En
Digters Bazar af H.C. Andersen
|
- Hans Christian Andersen: En Digters Bazar
- A Poet's Bazaar 1842 |
Grækenland: Venskabspagten (En
Novelle) 3-15 |
Vi have nylig gjort en lille Reise og hige
alt efter en større? Hvorhen? Til Sparta!
til Mycene, til Delphi! der ere hundrede
Steder, ved hvis Navne Hjertet slaaer af
Reise-Lyst. Det gaaer til Hest, op ad
Bjergstier, hen over Krat og Buske; den
enkelte Reisende kommer frem som en heel
Caravane. Selv rider han forud med sin
Argojat, en Pakhest bærer Cuffert, Telt og
Proviant, et Par Gensdarmer følge efter til
hans Beskyttelse; intet Vertshuus med velopredt Seng venter ham efter den trættende
Dag-Reise, Teltet er tidt hans Tag i den
store, vilde Natur, Argojaten koger der en
Pilaf *),
*) Den tillaves af Høns, Riis og Carri.
til Aftensmad; tusinde Myg omsuse
det lille Telt, det er en ynkelig Nat og imorgen gaaer Veien over stærkt opsvulmede
Floder; sid fast paa din Hest, at Du ikke
skyller bort.
Hvad Løn er der for disse Besværligheder?
Den største! den rigeste! Naturen aabenbarer sig her i al sin Storhed, hver
Plet er historisk, Øie og Tanke nyder.
Digteren kan synge derom, Maleren give det i
rige Billeder, men Virkelighedens Duft, der
for evig trænger ind og forbliver i
Beskuerens Tanke, mægte de ikke at gjengive.
I mange smaa Skizzer har jeg søgt at
beskueliggjøre een lille Strækning, Athen og
dens Omgivning, og dog hvor farveløst staaer
dette givne Billede, hvor ringe antyder det
Grækenland, denne sørgende Skjønheds Genius,
hvis Storhed og Sorg den Fremmede aldrig
glemmer.
Den eensomme Hyrde oppe paa Fjeldet vilde,
ved en simpel Fortælling af een af sit Livs
Begivenheder, maaskee bedre end jeg med mine
Billeder kunne oplukke Øiet for Dig, som i
nogle enkelte Træk vil skue Hellenernes
Land.
Lad ham da tale, siger min Musa! vel, om en
Skik, en smuk, eiendommelig Skik, skal
Hyrden hist paa Bjerget fortælle os:
Venskabs-Pagten.
"Vort Huus var klinet af Leer, men Dørkarmen
var riflede Marmorsøiler, fundne hvor Huset
blev bygget; Taget naaede næsten til Jorden,
det var nu sortebruunt og hæsligt, men da
det blev lagt var det blomstrende Oleander
og friske Laurbærgrene hentede bag Bjergene.
Der var snevert om vort Huus, Klippevæggene
stode steile opad og viste en nøgen, sort
Farve; øverst paa dem hang ofte Skyer, som
hvide, levende Skikkelser; aldrig hørte jeg
her en Sangfugl, aldrig dandsede Mændene her
til Sækkepibernes Toner, men Stedet var
helligt fra gamle Tider, Navnet selv minder
derom, Delphi kaldes det jo! De mørke, alvorlige Bjerge
laae alle med Snee, det øverste, som
skinnede længst i den røde Aftensol var
Parnas, Bækken nær ved vort Huus strømmede
ned derfra og var ogsaa engang hellig, nu
plumrer Æselet det med sine Fødder, dog
Strømmen rinder fort og vorder atter klar.
Hvor jeg mindes hver Plet og dens hellige,
dybe Eensomhed! Midt i Hytten blev Ilden
tændt, og naar den hede Aske laae høit og
glødende blev Brødet bagt deri; laae Sneen
ude rundt om vor Hytte, saa den næsten var
skjult, da syntes min Moder gladest, da
holdt hun mit Hoved mellem sine Hænder,
kyssede min Pande og sang de Viser, som hun
ellers aldrig sang, thi Tyrkerne vore Herrer
led dem ikke, og hun sang: "Paa Olympens
Top, i den lave Granskov, sad en gammel
Hjort, dens Øine vare tunge af Taarer; røde,
ja grønne og blegblaa Taarer græd den, og
en Raabuk kom forbi! »»hvad feder Du dog, at
Du græder saa, græder røde, grønne, ja
blegblaae Taarer." "Tyrken er kommet i vor
By, han har vilde Hunde til sin Jagt, en
mægtig Hob!" "Jeg jager dem over Øerne!"
sagde den unge Raabuk, "jeg jager dem over
Øerne i det dybe Hav!" - men før Aftenen
faldt paa var Raabukken dræbt, og før Natten
kom var Hjorten jaget og død!" - Og naar min
Moder saaledes sang, bleve hendes Øine vaade,
og der sad en Taare i de lange Øienhaar, men
hun skjulte den og vendte saa i Asken vore
sorte Brød. Da knyttede jeg min Haand og
sagde: "vi ville slaae Tyrken ihjel!" men
hun gjentog af Visen: "Jeg jager dem over
Øerne i det dybe Hav! - men før Aftenen
faldt paa var Raabukken dræbt, og før Natten
kom var Hjorten jaget og død!" I flere
Nætter og Dage havde vi været eensomme i vor
Hytte, da kom min Fader; jeg vidste, han
bragte mig Muslingskaller fra Lepanto-Bugten
eller saagar en Kniv skarp og blinkende. Han
bragte os denne Gang et Barn, en lille,
nøgen Pige, som han holdt under sin Faareskindspels, hun var indbundet i et
Skind, og Alt hvad hun havde, da hun laae
løsnet derfra i min Moders Skjød, var tre
Sølvmynter bundne i hendes sorte Haar. Og
Fader fortalte om Tyrkerne, der havde dræbt
Barnets Forældre, han fortalte os saa Meget,
at jeg drømte derom den hele Nat, - min Fader selv var saaret, Moder forbandt hans
Arm, Saaret var dybt; den tykke Faareskinds
Pels var stivfrosset med Blodet. Den lille
Pige skulde være min Søster, hun var saa
deilig; saa skinnende klar! min Moders Øine
vare ei mildere end hendes! Anastasia, som
hun kaldtes, skulde være min Søster, thi
hendes Fader var viet til min Fader, viet
efter gammel Skik, som vi holde den endnu;
de havde i Ungdoms Tid sluttet Broderskab,
valgt den skjønneste og dydigste Pige i den
hele Egn til at vie dem til Venskabs-Pagten;
jeg hørte saa tids om den smukke, sælsomme
Skik.
Nu var den Lille min Søster; hun sad paa mit
Skjød, jeg bragte hende Blomster og
Fjeldfuglens Fjer, vi drak sammen af
Parnassets Vande, vi sov Hoved mod Hoved
under Hyttens Laurbærtag, mens mangen Vinter
endnu min Moder sang om de røde, de grønne
og de blegblaa Taarer! men jeg begreb endnu
ikke, at det var mit eget Folk, hvis
tusindfold Sorger afspeilede sig i disse
Taarer.
En Dag kom der tre frankiske Mænd,
anderledes klædte end vi; de havde deres
Senge og Telte paa Heste, og meer end tyve
Tyrker, alle med Sabler og Geværer,
ledsagede dem, thi de vare Paschaens Venner
og havde Brev fra ham. De kom kun for at see
vore Bjerge, for i Snee og Skyer at bestige
Parnas og betragte de sælsomme, sorte steie
Klipper om vor Hytte, de kunde ikke rummes
inde i den og de led heller ikke Røgen, som
gik hen under Loftet ud af den lave Dør; og
de spændte deres Telte ud paa den snevre
Plads ved vor Hytte og stegte Lam og Fugle,
skjænkede søde, stærke Vine, men Tyrkerne
turde ikke drikke deraf.
Da de reiste, fulgte jeg dem et Stykke paa
Veien, og min lille Søster Anastasia hang
indsyet i et Gedeskind paa min Ryg. En af de
frankiske Herrer stillede mig mod en Klippe
og tegnede mig og hende, saa levende som vi
stode der, vi saae ud som een eneste
Skabning; - aldrig havde jeg tænkt derover,
men Anastasia og jeg vare jo ogsaa som Een,
altid laae hun paa mit Skjød eller hang paa
min Ryg, og drømte jeg, saa var hun i mine
Drømme.
To Nætter efter indtraf andre Folk i vor
Hytte, de vare væbnede med Knive og Geværer;
de vare Albanesere, kjekke Folk, som min Moder sagde; de bleve der kun kort, min
Søster Anastasia sad paa den Enes Skjød - da
han var borte, havde hun to og ikke tre
Sølvmynter i sit Haar; de lagde Tobak i
Papirstrimler og røge deraf, og den Ældste
talte om Veien, de skulde tage, og var uvis
om den; "spytter jeg opad", sagde han, "saa
falder det i mit Ansigt, spytter jeg nedad,
saa falder det i mit Skjæg!" - Men en Vei
maatte vælges; de gik og min Fader fulgte;
lidt efter hørte vi Skud, det knaldede igjen!
- der kom Soldater i vor Hytte, de toge min
Moder, mig og Anastasia; Røverne havde havt
tilhold hos os, sagde de, min Fader havde
fulgt dem, derfor maatte vi bort; jeg saae
Røvernes Liig; jeg saae min Faders Liig; og
jeg græd til jeg sov. Da jeg vaagnede, vare
vi i Fængsel, men Stuen var ikke elendigere
end den i vor egen Hytte, og jeg fik Løg og
harpixet Viin, som de heldte af den tjærede
Sæk, bedre havde vi det ikke hjemme.
Hvor
længe vi vare fangne, det veed jeg ikke; men
mange Nætter og Dage gik. Da vi vandrede ud,
var det vor hellige Paaskefest, og jeg bar
Anastasia paa min Ryg, thi min Moder var
syg; kun langsomt kunde hun gaae og der var
langt før vi naaede ned mod Havet, det var Lepantos Bugt. Vi traadte ind i en Kirke,
der straalede med Billeder paa gylden Grund;
Engle var det, o saa smukke, men jeg syntes
dog, at vor lille Anastasia var ligesaa
smuk; midt paa Gulvet stod en Kiste fyldt
med Roser, det var den Herre Christus, der
laae som deilige Blomster, sagde min Moder!
og Præsten forkyndte: Christus er opstanden!
alle Folk kyssede hinanden, hver holdt et
tændt Lys i sin Haand, jeg fik selv eet, den
lille Anastasia eet, Sækkepiberne klang,
Mændene dandsede Haand i Haand fra Kirken,
og udenfor stegte Qvinderne Paaske-Lam; vi
bleve indbudne; jeg sad ved Ilden; en Dreng,
ældre end jeg, tog mig om min Hals, kyssede
mig og sagde: "Christus er opstanden!" saaledes mødtes første Gang vi
to, Aphtanides og jeg.
Min Moder kunde flette Fiskernæs, det gav
her ved Bugten en god Fortjeneste, og vi
bleve i lang Tid ved Havet, - det deilige
Hav, der smagte som Taarer og mindede ved
sine Farver om Hjortens Graad, snart var det
jo rødt, snart grønt og atter igjen blaat.
Aphtanides forstod at styre en Baad, og jeg
sad med min lille Anastasia i Baaden, der
gik paa Vandet, som en Sky gaaer i Luften; naar Solen da sang, bleve Bjergene mere
mørkeblaae, den ene Bjergrække tittede over
den anden, og længst borte stod Parnas med
sin Snee, i Aftensolen skinnede Bjergtoppen
som et glødende Jern, det saae ud, som om
Lyset kom inden fra, thi den skinnede længe
i den blaa, glindsende Luft, længe efter at
Solen var nede; de hvide Søfugle slog med
deres Vinger i Vandspeilet, ellers var her
saa stille, som ved Delphi mellem de sorte
Fjelde; jeg laae paa min Ryg i Baaden,
Anastasia sad paa mit Bryst, og Stjernerne
ovenover skinnede endnu stærkere end
Lamperne i vor Kirke; det var de samme
Stjerner, og de stode ganske paa det samme
Sted over mig som naar jeg sad ved Delphi,
udenfor vor Hytte. Jeg syntes tilsidst at
være der endnu! - da pladskede det i Vandet
og Baaden vippede stærkt; - jeg skreg høit,
thi Anastasia var faldet i Vandet, men
Aphtanides var ligesaa hurtig og snart
løftede han hende op til mig! vi toge hendes
Klæder af, vred Vandet bort og klædte hende
saa paa igjen, det samme gjorde Aphtanides
ved sig selv, og vi bleve derude til Tøiet
igjen var tørt, og Ingen vidste vor Skræk
for den lille Pleiesøster, hvis Liv
Aphtanides jo nu havde Deel i. -
Det blev Sommer! Solen brændte saa hedt, at
Løvtræerne visnede, jeg tænkte paa vore
kjøle Bjerge, paa det friske Vand derinde;
min Moder længtes ogsaa, og en Aften
vandrede vi igjen tilbage. Hvor der var tyst
og stille! vi gik over den høfe Timian, der
dog duftede endnu, skjøndt Solen havde
hentørret dens Blade; ikke en Hyrde mødte
vi, ikke en Hytte kom vi forbi; Alt var
stille og eensomt, kun Stjerneskuddet sagde,
at det levede deroppe i Himlen; jeg veed
ikke om den klare, blaa Luft lyste selv
eller det var Stjernernes Straaler, vi saae
godt alle Bjergenes Omrids; min Moder gjorde
Ild, stegte Løgene, hun bragte med, og jeg
og den lille Søster sov i Timianen uden at
frygte for den fæle Smidraki *),
*) Den græske Overtro lader dette Uhyre
blive til af det slagtede Faars uopskaarne
Mave, der slænges hen paa Marken.
hvem Luen
staaer ud af Halsen, endsige frygte Ulven og Schakalen;
min Moder sad jo hos os, og det troede jeg
var nok.
Vi naaede vort gamle Hjem, men Hytten var en
Gruushob, der maatte bygges en ny. Et Par
Qvinder hjalp min Moder, og i faa Dage vare
Murene reiste og et nyt Tag af Oleander lagt
hen over dem. Min Moder flettede af Skind og
Bark mange Hylstre til Flasker, jeg passede
Præsternes *)
*) En Bonde, som kan læse, bliver tidt Præst
og kaldes allerhelligste Herre; Almuen
kysser Jorden, naar den møder ham.
lille Hjord; Anastasia og de
smaa Skildpadder vare mine Legekammerater.
En Dag fik vi Besøg af den kjære Aphtanides,
han længtes saa meget efter at see os, sagde
han, og han blev hele to Dage hos os.
Efter en Maaned kom han igjen og fortalte
os, at han skulde med et Skib til Patras og
Corfu; os maatte han først sige Farvel, en
stor Fisk bragte han med til min Moder. Han
vidste at fortælle saa Meget, ikke blot om
Fiskerne nede ved Lepanto-Bugten, men om
Konger og Helte, der engang havde hersket i
Grækenland ligesom Tyrkerne nu.
Jeg har seet Rosentræet sætte Knop og denne
i Dage og Uger blive en udfoldet Blomst; den
blev det, før jeg begyndte at tænke over,
hvor stor, smuk og rødmende den var; saaledes gik det mig ogsaa med Anastasia.
Hun var en deilig udvoxet Pige; jeg en
kraftig Knøs; Ulveskindene paa min Moders og
Anastasias Seng havde jeg selv flaaet af
Dyret, der faldt for min Bøsse. Aar vare
hengaaede.
Da kom en Aften Aphtanides, slank som et
Rør, stærk og bruun; han kyssede os Alle og
vidste at fortælle om det store Hav, om
Maltas Fæstningsværker og Ægyptens sælsomme
Gravsteder; det klang forunderligt, som en
af Præsternes Legender; jeg saae med en
Slags Ærbødighed op til ham.
"Hvor Du veed meget!" sagde jeg, "hvor Du
kan fortælle!" "Du har dog en Gang fortalt
mig det Smukkeste!" sagde han, "Du har
fortalt mig, hvad der aldrig er gaaet ud af
min Tanke, den smukke, gamle Skik om Venskabs-Pagten! den
Skik, som jeg ret har Mod paa at følge!
Broder, lad os to ogsaa, som din og
Anastasias Fader gjorde det, gaae til
Kirken, den skjønneste og uskyldigste Pige
er Anastasia, Søsteren, hun skal vie os
sammen! Ingen har dog en skjønnere Skik, end
vi Grækere!"
Anastasia blev rød, som det friske
Rosenblad, min Moder kyssede Aphtanides.
En Times Vandring fra vor Hytte, der hvor
Fjeldene bære Muldjord og enkelte Træer
skygge, laae den lille Kirke; en Sølv-Lampe
hang foran Altret.
Jeg havde mine bedste Klæder paa, de hvide
Fostaneller foldede sig rigt ned over
Hofterne, den røde Trøie sad snever og
stram, der var Sølv i Qvasten paa min Fess;
i mit Belte sad Kniv og Pistoler. Aphtanides
havde sin blaa Klædning, som græske Sømænd
bærer den, en Sølv-Plade med Guds Moder hang
paa hans Bryst, hans Skjærf var kostbart,
som kun de rige Herrer kunde bære det.
Enhver saae nok, vi to skulde til en Høitid.
Vi gik ind i den lille, eensomme Kirke, hvor
Aftensolen skinnede gjennem Døren ind paa
den brændende Lampe og de brogede Billeder i
gylden Grund. Vi knælede paa Alterets Trin,
og Anastasia stillede sig foran os; en lang,
hvid Kjortel hang løst og let omkring hendes
smukke Lemmer; hendes hvide Hals og Bryst
var bedækket med en Sammenkjedning af gamle
og nye Mynter, de dannede en heel, stor
Krave; hendes sorte Haar var lagt op paa
Hovedet i en eneste Bukkel, der holdtes ved
en lille Hue af Sølv og Guld-Mynter, fundne
i de gamle Templer! skjønnere Pynt havde
ingen græsk Pige. Hendes Ansigt lyste,
hendes Øine vare som to Stjerner.
Alle Tre læste vi stille vor Bøn; og hun
spurgte os: "Ville I være Venner i Liv og Død?"
- Vi svarede: Ja. "Ville I hver, hvad
der endogsaa skeer, huske, min Broder er en
Deel af mig! min Hemmelighed er hans, min
Lykke er hans! Opofrelse, Udholdenhed, Alt
som for min egen Sjæl rummer jeg for ham!"
og vi gjentoge vort Ja! og hun lagde vore
Hænder i hinanden, kyssede os paa Panden og
vi bad atter stille. Da traadte Præsten frem
fra Altrets Dør, vel-
signede os alle Tre og en Sang af de andre
allerhelligste Herrer lød bag Altervæggen.
Den evige Venskabs-Pagt var sluttet.
Da vi reiste os, saae jeg min Moder ved
Kirkens Dør græde dybt og inderligt.
Hvor der var lystigt i vor lille Hytte og
ved Delphis Kilder! Aftenen før Aphtanides
skulde bort, sad han og jeg tankefulde paa
Klippens Skrænt, hans Arm var slynget om mit
Liv, min om hans Hals, vi talte om
Grækenlands Nød, om Mænd der kunde stoles
paa; hver Tanke i vor Sjæl laae klar for os
begge; da greb jeg hans Haand: " - Eet endnu
skal Du vide! eet, som indtil denne Stund
kun Gud og jeg veed! al min Sjæl er
Kjærlighed! det er en Kjærlighed, stærkere
end den til min Moder og til Dig - !"
"Og hvem elsker Du?" spurgte Aphtanides, og
han blev rød paa Ansigt og Hals.
"Jeg elsker Anastasia!" sagde jeg, - og hans Haand zittrede i min, og han blev hvid som
et Liig; jeg saae det, jeg begreb det! og
jeg troer ogsaa min Haand skjælvede, jeg
bøiede mig henimod ham, kyssede hans Pande
og hviskede: "jeg har aldrig sagt hende det!
hun elsker maaskee ikke mig! - Broder, husk paa, jeg saae hende daglig, hun er voxet op
ved min Side, voxet ind i min Sjæl!"
"Og Din skal hun være!" sagde han, "Din! -
jeg kan ikke lyve for Dig og vil det ikke
heller! jeg elsker hende ogsaa! - men imorgen tager jeg bort! vi sees igjen om eet
Aar, da ere I gifte, ikke sandt! - jeg har
nogle Penge, det er dine! Du maa tage dem,
Du skal tage dem!" stille vandrede vi over
Fjeldet, det var sildig Aften, da vi stole
ved min Moders Hytte.
Anastasia holdt Lampen hen imod os, da vi
traadte ind, min Moder var der ikke.
Anastasia saae forunderlig veemodigt paa
Aphtanides! - "Imorgen gaaer Du fra os!"
sagde hun, "hvor det bedrøver mig!"
"Bedrøver Dig," sagde han, og jeg syntes der laae en Smerte deri, stor, som min egen; jeg
kunde ikke tale, men han tog hendes Haand og
sagde: "vor Broder der elsker Dig, har Du
ham kjær? I hans Taushed er just hans Kjærlighed!"
- og Anastasia zittrede og brast i Graad, da saae jeg kun hende, tænkte
kun paa hende; min Arm slog jeg om hendes
Liv og sagde: "ja, jeg elsker Dig!" Da
trykkede hun sin Mund til min, hendes Hænder
hvilte om min Hals; men Lampen var faldet paa Gulvet, der var mørkt uden om os, som i
den kjære, stakkels Aphtanides's Hjerte.
Før Dag stod han op, kyssede os Alle til
Afsked og drog bort. Min Moder havde han
givet alle sine Penge til os. Anastasia var
min Brud og nogle Dage derefter min Hustru!
|