Blikstille laae det udstrakte Hav; man følte aldeles ingen Bevægelse i Skibet, man kunde tumle sig hvor man vilde, oppe og nede, som gik man paa den faste Jord; kun ved at betragte Kjølvandet saae man Skibets Fart, bestandigt længer og længer bort fra Maltas gule Klippe.

Vi havde faaet syv unge, spanske Munke ombord, de kunde lidt Italiensk, vare Alle Missionærer og gik nu til Indien; den Yngste af dem var meget smuk, bleg og melankolsk, han fortalte mig, at hans Forældre levede endnu, og at han ei siden sit sextende Aar havde seet sin Moder, der var ham saa kjær; "nu seer jeg hende ikke før i Himlen!" sukkede han. Det var med et tungt blødende Hjerte han forlod Europa, men han erkjendte, han maatte, hans Kald var det, han stod jo i Guds Tjeneste, han og de andre Brødre hørte alle til Theresianer - Munkene, en Orden, stiftet af den hellige Theresia.

For de Fleste ombord var jeg Den, der syntes at være meest langveis fra; jeg kom fra Norden.

"Fra Danmark!" gjentog vor romerske Geistlige, der gik til Jerusalem, "Danmark! De er altsaa Amerikaner?"

Jeg forklarede ham, at Danmark laae langt fra Amerika, men han rystede paa Hovedet, som Fruen i "de Danske i Paris" og sagde, som hun: "Ikke saa langt endda! ikke saa langt endda!"

Vi havde ombord en pavelig Gesandt, der gik til Libanon, han var den eneste af Italienerne, der vidste lidt om Danmark; han havde kjendt Fru von Gothen og været i hendes Soiréer i Rom, han vidste, at der var en Thorvaldsen, og at der havde været en Tycho Brahe. Jeg har siden gjort den Bemærkning, at Thyco Brahe er den af de Danske, ved hvem Danmark meest er kjendt ude, Tycho er vor berømteste Landsmand - og ham forjoge vi! - Danmark er stor som Moder, men hun er stundom ingen god Moder mod sine bedste Børn.

Endnu midt paa Dagen øinede vi Malta; af Sicilien derimod saae vi kun det sneedækkede Ætna, men tydeligt og stort, det skinnede, som var det en Pyramide af hvidt, solbelyst Marmor. I Søen gik ingen Døning, det var, som glede vi gjennem Luften. En uhyre Delphin, større end nogen Hest, væltede sig et Par Gange tæt op til Skibet, Solen skinnede paa den vaade, glindsende Ryg. Melodier af "den hvide Dame" klang op til os fra Fortepianoet nede i Kahytten, og de lystige Matrosdrenge hang i Tougværket og sang: "quel plaisir d'etre matelot!"

Commandopiben lød, Matroserne gjorde deres Maneuvre. Middagsklokken ringede. - Da vi drak vor Kaffe, sank Solen rød og stor, Havet skinnede som en Ild.

Solen var nede, Stjernerne brøde frem med en Pragt, som jeg ei kan udtale! Hvilken Vrimmel! hvilken Glands! Venus skinnede, som var den Maanen selv, dens Straaler kastede en lang Stribe hen ad Havfladen, der bevægede sig kun i en svag Døning som om Havet aandede sagte. Lavt paa Horizonten, over Afrikas Kyst, stod en Stjerne, skinnende rød, lig et Fyr! under denne Stjerne jog nu Beduinen paa sin vilde Hest, under denne Stjerne droge Karavanerne gjennem det glødende Sand. Hvor deiligt at sidde under Teltet hos Afrikas Datter! - Stjernen jog Flammer gjennem Blodet! Jeg sad ved Skibets Reling - saae ud over Havfladen! phosphoriske Blink lynede gjennem Vandet! det var, som gik de paa Havdybet med Fakler, og disse pludselig lyste gjennem Vandet; de kom og svandt, som vare disse Flammer maaskee Havets synlige Aandedrag.

Allerede Klokken Ni var jeg i min Køie og sov strax, medens Skibet uforandret Skjød sin Fart fremad. Da jeg igjen i den tidlige Morgen steg op paa Dækket, blev dette reengjort; alle Hænder vare i Bevægelse, snart skinnede Gulvet hvidt og reent, saa det var en Lyst at see; oppe hvor Ankere og Toug laae, havde Matroserne deres Stor-Vadsk og den var ganske eiendommelig. De vaskede især Beenklæder og lagde da disse udbredte paa Dækket, heldte Søvand ud over og feiede eller rettere skrubbede dem saa med en almindelig Riiskost, der var noget slidt, og hvor de imellem Pindene havde stukket et Stykke Sæbe.

To raske Matrosdrenge, ganske smag, men livlige som Egern, og fulde af Skjælmsstykker, slagtede Høns, og holdt forud for hver Slagtning en humoristisk Tale til Hønen, og Talen endte altid med et "voila"! og saa gik Kniven hen over Halsen.

En Smule Bevægelse sporede vi i Søen, men alt som Solen kom høiere, blev Havet igjen blikstille, som Dagen forud; ingen Flod-Seilads kunde lignes hermed i Ro; hist og her langt ude antydede nogle mørke blaae Pletter paa den udstrakte solbelyste Havflade, at en Luftning der krusede Vandspeilet. Malta var nu ikke mere at see, men Ætna stod klart og tydeligt ude i Horizonten; mod Nordost øinede vi de hvide Seil af et Skib, det var det første Fartøi vi havde seer, siden vi forlod Malta.

Agter ude holdt Matroserne Frokost, hver fik en Portion Viin, Løg og Brød; de vare Alle nok saa lystige, de havde deres Vittigheds Helt og En som Vittighederne skulde gaae ud over.

Perseren i den grønne Kaftan og med sin hvide Schawls Turban sad altid eensom og legede med sine Ørenringe eller sin Sabel, Ingen talte til ham og han talte til Ingen; men imellem spillede der et Smiil omkring hans Mund, som gik glade Erindringer gjennem hans Sjæl, eller tænkte han maaskee paa Hjemkomsten, paa det Meget, han havde at fortælle fra Landet og fra Havet, — jeg gik ham forbi, og han greb mig pludselig i Armen, sagde nogle persiske Ord, som jeg ikke forstod, men han loe, nikkede og pegede hen paa Siden af Dækket; min venlige Morgenhilsen gjengjældte han ved at vække min Opmærksomhed for en lille Verdens-Begivenhed hos os paa vor Flugt over Havet. En lille Fugl var træt dalet ned i Tougværket og gled nu ganske ned paa Dækket. Den var saa afkræftet, at den ikke længer kunde løfte Vingerne. Den fik snart en Mængde Tilskuere, og jeg blev ganske vred paa den Geistlige fra Rom, fordi han strax vilde have den stegt, han meente den maatte smage saa udmærket.
 

"Vor lille bevingede Pilgrim skal ikke ædes!" sagde jeg; en af Lieutenanterne tog den i Beskyttelse, satte den op paa Seilet, der var spændt som Telt ud over første Plads, gav den der en Talerken med Vand og Brødkrummer, og Fuglen var vor Gjæst hele Dagen, ja Natten med, først næste Dag fløi den fra Skibet og qviddrede i sin Flugt, som om den vilde sige Tak for god Behandling.

Det var en stor Begivenhed for os Alle; dog snart igjen søgte vi hver vor Beskjæftigelse, Een ved Klaveret, en Anden i Bogen, Nogle spillede Kort, Andre spadserede op og ned. Beduinen sad paa. Kulsækkene, taus som en Aand, Øinene lynede i det brune Ansigt under den hvide Bernusch, de nøgne sortebrune kraftige Been stak frem; Perseren legede med sin store Sabel, klappede sine Pistoler eller dreiede Sølvringene i sine sortebrune Ører; Capitainen kopierede af mit Album et Billede af Marstrand: "Kun en Spillemand", nu boer det i Capitainens Kahyt, og aarlig seiler "Spillemanden" mellem Marseille og Constantinopel paa det stolte Skib: "Leonidas". Jeg selv læste Tydsk med en af de franske Officerer, han oversatte Schillers: Jordens Deling.

Tiden gik fortræffeligt; ved Middagsbordet herskede der Glæde og Liv! Sol -Nedgangen var uendelig skjøn! Stjernerne mylrede frem saa klare, saa straalende. Det var ikke muligt at fornemme Skibets Fart, kun ved at hefte sit Øie mod Tougværket og Stjernerne, saae man Bevægelsen, det var som om Stjernehimlen dreiede sig og Skibet laae stille. Der var noget saa ophøiet, saa poetisk i disse Aftener paa det rolige, uendelige Hav, saa at jeg mangler Udtryk derfor. Denne Ro uden om afspeilede sig i min Sjæl! hjemme i Norden have kun faa Minuter af mit Liv bragt mig hvad jeg her nød i hele Timer.

Endnu øinede vi, som en hvid Pyramide i Nordvest: Ætna, Alt andet rundtom var det uendelige Hav; men ved Middagstid viste sig for mit Øie i Nordost en hvid Plet, det kunde ikke være et Skib, dertil bredte den sig for meget, men muligviis en Sky. Jeg troede, at det var den græske Kyst, og spurgte Capitainen derom; han rystede paa Hovedet, og sagde at vi først den næste Dag kunde øine Grækenland, der rigtignok laae i den Retning, hvor jeg nu troede at see Land. Hverken han eller nogen af Passagererne saae noget.

Da jeg efter Middagsbordet, kort før Sol-Nedgang, søgte samme Punkt som før, straalede dette ligesag stærkt som nu Ætna! nei, det kunde ingen Sky være, det havde ikke forandret Skikkelse, det stod endnu i samme Retning, som for tre Timer siden.

Capitainen tog sin bedste Kikkert og raabte: Land.

Ja, det var græsk Kyst! det var en Bjergtop ved Navarino; belagt med Snee straalede den i den klare Luft. Jeg havde først af dem Alle opdaget Grækenland.
 

"Aldrig har jeg hørt før," sagde Capitainen, "at Nogen med blotte Øine har kunnet, paa een og samme Tid, see fra Middelhavet baade Ætna og græsk Kyst! det er mærkværdigt!" Da jeg senere i Athen fortalte dette, yttrede der en Lærd, at han fornylig i en Kritik over et engelsk Værk havde læst samme Mærkelighed, men Recensenten betvivlede den paa det stærkeste. Dog denne er der, selv har jeg seet det. Snee paa Ætna og Snee paa de græske Bjerge gjør det i klart Solskin muligt, her at øine Land baade i Øst og i Vest.

Grækenland! jeg saae altsaa for mig dette Aandens store Fædreland! Under hiint Bjerg strakte sig Arkadiens skjønne Dale! Tusinde Tanker, som en Skare af Trækfugle, een forskjellig fra den anden, fløi mod dette lysende Bjerg! - men Solen sank, og Tankerne svang sig fra Jordens Minder til Himlens Deilighed.
 

Næste Morgen var jeg oppe før Solen, det var den 20de Marts. Blodrød, som jeg aldrig har seet det, og forunderlig oval, steg Solen, Dagen vældede ud over det blikstille Hav, og foran til Høire laae klart og tydeligt, men langt, langt borte, Moreas Kyster. Det var det gamle Lacedæmon, vi saae. En steil Klippevæg gik lodret ned i Havet, og inde i Landet hævede sig sneebedækkede, maleriske Bjerge! O, hvor jublede mit Hjerte!

- - Jeg seer skinnende Luft! jeg seer lysende Vand! Og Bjergkysten hist er Grækenland!
 

Stednavne og personnavne: Etna, Lacedaemon