Franker stode oppe paa Hjulkasserne og beskuede Kysten. En Kirkegaard med hvide Monumenter laae paa europæisk Side, man skulde troe at det var en stor Eng med Bleg. Paa asiatisk Side var deiligt Foraar. Jeg tog Plads mellem Tyrkerne, som lyttede til Improvisatoren, og de viste mig, hvor langt anderledes beqvemme, end mine, deres Klæder vare til at ligge ned med; Beenklæderne sluttede snevert om Anklerne, men op mod Knæet posede de sig vidt; lige saa magelige sad deres Trøier. Den unge Tyrk, som fortalte, forærede jeg nogle Frugter, han takkede med et velsignet, venligt Ansigt, hans Øienhaar vare mørke og lange, men Øinene meget lyseblase; der laae i dem et saare godlidende og dog poliskt Udtryk; han greb sit Skriverør, rev et Blad Papir ud af en Tegnebog og skrev, idet han idelig nikkede til mig og smilte; han overrakte mig derpaa Bladet, med et tyrkisk Vers; jeg viste det til en Franke, der kunde Tyrkisk, og han oversatte det for mig; der stod den unge Tyrks Navn, han drog til Walachiet, for at kjøbe prægtige Heste, men først skulde han see Stambul! han gjorde Reisen med det udmærkede Dampskib Rhamses og paa dette havde han truffet mig, der kom saa langveis fra, som tre Gange til Mecca. Jeg takkede ham for Verset og han bad mig skrive sig nogle Ord i mit Sprog; jeg skrev et lille dansk Vers til ham, og det blev vendt og dreiet af ham og hans Kammerater, ligesom jeg vendte op og ned paa hans tyrkiske Digt.

Jeg stillede mig senere ved Relingen af Skibet, hvor de tyrkiske Qvinder sad, Kysten vilde jeg see paa, men jeg saae ogsaa paa Fruentimmerne; de spiste og havde derfor taget Sløret fra Munden; de betragtede ogsaa mig! den Yngste og Smukkeste syntes at være et lystigt Gemyt, hun gjorde sikkert sin Bemærkning over mig og hviskede den til en Ældre, der bevarede den største Alvor og kun svarede med et Nik. Under denne gjensidige Betragter kom en ung Tyrk og indlod sig i Samtale med mig paa Fransk; i løbet af denne sagde han i en halv spøgende Tone, at det var imod Landets Skik at see dets Qvinder uden Slør; syntes jeg ikke ogsaa, at Ægtemanden betragtede mig med alvorlige Blik! hans ældste, lille Datter opvartede ham med Pibe og Kaffe, den mindre løb imellem ham og Qvinderne. Vil man staae sig godt med Forældre, saa skal man give sig af med deres Børn, det er en Viisdoms-Regel! jeg vilde have fat paa den mindste af Smaapigerne, give hende Frugt og spøge med hende, men hun var som et vildt Kid, hun foer strax hen til en af de sorte Piger, klyngede sig til denne og skjulte sig, paa Ansigtet nær, med dennes lange Slør; det lille, lystige Barn loe der og rakte Munden frem som til Kys, hvinede saa høit og styrtede derpaa hen til Faderen,- den ældre Søster, vistnok 6 Aar gammel, og særdeles smuk, var mere tam, en nydelig lille, ubesløret Tyrkinde, med røde Saffians Tøfler over sine gule Støvler, lyseblaa Silke-Beenklæder, der posede vidt omkring Benene, en rødblomstret kort Tunica og en sort Fløiels Trøie derover, der gik ned om Hofterne; hendes Haar hang over Skuldrene i to lange Fletninger med Guldmynter i, og paa Hovedet sad en lille Hue af Guldstof; hun opmuntrede den lille Søster at tage Frugterne jeg bød, men hun vilde ikke, jeg lod Tjeneren bringe Syltetøi og strax blev den ældste og jeg de bedste Venner; hun viste mig sit Legetøi, en Leerkrukke til at drikke af, den var formet som en Hest og havde en lille Fugl bag hvert Øre; havde jeg kunnet tale Tyrkisk, skulde jeg strax have digtet hende et Eventyr om den og fortalt hende det. Jeg satte hende paa mit Skjød, og hun tog mig med sine smaa Hænder om mine Kinder, saae mig saa fortroligt og kjærligt ind i Øinene, og saa maatte jeg tale til hende, jeg talte Dansk, og hun loe saa Hjertet hoppede i Livet paa hende, aldrig havde hun hørt saa sælsom en Tale, hun troede bestemt, at det var et tyrkisk Kragemaal jeg lavede for hendes Skyld; hendes fine, smaa Negle vare som de andre Qvinders malede ganske sorte, en sort Streg gik midt ind over det Indre af Haanden. - Jeg pegede paa den, og hun tog een af sine lange Haarfletninger og lagde inden i min Haand, for at danne en lignende Streg over den, vinkede derpaa af den yngre Søster, der talte med, men altid i tilbørlig Afstand. Faderen kaldte, og idet han med det venligste Ansigt tog til sin Fess paa frankisk Maade og hilste mig, hviskede han den Lille nogle Ord i Øret, hun nikkede klogt, tog en Kop Kaffe af Tjenerens Haand og bragte mig den; en stor, tyrkisk Pibe præsenteredes mig, men da jeg ikke ryger Tobak, tog jeg kun mod Kaffen og lagde mig paa Hynder hos den venlige Ægtemand, hvis lille Datters Hjerte jeg alt havde vundet. Det smukke Barn hed Zuleika; og jeg kan sige med Sandhed, at idet jeg seilede fra Dardanellerne ind i Marmorhavet, fik jeg et Kys af Asiens Datter.

Til Venstre laae Byen Galipoli, den saae forunderlig mørk ud, havde ganske Charakteren af en nordlig svensk By, naar jeg undtager de hvide, høie Minareter; alle Huse, - ved hvert Huus var en lille Have - havde spidse, røde Tage, ganske som i Norden og alle saae mørke og gammeldags ud, med rødmalede Træ-Altaner, og Karnapper; der var noget mørkt og forfaldet ved den hele Stad; flere Bygninger hang ud over Søen, hvor der gik stærke Bølger; det blæste inderligt koldt, paa hele Reisen i Syd har intetsteds Havet bragt en saa isnende Vind som her, jeg syntes jeg følte Marmoret; et Fyrtaarn var bygget paa asiatisk og europæisk Side; lave men vilde og nøgne Klipper strakte sig ved Galipoli, derpaa kom flade, grønne Marker, som i Danmark, paa Asiens Kyst hævede sig Bjerge, flere Rækker bag hinanden. Strøm og Vind var os imod, Marmorhavet saae mørkt og skummende ud, Bølgerne sloge mod Forstavnen af Skibet og stænkede hen over Tyrkerne, som der havde taget Plads; en af dem fik en ganske artig Overhaling og rystede nu sin røde Mantel og tog sine tre Hovedbedækninger af, hvoraf den yderste var blevet fyldt med Vand; alle Tyrkerne have som bekjendt deres Hovedhaar afragede, paa en lang Top nær, ved hvilken Livets Engel paa Dommens Dag skal drage dem op af Graven; først bar denne her en hvid Nathue, oven over igjen en lille rød Fess og atter paa denne en større Fess med Silkedusk. Jeg følte mig imidlertid søstærk, men Vinden var utaalelig kold, som i Norden. Snart øinede vi ikke mere Kystlandet, hverken i Europa eller Asien, rask styrede vi lige mod Marmorøen, der malerisk og storartet hævede sig midt i det urolige Hav. Efter Middagsbordet vare vi under dens Kyster, her gik Søen mindre stærk, Solen var ved at gaae ned og belyste den smukke Ø, med dens grønne Træer og de skinnende hvide Marmorfjelde; jeg tænkte paa Tusind og een Nat og i hvor koldt det var, følte jeg mig her paa Scenen for dets forunderlige Eventyr, jeg troer ikke det vilde have forundret mig meget, om den lille Leerhest med Fuglen bag Øret havde faaet Liv og var svulmet til en stor Hest, der kunde have baaret mig og den lille Zuleika og fløiet med os over til Marmorøen, og at hun, naar vi berørte Jorden der mellem Myrterne, var bleven en voxen Jomfru, yndig, som hun var det som Lille, og glødende som den Sol, der havde lagt sine Straaler i hendes sorte Øine; men Leerhesten fik ikke Liv og der skete ingen Flugt. Søen gik mere og mere stærkt; jeg maatte lægge mig i min Køie, skjøndt Klokken endnu ikke var mere end halv otte om Aftenen. Den kolde Marmor-Sø knugede Skibet, saa at det knagede i dets Sidebeen, det var igjen, som om Plankerne skulde skilles fra hinanden. Tiden krøb med Sneglegang, hver Gang jeg saae paa Uhret var Viseren neppe avanceret en halv Time, o det vilde blive en lang Nat! - og saa sov jeg, medens Skibet dandsede over Skummet af mare di marmora! -
 

Stednavne og personnavne: Wallachiet, Mekka, Gallipoli