Det var en deilig Solskins-Dag, lystigt travede vi ud af Athen, over den vide, ujevne Slette, gjennem Sokrates's Fødeby, hvor vilde Frugttræer dannede smaa Haver; et eensomt Kloster laae henimod Hymettos, vi foer rask i Trav, min Agojat løb ved Siden.

Udsigten aabnede mellem Pentelikon og Hymettos en udstrakt Flade og det blaa, det skinnende Hav! vi saae Øen Zea og hele Negropont med dens deilige Bjergformationer; ved vor Vei laae een eneste eensom Hytte med Rørtag næsten ned til Jorden, Kone og Børn kom ud for at see os Fremmede; vi bestilte vor Kaffe hos hende, til vi kom tilbage, og red nu over Urter, Buske og høie Oleandre.

Alt var vildt og øde! der stod paa Heden Ruinerne af en Kirke med et prægtigt Olietræ udenfor, det var til at male! tæt ved laae en stor Marmorløve, et antikt Grav-Monument, Lais selv havde en saadan paa sin Grav, her var det af en forunderlig Virkning, her i dette Øde, at finde en Torso af Kunstens skjønne Værker. Paa Fødderne nær, ligger Løven heel og stor; Udtrykket i Øinene tyder paa, at et Snille har ført Meiselen; Manken er kun antydet. *)

*) Efter hvad jeg hørte af Universitetets Bygmester, Chr. Hansen, var der Tale om, at denne Løve skulde føres til Athen og have Plads foran Universitetets Opgang.

Stærke Slyngplanter snoede sig op om dens Sider, som vilde de binde den til den Grav, den skulde pryde, den Grav, som Ingen kjendte.

Idet vi stode her og betragtede den, traadte pludselig en Hyrde syngende frem fra Kirkeruinen, han standsede ved at see os; det var en melancholsk Vise han sang, som mine Ledsagere godt kjendte, den var ægte atheniensisk; vi bad ham gjentage den, han støttede sig til Marmorløven, og sang om *):

*) Grækerne synge altid snøvlende og skrigende, det er ligesaa unaturligt, som uskjønt; imidlertid mangle de ikke Gehør, det bemærker man snart ved at høre, hvor nøiagtigt de atheniensiske Gadedrenge fløite Bellinis Melodier, som de have hørt spille af Regimenternes Hoboister udenfor Slottet.
 

Den forhexede Elsker.

"Flyv! ja flyv I sorte Fugle! flyv og reis med Gud,
Men tag Hilsener med Eder til min unge Brud.
I Athen, der hvor jeg fødtes, faae I Ly og Læ;
I vor Gaard, tæt op til Porten, staaer et Æbletræ,
Der i Træets grønne Grene, sid og syng, I Smaa.
Hende, som jeg ene elsker, hende der I sige maa:
At hun ei maa vente paa mig! ak, jeg veed, hvor hun har grædt.

Da jeg kom fra Hjemmets Land, blev jeg Slave, siig kun det,

Jeg har ægtet Enkens Datter, Hexens Datterlille,
Hun, som Floderne fortrylled', at de ikke rinde ville,
Hun, som har forhexet Brønden, Vandet vil ei frem,

Ogsaa mig hun har forhexet, ei jeg seer mit Hjem,

Tænker jeg at flygte til det, Regn og Snee jeg har,
Vender jeg da om til Hexen, skinner Solen klar!"

Og Solen skinnede paa den hvide Marmorløve, som de vilde Ranker holdt bundet, Solen skinnede paa den smukke, sørgmodige Græker, der sang, og paa det udstrakte Landskab, Billedet af Storhed og Eensomhed. Den melancholske Duft i Visen laae over den hele Natur, den trængte ind i vor Tanke og svandt ikke der, da vi betraadte den eensomme Hytte. Al Lysningen her faldt ind gjennem den aabne Dør, Konen stod og sled med at faae nogle store, sorte Brød ud af den hede Aske midt paa Gulvet; i hvert Brød var i Anledning af Paaske stukket broget malede Æg; Manden stod ligegyldig og saae Konen arbeide, en lille Dreng legede i Døren, jeg gav ham en Skilling, han smilte fornøiet og sagde mig sit Navn, Demetri. De sorte Brød med de brogede Æg var hans Festglæde, han var lyksalig derover og havde ventet med Længsel denne Time, da de kom ud af Asken. Den sorte Hytte var hans Paradiis, Marmorløven hans Ridehest, paa dens Ryg havde hans Moder tids sat ham, mens hun samlede Hedebær ved Muren af den ødelagte Kirke.