En
Digters Bazar af H.C. Andersen
|
- Hans Christian Andersen: En Digters Bazar
- A Poet's Bazaar 1842 |
Grækenland:
Akropolis 3-05 |
Denne fritstaaende Klippe med sine
Marmor-Ruiner er Hjertet af det gamle Athen,
dens Erindringer strække sig ind i en
fabelagtig Tid. Da Arons Mandelstav
blomstrede, skjød her Athener Laurbær-Træ
unge Skud og Neptuns Saltkilde sprudlede
frem af Fjeldet. *)
*) 1400 Aar før Christi Fødsel førte Cecrops
en Coloni fra Sais til Grækenland og reisse
paa Fjeldet her Borgen Cecropia. Cecrops og
Erecteus Grave fandtes her. Paa Perikles's
Tid blev det nuværende Parthenon opført af
Phidias og Bygmestrene Iktinos og
Kallikratides.
For Enden af den brede Æolusgade strækker
sig en Plads, ujevn, som den maa være ved
dens nedrevne Leerhytter og omstyrtede Mure,
op af Græsset her, halv udgravet, hæver sig
Vindenes Taarn, hvor i Tyrketiden
Derwischerne boede, to høie Cypresser pege
sørgende mod Himlen; et tyrkisk Badehuus med
mange Kupler, en eensom Palme og en
pladskende Kilde ud af en gammel Muur, er
det meest Maleriske i den nærmeste Omgivning.
Jeg vandrede over Pladsen; ved Kilden stod
en smuk Græker-pige med sin Leerkrukke paa
Skulderen, det var et lille Maleri, men et
mere storartet laae for mig; ovenover de
uregelmæssigt henkastede Huse foran hævede
sig op mod Kalkklippen en grøn Bakke, hvor
en Flok Faar græssede i Selskab med fem à
sex unge Kameler, der løftede deres lange
Halse iveiret og udvidede stolt Næseborene
idet de sloge med Nakken, Ruinen af en
ødelagt Fæstnings-Muur strakte sig over
denne Grønning, Stien snoede sig langs med
den over Gruus og Steen, forbi dybe Brønde,
uden Rækværk, den ene tæt ved den anden; jeg
fulgte denne Sti, og snart laae By og Huse
bag ved mig.
Hver Plet er her historisk, ved hvert Skridt
træder man her paa en ved Minder hellig
Jordbund; det mægtige Klippestykke til Venstre, der synes ved store Naturkræfter
løsrevet fra Akropolis, er Stedet, hvor
Apostlen Paulus talte til Athenienserne; nu
sad en eensom Hyrde der med sine to Hunde og
saae ud over den udstrakte Slette, hvor
Olieskovene groe men kun flygtigt
betragtede jeg dette Maleri, let gled mit Øie hen over Klippegrunden med de udhugne
Trappetrin, Stedet hvor Solon og Plato have
talt; Akropolis var Maalet for min Vandring,
Akropolis havde al min Tanke, kun det
udstrakte Hav og Moreas maleriske Bjerge
standsede mig en enkelt Gang.
Gjennem en aaben Port, hvis gamle,
jernbeslagne Dør hang paa det ene Hængsel,
traadte jeg indenfor Befæstnings-Muren fra
Tyrkernes Tid; et Par Liigstene af Marmor
med Indskrift tjene til Karnis for Porten.
Lige nedenunder ligger endnu, med høie Buer
af mægtige Qvaderstene, dannende en
Halvcirkel, det saakaldte Herodes-Theater.
Endnu en lille Forgaard, dannet af ødelagte
Fæstningsværker maatte jeg gjennemvandre; et
Seilgarns Baand hang paa den skrøbelige
Port, Træklinken sprang op, og jeg stod i en
noget større Gaard, hvor man af sønderbrudte
Marmor-Søiler, lemlæstede Basreliefs og
Muursteens Brokker havde opført et lille
Vagthuus; græske Soldater, halv paaklædte,
Enkelte med den grove Militairfrakke løst
kastet over Skuldrene, laae i forskjellige
Grupper og røg deres Papirs-Cigar; En
spillede Mandolin og sang en græsk Vise. Et
Par Skridt endnu og Veien gaaer mellem
opdyngede Marmorblokke, omstyrtede Colonner;
den ubevingede Seiersgudindes Tempel, de
mægtige Propylæer og et faldefærdigt gothisk
Taarn fra Middelalderen ligger for os.
Denne Opgang er og har altid været den
eneste, som førte til Akropolis, fra alle
andre Sider hæve Klipperne sig steilt, og
stærke Mure øverst oppe gjorde det end mere
utilgjængeligt.
Under Tyrkerne vare Propylæernes Søilegange
tilmurede og udgjorde en Deel af Batteriet,
nu staae de riflede Marmorcolonner frit, og
knuste Marmorbilleder, opgravne af Gruset,
ere opstillede i Række paa det sneehvide
Gulv. Det blæste stærkt heroppe, Vinden
susede mellem de mægtige Søiler, der i
Sollyset kastede deres Skygger.
Jeg traadte gjennem Propylæerne og stod nu
paa en Plads, forstyrret, ødelagt, som jeg
aldrig har seer Sligt. Det var som et
jordskjælv havde rystet de gigantiske
Colonner og Carnisser mellem hinanden; her
var egentlig ikke længer Vei eller Sti; jeg
gik over Rudera af ødelagte Leerhytter fra
Tyrkernes Tid, hvor Græs og Acanthus Skjød
frodigt op; hist og her saaes ødelagte
Cisterner, hist og her stode Bræde-Skuur, i
hvilke man havde henkastet Menneskeknokler
og opstillet Vaser, Basreliefs og
Gibs-Afstøbninger; her laae rustne,
søndersprængte Bomber fra Venetianernes Tid;
nogle Heste gik paa Græs heroppe; og som i
en Gruus-Grav til Venstre stod
Erecteus-Templet med sine Caryatide; en
faldefærdig Muursøile fylder Pladsen for den
Caryatide, som Elgin har røvet for det
engelske Museum. Skelettet af et Æsel laae
foran de udgravede Marmortrin. Lidt til
Høire viste sig Parthenon, Pragtruinen paa Akropolis, der ved sin Storhed, Stiil
og sine Reliefs endnu forbauser! det er et
Tempel for alle Templer, men hver Søile
barbarisk sønderskudt, hvert Basrelief i Frontespice og Frise lemlæstet; og dog er
det forbausende, hvor meget det er her
staaer endnu; under Venetianernes Beleiring
fløi en Deel med Krudtmagasinet i Luften, i
Frihedskrigen var Parthenon Maalet for
Kugler og Bomber! og dog have disse Rester
endnu en Storhed, man kun begriber, ved at
staae her mellem disse pragtfulde Colonner,
der bære Kjæmpeblokke af Marmor, som var det
kun et svævende Bjælkeværk. En faldefærdig
Moskee ligger paa tværs inde i Templet, den
tjener nu som Skuur over Guders og Keiseres
Marmorbilleder! Paa den Side, som vender ud
til Havet, har Tiden givet Søilerne et
rødguult Anstrøg, men de andre og fleste
staae saa hvide, som de i Aar vare huggede i
Paros's Marmorgrube.
Hele Tempelruinen laae i det stærkeste
Sollys, idet jeg traadte herind, og som
Baggrund hævede sig hiin Side Dalen Bjerget
Hymettos, over hvis guulgraa Steenmasse,
uden Spor af Vegetation, en mørk Sky kastede
sin Slagskygge. Evige Gud, at dog alle
Mennesker kunde see denne Storhed og
Herlighed. Tanken bliver stor i store
Omgivelser! hver smaalig Følelse var død i
mit Bryst, jeg var opfyldt med en Glæde, en
Ro, en Lyksalighed, og jeg bøiede mine Knæ i
den store Eensomhed.
Faa Skridt fra mig, mellem de sprængte
Marmorblokke, hvor den vilde Tidsel Skjød
frem, laae Menneskeknokler, man havde
henkastet et Dødningehoved paa den hvide
Marmorblok; det gjorde et forunderligt
mægtigt Indtryk paa mig! Taarerne strømmede
mig ud af Øinene!
Stormen susede mellem Colonnerne; sorte
Rovfugle fløi hen over Dalen ved Hymettos;
lige under Klippen strakte Athen sig ret
anseelig med sine hvide Huse med de røde
Tage; paa Pentelikon og Parnes-Bjergene var
faldet Snee! hvilket Skue rundt om, dog
skjønnest var det mod Havet; det skinnede
saa stort og udstrakt, saa uendeligt blaat
og bar de hvide Seilere. Luften var saa
gjennemsigtig, at jeg troede at overskue det
hele Peloponnes, jeg saae de fjerne Bjergtoppe om Sparta og til Høien,
hvor Korinth ligger, syntes Veien kort, og
dog er den til Lands hele Dagsreiser; med
blotte Øine saae jeg Akro-Korinths hvide
Fæstnings-Mure, hvert Hjørne de gjorde,
Slagskyggen de kastede.
Da jeg steg ned, mødte jeg min Reisekammerat
Perseren fra Herat; han nikkede fortroligt,
rakte mig sin Haand og viste ud over Havet.
Det var vor Afsked.
Under mit Ophold i Athen, ved Solskin og
Regn, besøgte jeg daglig Akropolis! her
feirede jeg ved et Besøg min Fødselsdag, her
læste jeg mine Breve fra Hjemmet, Akropolis
var det sidste Sted ved Athen jeg besøgte da
jeg skulde bort; paa Akropolis dvæler min
Tanke længst, naar den gjæster Grækenland.
Paa dette Sted ligesom hvilte Naturen og
Kunsten ved mit Hjerte, her følte jeg intet
Savn, uden det, at ikke alle mine Kjære
kunde dele dette Skue med mig!
En Solnedgang, seet heroppe, er det meest
Ophøiede jeg kjender! Jeg har seet en saadan,
jeg sad paa Trinene til Parthenon; Alt var
øde og dødt henimod Hymettos, sorte Fugle
fløi hen over Dalen, hvor en eensom hvid
Colonne staaer; et Æsel skreg dernede, som
Schakalen skriger; Solen sank bag
Salamisbugten, og Bjergene straalede i de
stærkeste Farver, Ægina var blaa som de
friskeste Violer. De samme Farver, de samme
Bjergformer, som jeg saae dem, have Plato,
Socrates og hine Verdens Store seet fra
samme Sted. Det var den samme Scene, de
betraadte; jeg følte et Øieblik en Tanke af
at være traadt tilbage i Tiden for hine
store Minder og Begivenheder! - Solen gik
ned, og uden Skumring myldrede de funklende
Stjerner frem over de gigantiske,
sønderbrudte Templer! Naturen og Kunsten
ligesom hvilte ved mit Hjerte, og det følte,
Guds Værk er evigt, Menneskets falder i
Gruus, men af begge inddrak jeg en
Livs-Poesi, der, lader Gud den blomstre og
dufte, skal qvæge Menneskets Hjerte.
|