En
Digters Bazar af H.C. Andersen
|
- Hans Christian Andersen: En Digters Bazar
- A Poet's Bazaar 1842 |
Grækenland:
En Regnveirsdag i Athen 3-06 |
Vaade, tunge Skyer hang langs hen ad Bjerget
Hymettos; Veiret var graat og koldt; den
ubrolagte Gade stod i en guul Dynd fra
Regnen om Natten; de tynde Vægge i Husene
drev med Vand.
Landets vigtigste Post, en Græker, der rider
med Breve og Penge over Land til Patras, kom
i sin tunge, vaade Uldpels, han trak den
belæssede Hest, ladte Pistoler hang over
dens Hals, den slæbte Benene efter sig. Ved
Apotheket blev gjort Holdt, Dyrets syge Been
indgnede de med Salve.
Regnen faldt i store Draaber og kom snart i
en Skylle. Tre forskjellige Faare-Hjorder
stode paa den snevre Plads foran Kirken, de
knugede sig tættere og tættere sammen.
Hyrderne støttede sig til deres lange Stave;
midt i Regnen, tæt indsvøbte i tykke, brune
Kitler, med de klodsede Hatte trukne over
Hovedet, saae de mere ud som Grønlændere,
end som vi tænke os Grækere; barbenede stode
de i det gule Dynd. Regnen skyllede ned,
først henimod Aften blev den til Stænk;
Blæsten rev Skyerne sønder og drev dem
afsted som Taager.
Jeg vovede mig ud. Et Par sorte Familier,
der under Tyrkerne havde været Slaver, saae
jeg krybe frem af deres lave Jordhuse.
Konens hele Paaklædning bestod i en Slags
Slobrok og et smudsigt Skjørt, hun laae og
øste Vand ud over Dørtrinet, medens de smaa,
sorte Børn, det ene havde kun en rød Uldskjorte paa, dandsede i Dyndet.
Vildsom, uden Vei eller Sti, syntes den hele
Strækning fra dette det yderste Huus i Gaden
og ud til Pentelikon og Parnes-Bjergene. En
Mand i en Faareskinds Pels red, med Pibe i
Munden, hen over Heden; Konen og den voxne
Datter løb bag efter; Konen bar paa sin Ryg
et lille Barn i en Pose; under sin ene Arm
havde hun en
Jerngryde og under den anden en tømt
Svinehud, hvori der havde været Viin.
Datteren slæbte paa en stor Bylt. De talte
høit og glade; Manden vendte sig gravitetisk
om og nikkede, red saa raskere til og Kone
og Datter holdt Hesten i Halen, for at de
kunde vinde med. Alt var der i sin bedste
Orden, Hver fandt sig, efter Vanen, paa den
rigtige Plads.
Hvilket Billede! disse nøgne Bjerge, hvor
Skyen ligger vaad og tung, som vilde den
vælte ned i Dalen, og Dalen selv, uden
Hytter, uden Hyrdens Blus, kun med sin
bleggraae Timian, og denne vandrende Familie
- ! Er dette Grækenland! hvorfor hvile
Fædrenes Misgjerninger paa Børnene i
hundrede Led!
Hvor den brede, befarne Vei gik, hvor unge,
aandfulde Atheniensere jublende vandrede til
Platos Academie, rider nu i de høie
Hede-Urter, halv sløv, den fattige Bonde,
Æselet kjender Sporet det skal følge. Den
Plads, som ved en Plato er blevet hellig,
den Plads, hvorfra Aandens Lys strømmede ud
over det øvrige Europa, fremviser nu kun en
Hob vantrevne Olietræer. Gruus-Høien tæt ved
er Kolonos, hvortil Oedips udødelige Navn
knytter sig.
Jeg tog Veien derhen, over den vaade
Hedestrækning. En Vand-Rende, der kun paa
enkelte Steder rager lidt over Jordfladen og
da har en Slags Steen-Bedækning, er nu
Athens Vandledning fra Bjergene. Man bliver
kun opmærksom paa den der, hvor den er halvt
ødelagt, idet Hyrderne have, for at skaffe
deres Qvæg Vand, taget flere af de
overliggende Stene bort og kastet dem til
Siden; den løsnede Jord flyder efter
Regnskyllet ned i Vandet og plumrer det.
Jeg stod paa Kolonos. En muret Grav, i Form
af en stor Liigkiste, findes heroppe. Her
har man jordet den for kort Tid siden afdøde
Tydsker K. 0. Müller, hvem Videnskaben
skylder saa meget. Hans Støv hviler i det
Land, hvor han følte sig lykkeligst! den
Jordbund, han elskede, modtog hans Støv. Ung
og tilfreds, midt i sin Stræben, medens
ingen Forventninger om ham vare skuffede,
fandt han Døden! hvad kunde være
lykkeligere.
Jeg støttede mig op til den vaade Grav,
ønskede, hvad jeg altid har ønsket: et kort,
et lysende Liv! - Og Vinden blæste koldt og
skarpt fra Bjergene, vaade Skyer joge mig
forbi, men selv i denne nordlige Colorit
førte Intet mine Tanker mod Norden. I det
hele Landskab laae en Storhed, som ikke selv
Schweiz eier; der trykke Bjergene, her ere
Dalene store som Bjergene; Grækenlands Natur
er i sin Sorg for stor til at man kan græde,
man opløftes ved den!
Stednavne og personnavne:
Ødipus |