I alle Orientens Sange klinger Nattergalens Kjærlighed til Rosen; i de tause, stjerneklare Nætter bringer den bevingede Sanger sin duftende Blomst en Serenade.

Ikke langt fra Smyrna, under de høie Plataner, hvor Kjøbmanden driver sine belæssede Kameler, der hæve stolt deres lange Hals og træde klodset paa en Jord, som er hellig, saae jeg en blomstrende Rosenhæk, vilde Duer fløi mellem de høie Træers Grene, og Duens Vinger skinnede, i det en Solstraale gled hen over den, som var Vingen et Perlemor.

Paa Rosenhækken var een Blomst blandt dem alle skjønnest, og for den sang Nattergalen sin Kjærligheds Smerte, men Rosen var taus, ikke en Dugdraabe laae, som en Medlidenheds Taare, paa dens Blade, den bøiede sig med Grenen hen over nogle store Stene.

"Her hviler Jordens største Sanger!" sagde Rosen, "over hans Grav vil jeg dufte, paa den vil jeg strøe mine Blade, naar Stormen river dem af! Iliadens Sanger blev Jord i denne Jord, hvorfra jeg spirer! - jeg, en Rose fra Homers Grav, er for hellig til at blomstre for den fattige Nattergal!"

Og Nattergalen sang sig tildøde.

Kameeldriveren kom med sine belæssede Kameler og sine sorte Slaver; hans lille Dreng fandt den døde Fugl, den lille Sanger jordede han i den store Homers Grav; og Rosen bævede i Vinden. Aftenen kom, Rosen foldede sine Blade tættere og drømte - at det var en deilig Solskins Dag; en Skare fremmede, frankiske Mænd kom, en Pilgrimsreise havde de gjort til Homers Grav; blandt de Fremmede var en Sanger fra Norden, fra Taagernes og Nordlysenes Hjem, han brød Rosen af, pressede den fast i en Bog og førte den saaledes med sig til en anden Verdensdeel, til sit fjerne Fædreland. Og Rosen visnede af Sorg og laae i den snevre Bog, som han aabnede i sit Hjem, og han sagde: "her er en Rose fra Homers Grav!"

See det drømte Blomsten, og den vaagnede og gjøs i Vinden; en Dugdraabe faldt fra dens Blade paa Sangerens Grav, og Solen stod op, og Rosen blussede skjønnere end før, Dagen blev hed, den var i sit varme Asien. Da lød Fodtrin, der kom fremmede Franker, som Rosen havde seet dem i sin Drøm, og mellem de Fremmede var en Digter fra Norden, han brød Rosen af, trykkede et Kys paa dens friske Mund og førte den med sig til Taagernes og Nordysenes Hjem.

Som en Mumie hviler nu Blomsterliget i hans Iliade, og som i Drømme hører den ham aabne Bogen og sige: "Her er en Rose fra Homers Grav!"