Rundt om Athen strække sig flere store Kornmarker, men ingen Indhegning værner dem mod Gaaende og Ridende, hver fortsætter til Fods og til Hest sin Cours hvorhen han vil tværs over Kornet; Eieren vilde undre sig, om man gjorde det anderledes, sagde man til mig, da jeg foreslog at gaae udenom. Af Kjøreveie er her egentlig kun een god, nemlig den mellem Athen og Piræus. De andre, den til Theben og den over Eleusis til Korinth, ere endnu saa godt som ufuldførte; men selv paa de korte Strækninger, paa hvilke man saaledes nu skulde kunne kjøre, bliver det dog vanskeligt at komme frem, thi Hestene ville her ikke trække, de blive stædige, vende om eller kaste sig paa jorden; jeg har flere Gange da hørt Kudskene sige: "de gaae ikke! de kjende ikke disse Veie! men vil De kjøre til Piræus, saa skal De see, at de ere Heste, som kunne løbe!" Man nødes da hvert Øieblik at stige ud af Vognen, Kudsken fører Hestene, det gaaer i Fodgang fremad.
 

Næst efter Veien til Piræus er den til Eleusis vistnok den bedste; strax udenfor Athen passerer man, her hvor Olieskoven begynder, den verdensberømte Flod Cephisus, der nu kun bestaaer af tre smaa Vandløb, som man let farer forbi uden at bemærke. Paa den anden Side af Olieskoven bliver Egnen øde og vild, Veien strækker sig her, tæt ved antike Hjulspor i Klipperne, jevn og bred ned mod Havbugten og følger denne lige til Eleusis, der nu kun bestaaer af omtrent fyrgetyve Leerhytter og nogle Ruiner af gamle Templer; en halv Snees Fiskerbaade saae jeg i Havnen.

Midtveis mellem Athen og Eleusis ligger i vild Eensomhed det under Revolutionen ødelagte Kloster Daphne *)

*) Det græske Ord Daphne betyder som bekjendt et Laurbærtræ.

det er opført i maurisk Stiil og afbenyttes nu til Opholdsted for Gensdarmerne, der ere her for Veiens Sikkerhed.

Unægtelig er Daphne et af de interessanteste og meest maleriske Punkter mellem Athen og Eleusis; jeg var her i Selskab med Ross og Grækeren Philippos Ioan.*)

*) Professor ved Universitetet i Grækenland; en Græker der taler fortræffeligt Tydsk.

Man viste mig Æginas mørkeblaae, høie Bjerge, tunge Skyer gik hen over Himlen; Salamis-Bugten laae alvorlig og kold, den havde i denne Belysning ganske Charakteren af en nordisk Indsø; den med Timian og Cypresbuske bevoxede Klippe tæt ved Veien frembød en Mængde smaa, indhuggede Fordybninger, der antydede Nischerne, hvori have været stillet Votivtavler; disse Huller og nogle hist og her adspredte Porphyr- og Marmor-Brokker er det Eneste, som minder om det Venus-Tempel, her engang stod.

Luften var kold, Skyerne kastede stærke Slagskygger paa de nøgne Bjerge; tæt ved os laae den vidtudstrakte Kloster-Ruin, tildeels omgivet af høie Mure, i hvis Revner voxe Buske og Slyngplanter.*)

*) Kirken er sex til otte hundrede Aar gammel og bygget paa det Sted, hvor før et Apollo-Tempel stod; af dette findes endnu i Kirkens Muur en stor Marmorcolonne, tidligere fandtes tre, men to af disse have Engllænderne ført bort.

Udenfor var reist to Bræde-Skuur, det ene dannede en Slags Caffe, det andet en Art Bazar for de enkelte Reisende eller milevidt derfra boende Bønder; disse Træskuur op til Ruinen gave Landskabet ligesom det sidste Penselstrøg af græsk Melancholi.

Vi traadte ind i Klostergaarden, den var overvoxet af alenhøie Nelder, og under disse skjultes aabne Brønde, uden Rækværk, vi maatte speide efter dem Skridt for Skridt, for ikke at synke i; saaledes kom vi til den modsatte Muur, der hvor den syntes os meest beqvem at bestige, og snart stode vi paa Kirkens halv indstyrtede Tag, hvor Vegetationen var lige saa rig, som Bygningen selv var ødelagt. Et Trappetrin heroppe var det omvendte Laag af en antik Marmor-Sarkophag, et andet Trin var Resten af en riflet Porphyr-Søile. Reseda, Fuglegræs og Tidsler Skjød frem overalt. Flaggermusen fløi ved den lyse Dag hen over os, her var den hjemme, her var dens Rige, selv om Solen skinnede paa dens Vinger.

Inde i selve Klosteret ere Munkecellerne forvandlede til en stor Stald, i hvilken Gensdarmerne have deres Heste; de vrinske nu der hvor Munkene bad.

Kirken er prægtig og lod sig endnu restaurere; vi stode under dens Kuppel, der pranger i Mosaik med et Christus-Billede. Frelseren holder i sin venstre Haand Bibelen og udstrækker sin Høire for at velsigne. Under Revolutionen leirede Tyrkerne sig her, de antændte et Baal herinde, Muren er endnu sort af Røg, de røg deres Pibe og morede sig med at skyde efter de Christnes Forløser deroppe i Kuplen, og deres Kugle traf hans ene Øie, hans Mund og hans hellige Glorie, Sporet sees endnu tydelig i Mosaikbilledet, de udkradsede Helgenbillederne paa Altarbladet, tilmalede uteerlige Stykker, mens Kammeraterne loe og tiljublede Bifald. En Mængde Dødningehoveder og Knokler, fundne under Buske og Nelder udenfor, lage nu henkastede i en Krog mellem Alteret selv og den efter de græske Kirkers Brug opførte Altarvæg, der har tre Gjennemgange og fra øverst til nederst er bemalet med hellige Billeder; ogsaa disse vare noget forkradsede af Tyrkerne, men tre smaa Lamper vare ophængte og brændte herinde. De passes af den gamle Græker, som boer ude i Brædeskuret og der laver Kaffe og skjænker et Glas Raki *)

*) Græsk Brændeviin der laves af tørrede Druer.

for de Fremmede. I denne Kirke fik han sin Daab, i denne Kirke har han sluttet Venskabs-Pagt og her blev han viet. Det var altsammen under Tyrkernes Herredømme; Vennen faldt i Frihedskrigen, hans Been smuldre maaskee under Hedebuskene, Hustruen har sin Grav tæt herved bag den revnede Muur, der gaaer en lille Sti mellem Acanthus og Nelder, et Olietræ er plantet tæt ved en sammenstyrtet Brønd, under Olietræet ligger Hustruen.

Den gamle Græker passer Lamperne inde i det ødelagte Guds Huus, han og Soldaterne holde der hver Festdag deres Andagt og stundom, naar en græsk Præst kommer forbi, binder han sin Hest ved Bræddeskuret, gaaer ind i Kirken og læser en Messe. Den gamle Græker er da tidt den eneste Menighed. Om nogle Aar sover ogsaa han under Olietræet, hvo passer da her de brændende Lamper? hvo luger Nelderne af Graven?

O Lamperne ville brænde, Lamper af Sølv ere da ophængte! Roser skulle blomstre, hvor nu Nelderne staae! Grækenlands gode Genius tilhvisker os det! Daphne vil reise sig af sit Gruus, her ved Eleusis-Veien, der skal befares af Fremmede, som Italiens Veie nu blive det. Daphne vil blomstre igjen! i Gaarden, hvor nu kun Tidsler og Nelder groe, skal Laurbærtræet grønnes, Røgelsen dufte og de knælende Børn see en hellig Vunde i Christi Øie, Mund og Glorie, der hvor engang Tyrkens Kugle rammede.

Velsignelse og Lykke over det Land, der fødte en Theseus, en Plato og en Socrates.
 

Stednavne og personnavne: Cephissus. Kristus