I smukt Weir gjorde vi en Udflugt til Marmorbruddene i Penselikon. Fra den øde Hedestrækning ved Foden af Lykabettos og ud til Bjergene er Sletten her et blomstrende Vildnis; selv paa denne korte Strækning kunde en Maler samle sig en heel Bog interessante, smukke Skizzer.

Eet af de første maatte blive, som vi saae det, Billedet af en Khan, i den lille Landsby Kalandri; Ildstedet var en Krog af Gulvet, Væggene vare decorerede med Hylder, hvorpaa stod Viin og Madvarer, Frugt og enkelte Handelsartikler, men fra alle Hylder flagrede i Vinden, lange Strimler af Guld og Sølv-Papir, ligesom Fryndser; to Karle gjorde Musik herinde, den Ene slog paa Tromme, den Anden blæste Fløite, sex Andre dandsede i en lang Række, en graahaaret Mand var Chorfører, han gjorde de forunderligste Knix; de dandsede Stuen tre Gange rundt, derpaa ud af Huset og hen af Landevejen, hvor en Gruppe græske Qvinder i deres maleriske Dragt betragtede de Dandsende; et Par af de yngste Piger havde violette Fløiels-Jakker, og deres smukke, mørke Haarfletninger var lagt som en Skind-Bræmme om den lille, røde Fess. Solen skinnede paa Qvinderne, de maatte holde Haanden over Øjet for at see de Dandsende; det var et deiligt Billed.

Vilde Olie-, Pære- og Mandel-Træer dannede smukke Grupper til at skizzere. Som Forgrund paa een af disse skulde da anbringes vort Tog, de Gaaende og de Kjørende; og mellem disse sidste var to Skildpadder. Hvert Øjeblik saae vi midt paa Vejen et saadant Dyr ligge stille, som en Kampesteen, eller skyde sig frem med Snegle-Gang, jeg vilde ikke at de skulde kjøres over, og syntes ogsaa at man maatte hjelpe dem lidt frem i Verden, da Villien var god, og saa satte jeg dem op hos Kudsken; de kjørte med til Pentelikon, maaskee de nu sole sig paa Sletten ved Marathon. Der var en lille Skildpadde-Unge, den var ikke større end et Lomme-Uhr, jeg havde store Planer med den og tog den ogsaa til mig, men da jeg senere betænkte, hvorledes den vilde komme til at lide Sult og Tørst paa en længere Vandring med mig, bar jeg den hen i et Krat af Oleander, hvor Solstraalerne ret samledes, og glad blev den!

Som i en ødelagt, forladt Have ligger her ude paa Bjerg-Siden Klosteret Pentelis; ved første Øjekast frembyder det Skuet af et stort, øde Mejeri; Murene ene revnede og vildt begroede, som Murene ved Daphne; det eneste, som tydede paa Liv og Beboelse, var en Flok Høns, der hoppede omkring paa Gruusdyngerne i den forreste Gaard; udenfor den lille Kirke, hvis Døre stode aabne, saa at Solen skinnede ind paa de brændende Lamper, stod et stort Laurbærtræ, det var i fuld Blomster, saa rigt, saa duftende, jeg var lyksalig derved; een af Præsterne saae min. Glæde, og brød strax en Green af, som han rakte mig; jeg har hjemme i Danmark deelt den mellem Thorvaldsens Buste og Oehlenschlägers Portrait.*)

*) Da jeg ved Athen besøgte det Sted, man kalder Sokrates's Fængsel, - et Kammer hugget i Klippevæggen ved "Areopag" - var min Tanke hos Nordens store Digter, den eneste, der fra den danske Scene har mindet Publicum om Sokrates; tæt ved Hulens Indgang stod en deilig, rød Blomst, jeg plukkede den og sendte den som Brev og Hilsen til Oehlenschläger i Danmark.

Udenfor Klosteret nedad Bjerget strakte sig mellem grønne, skovbegroede Høie en deilig Dal, med en frisk rindende Bæk, med høie Popler og blomstrende Frugttræer. I Horizonten hævede sig Moreas Bjerge, den ene Række høit over den anden i rige Farve-Fortoninger. Vore Heste græssede paa den grønne Eng, en stor Ild blev tændt og et heelt Lam sat paa Spid, en smuk Grækerknøs dreiede det, Alt tilberedtes til et Maaltid i det Grønne, men først vilde vi see Pentelikons Marmorgruber; Vejen gik over Krat og Buske, hvor nogle smaa Drenge vogtede Klosterets Køer og Faar. Rundt om krøb store Skildpadder, een var væltet om paa Ryggen og laae og sprællede i Solen, jeg blev dens ubekjendte Velgjører.

Det var en besværlig Vandring, bestandig opad, over store Steen-blokke, mellem Krat og Tjørne, men Marmorgruberne skulde vi see, Pentelikons Ryg magtte vi bestige.

Der stod deroppe en Hyrde, i sin græske Uldpels, han lænede sig til sin lange Stav og saae ned i den graalige Dal, hvor en stor Gravhøi knejsede i vild Eensomhed; Havet og Euboeas Bjerge begrændsede Horizonten. En blaalig Røg hvirvlede op dernede fra en Hytte, der ikke halvt kunde øjnes.- Gravhøjen, der syntes en lille Ø mellem Sivene, har en Berømthed saa stor som nogen i Verden, og hvis er denne Grav? - vi nævne Sletten og Gravhøien kjendes. - Det er Sletten ved Marathon.