Vaade, tunge Skyer hang langs hen ad Bjerget Hymettos; Veiret var graat og koldt; den ubrolagte Gade stod i en guul Dynd fra Regnen om Natten; de tynde Vægge i Husene drev med Vand.

Landets vigtigste Post, en Græker, der rider med Breve og Penge over Land til Patras, kom i sin tunge, vaade Uldpels, han trak den belæssede Hest, ladte Pistoler hang over dens Hals, den slæbte Benene efter sig. Ved Apotheket blev gjort Holdt, Dyrets syge Been indgnede de med Salve.

Regnen faldt i store Draaber og kom snart i en Skylle. Tre forskjellige Faare-Hjorder stode paa den snevre Plads foran Kirken, de knugede sig tættere og tættere sammen. Hyrderne støttede sig til deres lange Stave; midt i Regnen, tæt indsvøbte i tykke, brune Kitler, med de klodsede Hatte trukne over Hovedet, saae de mere ud som Grønlændere, end som vi tænke os Grækere; barbenede stode de i det gule Dynd. Regnen skyllede ned, først henimod Aften blev den til Stænk; Blæsten rev Skyerne sønder og drev dem afsted som Taager.

Jeg vovede mig ud. Et Par sorte Familier, der under Tyrkerne havde været Slaver, saae jeg krybe frem af deres lave Jordhuse. Konens hele Paaklædning bestod i en Slags Slobrok og et smudsigt Skjørt, hun laae og øste Vand ud over Dørtrinet, medens de smaa, sorte Børn, det ene havde kun en rød Uldskjorte paa, dandsede i Dyndet.

Vildsom, uden Vei eller Sti, syntes den hele Strækning fra dette det yderste Huus i Gaden og ud til Pentelikon og Parnes-Bjergene. En Mand i en Faareskinds Pels red, med Pibe i Munden, hen over Heden; Konen og den voxne Datter løb bag efter; Konen bar paa sin Ryg et lille Barn i en Pose; under sin ene Arm havde hun en Jerngryde og under den anden en tømt Svinehud, hvori der havde været Viin. Datteren slæbte paa en stor Bylt. De talte høit og glade; Manden vendte sig gravitetisk om og nikkede, red saa raskere til og Kone og Datter holdt Hesten i Halen, for at de kunde vinde med. Alt var der i sin bedste Orden, Hver fandt sig, efter Vanen, paa den rigtige Plads.

Hvilket Billede! disse nøgne Bjerge, hvor Skyen ligger vaad og tung, som vilde den vælte ned i Dalen, og Dalen selv, uden Hytter, uden Hyrdens Blus, kun med sin bleggraae Timian, og denne vandrende Familie - ! Er dette Grækenland! hvorfor hvile Fædrenes Misgjerninger paa Børnene i hundrede Led!

Hvor den brede, befarne Vei gik, hvor unge, aandfulde Atheniensere jublende vandrede til Platos Academie, rider nu i de høie Hede-Urter, halv sløv, den fattige Bonde, Æselet kjender Sporet det skal følge. Den Plads, som ved en Plato er blevet hellig, den Plads, hvorfra Aandens Lys strømmede ud over det øvrige Europa, fremviser nu kun en Hob vantrevne Olietræer. Gruus-Høien tæt ved er Kolonos, hvortil Oedips udødelige Navn knytter sig.

Jeg tog Veien derhen, over den vaade Hedestrækning. En Vand-Rende, der kun paa enkelte Steder rager lidt over Jordfladen og da har en Slags Steen-Bedækning, er nu Athens Vandledning fra Bjergene. Man bliver kun opmærksom paa den der, hvor den er halvt ødelagt, idet Hyrderne have, for at skaffe deres Qvæg Vand, taget flere af de overliggende Stene bort og kastet dem til Siden; den løsnede Jord flyder efter Regnskyllet ned i Vandet og plumrer det.

Jeg stod paa Kolonos. En muret Grav, i Form af en stor Liigkiste, findes heroppe. Her har man jordet den for kort Tid siden afdøde Tydsker K. 0. Müller, hvem Videnskaben skylder saa meget. Hans Støv hviler i det Land, hvor han følte sig lykkeligst! den Jordbund, han elskede, modtog hans Støv. Ung og tilfreds, midt i sin Stræben, medens ingen Forventninger om ham vare skuffede, fandt han Døden! hvad kunde være lykkeligere.

Jeg støttede mig op til den vaade Grav, ønskede, hvad jeg altid har ønsket: et kort, et lysende Liv! - Og Vinden blæste koldt og skarpt fra Bjergene, vaade Skyer joge mig forbi, men selv i denne nordlige Colorit førte Intet mine Tanker mod Norden. I det hele Landskab laae en Storhed, som ikke selv Schweiz eier; der trykke Bjergene, her ere Dalene store som Bjergene; Grækenlands Natur er i sin Sorg for stor til at man kan græde, man opløftes ved den!

Stednavne og personnavne: Ødipus